Må din partner give dig skylden?

[Akehurst2]

Inspireret af diskussion i en anden tråd, her en tråd til at diskutere det (ikke sjældne, er min opfattelse) at en mand siger fra til arbejde eller sociale arrangementer med henvisning til at han ikke "må få lov" af kæresten.

Må man det? Evt. i nogle situationer? Kommer det an på, hvem det er, der siges fra overfor, og hvordan det gøres, eller er det bare altid no go?

[sortkaffe]

Nej
jeg ville være træt af en mand der gav mig skylden eller brugte mig som årsag
i samme dur ville jeg også være træt af at blive kaldt øgenavne ala "Jeg må ikke for Kranen..."

[Fillie]

Jeg synes, det er mega træls, når voksne mennesker ikke bliver på egen banehalvdel men skyder skylden på andre. Jeg kunne aldrig drømme om at bruge min mand som årsag til at takke nej til noget, jeg ikke har lyst til, og han har det på samme måde. Det lyder simpelthen så barnligt at sige, at "det må jeg ikke for min partner". Stå ved dig selv, tak!

[Akehurst2]

En partner kan jo godt henvise til parforholdet, som en kollega fx gjorde, da han bad chefen om mere fleksibilitet med argumentet "vi balancerer på kanten af en skilsmisse", men der synes jeg, han jo selv tager ansvar.

Det havde været noget andet hvis han havde sagt "min kone vil ikke have, jeg arbejder så meget".

[Wizzze]

Jeg synes den er svær, for det kommer an på sammenhængen og hvordan det bliver sagt. Om det er i spøg med glimt i øjet, eller det bliver afleveret som en reel årsag/undskyldning for ikke at deltage.

[LadyFox]

Jeg gider generelt ikke at blive omtalt, eller opfattet som den der sure, kontrollerende kæreste - så jeg gider som udgangspunkt ikke at blive brugt på den måde. Ja, jeg kan godt ind i mellem sige til min kæreste at jeg forventer han prioriterer et eller andet i forbindelse med mig, og dermed måske må prioriterer noget andet fra hvis han altså vil leve op til de ting jeg forventer af ham. Jeg synes ikke at man i det tilfælde kan sige at han ikke må et eller andet, jeg bestemmer ikke over ham, og det er heller ikke sådan at jeg skrider for det hele fordi at han ind i mellem har prioriteret skævt i forhold til sådan jeg godt kunne tænke mig at tingene var. Men det er da klart at hvis han generelt ikke kan leve op til det samvær som jeg synes er nødvendigt for at jeg trives i forholdet så ville jeg skride. Men det gælder jo også omvendt, hvis jeg ikke i det mindste prøver at imødekomme hans forventninger til mig, så ville han jo altså heller ikke blive. Så hvis jeg siger til min kæreste i en situation at jeg egentlig godt kunne tænke mig at han var der, og han valgte at være der så gider jeg ikke at han siger til drengene at han ikke må få lov af mig. Han er en voksen mand, han vælger selv hvad der er vigtigt for ham - og så må han jo tage konsekvensen af hans valg, uanset om konsekvensen er at skuffe mig, eller gå glip af en fed oplevelse eller hvad det nu kunne være.

Dog har min kæreste også på et tidspunkt haft nogle virkelig dramatiske mennesker i sin omgangskreds der ikke rigtig kunne finde ud af at tage en afvisning skide pænt, og der har jeg nogengange sagt til ham - at han bare kunne sige at jeg ville blive sur på ham hvis han gik, også selvom jeg egentlig var ligeglad med om han gik eller ej, og det var ham selv der ikke gad - blot fordi det var mennesker han ikke rigtig kunne undgå, og som jeg alligevel ikke ville gide at beskæftige sig med. Og så synes jeg egentlig det for mig var ligeglad, så hvis han kunne slippe for drama ved at bruge mig, så var det ikke noget jeg tabte noget på - men der har det også været mit eget forslag.

For folk i hans omgangskreds jeg godt gider, og hvor det er mest optimalt at jeg kan med, der kan jeg slet ikke se hvad der skulle være fordelen med den taktik - det ville jo sætte mig i et dårligt lys og dermed starte en form for modvilje imod hinanden. Det ville da slet ikke være i nogens interesse, da især ikke i min kærestes.

[bluetof1]

Min eks kunne godt finde på det, men det var altid for sjov og det var generelt tonen i den omgangskreds, så det var okay. Han kaldte mig som regel konen, som i sin yndlingskone og den slags. Det var også helt okay. Var han begyndt at sige at bruge mig som decideret undskyldning så var jeg blevet noget træt i masken.

Min nuværende kæreste gør ikke den slags. Han er fint i stand til at sige hvis der er noget han ikke gider eller ikke kan fordi han har været meget hjemmefra eller what ever. Nu bor vi ikke sammen så når vi er sammen så er det fordi vi har aftalt det. Alle de dage hvor vi ikke har en aftale der er vi jo begge to frie til at lave alt muligt andet.
Jeg ved ikke hvad han kalder mig, men hans omgangskreds er meget "voksen" og "vi er altså to individer selvom vi er gift/bor sammen"-agtig så jeg vil tro han bruger mit navn eller "min kæreste" hvis det er til nogen, som ikke kender mig. Jeg har kun mødt et par stykker af hans venner og ingen af deres koner/kærester, men umiddelbart er der ingen af dem, der bruger kælenavne eller øgenavne.

[LadyFox]

En partner kan jo godt henvise til parforholdet, som en kollega fx gjorde, da han bad chefen om mere fleksibilitet med argumentet "vi balancerer på kanten af en skilsmisse", men der synes jeg, han jo selv tager ansvar.

Det havde været noget andet hvis han havde sagt "min kone vil ikke have, jeg arbejder så meget".

Det synes jeg også er fint nok, på den måde. Lidt som min kæreste da godt må sige til en ven "Jeg kan ikke den dag, jeg har lovet LadyFox at tage i IKEA (eller hvad det nu kunne være)". Der er det jo stadig på grund af mig han ikke kan, men det bliver ikke til at han ikke kan fordi jeg har tvunget ham, men fordi han har valgt at det var et sted han gerne ville prioriterer sit parforhold.

[Torn]

Grundlæggende synes jeg det er pinligt, når voksne menneske bruger undskyldningen "jeg må ikke". Selvfølgelig må du det. Der er ikke nogen, der kan bestemme over dig. Du er myndig. Bliv voksen. Tag ansvar. Altså, inden for lovens rammer, ik'.

Jeg ville aldrig selv sige den slags. Men jeg tror, at min kæreste kunne finde på det. Jeg ville blive enormt vred over, at han brugte mig som en undskyldning, når han ikke tør sige fra over for andre. Men jeg tror, at han ser anderledes på det.

[Flowergirl]

Han må gerne, hvis det er i forbindelse med, at vi har aftalt at vi skal noget - også bare hvis det vi skal, er at have en kæresteaften. Men så er jeg jo også grunden til, at man må takke nej til et eller andet arrangement eller lignende.

Jeg vil dog blive ret sur, hvis han brugte mig som undskyldning fordi han ikke gad. Jeg gider ikke og fremstilles som den sure og bestemmende kæreste. Jeg synes det ville være utrolig træls, hvis han tegnede sådan et billed af mig i hans omgangskreds.

[Cupid Carries A Gun]

Ja, hvis det er mig som har sagt at han ikke må det. Hvis jeg ikke har sagt det, så er han en idiot, hvis han bruger mig som undskyldning.

[Fru Sunshine]

Jeg vil ikke stemples som noget negativt i hans liv.
Vendingen "Jeg har lovet Fru Sunshine" eller "Vi har aftalt derhjemme" er noget ganske andet end "Jeg må ikke" eller "Jeg tør ikke".

Jeg vil heller ikke hedde ting som "Krigsministeriet", som min eks kaldte mig, når han brugte mig som undskyldning.

[Annione]

Jeg tager gerne skyldes, hvis han siger noget med, at vi allerede har aftalt noget den dag - eller hvis han siger, at alle drengene ikke kan se fodbold i vores hus, fordi jeg har veninder på besøg eller noget...
Men "jeg må ikke for min kone..." det skal jeg fammer ikke ha siddende på mig.

[Slettet bruger]

Ser i tit jeres partners kollegaer?

Jeg undrer mig bare over hvorfor det er vigtigt hvad de tænker om jer?

[Slettet bruger]

Ja altså, jeg kan ikke helt forstå om folk synes det er vigtigt,

1) fordi det er vigtigt hvad alle i hele verden tænker om en, også selv hvis man aldrig ser dem
2) fordi man ser dem hele tiden