Det tætteste jeg har været på at stille et ultimatum var vist da min kæreste og jeg var ret nye. Der, efter en bytur, fik han at vide at hvis hans ekskæreste skulle have lov til at slikke flødeskum (eller andet) af hans brystkasse så var det ikke mig han skulle være kæreste med. Og vice versa i øvrigt. Han var færdig med at slikke hende nogle steder, men det havde ikke været aktuelt, så blank havde han dog ikke været
Jeg er ikke sikker på at jeg havde været så pissed hvis det havde været en anden, og hvis det ikke var fordi hun sendte mig et triumferende smil bagefter. Han kunne i øvrigt ikke forstå det, for sådan havde de jo altid gjort, og der var ikke noget i det. Jeg gad ikke at forklare at hun tydeligvis lagde mere i det, men sagde bare at hvis det var så vigtigt for ham, så var det uden mig. Jeg gad ikke føle mig som en idiot, uanset om det var hans hensigt eller ej.