Re: Den vildeste historie om bedrag
: 2. sep 2016, 19:19
TS, det er klart, at det gør mere ondt, når de to bliver sammen (som de jo nok gør, virker det til). Jeg kan sagtens sætte mig ind i følelsen af, at retfærdighed havde været, at han var endt med ingen. Og måske gør det også ondt at tænke på dem sammen osv. osv.
Men lad være med at bebrejde hende noget - hun kommer videre fra granatchokket på sin måde, du på din. Hun skylder faktisk lige præcis ikke dig en uddybning af hendes valg; det har hun forhåbentligt nogle veninder til. I hendes øjne er du jo "fjenden"/"kamphønen", selvom du er gået ud af det. Det kan næsten ikke være anderledes.
Jeg har selv haft en eks-kæreste til min mand i røret, dengang hun savnede ham og vi havde noget fnidder, jeg følte for at få redt ud. Det var vitterligt ikke behageligt at være i mine sko imens, og jeg nærede egentlig kun irritation over for hende og alle hendes 117 forsmåede følelser. De var gået hver til sit et helt år, før vi fandt sammen, så det var også en heeelt anden "get over it!"-følelse, der ramte mig, i forhold til din historie, skal det lige siges.
Det var min nysgerrighed/store lyst til at konfrontere situationen, der dog fik mig til at ringe og tage snakken med hende i første omgang. Det var første og eneste gang, vi talte sammen på den måde. Der kom INTET godt ud af det.
Mit bedste råd: Glem hende. Glem ham. Glem tanken om dem. Fuck dem! Du er allerede i gang med et nyt, spændende kapitel i dit liv. Lad det få lov at fylde det hele nu.
Men lad være med at bebrejde hende noget - hun kommer videre fra granatchokket på sin måde, du på din. Hun skylder faktisk lige præcis ikke dig en uddybning af hendes valg; det har hun forhåbentligt nogle veninder til. I hendes øjne er du jo "fjenden"/"kamphønen", selvom du er gået ud af det. Det kan næsten ikke være anderledes.
Jeg har selv haft en eks-kæreste til min mand i røret, dengang hun savnede ham og vi havde noget fnidder, jeg følte for at få redt ud. Det var vitterligt ikke behageligt at være i mine sko imens, og jeg nærede egentlig kun irritation over for hende og alle hendes 117 forsmåede følelser. De var gået hver til sit et helt år, før vi fandt sammen, så det var også en heeelt anden "get over it!"-følelse, der ramte mig, i forhold til din historie, skal det lige siges.
Det var min nysgerrighed/store lyst til at konfrontere situationen, der dog fik mig til at ringe og tage snakken med hende i første omgang. Det var første og eneste gang, vi talte sammen på den måde. Der kom INTET godt ud af det.
Mit bedste råd: Glem hende. Glem ham. Glem tanken om dem. Fuck dem! Du er allerede i gang med et nyt, spændende kapitel i dit liv. Lad det få lov at fylde det hele nu.