Hjælp lige nu! Bipolar kæreste - hvad skal jeg gøre?

[Ano1234]

Han er kommet op i lejligheden og er gået i bad. Jeg skal nok give en opdatering i morgen.

[Ano1234]

Han kom i seng efter badet, og hverken ham eller jeg har sovet så meget, men vi har bare ligget og holdt om hinanden. Her til morgen er vi begge taget på arbejde - jeg sidder i lufthavnen og venter på mit fly, da jeg skal arbejde i udlandet i næste uge.
Han har det stadig skidt, så det er lidt svært at tage afsted. Men det var rart at mærke ham tæt på sig i nat og tale lidt med ham.

Nogle af jer skriver, om man ikke skulle "tvinge" ham ud af bilen eller sådan, altså jeg ved godt, at det ikke nødvendigvis er det I mener, men sådan sige: "halløj du, nu kommer du op i lejligheden" i et forsøg på at hive ham op. Jeg har spurgt ham før, mens han har haft det godt, om jeg skulle gøre det, men det har han sagt at han kun får det dårligere af. Han er lidt ældre end mig, og han har haft det sådan her i rigtig mange år, så jeg kommer let til at stole på, at han selv ved, hvad der er bedst for ham i disse situationer. Det er ikke sikkert, jeg skal det, men det er netop også det, jeg gerne vil tale med min psykolog om.

Tak for al jeres støtte.

[Zombie]

Jeg er diagnosticeret som bipolar type 1 med rapid cycling og psykotiske tilstande når manisk, så det er den allertungeste, sværeste form af denne sygdom.

Det, jeg synes er horribelt for jer begge, er at sygdommen i høj grad kan behandles. Jeg har haft diagnosen i snart 13 år, jeg ser en psykiater jævnligt og jeg tager medicin hver dag.
Det betyder, at jeg er uddannet pædagog, i gang med at skrive speciale på Uni mens jeg arbejder med handicappede ved siden af. Jeg står op hver dag, lever et aktivt og rigt liv, og får ikke nedsmeltninger som din kæreste.
Når jeg kan mærke at livet er mere end almindeligt hårdt, så snakker jeg med min psykiater og får skruet på min medicin, og bum. The end. Det lyder næsten som et eventyr, når jeg for 12 år siden var indlagt i fjorten mpneder, hvoraf de seks var på en lukket afdeling. Men det er mit liv og har været det nogenlunde stabilt i henved et årti.


Jeg skriver det til dig, fordi din situation er omsonst. Din kæreste behøver ikke have ondt i sindet eller i livet, og du behøver ikke skulle gå med en knude i maven og ikke vide op eller ned.
Det, der forgår nu og i går, er unødigt. Jeg gentager: Der er ingen som helst grund til, at I skal have det sådan her.


Jeg er ked af, at din kæreste har haft en dårlig oplevelse med en psykiater. Jeg har været igennem et par stykker i tidens løb og ligesom i alle andre grupper af mennesker, findes der også her nogle knaldhætter, som er helt væk fra vinduet og nok godt selv kunne tåle at snakke med en psykiater.
Men der er fandeme også nogle fine eksemplarer imellem som gør et fantastisk stykke arbejde. Og blandt dem skal han finde en, han har god kemi med. De skal nemlig indgå i et samarbejde og derfor skal kemien være der. Men det kan rykke på nogle ting, kan det.

Er han bipolar, kan han ikke blive kureret. Han vil altid have sygdommen. Men han kan stadig blive rask. Leve et normalt liv uden nedture. Og det er helt, helt forkert at han ikke får behandling af en psykiater, når det ville kunne løse en stor del af hans, og dermed også jeres, problemer.

Du må gerne vise ham denne her besked. Du bør tage snakken med ham. Det svarer til at have haft en dårlig oplevelse med en ortopæd og derfor rende rundt med et ubehandlet brækket ben, med smerter og gener til følge. Det er unødvendigt, på grænsen til fjollet.
Og når han ikke lider alene, men det også rammer hans pårørende, mener jeg faktisk han er forpligtet til at få hjælp i stedet for at lade sig stoppe af fordomme. Der findes trods alt flere tusind psykiatere, og han har mødt én.

[Luffegås]

Som jeg ser det, handler det om livslangs mestring af eget liv, og at kunne tackle problemer når de opstår. Derfor er det eneste rigtige engang immelem at gå til psykolog. Jeg tager til syn med min bil når den blinker underligt, man tager til tandlæge med tænder, man tager til genoptræning når knæet gør ondt, man acceptere ikke bare altid.
Fair nok han vil være i fred, det skal han, men han kan forhåbentligt også komme til dig og snakke om det bagefter. Åbenhed og at man vil hinanden synes jeg er det vigtigste.
Jeg havde nok krævet han fandt en psykolog med erfaring, så måtte det på budgetposten som så meget andet, han skal ikke "have noget ud af det" han skal komme med de problemer han har der, bare fortælle hvordan det går, og hvordan det er gået. Han skal have en proffesionel at åbne op for, evt. find en støttegruppe et sted. Det gælder også dig! pårørendegruppe!

[Akehurst2]

Men jeg forstår ikke helt - er han diagnosticeret? Er der en læge (en psykiater) der har givet ham diagnosen? Eller er det noget I tror han har?

Det her synes jeg er et væsentligt spørgsmål. Man diagnosticerer ikke sig selv, det overlader man til en læge. Det er også i samråd med lægen, man tilrettelægger behandling.

[Rapfisk]

De andre har skrevet fine ting om din kærestes sygdom, som jeg synes, du skal tage til dig.

Jeg er dog også ret bekymret for dig. Du er konstant bange for, at din kæreste skal gå fra dig, selv om I lige er flyttet sammen - efter eget udsagn på grund af en enkelt episode, der ligger 2-3 år tilbage. Du nævner, at din kæreste er ældre end dig, og at du derfor tror på, at han ved bedre. Der er noget, der ikke lyder godt. Det lyder ikke som om, der er plads til dig i det forhold, hverken for sygdommen eller for dig selv.

Når man er kærester, ved begge lige godt, hvad angår ting, der har betydning for den enkeltes trivsel og for parforholdet. Men det kræver selvfølgelig, at du har evnen til at lytte til dig selv og til at reagere korrekt på dine følelser (dvs. hverken for opfarende eller for dæmpet). Pårørendebehandlingen skal du opsøge uanset hvad din kæreste gør, og du skal regne med at du både skal arbejde med coping i forhold til sygdommen og med dig selv og din selvtillid og dit selvværd, som kan få gevaldige skrammer i sådan et forhold. Som jeg læser det, har han ikke handlet uforudsigeligt i situationen, og hans handlinger kan for mig ikke forklare, at du får det sådan. Jeg tænker også på, at du beskriver, at du bliver bange for, at han forlader dig, ikke at han skader sig selv, som måske ville være dit fokus, hvis du var tryg i forholdet. (Nogle gange tænker man også de mindst forfærdelige katastrofetanker, fordi de værste er mere, end man kan kapere. Det kan være tilfældet, men det fremgår ikke for mig af det, du skriver.)

Du kan godt sammenligne det forhold, du er i, med et voldeligt forhold. Du kan sige, at din kæreste har en god grund til at forsvinde (som Zombie beskriver er det måske en dårlig undskyldning), men det ændrer ikke på den måde, der er en skævvridning af magten mellem jer. Du ser også rigtig mange kvinder forsvare deres voldelige mænd på samme måde, og man undlader at gøre, hvad man ellers ville have gjort, af frygt for at handle forkert - eller for at drive den anden over kanten. Lyder det bekendt? Altså, jeg siger ikke, at din kæreste er bevidst fysisk eller mentalt voldelig, men at de reaktionsmønstre, du får i forholdet, kan sammenlignes.

[Joe]

Som jeg ser det, handler det om livslangs mestring af eget liv, og at kunne tackle problemer når de opstår. Derfor er det eneste rigtige engang immelem at gå til psykolog. Jeg tager til syn med min bil når den blinker underligt, man tager til tandlæge med tænder, man tager til genoptræning når knæet gør ondt, man acceptere ikke bare altid.
Fair nok han vil være i fred, det skal han, men han kan forhåbentligt også komme til dig og snakke om det bagefter. Åbenhed og at man vil hinanden synes jeg er det vigtigste.
Jeg havde nok krævet han fandt en psykolog med erfaring, så måtte det på budgetposten som så meget andet, han skal ikke "have noget ud af det" han skal komme med de problemer han har der, bare fortælle hvordan det går, og hvordan det er gået. Han skal have en proffesionel at åbne op for, evt. find en støttegruppe et sted. Det gælder også dig! pårørendegruppe!

I princippet enig, undtagen at psykolog ikke er nok. Han skal til psykiater, for det er ikke en sygdom, man kan snakke sig ud af. Der skal medicin til.

[Luffegås]

Som jeg ser det, handler det om livslangs mestring af eget liv, og at kunne tackle problemer når de opstår. Derfor er det eneste rigtige engang immelem at gå til psykolog. Jeg tager til syn med min bil når den blinker underligt, man tager til tandlæge med tænder, man tager til genoptræning når knæet gør ondt, man acceptere ikke bare altid.
Fair nok han vil være i fred, det skal han, men han kan forhåbentligt også komme til dig og snakke om det bagefter. Åbenhed og at man vil hinanden synes jeg er det vigtigste.
Jeg havde nok krævet han fandt en psykolog med erfaring, så måtte det på budgetposten som så meget andet, han skal ikke "have noget ud af det" han skal komme med de problemer han har der, bare fortælle hvordan det går, og hvordan det er gået. Han skal have en proffesionel at åbne op for, evt. find en støttegruppe et sted. Det gælder også dig! pårørendegruppe!

I princippet enig, undtagen at psykolog ikke er nok. Han skal til psykiater, for det er ikke en sygdom, man kan snakke sig ud af. Der skal medicin til.

Okay må indrømme jeg ikke altid kender forskellene Men jeg synes virkelig at det er et ansvar man bør tage på sig hvis man fejler noget psykiskt, at man løbende har en behandler man går til, for man er jo "syg" resten af sine dage, og der kan være mange situationer man ikke ved om man reagere som man gør, fordi det er naturligt, eller fordi man har den her lidelse. Det tror jeg kun er godt at have nogen man kan hælde vand ud af ørerne til. Jeg har flere sindslidende venner, og der er nogen hvor jeg simpelthen ikke nyder deres selskab når man ved de ikke vil behandles, og omvendt har jeg enormt velfungerende venner, der en gang i kvartalet lige tager ind og snakker med nogle proffesionelle, bare lige for at sige det går godt De kommer ikke nødvendgvis ind fordi de har problemer, men simpelthen bare lige for at få delt med et andet menneske at lige nu går det godt, men der er måske problemer forud fordi det så er x antal år siden et eller andet skete.

[Zombie]

Som jeg ser det, handler det om livslangs mestring af eget liv, og at kunne tackle problemer når de opstår. Derfor er det eneste rigtige engang immelem at gå til psykolog. Jeg tager til syn med min bil når den blinker underligt, man tager til tandlæge med tænder, man tager til genoptræning når knæet gør ondt, man acceptere ikke bare altid.
Fair nok han vil være i fred, det skal han, men han kan forhåbentligt også komme til dig og snakke om det bagefter. Åbenhed og at man vil hinanden synes jeg er det vigtigste.
Jeg havde nok krævet han fandt en psykolog med erfaring, så måtte det på budgetposten som så meget andet, han skal ikke "have noget ud af det" han skal komme med de problemer han har der, bare fortælle hvordan det går, og hvordan det er gået. Han skal have en proffesionel at åbne op for, evt. find en støttegruppe et sted. Det gælder også dig! pårørendegruppe!

I princippet enig, undtagen at psykolog ikke er nok. Han skal til psykiater, for det er ikke en sygdom, man kan snakke sig ud af. Der skal medicin til.

Okay må indrømme jeg ikke altid kender forskellene Men jeg synes virkelig at det er et ansvar man bør tage på sig hvis man fejler noget psykiskt, at man løbende har en behandler man går til, for man er jo "syg" resten af sine dage, og der kan være mange situationer man ikke ved om man reagere som man gør, fordi det er naturligt, eller fordi man har den her lidelse. Det tror jeg kun er godt at have nogen man kan hælde vand ud af ørerne til. Jeg har flere sindslidende venner, og der er nogen hvor jeg simpelthen ikke nyder deres selskab når man ved de ikke vil behandles, og omvendt har jeg enormt velfungerende venner, der en gang i kvartalet lige tager ind og snakker med nogle proffesionelle, bare lige for at sige det går godt De kommer ikke nødvendgvis ind fordi de har problemer, men simpelthen bare lige for at få delt med et andet menneske at lige nu går det godt, men der er måske problemer forud fordi det så er x antal år siden et eller andet skete.

Bipolar affektiv lidelse er en fysisk målbar sygdom i hjernen, beslægtet med epilepsi (jeg får eks epilepsi medicin pt). Den skal behandles medicinsk.

[vibbsen]

Men jeg forstår ikke helt - er han diagnosticeret? Er der en læge (en psykiater) der har givet ham diagnosen? Eller er det noget I tror han har?

Det her synes jeg er et væsentligt spørgsmål. Man diagnosticerer ikke sig selv, det overlader man til en læge. Det er også i samråd med lægen, man tilrettelægger behandling.

Jeg må også indrømme at jeg er med på holdet som tænker "Men er han diagnostiseret - eller er det bare noget man har gættet sig til at kunne være det der var i vejen ???"

Jeg undrer mig nemlig såre over at en person som er bipolar tilsyneladende ikke er i nogen form for behandling eller tilknytning til systemet. Det er trods alt en - som flere også påpeger - en ret alvorlig lidelse.

[DetSorteCirkus]

Jeg må også indrømme at jeg er med på holdet som tænker "Men er han diagnostiseret - eller er det bare noget man har gættet sig til at kunne være det der var i vejen ???"

Jeg undrer mig nemlig såre over at en person som er bipolar tilsyneladende ikke er i nogen form for behandling eller tilknytning til systemet. Det er trods alt en - som flere også påpeger - en ret alvorlig lidelse.

Jeg sidder med den samme tanke.
Det behøver ikke at være noget, han faker, det er det tværtimod næppe, men frygt for selv at være ramt af en sygdom, som man ved findes i familien og selv har oplevet hårde konsekvenser af kan fx. godt give sig udslag i angstanfald.

Det kan også være, at der er noget andet klinisk galt, hvor han så ikke føler, at det er nødvendigt med en egentlig diagnosticering, fordi det selvfølgelig må være en bipolar lidelse, når nu andre tæt på har det.

[Tanten]

Han kom i seng efter badet, og hverken ham eller jeg har sovet så meget, men vi har bare ligget og holdt om hinanden. Her til morgen er vi begge taget på arbejde - jeg sidder i lufthavnen og venter på mit fly, da jeg skal arbejde i udlandet i næste uge.
Han har det stadig skidt, så det er lidt svært at tage afsted. Men det var rart at mærke ham tæt på sig i nat og tale lidt med ham.

Nogle af jer skriver, om man ikke skulle "tvinge" ham ud af bilen eller sådan, altså jeg ved godt, at det ikke nødvendigvis er det I mener, men sådan sige: "halløj du, nu kommer du op i lejligheden" i et forsøg på at hive ham op. Jeg har spurgt ham før, mens han har haft det godt, om jeg skulle gøre det, men det har han sagt at han kun får det dårligere af. Han er lidt ældre end mig, og han har haft det sådan her i rigtig mange år, så jeg kommer let til at stole på, at han selv ved, hvad der er bedst for ham i disse situationer. Det er ikke sikkert, jeg skal det, men det er netop også det, jeg gerne vil tale med min psykolog om.

Tak for al jeres støtte.

Han ved formentlig, hvad han plejer at gøre i situationen - men det er ikke nødvendigvis det smarteste, han vælger. Han ser ud til at være stivnet i nogle uhensigtsmæssige mestringsstrategier, der formentlig handler om, at han enten ikke er diagnosticeret ordentligt og i hvert fald ikke er i hverken medicinsk eller terapeutisk behandling eller har viden om sin egen sygdom.

Det har sikkert fungeret for ham hidtil. Men fungerer det for dig? Kan du leve med, at du skal have ondt i maven over at tage på arbejde, fordi du ikke kan lide at lade ham være alene?

Han har valgt at lade sygdommen styre sit liv - eller bruge den som undskyldning for at håndtere udfordringer på en helt uhensigtsmæssig måde. Er det også det valg, du vil træffe for dit liv - at han sætter sig ned og glor ud i luften i bilen i et halvt døgn, når noget går ham på?

Du lyder underligt passiv og overaccepterende i det her - som om du overhovedet ikke kan mærke, hvad du selv vil stå model til. Og den tror jeg ikke, ligger hos ham, men hos dig selv. Dog tror jeg, I på den måde forstærker hinandens dysfunktionelle sider, så hans svingninger kommer til at styre det hele, og du bliver passiv og tilpasser dig uden at stille krav eller intervenere.

[Trommedreng]

Jeg gør det lige lidt kort.

Det er ikke helt ualmindeligt at se borgere navigere rundt i samfundet med en udiagnosticeret bipolar lidelse - det samme er gældende for andre psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser.

Hvis der er mistanke om en bipolar lidelse hos din kæreste - uanset om det er type I eller II - skal han straks udredes og den rette behandlingsplan skal iværksættes.
At rende rundt med en ubehandlet og udiagnosticeret bipolar lidelse er altså ikke for sjov. Alvoren viser sig bl.a. ved en høj dødelighed, hovedsageligt på grund af øget suicidalhyppighed.
Det kan også være, at din kæreste udredes for noget helt andet. Det er mange overlappende symptomer og stor komorbiditet med bl.a ADHD og angst. Derudover er der altså også øget komorbiditet i form af samtidig misbrugssygdom. Jeg benævner ikke din kæreste som stofmisbruger - slet ikke - men risikoen for at han går ned ad den sti er altså øget. Kære TS, han skal udredes, eller i det mindste have en konsultation hos sin praktiserende læge.
Der er også helt andre perspektiver i det her, navnlig jeres potentielle, fremtidige familie- og arbejdsliv.

Jeg håber du og din kæreste finder den rette løsning, uanset.

Edit: Ja, okay - det blev ikke helt så kortfattet alligevel.

[Viskelæder]

Psykolog: Fem års universitets uddannelse, og vist nok også et praktikforløb efterfølgende. En person der kan udføre samtale-terapi, rigtigt godt til "ondt i livet" - og som supplement til vise psykiatriske behandlinger. Er ikke kvalificeret til at stille diagnoser eller udskrive medicin.

Psykiater: Læge med speciale i psykiske lidelser, diagnosticerer og behandler folk med psykiske lidelser - f.eks bipolar

Jeg føler mig lidt lidt ramt
Psykologer kan diagnosticere på samme måde som psykiatere kan, og psykiatrien består i rigtig høj grad af psykologer, som kan meget mere end arbejde med "ondt i livet". 5 års universitetsuddannelse, 2-3 års autorisation, herefter ofte 4 år som specialpsykolog eller specialist, hvis man arbejder i psykiatrien.
Jeg arbejder selv med mange skizofrene og bipolare.

Men en psykiater er så absolut allerbedst i fht. psykiatriske diagnoser, da de ved om og kan udskrive medicin.

[Seance]

Du skriver han selv tror han er bipolar, men har han nogensinde haft maniske perioder?
Eller han han "kun" nedturs perioder?