Min kæreste er lidt ligesom din, når det kommer til sms-kontakt. Vi har været kærester i mange år, og jeg ved, at han er helt tosset med mig
- men det skal ikke være nogen hemmelighed, at når vi (en sjælden gang) har rejst hver for sig, så føler jeg mig lynhurtigt glemt, når jeg ikke hører fra ham. Det er helt sikkert bekræftelsestrang, det handler om, men jeg kan altså ikke arbejde så meget med mig selv, at det behov forsvinder helt. Efter mange år er vi nået et niveau, hvor han gør lidt ekstra for at huske tekst-kommunikation, for min skyld, og jeg har skruet lidt ned for forventningerne.
Jeg bor jo i Australien de næste 6 måneder, og vi har talt meget om, hvordan vi skulle håndtere at være væk fra hinanden, fordi det før har givet anledning til konflikter. Heldigvis er det indtil videre gået rigtig fint, men jeg har så også kun været afsted i knap 3 uger. Desuden har jeg selv haft så travlt, at han måske nok har haft mere kontaktbehov end mig indtil videre.
Men ja. Jeg synes, kompromisser er rigtig vigtige i en situation som den her. For det kan godt være, at han ikke har behovet, men det har du altså. Og så må han anstrenge sig for din skyld, ligesom du må nedjustere forventningerne lidt. Men jeg synes ikke, du skal forsøge at nå et punkt, hvor du bare er 'strong and independent woman' som ikke har brug for at høre fra ham. Det er altså okay, og helt almindeligt, at have behov for at høre fra sin kæreste. Folk er bare forskellige. Med min ekskæreste havde vi nærmest konstant en sms-korrespondence igang om stort og småt, og med min kæreste er det mest bare "Hey skat, jeg er lidt senere hjemme i aften". Og jeg har et langt mere kærlighedsfyldt forhold med min kæreste, end jeg havde med min eks, vil jeg understrege.
Du må fortælle ham, at du har brug for ham. Der er ikke noget i vejen med, at man viser, at man er sårbar, synes jeg.