Må din partner give dig skylden?

[Buffy]

Ser i tit jeres partners kollegaer?

Jeg undrer mig bare over hvorfor det er vigtigt hvad de tænker om jer?

Det handler ikke om, hvad andre tænker om mig, men om at jeg kan stole på, at min kæreste omtaler og behandler mig og vores forhold med respekt og loyalitet. Også når jeg ikke er der.

[Slettet bruger]

Ja altså, jeg kan ikke helt forstå om folk synes det er vigtigt,

1) fordi det er vigtigt hvad alle i hele verden tænker om en, også selv hvis man aldrig ser dem
2) fordi man ser dem hele tiden

For mig handler det om:
3) fordi det er vigtigt for mig, at min kæreste taler pænt om mig over for andre mennesker.

Jeg er ligeglad med, hvad min kærestes kollegaer tænker om mig, men jeg er ikke okay med, at han har så lidt respekt for mig, at han vil lyve om mig og derved fremstille mig som en kontrollerende person.

Jeg forstår bare ikke hvorfor det har noget med respekt at gøre?

Det er da lige meget om nogen folk man aldrig ser tror man er kontrollerende? For min skyld må min kæreste sige jeg er ludoman eller narkoman eller hvad hun vil. (Hvis hun mente det fungerede.)

Hendes kollegaers meninger betyder lige så meget for mig som en eller anden der sidder på en bjergtop i Himalaya - ingenting. Jeg ser dem jo meget sjældent.

Oprigtigt forstår jeg det ikke.

[Slettet bruger]

Er det lige meget om i ser personerne eller ej?

Hvis kæresten løj om jer say til en ansat i en lufthavsbutik i en tilfældig lufthavn - ville det så også være forkert?

[Moxy-lady]

Er det lige meget om i ser personerne eller ej?

Hvis kæresten løj om jer say til en ansat i en lufthavsbutik i en tilfældig lufthavn - ville det så også være forkert?

Jeg synes egentlig at de to andre debattører der svarede dig, var rimeligt tydelige, men en gang til for Prins Knud: Ja, det er ligegyldigt om det er nogen man kender/møder elle ej. Det har at gøre med respekt for sin partner. Hvis man respekterer ham/hende taler man ikke grimt om hende til andre. Basta. Det er illoyalt og forkert.

[Slettet bruger]

Er det lige meget om i ser personerne eller ej?

Hvis kæresten løj om jer say til en ansat i en lufthavsbutik i en tilfældig lufthavn - ville det så også være forkert?

Jeg synes egentlig at de to andre debattører der svarede dig, var rimeligt tydelige, men en gang til for Prins Knud: Ja, det er ligegyldigt om det er nogen man kender/møder elle ej. Det har at gøre med respekt for sin partner. Hvis man respekterer ham/hende taler man ikke grimt om hende til andre. Basta. Det er illoyalt og forkert.

For mig giver det ingen mening overhovedet.

Basta er ingen forklaring. For mig er det som du siger "hvis man repekterer din partner nævner man aldrig deres navn i samme sætning som en primtal", koblingen er meningsløs for mig. Men det er da sjovt at høre at nogen har det sådan.

Det må vel være noget med at der er enormt vigtigt for nogen hvad andre synes om en.

[Slettet bruger]

Jeg forstår omvendt heller ikke behovet for at lyve omkring så banale ting. Det giver ingen mening for mig. Hvorfor kan man ikke bare være ærlig og sige fx:

"Ved i hvad, Ralf og Hubert, jeg har egentligt ikke lyst til en øl i aften". "Ai, kom nu, Alexander". Nej, tak, jeg vil hellere sidde og pille mine tånegle". Hvorfor er det svært? Det andet er da totalt vattet.

Jo altså hvis man bare kan sige nej uden konskvens er det da dumt ikke at gøre det.

Men hvis der sker et eller andet irriterende hvis man ikke har en god undskylding, så kan man da lige så godt stikke en plade?

Hvis det f.eks. er chefen der spørger og man ved han bliver irriteret hvis folk ikke gider drikke øl med ham - sådan noget. Så vil man slippe for øl og ha chefen til at tro at man ville megagerne hvis man bare kunne.

[Pagunette]

Det har min mand min tilladelse til, for det er åbenbart tit den eneste undskyldning der virker.. Folk må tro jeg er meget skrap haha.... Han bruger den dog kun i virkelig nødstilfælde, hvor han ikke kan se andre muligheder for at slippe

[Slettet bruger]

Folk skriver f.eks. at de ikke vil stigmatiseres eller kaldes ting på kærestens arbejde.

Why it matters? De kan ansætte folk til at stigmatisere mig fuldtid for min skyld

[AgentPixie]

Jeg bliver ikke brugt som undskyldning, ligesom jeg heller ikke bruger ham. I hvert fald ikke i negative vendinger.
At sige man ikke kan, fordi man har en aftale med den derhjemme, er jo ikke en egentlig undskyldning det er en grund.

Min kæreste er en pleaser og har svært ved at sige nej, så jeg har i situationer hvor han var stresset og NUL overskud haft sagt, at han gerne må bruge mig som undskyldning. Han har dog aldrig gjort det.
I sådanne situationer er jeg pænt ligeglad med hvad hans venner eller kolleger tænker om mig, for jeg ved, de ved, at jeg af alle konerne i omgangskredsen er en af de absolut mindst hysteriske og aldrig har dikteret noget som helst.
Det ved min kæreste også, så hvis jeg endelig en dag sagde jeg virkelig gerne ville have ham hjemme, så ville han respektere det uden brok. Han har altid gang i tusinde ting, der kan gå 2-3 måneder hvor han er ude hver weekend hele weekenden. Det er sådan han kan lide at leve og det har jeg lært at respektere. Det gør alt nemmere.
Og så ved jeg, at han efter 5 år hvor han har kunne gøre hvad han ville, så er vores kommende barn hans absolutte førsteprioritet.

Win/win.

[Venus222]

Nej. Jeg forventer at en voksen mand kan tage ansvar for egne beslutninger.

[Pagunette]

Vil lige sige ift mit indlæg, at jeg tit selv siger til ham, han bare kan sige, jeg siger nej.. Jeg er sq egentlig ret ligeglad med hvad de tænker.. for det er folk jeg ikke nogensinde kommer til at omgåes..

[Buller]

selvfølgelig må han det, jeg ved at det er med et glimt i øjet og ikke noget der skal tages alvorligt. Det ved hans venner også, og ellers er de for dumme til at jeg gider tage mig af det alligevel.

Vi har valgt at have en afslappet hygge-drillende omgangstone og det er jeg glad for. Hvis alle ord skulle vejes på en guldvægt, så var jeg godt nok blevet træt.

Men jeg er også sådan indrettet, at hvis nogen reelt øffer over at deres partner begrænser dem, så tænker jeg ikke... sikke en streng partner, jeg tænker, du har selv valgt vedkommende, gør noget ved det eller hold kæft. Så hvis man virkelig seriøst mener, at det er ens partner der begrænser en, så er det altså kun noget der får en selv til at fremstå sølle, ikke partneren, imo.

[Joe]

Ja, det må han gerne. Jeg har vist selv foreslået det på et tidspunkt. Og en dag hvor han spurgte mig til råds om hvorvidt han skulle tage i byen, og jeg rådede ham til at tage afsted, fik jeg kort tid efter en besked fra vennen med teksten "tak."
Jeg forestiller mig at han har skrevet noget i stil med "madammen har givet mig lov," - for ja, jeg hedder vist nok madammen blandt hans venner. Det kan jeg godt leve med, udover at jeg engang imellem fortæller ham, at så længe han ikke har tænkt sig at gøre antræk til at gifte sig med mig, hedder det altså mademoiselle.
Det er okay, fordi alle der har mødt manden mere end to minutter, ved at han ikke er typen, der skal have lov til noget som helst af nogen, slet ikke af en kæreste. Og alle der kender mig, ved at jeg er et meget lidt dominerende menneske, men temmeligt tolerant. Så at man siger sådan noget i joke? Det rører mig ikke.

[Aima]

Det ligger mig godt nok fjernt at forestille mig, at jeg i udgangspunktet ville finde sammen med en mand der overhovedet ville finde det oplagt at bruge andre mennesker som undskyldning for de valg, han træffer. Altså, jeg ville fx. aldrig selv gøre det. Overhørte jeg det alligevel ske, ville jeg kommentere det og give udtryk for, at jeg synes den slags er lidt nollert, men jeg ville ikke blive sur medmindre der var tale om en tendens.

Jeg kan sagtens glide af på, hvorvidt jeg bliver fremstillet som kontrollerende overfor nogle mennesker, jeg alligevel ikke kender, den slags er jeg egentlig ligeglad med, det er primært behovet for at gøre det, der ville være et issue. Hvis manden vitterligt gik rundt med en opfattelse af at der var ting han måtte fravælge af hensyn til mig (fremfor at se det som et naturligt prioriteringsspørgsmål der også kom ham selv til gode), så ville vi givetvis have et problem.

[godtnavn]

Jeg forstår omvendt heller ikke behovet for at lyve omkring så banale ting. Det giver ingen mening for mig. Hvorfor kan man ikke bare være ærlig og sige fx:

"Ved i hvad, Ralf og Hubert, jeg har egentligt ikke lyst til en øl i aften". "Ai, kom nu, Alexander". Nej, tak, jeg vil hellere sidde og pille mine tånegle". Hvorfor er det svært? Det andet er da totalt vattet.

Jo altså hvis man bare kan sige nej uden konskvens er det da dumt ikke at gøre det.

Men hvis der sker et eller andet irriterende hvis man ikke har en god undskylding, så kan man da lige så godt stikke en plade?

Hvis det f.eks. er chefen der spørger og man ved han bliver irriteret hvis folk ikke gider drikke øl med ham - sådan noget. Så vil man slippe for øl og ha chefen til at tro at man ville megagerne hvis man bare kunne.

Men hvorfor så vælge at snakke grimt om kæresten fremfor at lyve om noget andet, f.eks. sige "vi skal til middag hos xx", eller "jeg skal hente min nevø i børnehave" eller "jeg har hovedpine, så det må blive en anden gang". Hvorfor vælge at snakke grimt om ens kæreste? Jeg forstår det ikke.

I øvrigt snakker man jo ikke kun grimt om sin kæreste, men også sig selv og jeg tænker de færreste chefer gider en ansat der ikke kan sige fra overfor andre og er så emget under tøflen at vedkommende skal have lov til alt af kæresten. Det viser uselvstændighed og det er ikke en egenskab de fleste chefer sætter pris på, så det er både dumt over for sig selv og sin kæreste.