Partråden

[Sangius]

Det MÅ det være, siden hans respons er sådan.

Enten det, eller så ved han inderst inde godt, at forholdet med eksen er lidt for meget.
Personligt reagerer jeg altid meget mere voldsomt på anklager som er sande, end anklager som slet ikke har noget i sig overhovedet.

[Viskelæder]

Det MÅ det være, siden hans respons er sådan.

Enten det, eller så ved han inderst inde godt, at forholdet med eksen er lidt for meget.
Persobligt reagerer jeg altid meget mere voldsomt på anklager som er sande, end anklager som slet ikke har noget i sig overhovedet.

Hmm, ja. Det kan der være noget om.

[Zombie]

Jo, det havde vi i starten af vores forhold, fordi han sov oppe hos hende og hele tiden skulle være der for hende, selvom både han og hun har en ny kæreste. Ligesom nu så kunne han slet ikke se, at det var en lille smule mystisk, og så endte jeg med at stoppe det hele for en periode.

Jeg har det også bare sådan, at jeg er blevet vant til mænd, der ikke maler tingene sort/hvide eller laver tingene til en krig. Men som kan snakke om tingene og ikke behøver sætte en masse stempler på mig, for at retfærdiggøre dem selv.

Og han snakker om, at tingene er en proces og at han kommer dig i møde, og jeg ville sådan ønske, du havde spurgt hvornår. Hvornår er det sket, hvad gjorde han osv.?

[Fru Sunshine]

Min mand nåede frem i går eftermiddags. Hele familien drog afsted til hospitalet med forventning om, at svigerfar kun kunne holde til få minutters besøg.
Da de nåede frem sad han i en stol og undrede sig over, at min mand pludselig var der. Min svigerfar har sagt, at han ikke har tid til at dø nu. Der er for meget han skal nå.

Men altså: nyresvigt, dehydrering, indre ulokaliseret blødning, spisevægring, problemer med væskeindtag ud over de "gamle" områder med forsnævrede pulsårer til hjertet og til hjernen og ikke mindst den kræft, der har haft bo i ham de sidste 10 år, så er hver dag bare kritisk.
Min mand var meget bevæget, da han ringede hjem efter besøget, men det har gjort ham godt, at se sin far og få mulighed for at sige, hvad han gerne vil, inden det er for sent.

Og jeg? Jeg har adviseret mine ledere om, at jeg måske en dag er nødt til at rejse meget pludseligt, og min nærmeste leder har spurgt, om jeg ikke bare vil afsted med det samme. Jeg er så taknemmelig for mine ledere.

[Fru Sunshine]

Og Viske: jeg synes, du har været meget tålmodig.
Jeg tror, jeg var eksploderet for alvor for længe siden.

[Citronmåne]

Jeg må indrømme at jeg også synes det lyder helt vanvittigt Viske. At han slet ikke kan se det? Personligt ville jeg ikke kunne være i det overhovedet. Pas på dig selv!

[Viskelæder]

Jeg kom nemlig også lige til at tænke på, at det tit er nemmere og mere "sikkert" at vise vrede, end at man er ked af det. Min erfaring er bare, at "ked af det" fremkalder omsorg, hvor vrede fremkalder forsvar.

Jeg kan godt forstå, du bliver vred, når du føler, han totalt ignorerer en samtale I lige har haft om emnet, og jeg kan godt forstå, hvis du "eksploderer" på ham. Det er ikke nemt.

Nu tager jeg mig lige nogle friheder baseret på, hvad jeg synes at have opfanget om dig herinde. Du må undskylde, hvis det er ubehageligt - så sletter jeg igen. Du slår mig nemlig lidt som én, der passer godt på dig selv. Én, der måske er lidt usikker på andre menneskers intentioner, og det har måske givet dig lidt en beskyttende mur omkring dig. Jeg er selv sådan, så det kan sagtens være, jeg bare projicerer. For mig kan det godt være svært at give udtryk for og indrømme de sårbare følelser. De følelser, der viser, at jeg ikke har styrke. Ked af det er sårbart. Vrede er power.

Kan det være sådan noget, der sker her? Er du for god til at vende din ked-af-det-hed til vrede?

Jamen du rammer helt sikkert plet Jeg vil ikke sige, at jeg er usikker på andres intentioner, men jeg er bestemt lukket og bange for at blive såret, og jeg har tendens til at vise det som en "hårdhed" udadtil, selvom jeg egentligt er meget usikker (på mig selv, på kærlighed osv.).
Så jeg synes bestemt ikke, du projicerer. Jeg vender mine følelser til vrede.

[Viskelæder]

Jo, det havde vi i starten af vores forhold, fordi han sov oppe hos hende og hele tiden skulle være der for hende, selvom både han og hun har en ny kæreste. Ligesom nu så kunne han slet ikke se, at det var en lille smule mystisk, og så endte jeg med at stoppe det hele for en periode.

Jeg har det også bare sådan, at jeg er blevet vant til mænd, der ikke maler tingene sort/hvide eller laver tingene til en krig. Men som kan snakke om tingene og ikke behøver sætte en masse stempler på mig, for at retfærdiggøre dem selv.

Og han snakker om, at tingene er en proces og at han kommer dig i møde, og jeg ville sådan ønske, du havde spurgt hvornår. Hvornår er det sket, hvad gjorde han osv.?

Det gjorde jeg faktisk også. Jeg sagde lige præcis "hvornår er du kommet mig i møde? hvad har du HELT konkret gjort? for vi står jo her igen og igen". Og det lyder jo anklagende, så han blev selvfølgelig defensiv og sagde, at han synes, han tænker på mig, og hvordan jeg kan blive såret eller reagere, HELE tiden. Hvis han gør det, så forstår jeg bare ikke hans handlinger.

[Viskelæder]

Ej jeg synes altså ikke det er ok at han affejer dine følelser sådan. Og hvad så hvis hans personlige frihed bliver indskrænket af at han ikke må sende hjerter. Altså i modsætning til at hans kæreste er ulykkelig. Det er jo ikke hjerterne, hjerterne bliver et issue fordi han han generelt har et alt for intimt forhold til sin eks.

Hvis du har gjort det klart hvor du står og han ikke vil ændre sig, så er der kun tilbage for dig at beslutte om du kan leve med det eller du ikke kan.

Enig. Altså et forhold er vel altid et kompromis? Ens personlige frihed bliver vel altid indskrænket på nogle punkter når man går ind i et forhold. Der er flere ting man er nødt til at ændre, af respekt for partneren. Jeg har også en ekskæreste der samtidig er en god ven. Han kan godt kan finde på at sende hjerter eller kys-smileyer, men jeg kommunikerer da ikke tilbage på samme måde, af respekt for min kæreste. Jeg kommunikerer heller ikke med ham så hyppigt som jeg måske kunne tænke mig, af respekt for min kæreste. Det kaldes respekt. Det handler ikke om at min personlige frihed bliver indskrænket. Vi har forskellige grænser for hvad vi kan acceptere. Jeg mener ikke noget er rigtigt eller forkert. Man har de følelser man nu engang har. Det bør en kæreste, om ikke forstå, så anerkende og respektere. Punktum....! Selvfølgelig kan man være ude hvor følelserne og behov er fuldstændig urimelige, men det er jo sket ikke tilnærmelsesvis det der sker i Viskes forhold.

Præcis. Det er sådan, jeg har det. Man tager nogle naturlige hensyn af respekt. Man skal ikke droppe sine venskaber eller fuldstændig ændre på sig selv, fordi ens partner er jaloux, men altså, der er nogle ting, man ikke gør, hvis den anden bliver ked af det over det.

[Viskelæder]

Jeg har talt med min bror om situationen i dag. Vi var engang meget tætte, men taler ikke ret meget sammen i dag, fordi vi er meget forskellige.
Men vi er, inderst inde, meget ens, i fht. vores følelser og reaktionsmønstre.
Hans følelser lukker også ned, og han bliver også rigid, når han bliver ked/vred. Samtidig er han gift og har 2 børn, og han er verdens bedste far, så han har selv tidligere tilbudt sit input, hvis jeg havde brug for det.

Han sagde, at det der gad han ikke. At når man går ind og elsker sin ekskones billede, så sender man et eller andet signal til hende (og dem, der ser det), som ikke er okay, også selvom der ikke ligger noget romantisk bag. At hvis ham og hans kone blev skilt, så ville de da ikke tage på festival eller rejse sammen, selv med børnene. Så ville han tænke sin nye kæreste ind i det.

Han syntes, det lød som om, at det ikke ændrer sig, i hvert fald ikke i nogle år. Og han syntes, jeg skulle aflyse vores kommende weekend sammen og tage tid for mig selv og virkelig tænke over, om jeg vil det her, for det ændrer sig nok ikke. Men jeg skulle netop tage tid, fordi han ved - både fra sig selv, og fordi han kender mig - at jeg pt. også har lukket ned for følelserne, så lige nu har jeg bare lyst til at slå op med ham og kan ikke engang forestille mig, det ville gøre mig ked af det.
Men det vil det jo, det ved jeg. Jeg er utroligt glad for ham, og han har alt det, jeg gerne vil have - udover alt det her lort.

Så nu prøver jeg at tænke mig om. Min brors input var rigtig godt. Ligesom jeres Jeg synes, det var sigende, fordi han selv har børn, og han synes ikke, at det kunne bruges som en "undskyldning" for min kærestes adfærd.

[LadyFox]

Viske, jeg får lidt tics af den der med den personlige frihed - på trods af at jeg selv værdsætter min personlige frihed helt vildt. Den med den personlige frihed kan man jo i realiteten bruge om alt, og med den indstilling er det jo nemt at legalisere en hvilken som helst adfærd.
På trods af at sætte pris på personlig frihed så går vi jo alle på kompromis med netop den personlige frihed - at tage en uddannelse tager personlig frihed fra en, at have et arbejde tager personlig frihed fra en, ligesom det gør ikke at have et arbejde også begrænser den personlige frihed med mindre man i forvejen et millionær, at få børn begrænser den personlige frihed - og det gør det også at være en hensynsfuld kæreste.
Heldigvis, er vi rimeligt frit stillet til at vælge til og fra, sådan at man med visse livsstile har mere personlig frihed end med andre, man kan beslutte på hvilke punkter den personlige frihed er vigtigere end på andre punkter og på den måde finde kompromisser så man langt hen af vejen kan have frihed til de ting det betyder noget - men personlig frihed er der ingen der har helt.

Jeg synes det er urimeligt at spidse dig af med en klagesang om personlig frihed når den personlige frihed såre dine følelser, på trods af at du prøver at være rummelig og det altså ikke er helt vanvittige ting du beder om. Det er jo ikke kun dig der skal rykke sig, han skal også, og lige nu virker han til at stå meget stejlt på nogle principper han egentlig giver udtryk for han kun har for princippets skyld, altså, Hans handlinger betyder ikke noget, men han vil ikke holde op fordi - det vil påvirke Hans frihed. Hvis den frihed han holder fast på betyder så lidt, er det da en virkelig billig pris for ham at betale for at være en god og rummelig partner. Mange må jo give slip på ting der rent faktisk koster dem noget, i parforholdets navn hver evig eneste dag - og mange gør det uden brok. Fordi nogen gange må man give noget, for at leve med et andet menneske.

[Fru Sunshine]

Tusind tak for støtten i alle kort og likes.
Svigerfar lever endnu. Han responderer på væskedrop. Måske er det hele udsat endnu en stund.

[Summer]

Vi tog en lille lur sammen i dag da kæresten kom hjem fra arbejde. Derefter hentede vi pizza og så en film på sofaen. Det er altså ikke til at kimse af med sådan en hyggelig og rolig aften - specielt ikke når det er på en hverdag

[Aragorn]

Jeg kom nemlig også lige til at tænke på, at det tit er nemmere og mere "sikkert" at vise vrede, end at man er ked af det. Min erfaring er bare, at "ked af det" fremkalder omsorg, hvor vrede fremkalder forsvar.

Jeg kan godt forstå, du bliver vred, når du føler, han totalt ignorerer en samtale I lige har haft om emnet, og jeg kan godt forstå, hvis du "eksploderer" på ham. Det er ikke nemt.

Nu tager jeg mig lige nogle friheder baseret på, hvad jeg synes at have opfanget om dig herinde. Du må undskylde, hvis det er ubehageligt - så sletter jeg igen. Du slår mig nemlig lidt som én, der passer godt på dig selv. Én, der måske er lidt usikker på andre menneskers intentioner, og det har måske givet dig lidt en beskyttende mur omkring dig. Jeg er selv sådan, så det kan sagtens være, jeg bare projicerer. For mig kan det godt være svært at give udtryk for og indrømme de sårbare følelser. De følelser, der viser, at jeg ikke har styrke. Ked af det er sårbart. Vrede er power.

Kan det være sådan noget, der sker her? Er du for god til at vende din ked-af-det-hed til vrede?

Jamen du rammer helt sikkert plet Jeg vil ikke sige, at jeg er usikker på andres intentioner, men jeg er bestemt lukket og bange for at blive såret, og jeg har tendens til at vise det som en "hårdhed" udadtil, selvom jeg egentligt er meget usikker (på mig selv, på kærlighed osv.).
Så jeg synes bestemt ikke, du projicerer. Jeg vender mine følelser til vrede.

Men skuffelse fører jo altså også til vrede, eller som minimum irritation. Det opstår fordi vores forventninger viser sig at være forkerte, det kan kun føre til både vrede og samtidig nogle gange sorg.

Jeg er lige stået op så jeg tænker ikke så godt, men jeg kan ikke se at sorg er en nødvendig reaktion på skuffelse, men vrede må være det, tænker jeg.

Så er det ikke en meget naturlig reaktion, hvis man føler sig behandlet forkert?

[LaMariposa]

Viske, det handler måske også lidt om, at du føler, at du har strakt dig langt... Og så bliver du alligevel mødt med total mangel på forståelse for dine følelser. Kan godt forstå, at det resulterer i usikkerhed og vrede..