Lidt tanker om singlelivet.

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
D.itsen
Indlæg: 3294
Tilmeldt: 11. aug 2015, 15:23
Kort karma: 561
Geografisk sted: Vestsjælland
Likede indlæg: 8896

Re: Lidt tanker om singlelivet.

Indlægaf D.itsen » 16. okt 2015, 05:22

Jeg kan ikke gennemskue om du kan har mødt én mand de sidste år, hvor du var interesseret eller om der har været flere du har været interesseret i, men hvor det ikke var gengældt.
Jeg havde i hvert fald en tendens til, på de dårlige dage, at glemme at i langt de fleste tilfælde havde jeg ikke seriøse interesse i dem jeg havde datet. Det blev meget hurtigt " ingen finder mig interessante" på baggrund af tre mænd som jeg havde interesse i og hvor det ikke var gengældt, og de 800 mænd (overdrivelse fremmer forståelsen) som jeg ikke havde interesse i, og hvor en del af dem havde interesse i mig glemte jeg.
Jeg er temmelig ekstrovert og møder ret mange nye mennesker i løbet af et år
år. Alligevel møder jeg også Maks 1-2 om året jeg fatter seriøs interesse i (eller hvor jeg tror jeg kunne få det), selvom min venne-og bekendtskabskreds jævnligt bliver udvidet. Der er, for mig, masser af interessante mennesker derude. De færreste har bare det der udefinerbare.
Jeg nåede at være single i tæt på 10 år, med nogle lange useriøst relationer i den periode. Det siger jeg altså ikke for at ødelægge dit humør, men bare for at sige at selvom man er en meget anderledes type end dig, så kan det stadig være møg-svært at finde det rigtige match. Det er bestemt altid godt at arbejde med sig selv, men det kan altså bare være tilfældigt at du ikke har mødt ham endnu
1
UH UH UH UH KORT :love:

Hjemme i DK igen :banan2:
Grissebassen
Indlæg: 1997
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 163
Likede indlæg: 3425

Re: Lidt tanker om singlelivet.

Indlægaf Grissebassen » 16. okt 2015, 15:09

ManicNinja skrev:
Grissebassen skrev:Mit svar bundede bestemt ikke i uvillighed til at se på de ting, der gør mere ondt :) Det bundede i, at jeg simpelthen ikke kan se, hvad der skulle gøre mig maskulin, udover min humor og mine interesser. Udseendemæssigt er jeg en meget feminin person, både i påklædning, og krop, hår og ansigt, samt måden jeg bevæger mig på. Hvis det ikke er min "maskulinitet", der er skyld i den manglende interesse fra mænd, så er mit bedste bud, at jeg er introvert. Jeg kender dog mange mænd, der finder generte kvinder charmerende, og som jeg vist har skrevet et andet sted, så åbner jeg mig helt automatisk op, hvis jeg møder en mand jeg er interesseret i og viser masser af initiativ. :gruble:


Men introvert og genert er jo ikke det samme? Nu kender jeg dig jo ikke og har aldrig mødt dig. Men ud fra dine beskrivelser af dig selv - især det her med at du udmærket kan være udfarende, hvis først du finder en mand interessant - så tænker jeg snarere, du er reserveret. Det fremstår meget, som om den her mand skal præstere noget ekstra og gøre sig fortjent til dig (hvilket jeg egentlig synes er fair nok). Men det kunne jo være, du udstråler det lidt mere, end du egentlig ønsker - at man skal arbejde for det, før du gider/har lyst til give lidt af dig selv? Hvis andre ser det på samme måde og også for en "sikkerheds skyld" venter med at investere noget, til de er sikre på udkast, så ser den samlede kassebeholdning sgu slumpen ud. :) Og dem, der måske åbner op og går på med frisk mod over for dig, og som det måske ellers kunne blive godt med, giver måske op, fordi du er "for længe" om at kvittere bare lidt for deres anstrengelser.

Den sårbare eller bløde del, der ligger i 'genert' læser jeg ikke ud af det dér, fordi det lyder, som om du sagtens selv kan styre, hvornår du har lyst at dele ud af dig selv. Generte mennesker TØR jo ikke det dér. Måske kunne du åbne dig lidt før? Evt. for bare selv at have et par sjovere timer over date-kaffen. Tage en chance - gamble uden at være sikker på at få noget igen.

Nu tolker jeg selvfølgelig helt vildt, tilgiv mig hvis jeg tager fejl ... Men en blanding af en lillebitte smule generthed og en god del af den dér mere afventende, vurderende tilgang, du beskriver, at du har, sammen med din formulering "på papiret er jeg egentlig et bedre catch end flere af mine veninder" osv ...
Det kunne godt læses som arrogance eller kulde. Det er der ikke ret mange mennesker, der gider. En formulering som denne her hæfter jeg mig også ved i den forbindelse: "Jeg er introvert, og oplever relativt sjældent at have en virkelig god kemi med folk, ligesom det er sjældent jeg føler folk stimulerer mig med hensyn til intellekt og humor - to ting som er altafgørende for, om jeg finder dem attraktive."

Jeg sad og tænkte: Du fokuserer meget på, om andre stimulerer DIG. Stimulerer DU dem? Lader du dem komme tæt nok på (eller evt. nærmer du dig dem?), så de får en chance for at vise, at de KAN stimulere dig? Viser DU evt. nogensinde først, at du har lyst til/vil/kan stimulere andre? Eller skal de altid først udvise, at de kan være hamrende morsomme og skarpsindige, og SÅ lukker du - måske - op? Jeg sætter det på spidsen nu. Og håber virkelig ikke, jeg støder dig. Ved godt, jeg muligvis rammer helt i skoven.
Men det er mit bud. Måske kunne det være sådan noget?

Hvis en mand tidligt i forløbet får følelsen af, at du ikke giver noget af dig selv,før du ved, om det "kan betale sig" ... Dét vil jeg godt kunne forstå, at nogle mennesker, ikke bare dates, simpelthen melder pas på. Det er for mange lidt rarere, at der gives og tages fra begge sider hele vejen. Og at "have kemi" med nogen er jo netop dét: Når to mennesker helt spontant i hinandens selskab har lyst til at give af sig selv (både mht personlig information og i adfærden åbent vise, hvem de er) og tilsvarende gladeligt, nysgerrigt og værdsættende tager imod det, modparten kommer med. Kemi kan jo ikke lade sig gøre énvejs.

Jeg kan sagtens forstå, hvad du mener, selvom jeg nu ikke synes du rammer så godt, hvad jeg egentlig er for en. Jeg er både genert og introvert. Forskellen er, at min introverthed arbejder jeg med, mens min generthed er lidt svær at gøre så meget ved. Når jeg møder en mand, gør jeg mig meget umage for at virke imødekommende, vise hvem jeg er, og prøve at lære ham bedre at kende.
Som introvert/reserveret/genert er jeg meget bevidst om, at det ikke falder mig naturligt at lukke nogen ind. Men det er virkelig noget jeg gør mig umage med, uanset hvem det er og hvor lang tid jeg har kendt vedkommende.
Jeg er godt klar over, at nogle mennesker skal man lære at kende, før de stimulerer en. Så det er slet ikke noget, jeg forventer af en mand på en første date. Det er bare det, jeg har tendens til at falde for.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg ellers skal sige lige nu. Det er ikke fordi du rammer helt ude i skoven. Men jeg er altså bestemt heller ikke sådan en, der sidder på prinsessetronen og vifter folk væk, indtil der kommer en, der passer på mine krav. Jeg giver folk så meget af mig selv, som jeg synes er passende på en uskyldig date, og jeg gør mig umage for at være behageligt selskab for manden, uanset om det bare bliver ved den ene date, eller om der kommer flere.
0
Brugeravatar
ManicNinja
Indlæg: 5484
Tilmeldt: 27. aug 2015, 14:16
Kort karma: 1159
Likede indlæg: 8962

Re: Lidt tanker om singlelivet.

Indlægaf ManicNinja » 16. okt 2015, 15:13

Grissebassen skrev:
ManicNinja skrev:
Grissebassen skrev:Mit svar bundede bestemt ikke i uvillighed til at se på de ting, der gør mere ondt :) Det bundede i, at jeg simpelthen ikke kan se, hvad der skulle gøre mig maskulin, udover min humor og mine interesser. Udseendemæssigt er jeg en meget feminin person, både i påklædning, og krop, hår og ansigt, samt måden jeg bevæger mig på. Hvis det ikke er min "maskulinitet", der er skyld i den manglende interesse fra mænd, så er mit bedste bud, at jeg er introvert. Jeg kender dog mange mænd, der finder generte kvinder charmerende, og som jeg vist har skrevet et andet sted, så åbner jeg mig helt automatisk op, hvis jeg møder en mand jeg er interesseret i og viser masser af initiativ. :gruble:


Men introvert og genert er jo ikke det samme? Nu kender jeg dig jo ikke og har aldrig mødt dig. Men ud fra dine beskrivelser af dig selv - især det her med at du udmærket kan være udfarende, hvis først du finder en mand interessant - så tænker jeg snarere, du er reserveret. Det fremstår meget, som om den her mand skal præstere noget ekstra og gøre sig fortjent til dig (hvilket jeg egentlig synes er fair nok). Men det kunne jo være, du udstråler det lidt mere, end du egentlig ønsker - at man skal arbejde for det, før du gider/har lyst til give lidt af dig selv? Hvis andre ser det på samme måde og også for en "sikkerheds skyld" venter med at investere noget, til de er sikre på udkast, så ser den samlede kassebeholdning sgu slumpen ud. :) Og dem, der måske åbner op og går på med frisk mod over for dig, og som det måske ellers kunne blive godt med, giver måske op, fordi du er "for længe" om at kvittere bare lidt for deres anstrengelser.

Den sårbare eller bløde del, der ligger i 'genert' læser jeg ikke ud af det dér, fordi det lyder, som om du sagtens selv kan styre, hvornår du har lyst at dele ud af dig selv. Generte mennesker TØR jo ikke det dér. Måske kunne du åbne dig lidt før? Evt. for bare selv at have et par sjovere timer over date-kaffen. Tage en chance - gamble uden at være sikker på at få noget igen.

Nu tolker jeg selvfølgelig helt vildt, tilgiv mig hvis jeg tager fejl ... Men en blanding af en lillebitte smule generthed og en god del af den dér mere afventende, vurderende tilgang, du beskriver, at du har, sammen med din formulering "på papiret er jeg egentlig et bedre catch end flere af mine veninder" osv ...
Det kunne godt læses som arrogance eller kulde. Det er der ikke ret mange mennesker, der gider. En formulering som denne her hæfter jeg mig også ved i den forbindelse: "Jeg er introvert, og oplever relativt sjældent at have en virkelig god kemi med folk, ligesom det er sjældent jeg føler folk stimulerer mig med hensyn til intellekt og humor - to ting som er altafgørende for, om jeg finder dem attraktive."

Jeg sad og tænkte: Du fokuserer meget på, om andre stimulerer DIG. Stimulerer DU dem? Lader du dem komme tæt nok på (eller evt. nærmer du dig dem?), så de får en chance for at vise, at de KAN stimulere dig? Viser DU evt. nogensinde først, at du har lyst til/vil/kan stimulere andre? Eller skal de altid først udvise, at de kan være hamrende morsomme og skarpsindige, og SÅ lukker du - måske - op? Jeg sætter det på spidsen nu. Og håber virkelig ikke, jeg støder dig. Ved godt, jeg muligvis rammer helt i skoven.
Men det er mit bud. Måske kunne det være sådan noget?

Hvis en mand tidligt i forløbet får følelsen af, at du ikke giver noget af dig selv,før du ved, om det "kan betale sig" ... Dét vil jeg godt kunne forstå, at nogle mennesker, ikke bare dates, simpelthen melder pas på. Det er for mange lidt rarere, at der gives og tages fra begge sider hele vejen. Og at "have kemi" med nogen er jo netop dét: Når to mennesker helt spontant i hinandens selskab har lyst til at give af sig selv (både mht personlig information og i adfærden åbent vise, hvem de er) og tilsvarende gladeligt, nysgerrigt og værdsættende tager imod det, modparten kommer med. Kemi kan jo ikke lade sig gøre énvejs.

Jeg kan sagtens forstå, hvad du mener, selvom jeg nu ikke synes du rammer så godt, hvad jeg egentlig er for en. Jeg er både genert og introvert. Forskellen er, at min introverthed arbejder jeg med, mens min generthed er lidt svær at gøre så meget ved. Når jeg møder en mand, gør jeg mig meget umage for at virke imødekommende, vise hvem jeg er, og prøve at lære ham bedre at kende.
Som introvert/reserveret/genert er jeg meget bevidst om, at det ikke falder mig naturligt at lukke nogen ind. Men det er virkelig noget jeg gør mig umage med, uanset hvem det er og hvor lang tid jeg har kendt vedkommende.
Jeg er godt klar over, at nogle mennesker skal man lære at kende, før de stimulerer en. Så det er slet ikke noget, jeg forventer af en mand på en første date. Det er bare det, jeg har tendens til at falde for.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg ellers skal sige lige nu. Det er ikke fordi du rammer helt ude i skoven. Men jeg er altså bestemt heller ikke sådan en, der sidder på prinsessetronen og vifter folk væk, indtil der kommer en, der passer på mine krav. Jeg giver folk så meget af mig selv, som jeg synes er passende på en uskyldig date, og jeg gør mig umage for at være behageligt selskab for manden, uanset om det bare bliver ved den ene date, eller om der kommer flere.


Du skal såmænd ikke sige så meget :) Det lader til, at du er fornuftig nok til at vurdere, hvad du kan bruge fra denne tråd og så kyle resten væk. Det, synes jeg, er rigtigt fornuftigt. Vi kender dig jo slet ikke og kan derfor ramme ret skævt. Under alle omstændigheder synes jeg, det er stærkt af dig så åbent at spørge fremmede herinde, hvad vi tænker om noget så personligt.
0
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".

Winston Churchill
Grissebassen
Indlæg: 1997
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 163
Likede indlæg: 3425

Re: Lidt tanker om singlelivet.

Indlægaf Grissebassen » 16. okt 2015, 15:14

D.itsen skrev:Jeg kan ikke gennemskue om du kan har mødt én mand de sidste år, hvor du var interesseret eller om der har været flere du har været interesseret i, men hvor det ikke var gengældt.
Jeg havde i hvert fald en tendens til, på de dårlige dage, at glemme at i langt de fleste tilfælde havde jeg ikke seriøse interesse i dem jeg havde datet. Det blev meget hurtigt " ingen finder mig interessante" på baggrund af tre mænd som jeg havde interesse i og hvor det ikke var gengældt, og de 800 mænd (overdrivelse fremmer forståelsen) som jeg ikke havde interesse i, og hvor en del af dem havde interesse i mig glemte jeg.
Jeg er temmelig ekstrovert og møder ret mange nye mennesker i løbet af et år
år. Alligevel møder jeg også Maks 1-2 om året jeg fatter seriøs interesse i (eller hvor jeg tror jeg kunne få det), selvom min venne-og bekendtskabskreds jævnligt bliver udvidet. Der er, for mig, masser af interessante mennesker derude. De færreste har bare det der udefinerbare.
Jeg nåede at være single i tæt på 10 år, med nogle lange useriøst relationer i den periode. Det siger jeg altså ikke for at ødelægge dit humør, men bare for at sige at selvom man er en meget anderledes type end dig, så kan det stadig være møg-svært at finde det rigtige match. Det er bestemt altid godt at arbejde med sig selv, men det kan altså bare være tilfældigt at du ikke har mødt ham endnu

I løbet af det sidste år, har jeg måske mødt tre mænd, der vækkede følelser i mig. Derudover har jeg mødt en hel del, som jeg på trods af manglende følelser, alligevel har givet det en chance for at se om noget kunne udvikle sig. Som udgangspunkt giver jeg alle mænd, der viser mig interesse en chance. Deres interesse har det bare med at forsvinde hurtigt igen. Jeg kan sagtens genkende den tendens nu beskriver. Men modsat dig, så glemmer jeg ikke de mænd, der har vist interesse i mig, men derimod tænker jeg på dem, når jeg har en dårlig periode, for lige at huske mig selv på, at der er fisk i vandet. Men jeg lyver ikke når jeg siger, at jeg i løbet af det sidste år kun én gang har oplevet, at en mand har vist interesse i mig i den virkelige verden uden for datingsites.
0
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 5109
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 1219
Likede indlæg: 20819

Re: Lidt tanker om singlelivet.

Indlægaf Zombie » 16. okt 2015, 16:13

ManicNinja skrev:Angående The Game og dét at benytte sig af lignende "teknikker" i sociale relationer:

Det springende punkt for mig er ikke, hvorvidt nogle måske bruger tillærte og bevidste teknikker til at opnå bedre og mere social kontakt. I mine øjne er det da sådan set ret cool at indse, at der er noget, man måske ikke er superskarp til og så prøve at gå lidt struktureret til værks og arbejde med det på den konkrete måde. Det springende punkt er for mig, om man gør og siger ting, man ikke kan stå inde for.



Det hedder "at være inkongurent" og er ret fy-fy. Kvinder er kendt som indehavende en radar der straks fanger den slags, evt ubevidst, og de bliver ikke tiltrukket af det. Så det må man ikke, siger dem, de andre lytter til. Haha. :D
0
aka Forbies

:gammel:

Tilbage til "Forhold og sex"