Hvor meget kan man blande sig i hinandens alkoholvaner?

[OberstNasig]

Min kæreste igennem 5 år er en dejlig mand, men vi er som modsatte poler, når det angår alkohol.

Bevares, jeg elsker også at drikke mig småfuld og indimellem ligefrem meget fuld. Jeg har en stopklods, når jeg kan mærke, at jeg har det tilpas.

Men kæreste derimod.......
Han drikker og drikker. Han er snart 30 år. Når han er ude at gå i byen, så drikker han så meget, at når jeg modtager ham, så kan han knap sige et tydeligt ord eller sige en længere sætning og han kan knap stå på sine ben, men står og svajer frem og tilbage. En enkelt gang formåede han også at kaste op udover soveværelses gulvet. Det er ikke hver gang, han er i byen, at det forekommer, men det sker vel hver 2 eller 3 gang.

Jeg er effin´træt af hans alkoholindtag. Hvor skal jeg starte? Det er vammelt, pinligt, umodent og taber-agtigt at være næsten 30 og så konsekvent drikker sig så fuld, omend det kun sker nogle gange om året. Jeg er bange for at han kommer galt afsted.
Jeg kan ikke lide meget fulde mennesker og det er uanset om det er min mor, min kæreste eller en fremmed på gaden. De ændrer karakter og det er sjældent til det bedre.

Så skændtes vi her til morgen, fordi jeg synes, at han har et alkoholproblem. Jeg var også streng nok, da jeg sagde det, men havde vi været mindre ophidsede, ville jeg også sige, at han burde finde ud af, hvorfor han ikke kan stoppe.

Men har man overhovedet lov til at blande sig i sin partners alkoholvaner? Og måske endda kræve forandringer?

Jeg er kommet meget i tvivl og derfor spørger jeg her.

[JoyNips]

Ja, det synes jeg godt man kan tillade sig.

[achillaxedprune]

Ja, man må gerne blande sig.

Jeg ved desværre ikke, hvad man kan gøre ved det... Vel kun håbe på, at han selv forstår det ucharmerende i at blive SÅ fuld, så han selv begynder at stoppe lidt før.

[Sangius]

Måske er det også lidt voldsomt at lægge ud med at sige, at han har et alkoholproblem. Det tror jeg vil få de fleste til at gå i forsvarsposition, specielt når det jo ikke er ofte han drikker sig så fuld, som han gør.

Har du forsøgt at snakke stille og roligt med ham om det? Måske få en forklaring på, hvorfor han drikker sig så patte stiv, som han gør?

[Mocca]

Jeg er tilhænger af, at man ikke laver om på hinanden.
Især, hvis han ikke selv synes, at det er et problem.

Derimod kan du fortælle ham, at du faktisk mister respekt for ham som person, når han ikke kan styre sit alkoholindtag. At det bekymrer dig, irriterer dig og gør dig ked af det at se ham sådan.

Så er det egentlig op til ham selv, om han vil gøre en indsats for, at du respekterer ham som menneske og partner.

[Animi]

At du ikke bryder dig om fulde mennesker, betyder altså ikke at han har et alkoholproblem. Det lyder ret overdrevet at komme til den konklusion, især hvis det kun er et par gange om året vi taler om.

Selvfølgelig bør du kunne tale med ham om det, og fortælle ham hvad du synes om det. Men gør det stille og roligt, og uden at begynde at beskylde ham for at have et problem.
I sidste ende er det som Angelina skriver op til dig om det er noget du kræver, og op til ham om det er noget han har lyst til at lave om på.

Kunne der måske være andre løsninger på det? At hvis han ved at han skal noget, hvor han kommer til at give den lidt mere gas, så kunne han evt på forhånd finde et andet sted at være og sove branderten ud?

[Firebird]

HÆ. Den lavede jeg også da jeg var yngere. Verbaltæsk fik jeg også. Henover årene har jeg set den nogen gange hos andre mænd. UH hvor fik de truntetæsk. Vi mænd gør sådan noget. Desværre kan jeg ikke give dig en god forklaring på hvorfor vi gør det. Dvs, jeg aner den dag idag ikke hvorfor jeg gjorde det, men det er ganske normalt. Jeg blev en 37 38 stykker før jeg holdt op med det pjat. Tricket var at jeg indså at jeg ikke kunne drikke sprit OG slippe for verbalprygl. Så skiftede jeg til øl på en god aften og holdt mig til det. Problem solved.

[HappyPaww]

Må sige at jeg kender det... Det er super svært, men det der hedder virket for mig, har været at udtrykke hvorfor jeg bliver sur og skuffet over det. For mig har det meget at gøre med, at vores weekender er så korte - og det er der jeg synes vi skal have familie- og partid (vi har en søn på snart 3). Det bliver ødelagt af at min kæreste har tømmermænd og sover langt op ad dagen... jeg gider ikke være den sure kæreste, men det ender bare tit med det.

Det er bedst at snakke om det når man ikke står i situationen (dvs fx ikke søndag formiddag fx når man er sur og manden er bagstiv). Og så bør der kunne findes et kompromis. Hos os er det fx at han måske ikke skal være ude til kl 5, at han ringer eller skriver en besked i løbet af aftenen (især hvis det er en af dem med 1 øl og en fodboldkamp der pludselig er gået i druk), at han ikke går i byen hver weekend men max hver 2-3. Uge, og ikke på hverdage (han er studerende), - og han må vælge hvad han vil prioritere af de ting han inviteres til, og ikke bare sige ja til alle mulige random fester.

Vi har en aldersforskel på 6 år og jeg er kommet rimelig meget over det med druk og byture - plus jeg jo er mor nu, og han har mange jævnaldrende venner og er som nævnt studerende, så det giver lidt issues indimellem. Vi prøver at give hinanden plads (jeg har fx været på to weekendture med veninder i foråret - og han tager så på Roskilde), men kommunikation er nøglen... Det bliver kun værre af at man til sidst er blevet helt indebrændt.

[Anne Droid]

HÆ. Den lavede jeg også da jeg var yngere. Verbaltæsk fik jeg også. Henover årene har jeg set den nogen gange hos andre mænd. UH hvor fik de truntetæsk. Vi mænd gør sådan noget. Desværre kan jeg ikke give dig en god forklaring på hvorfor vi gør det. Dvs, jeg aner den dag idag ikke hvorfor jeg gjorde det, men det er ganske normalt. Jeg blev en 37 38 stykker før jeg holdt op med det pjat. Tricket var at jeg indså at jeg ikke kunne drikke sprit OG slippe for verbalprygl. Så skiftede jeg til øl på en god aften og holdt mig til det. Problem solved.

Hold nu kæft, en omgang bullshit. Det er jo bare en lam undskyldning for ikke at tage ansvar for egne handlinger.

[Advocatus-Diaboli]

Men har man overhovedet lov til at blande sig i sin partners alkoholvaner?

Ja.

Og måske endda kræve forandringer?

Du kan ikke kræve hvad HAN skal gøre, men du kan fortælle ham hvad DU vil gøre, hvis det ikke ændrer sig - skride. Så må han jo beslutte med sig selv, hvad der skal prioriteres.

[Torn]

Problemet kommer måske især til udtryk, fordi I har så forskelligt forhold til alkohol. At være døddrukken "nogle gange om året" er ret almindeligt i min omgangskreds og ikke noget, vi tilskriver et alkoholproblem. Måske tænker din kæreste det samme?

Jeg ville godt forstå problemet, hvis det var flere gange i måneden. Men et par fester i løbet af året, der stikker af, ser jeg faktisk som ret normalt. Også som 30 årige.

Ved han, hvorfor det går dig på? At du bekymrer dig? Jeg tror ikke, skæld ud eller krav hjælper på jeres uoverensstemmelse. Men at du får kommunikeret, under gode rammer, hvad der går dig på. Og at du måske også møder hans opfattelse, hvor enkelte døddruksture i løbet af året ikke er et alkoholproblem.

[Pjeps]

Jeg synes det er orden at du siger din mening om det, så han ved hvordan du har det med det. Men så længe det kun sker nogle få gange om året er det nok lige overdrevet nok at beskrive det som et alkoholproblem.

Og så må man jo gøre op med sig selv om det er et så stort issue at man ikke kan leve med det.

[TomKah]

Jeg har altså heller ikke nogen stopklods, når jeg først bliver rigtig fuld, så drikker jeg videre uanset hvor fuld jeg er. Det er jo ligepræcis det alkohol gør ved en. Sænker parader og ændrer ens dømmekraft. Det er klart at man stadig HAR dømmekraft så hvis man anser det for at være meget vigtigt at ens brandert bliver holdt på et bestemt niveau så ryger man aldrig helt derud. Jeg har så omvendt haft mange veninder som påstod at de godt "kunne lide at drikke sig en kæp i øret", som jeg vitterligt aldrig har set rigtigt plakatfulde - så det der med opfattelsen af hvornår man synes man er fuld og hvornår man er beruset, er vidst ret individuelt.

Jeg forstår godt hvor du kommer fra og jeg synes også det er rimeligt at stille krav til din kæreste, det har jeg selv gjort til min. Men det skal være fordi han sårer dig - at være fuld når man er 30 er altså ikke pinligt (jeg er 40 og jeg var plakatfuld i sidste uge).

[Vlad Kalashnikov]

omend det kun sker nogle gange om året. ... jeg synes, at han har et alkoholproblem.

Du kan blande dig hvis han vitterligt har et problem, men et par gange om året er ikke et problem. Du blæser det op.

[Aima]

Jeg synes gerne, man må blande sig, særligt hvis det vedkommer en, man deler hjem og liv med. Jeg synes dog også, man lige må stikke en finger i jorden og spørge sig selv, om problemet, sådan set lidt udefra, i virkeligheden mest er ens eget.

Som jeg læser dit indlæg, så sker det 'nogle gange', altså to, tre, fire?, om året, at din kæreste får så meget at drikke, at han får balanceproblemer og udtalebesvær? En enkelt gang har han også kastet op? Jeg forstår udmærket, at du ikke ligefrem har syntes det var fede oplevelser, men er der andet ved hans fuldeadfærd, der trigger? Bliver han modbydelig eller aggressiv, slås han eller kommer han hjem med skader eller har smidt mobil, pung, nøgler væk? Eller er han 'bare' meget fuld? For jeg tænker måske, at hvis det mest handler om, at du simpelthen ikke bryder dig om den der bøvede adfærdsændring, men at den egentlig ikke har haft andre konsekvenser end en snøvlende, svajende fuldekæreste og et enkelt opkastuheld og det derudover i øvrigt er noget der potentielt kun sker en enkelt gang i kvartalet eller deromkring, så var det måske, i hvert fald fra mit synspunkt, noget du selv burde tage ansvaret for. Hvis du ved, han skal ud og der er risiko for pågældende udfald, kunme du rykke over til en veninde og holde noget hyggeaften eller den slags, så slipper du for at trækkes med ham i hans brandert.

Nogle kan sagtens styre det med alkohol, mens andre har lidt sværere ved at mærke grænsen, jeg synes som sagt det er fuldstændigt i orden at blande sig, hvis man har reel grund til bekymring eller hvis byturene og branderterne er i et så hyppigt omfang, at det er på bekostning af andet vigtigt, men at en voksen mand (eller kvinde) slår et hul i jorden 2-3 gange årligt, var ikke noget, jeg personligt ville føle, var min ret at blande mig i, heller ikke selvom jeg også ville synes, det var ret nederen at få sådan en bøvhat dér hjem.

Indtil for 4-5 år siden, kunne jeg i øvrigt godt selv tage sådan en tur der, jeg lavede aldrig ballade eller kom til skade eller opførte mig uhensigtsmæssigt, jeg drak mig bare sommetider pissefuld i byen og havde det vildt sjovt imens. Jeg har skruet gevaldigt ned for det, ikke fordi, jeg ikke længere synes jeg kan tillade mig den slags ift. min alder, for sådan noget giver jeg ikke en skid for, men fordi det simpelthen blev for hårdt og energikrævende med to dages tømmermænd. Nu er mine byture mere afdæmpede, men helt ærligt, så var det sgu sjovere dengang, også selvom jeg blev nødt til at smide stiletterne, fordi de blev for svære at balancere.