Santopia skrev:
Det kan godt være, at grunden til at han pludselig kunne committe var, at du skulle mødes med den anden, og han derfor mærkede, at han skulle byde ind, hvis han skulle være sikker på dig. Det kan også godt være, at hvis han indser, at du ikke finder dig i hvad som helst og derfor ikke er en sure thing, at han stepper op og opfører sig ordentligt. Men hvis det er motiveret af frygten for at miste, så er det, udover at være ufedt, også meget skrøbeligt. I et forhold skulle man jo gerne blive trygge ved hinanden, og så vil der være en risiko for, at når frygten for at miste dig træder i baggrunden igen, vil han fortsætte sin dodgy opførsel.
Nå men jeg kiggede egentlig ind i tråden for at høre, hvordan det gik med dig?
Ikke særlig godt. Jeg er forfærdeligt ked af det. Jeg er helt enig med dig i, at et forhold ikke skal være baseret på frygten for at miste.
Jeg er overbevist om, at mange af de gange, hans historier har varieret, har det ikke været med intentionen om at lyve. Men han har stadig løjet overfor mig, der hvor han sagde, at han bare tog hjem, men hvor han i stedet fulgte en kvinde hjem fra byen med en anden intention... Og det er et problem, at han ikke bare owner up når noget viser sig at være anderledes. At han ikke bare siger, at han havde glemt det, eller jo, han sagde det ikke, fordi whatever... Det kunne jeg respektere og det ville få mig til at føle mig tryg. At jeg vidste, at han var ærlig.
Det gør så ondt, fordi jeg virkelig troede, at han havde fortalt mig alt. Jeg stolede på ham! Jeg følte mig tryg ved ham, forbundet til ham!
Jeg kan ikke være sammen med ham, når jeg ikke kan stole på ham. Jeg ville føle mig usikker konstant. Jeg ville miste lysten til ham. Hele tiden lede efter tegn på, at noget var sket - det ville være mistro og det er ødelæggende. Uanset hvor gerne jeg ville, så kan jeg ikke - og det vil jeg virkelig gerne.
Jeg har ikke hørt fra ham i 3 dage nu. Jeg ved ikke engang om han stadig tænker på os som kærester, eller om jeg blev smidt ud af hans liv, da han bad mig om at gå. Det gør ondt helt ind i sjælen at tænke på, sådan en syrlig smerte der siver gennem min krop. Jeg har ikke lyst til at se ham lige nu, overhovedet, for jeg har så mange ting at tænke igennem. Men jeg vil gerne have muligheden for at fortælle ham, hvorfor jeg ikke kan være sammen med ham. Hvis han da vil lytte og tage det til sig. Det er jeg i tvivl om.
