Min mand var så sød, da han havde aftenvagt i søndags kom han hjem og overraskede mig med mine yndlingspopcorn med smag <3 delicious.Og meget god timing, da jeg ringede for at høre om han ville købe chips med hjem
Ellers havde vi lidt diskussion i går - men jeg synes virkelig vi er blevet bedre til at 'skændes'/diskutere, hvis man kan sige det. Jeg føler mig stadig nogen gange, frustreret over at jeg er 'bedre' til det end ham - at han ligesom er langsommere end mig til at tænke hurtigt i den slags situationer. Grundlæggende er han rigtig og super god, men nooogen gange, ja så kan vel bare ikke sammenligne sig med det 'niveau' en snak/diskussion af et emne, ville gøre med en veninde:D (sorry guys - det er lige en fordom her, ved godt man ikke kan generalisere).
Derudover så tror jeg virkelig også jeg er ved at lære i praksis, den her tilgang med, at kærlighed jo altså er valid og god nok, selv om den ikke er perfekt altid. Det kan måske godt lyde lidt mærkeligt taget ud af en kontekst, og som om jeg potentielt ku være super utilfreds/og/eller lader mig nøjes og kommer med undskyldninger for mig selv om dette - men jeg tror netop min pointe er, at man helt vildt nemt kan komme til at være bange for at gøre ovenstående, hvis man er bare lidt fanget i opfattelsen af, at den kærlighed stort set altid HELST skal være ret så perfekt. Forstået på den måde, at det der perfekte ideal, også ifht. parforholdsstandarder, virkelig kan rode med ens hoved, da det er alt for højt et ideal - og umenneskeligt selvfølgelig. Men det er altså virkelig noget der har kunnet påvirke mig, så jeg tog småting alt for tungt, og det er jeg glad for er begyndt at ændre sig til at være mere afslappet fordi, jeg rent faktisk også selv har det meget bedre med det - når jeg stadig kan 'tillade' mig, at føle den kærlighed overfor min mand, som jeg nu engang gør, SELV OM ingen af os er perfekte hele tiden og bestemt heller ikke som par (og dermed ikke lever op til at kunne være' #GOALZ')