Partråden

[Zombie]

I kan lige få hele historien, nu hvor I sidder og gætter alligevel.

(...)

Det er ikke hans ansvar, at jeg sidder i den her situation, men jeg er bare ked af det og ved ikke op eller ned.

Jeg kan virkelig godt forstå dig og jeg kan også godt forstå ham. Jeg kan godt forstå, at han ikke har lyst til at holde nytår derude og et eller andet sted kan det også sætte præcedens for fremtidige nytårsaftener, hvor ingen af "på landet vennerne" holder noget, indtil I eventuelt igen flytter ud af byen. Jeg ville godt nok ikke synes det var sjove udsigter. Og du er tvunget af omstændighederne som de er, for du har en hund, som ikke kan tåle larmen og virakken, og det må du naturligvis tage ansvar for. Og det resulterer i, at du ikke kan holde nytår som alle andre, ikke hver gang i hvert fald.

I er i en knibe, fordi I har forskellige behov og forventer noget af hinanden, som den anden ikke kan eller vil give.

Kan du ikke tage med din søster og mor til holde nytår?

Min søster bor midt i Odense. Så det er det samme.

Jeg ender sådan et fatalistisk sted, hvor jeg tænker Fuck det her, jeg flytter - så må kæresten flytte med eller ej.

Jeg nævnte for min kæreste, vi måske kan finde ud af at arrangere nytår selv, låne et hus eller sommerhus ude på landet... være ude i god tid ift næste nytår. Han syntes, det lød som en god idé, men også som et stort arbejde. Jeg har ikke kørekort og vi har ikke bil.

Og så bliver jeg jo trodsig, for hvis han ikke er med på idéen, så er jeg måske forvist til det skide hotelværelse de næste par år.
Så flytter jeg altså, hen et sted hvor jeg kan holde noget selv og hvor jeg ikke risikerer en totalt angst hund. Så kan han flytte med eller lade være, deltage eller lade være.

Det er varm luft, men jeg føler mig nok lidt magtesløs. Jeg har ikke sagt der her til min kæreste mind you, det er lige konfliktoptrappende nok.

[Zombie]

Det er vel ikke din kærestes skyld at du har en hund der ikke kan lide fyrværkeri? Og at du udelukkende bor i byen pga. ham et også lidt vel martyragtigt. De tanker hjælper dig kun til at føle dig snydt.

Jeg ville heller ikke gide få dikteret at mit nytår skulle være på et hotel fordi en hund var vigtigere. Du viser jo også ham en klar prioritering der.

Og at rejse på tværs af kbh i nytåret? Nej tak. Det er den sikre måde at gå glip af det hele på.

Du har valgt for dig, lad ham vælge for sig så. I stedet for at prøve at vælge for jer begge to. Ellers skulle i have valgt sammen fra begyndelsen af.

Min hund er blandt dem, der rammes relativt hårdt. At trække hende igennem et nytår i byen ville være at sidestille med mishandling og hun ville komme sig hurtigere over en omgang prygl. Det svarer til at sige, at en mor som sidder ved sit kræftsyge barn prioriterer det over en romantisk middag med sin mand og at det viser hendes mand noget.
Ja, forhåbentlig noget positivt.

Jeg har booket et værelse men kan sagtens afbestille det og kunne min kæreste finde noget, der duede ift hunden, var jeg på. Men det er ikke hans fokus.

Jeg er dog enig med dig i det med, hvor vi bor, hvorfor jeg også alvorligt overvejer, om jeg skal snakke med ham om at flytte. Men det er også en alvorlig overvejelse.

[LaScrooge]

Det er vel ikke din kærestes skyld at du har en hund der ikke kan lide fyrværkeri? Og at du udelukkende bor i byen pga. ham et også lidt vel martyragtigt. De tanker hjælper dig kun til at føle dig snydt.

Jeg ville heller ikke gide få dikteret at mit nytår skulle være på et hotel fordi en hund var vigtigere. Du viser jo også ham en klar prioritering der.

Og at rejse på tværs af kbh i nytåret? Nej tak. Det er den sikre måde at gå glip af det hele på.

Du har valgt for dig, lad ham vælge for sig så. I stedet for at prøve at vælge for jer begge to. Ellers skulle i have valgt sammen fra begyndelsen af.

Min hund er blandt dem, der rammes relativt hårdt. At trække hende igennem et nytår i byen ville være at sidestille med mishandling og hun ville komme sig hurtigere over en omgang prygl. Det svarer til at sige, at en mor som sidder ved sit kræftsyge barn prioriterer det over en romantisk middag med sin mand og at det viser hendes mand noget.
Ja, forhåbentlig noget positivt.

Jeg har booket et værelse men kan sagtens afbestille det og kunne min kæreste finde noget, der duede ift hunden, var jeg på. Men det er ikke hans fokus.

Jeg er dog enig med dig i det med, hvor vi bor, hvorfor jeg også alvorligt overvejer, om jeg skal snakke med ham om at flytte. Men det er også en alvorlig overvejelse.

Zombie, jeg tror at både du og I kommer længst, hvis du giver slip på det her. Det ER din hund og dit ansvar og du beder ham indirekte om at prioritere det - som ærlig talt ikke lyder specielt festligt - over nytårsfestligheder med vennerne. Noget, der betyder noget for ham. Jeg tror ikke der kommer noget som helst godt ud af at presse ham på det, for det er ikke det han vil. Han vil feste til nytår, ikke sidde et stille sted. Hvis du får det tvunget igennem, kommer han ikke til at synes godt om det; det bliver et dårligt minde, en røvsyg tjeneste han gjorde sin kæreste, selvom han VIRKELIG hellere ville noget andet. Giv ham fri, det vokser kærligheden af. Ønsk det bedste for ham, selvom du ikke kan være der med ham. Giv slip på det og skab din egen hygge. Jeg forstår godt dine følelser, men jeg tror at dette er et af de tilfælde, hvor de skal gives slip på og erstattes af noget andet.

[Contrast]

Hvorfor er det, han vil holde fest med så mange af hans tidligere flirts? Hvilket forhold har han til dem nu, som gør at han har et behov for at holde nytår med dem?

En ting er, at det rent praktisk er svært at få til at gå op ift. hver af jeres prioriteter. Men jeg ville ikke have det godt med at han lige valgte at holde nytår med så mange af hans tidligere flirts... Og det er ikke fordi jeg ville være bange for, at der skete noget. Det er bare prioriteringen i sig selv, der er temmelig skuffende.

[Zombie]

Det er vel ikke din kærestes skyld at du har en hund der ikke kan lide fyrværkeri? Og at du udelukkende b99or i byen pga. ham et også lidt vel martyragtigt. De tanker hjælper dig kun til at føle dig snydt.

Jeg ville heller ikke gide få dikteret at mit nytår skulle være på et hotel fordi en hund var vigtigere. Du viser jo også ham en klar prioritering der.

Og at rejse på tværs af kbh i nytåret? Nej tak. Det er den sikre måde at gå glip af det hele på.

Du har valgt for dig, lad ham vælge for sig så. I stedet for at prøve at vælge for jer begge to. Ellers skulle i have valgt sammen fra begyndelsen af.

Min hund er blandt dem, der rammes relativt hårdt. At trække hende igennem et nytår i byen ville være at sidestille med mishandling og hun ville komme sig hurtigere over en omgang prygl. Det svarer til at sige, at en mor som sidder ved sit kræftsyge barn prioriterer det over en romantisk middag med sin mand og at det viser hendes mand noget.
Ja, forhåbentlig noget positivt.

Jeg har booket et værelse men kan sagtens afbestille det og kunne min kæreste finde noget, der duede ift hunden, var jeg på. Men det er ikke hans fokus.

Jeg er dog enig med dig i det med, hvor vi bor, hvorfor jeg også alvorligt overvejer, om jeg skal snakke med ham om at flytte. Men det er også en alvorlig overvejelse.

Zombie, jeg tror at både du og I kommer længst, hvis du giver slip på det her. Det ER din hund og dit ansvar og du beder ham indirekte om at prioritere det - som ærlig talt ikke lyder specielt festligt - over nytårsfestligheder med vennerne. Noget, der betyder noget for ham. Jeg tror ikke der kommer noget som helst godt ud af at presse ham på det, for det er ikke det han vil. Han vil feste til nytår, ikke sidde et stille sted. Hvis du får det tvunget igennem, kommer han ikke til at synes godt om det; det bliver et dårligt minde, en røvsyg tjeneste han gjorde sin kæreste, selvom han VIRKELIG hellere ville noget andet. Giv ham fri, det vokser kærligheden af. Ønsk det bedste for ham, selvom du ikke kan være der med ham. Giv slip på det og skab din egen hygge. Jeg forstår godt dine følelser, men jeg tror at dette er et af de tilfælde, hvor de skal gives slip på og erstattes af noget andet.

Jeg ved godt, du har ret. Det hele spiller meget ind i min oplevelse af, at jeg aldrig er den som prioriteres i den slags situationer. At det både historisk set og i dette forhold, er mig som trækker nitten for kærestens skyld, I kærlighedens navn.
Og jeg er træt af den rolle. Jeg gider ikke være den opofrende martyr, men hvordan slipper jeg den? Skal jeg være en bitch? Køre mit eget show? Hvornår holder jeg fast og hvornår giver jeg mig.

Jeg gider ikke ende som bitter.

[bluetof1]

Det er vel ikke din kærestes skyld at du har en hund der ikke kan lide fyrværkeri? Og at du udelukkende b99or i byen pga. ham et også lidt vel martyragtigt. De tanker hjælper dig kun til at føle dig snydt.

Jeg ville heller ikke gide få dikteret at mit nytår skulle være på et hotel fordi en hund var vigtigere. Du viser jo også ham en klar prioritering der.

Og at rejse på tværs af kbh i nytåret? Nej tak. Det er den sikre måde at gå glip af det hele på.

Du har valgt for dig, lad ham vælge for sig så. I stedet for at prøve at vælge for jer begge to. Ellers skulle i have valgt sammen fra begyndelsen af.

Min hund er blandt dem, der rammes relativt hårdt. At trække hende igennem et nytår i byen ville være at sidestille med mishandling og hun ville komme sig hurtigere over en omgang prygl. Det svarer til at sige, at en mor som sidder ved sit kræftsyge barn prioriterer det over en romantisk middag med sin mand og at det viser hendes mand noget.
Ja, forhåbentlig noget positivt.

Jeg har booket et værelse men kan sagtens afbestille det og kunne min kæreste finde noget, der duede ift hunden, var jeg på. Men det er ikke hans fokus.

Jeg er dog enig med dig i det med, hvor vi bor, hvorfor jeg også alvorligt overvejer, om jeg skal snakke med ham om at flytte. Men det er også en alvorlig overvejelse.

Zombie, jeg tror at både du og I kommer længst, hvis du giver slip på det her. Det ER din hund og dit ansvar og du beder ham indirekte om at prioritere det - som ærlig talt ikke lyder specielt festligt - over nytårsfestligheder med vennerne. Noget, der betyder noget for ham. Jeg tror ikke der kommer noget som helst godt ud af at presse ham på det, for det er ikke det han vil. Han vil feste til nytår, ikke sidde et stille sted. Hvis du får det tvunget igennem, kommer han ikke til at synes godt om det; det bliver et dårligt minde, en røvsyg tjeneste han gjorde sin kæreste, selvom han VIRKELIG hellere ville noget andet. Giv ham fri, det vokser kærligheden af. Ønsk det bedste for ham, selvom du ikke kan være der med ham. Giv slip på det og skab din egen hygge. Jeg forstår godt dine følelser, men jeg tror at dette er et af de tilfælde, hvor de skal gives slip på og erstattes af noget andet.

Jeg ved godt, du har ret. Det hele spiller meget ind i min oplevelse af, at jeg aldrig er den som prioriteres i den slags situationer. At det både historisk set og i dette forhold, er mig som trækker nitten for kærestens skyld, I kærlighedens navn.
Og jeg er træt af den rolle. Jeg gider ikke være den opofrende martyr, men hvordan slipper jeg den? Skal jeg være en bitch? Køre mit eget show? Hvornår holder jeg fast og hvornår giver jeg mig.

Jeg gider ikke ende som bitter.

Jeg tror det er vigtigere at finde ud af om, og i givet fald hvorfor, du rent faktisk altid er den, der ikke bliver prioriteret. For hvis det har hold i virkeligheden hvorfor ender du så i forhold hvor du ikke bliver prioriteret? Hvor kommer det mønster fra? Og vigtigere: hvordan bryder du det?

Hvad nytår angår, så ville jeg være skuffet over at min kæreste ikke ville være sammen med mig, men på den anden side så ville jeg nok ikke være skuffet nok til at det for alvor ville betyde noget. Det afhænger af hvordan vi havde talt om at skulle fejre nytår hver for sig.
Vi har selv den samme udfordring, i det min mand holder halvstor middag for sin familie, hvor jeg selvfølgelig også er inviteret. Jeg vil bare helst være hjemme i min sofa. Alene.

[IrmaPigen]

Måske synes han du prioriterer hunden over ham?

Da jeg svarede i første omgang, var jeg ikke lige klar over, at din aften bestod i at isolere dig på et lydisoleret værelse for at skulle sidde og vogte over en rystende nervøs hund.

Efter jeg har læst din beskrivelse, har jeg ændret holdning. Du kan jo faktisk ikke rigtigt være nogle steder med den der hund nytårsaften. Det lader heller ikke til du vil give den noget beroligende.

Jeg er enig med andre, det er din hund, og dit ansvar og derfor også dig der må tage en bid af den lort, der hedder at være hundevogter på en nytårsaften.

[Buller]

Det er vel ikke din kærestes skyld at du har en hund der ikke kan lide fyrværkeri? Og at du udelukkende b99or i byen pga. ham et også lidt vel martyragtigt. De tanker hjælper dig kun til at føle dig snydt.

Jeg ville heller ikke gide få dikteret at mit nytår skulle være på et hotel fordi en hund var vigtigere. Du viser jo også ham en klar prioritering der.

Og at rejse på tværs af kbh i nytåret? Nej tak. Det er den sikre måde at gå glip af det hele på.

Du har valgt for dig, lad ham vælge for sig så. I stedet for at prøve at vælge for jer begge to. Ellers skulle i have valgt sammen fra begyndelsen af.

Min hund er blandt dem, der rammes relativt hårdt. At trække hende igennem et nytår i byen ville være at sidestille med mishandling og hun ville komme sig hurtigere over en omgang prygl. Det svarer til at sige, at en mor som sidder ved sit kræftsyge barn prioriterer det over en romantisk middag med sin mand og at det viser hendes mand noget.
Ja, forhåbentlig noget positivt.

Jeg har booket et værelse men kan sagtens afbestille det og kunne min kæreste finde noget, der duede ift hunden, var jeg på. Men det er ikke hans fokus.

Jeg er dog enig med dig i det med, hvor vi bor, hvorfor jeg også alvorligt overvejer, om jeg skal snakke med ham om at flytte. Men det er også en alvorlig overvejelse.

Zombie, jeg tror at både du og I kommer længst, hvis du giver slip på det her. Det ER din hund og dit ansvar og du beder ham indirekte om at prioritere det - som ærlig talt ikke lyder specielt festligt - over nytårsfestligheder med vennerne. Noget, der betyder noget for ham. Jeg tror ikke der kommer noget som helst godt ud af at presse ham på det, for det er ikke det han vil. Han vil feste til nytår, ikke sidde et stille sted. Hvis du får det tvunget igennem, kommer han ikke til at synes godt om det; det bliver et dårligt minde, en røvsyg tjeneste han gjorde sin kæreste, selvom han VIRKELIG hellere ville noget andet. Giv ham fri, det vokser kærligheden af. Ønsk det bedste for ham, selvom du ikke kan være der med ham. Giv slip på det og skab din egen hygge. Jeg forstår godt dine følelser, men jeg tror at dette er et af de tilfælde, hvor de skal gives slip på og erstattes af noget andet.

Jeg ved godt, du har ret. Det hele spiller meget ind i min oplevelse af, at jeg aldrig er den som prioriteres i den slags situationer. At det både historisk set og i dette forhold, er mig som trækker nitten for kærestens skyld, I kærlighedens navn.
Og jeg er træt af den rolle. Jeg gider ikke være den opofrende martyr, men hvordan slipper jeg den? Skal jeg være en bitch? Køre mit eget show? Hvornår holder jeg fast og hvornår giver jeg mig.

Jeg gider ikke ende som bitter.

Måske er grunden til det at du seriøst forventer at ændre skal prioritere din hund på højde med et menneske.

Det kan godt være at du er så forelsket i din hund. Men det er andre mennesker altså ikke. For dem er og bliver det en hund. Og de føler det også når du prioriterer dem under en hund. Det er nemlig også en ret markant gestus.

Hvorfor får du ikke hunden passet hen over nytåret og tager med til festen? Lader den være alene på hotellet nogle timer mens du deltager lidt?

[Whydontyouandi]

Zombie - jeg ville også være ked af at sidde alene nytårsaften, så jeg forstår dig virkelig godt.

Er der ikke mulighed for, at du kunne finde pengene til en hundepension? Jeg kender folk, der har betalt sig fra at få deres hund passet i rolige omgivelser den aften. Det koster vist i omegnen af 600-700 kroner, men måske var de givet godt ud, hvis du så kunne tage med din kæreste til fest og skåle det nye år ind sammen, og så kunne I hente hunden sammen næste dag- når tømmermændene var væk?

Du skriver, I ikke har bil, men jeg kan virkelig anbefale GoMore.dk, man kan leje biler relativt billigt. Og så kunne du måske få din kæreste til at køre, hvis du gav McD på hjemvejen.

Jeg ved godt, det er et langskud, men måske alligevel en overvejelse værd - trods der ville ryge 1000-1200 kroner.

[LaScrooge]

Jeg ved godt, du har ret. Det hele spiller meget ind i min oplevelse af, at jeg aldrig er den som prioriteres i den slags situationer. At det både historisk set og i dette forhold, er mig som trækker nitten for kærestens skyld, I kærlighedens navn.
Og jeg er træt af den rolle. Jeg gider ikke være den opofrende martyr, men hvordan slipper jeg den? Skal jeg være en bitch? Køre mit eget show? Hvornår holder jeg fast og hvornår giver jeg mig.

Jeg gider ikke ende som bitter.

Måske skal du se den følelse efter i sømmene: at du aldrig prioriteres i den slags situationer. Hvilken type situation er "den slags"? Hvad karakteriserer dem og hvorfor er det særligt vigtigt at blive prioriteret i netop den slags situationer? Hvordan prioriterer man dig, altså: hvilke(n) handling(er) indebærer det? Og passer det virkelig, at du aldrig, i situationer med samme karakteristika, bliver prioriteret? Bliver du prioriteret i andre situationer?

Valget står ikke mellem bitch og selvopofrende martyr. Det står mellem bitch, selvopofrende martyr og at være en person, som står ved sine egne valg og beslutninger, som forholder sig til sit eget shit, som er åben om sine følelser og lader andre trøste én samtidig med, at man er glad for, at de ikke lader sig tyrannisere (det er et hårdt ord; styre). Selvfølgelig kan det være skide svært at navigere i parforholdssituationer, hvor man har forskellige behov og ønsker og forventninger til hinanden. Og det er svært at finde ud af, hvornår man skal stå fast (og hvad man vil have ud af at stå fast) og hvornår man skal give slip. Man skal ikke gå på kompromis med ting, som er alt for væsentlige for en, men man skal se på hvad der væsentlig og hvorfor det er det, for det er ikke alt, der føles væsentligt, som bør være HELT så væsentligt, som det føles.

Det der er det fede ved parforhold er, at man får mulighed for at arbejde intenst med de ting. Nogle gange er udfordringen for stor i forhold til hvad man kan håndtere, og så skal man måske smide håndklædet i ringen. Andre gange skal man tage udfordringen op og med ren viljestyrke kæmpe sig igennem de ting, der begrænser ens lykke - og her taler jeg om indre ting: kontraproduktive følelser og forestillinger - og nå ud på den anden side.

Bitterhed kommer af, at man lægger ansvaret for sin egen lykke i en andens hænder og derefter ikke føler, at de gav en den lykke man ville have. Hvordan kan DU tage ansvar for dig selv i denne situation uden at skride og brænde alle broer bag dig? Jeg tror på, at der findes overgivelse et sted derinde. At du, hvis du prøver, kan give slip på nogle af de følelser, måske ved at vende dem rundt og se på dem fra andre vinkler? Kalde dem noget andet? Fx. I stedet for at tænke "Min kæreste svigter mig, fordi han vælger at feste med sine gamle flirts i stedet for at fejre nytår med mig", prøver at tænke "Min kæreste er en udadvendt person som nyder at være social; hvor er jeg glad for, at jeg er sammen med et menneske, der har så mange gode venner, er så vellidt og fungerer så godt socialt. Og hvor er det betryggende, at han kan mærke hvad han vil og at jeg derfor kan mærke ham. Det giver mig mulighed for at mærke mig selv. Det er dejligt, at han ikke bøjer af, når jeg nu ikke er helt sikker på, at jeg er rimelig i mine forventninger, for så kunne jeg risikere at overskride både hans og mine egne grænser."

[TinaW]

Måske synes han du prioriterer hunden over ham?

Da jeg svarede i første omgang, var jeg ikke lige klar over, at din aften bestod i at isolere dig på et lydisoleret værelse for at skulle sidde og vogte over en rystende nervøs hund.

Efter jeg har læst din beskrivelse, har jeg ændret holdning. Du kan jo faktisk ikke rigtigt være nogle steder med den der hund nytårsaften. Det lader heller ikke til du vil give den noget beroligende.

Jeg er enig med andre, det er din hund, og dit ansvar og derfor også må tage en bid af den lort der hedder at være hundevogter på en nytårsaften.

Beroligende til hunde der er skræmt fra vid og sans nytårsaften, er ikke nødvendigvis en god ide.
Der er da masser af steder udenfor byerne, hvor der ikke fyres af i de mængder og hvor aftenen kunne forløbe nogenlunde fredeligt.
Herude hvor vi bor, er det meget begrænset, selv omkring midnat.
Nu ved jeg godt at hunden er Zombies og ikke en fælles hund, og derfor i sidste ende ikke er et fælles ansvar.

[Kaffe]

Jeg ved godt, du har ret. Det hele spiller meget ind i min oplevelse af, at jeg aldrig er den som prioriteres i den slags situationer. At det både historisk set og i dette forhold, er mig som trækker nitten for kærestens skyld, I kærlighedens navn.
Og jeg er træt af den rolle. Jeg gider ikke være den opofrende martyr, men hvordan slipper jeg den? Skal jeg være en bitch? Køre mit eget show? Hvornår holder jeg fast og hvornår giver jeg mig.

Jeg gider ikke ende som bitter.

Måske skal du se den følelse efter i sømmene: at du aldrig prioriteres i den slags situationer. Hvilken type situation er "den slags"? Hvad karakteriserer dem og hvorfor er det særligt vigtigt at blive prioriteret i netop den slags situationer? Hvordan prioriterer man dig, altså: hvilke(n) handling(er) indebærer det? Og passer det virkelig, at du aldrig, i situationer med samme karakteristika, bliver prioriteret? Bliver du prioriteret i andre situationer?

Valget står ikke mellem bitch og selvopofrende martyr. Det står mellem bitch, selvopofrende martyr og at være en person, som står ved sine egne valg og beslutninger, som forholder sig til sit eget shit, som er åben om sine følelser og lader andre trøste én samtidig med, at man er glad for, at de ikke lader sig tyrannisere (det er et hårdt ord; styre). Selvfølgelig kan det være skide svært at navigere i parforholdssituationer, hvor man har forskellige behov og ønsker og forventninger til hinanden. Og det er svært at finde ud af, hvornår man skal stå fast (og hvad man vil have ud af at stå fast) og hvornår man skal give slip. Man skal ikke gå på kompromis med ting, som er alt for væsentlige for en, men man skal se på hvad der væsentlig og hvorfor det er det, for det er ikke alt, der føles væsentligt, som bør være HELT så væsentligt, som det føles.

Det der er det fede ved parforhold er, at man får mulighed for at arbejde intenst med de ting. Nogle gange er udfordringen for stor i forhold til hvad man kan håndtere, og så skal man måske smide håndklædet i ringen. Andre gange skal man tage udfordringen op og med ren viljestyrke kæmpe sig igennem de ting, der begrænser ens lykke - og her taler jeg om indre ting: kontraproduktive følelser og forestillinger - og nå ud på den anden side.

Bitterhed kommer af, at man lægger ansvaret for sin egen lykke i en andens hænder og derefter ikke føler, at de gav en den lykke man ville have. Hvordan kan DU tage ansvar for dig selv i denne situation uden at skride og brænde alle broer bag dig? Jeg tror på, at der findes overgivelse et sted derinde. At du, hvis du prøver, kan give slip på nogle af de følelser, måske ved at vende dem rundt og se på dem fra andre vinkler? Kalde dem noget andet? Fx. I stedet for at tænke "Min kæreste svigter mig, fordi han vælger at feste med sine gamle flirts i stedet for at fejre nytår med mig", prøver at tænke "Min kæreste er en udadvendt person som nyder at være social; hvor er jeg glad for, at jeg er sammen med et menneske, der har så mange gode venner, er så vellidt og fungerer så godt socialt. Og hvor er det betryggende, at han kan mærke hvad han vil og at jeg derfor kan mærke ham. Det giver mig mulighed for at mærke mig selv. Det er dejligt, at han ikke bøjer af, når jeg nu ikke er helt sikker på, at jeg er rimelig i mine forventninger, for så kunne jeg risikere at overskride både hans og mine egne grænser."

Jeg kunne ønske at have en bedre evne til at tænke i andre baner og vende tankerne rundt, når jeg først er kørt ind i rillen med de negative tanker, hvor der kun findes sort og hvidt. Jeg sidder meget fast, og det er så uproduktivt som noget kan være. Jeg hænger fast - tror jeg - fordi jeg er bange for at give slip på de negative tanker, fordi jeg er bange for at være naiv og blive svigtet. Bange for at forvente noget positivt. Bange for at være for nem at danse med. Det lyder til, at det kan være lidt de samme tanker, Zombie har. Det er derfor, jeg nævner det. Jeg kunne sagtens se mig selv køre i samme tankegange omkring en sådan nytårsaften.

[Kaffe]

Jeg mener......jeg sætter nogle rationaler op, som bliver sandheden for mig alá 'jeg svigtes', 'jeg nedprioriteres' mv, men uden at reelt vide det. Tankerne hos kæresten kan jo se helt anderledes ud.

[Anne Droid]

Det er vel ikke din kærestes skyld at du har en hund der ikke kan lide fyrværkeri? Og at du udelukkende bor i byen pga. ham et også lidt vel martyragtigt. De tanker hjælper dig kun til at føle dig snydt.

Jeg ville heller ikke gide få dikteret at mit nytår skulle være på et hotel fordi en hund var vigtigere. Du viser jo også ham en klar prioritering der.

Og at rejse på tværs af kbh i nytåret? Nej tak. Det er den sikre måde at gå glip af det hele på.

Du har valgt for dig, lad ham vælge for sig så. I stedet for at prøve at vælge for jer begge to. Ellers skulle i have valgt sammen fra begyndelsen af.

Min hund er blandt dem, der rammes relativt hårdt. At trække hende igennem et nytår i byen ville være at sidestille med mishandling og hun ville komme sig hurtigere over en omgang prygl. Det svarer til at sige, at en mor som sidder ved sit kræftsyge barn prioriterer det over en romantisk middag med sin mand og at det viser hendes mand noget.
Ja, forhåbentlig noget positivt.

Jeg har booket et værelse men kan sagtens afbestille det og kunne min kæreste finde noget, der duede ift hunden, var jeg på. Men det er ikke hans fokus.

Jeg er dog enig med dig i det med, hvor vi bor, hvorfor jeg også alvorligt overvejer, om jeg skal snakke med ham om at flytte. Men det er også en alvorlig overvejelse.

Sammenlignede du lige en hund og et kræftsyg barn?

[Zombie]

Jeg må indrømme at min kæreste helt sikkert ville blive rigtig skuffet og ked af det, hvis jeg prioriterede en hund over ham til en nytårsaften. Det ville jeg aldrig gøre.

Nu har jeg selv været den lykkelige ejer af en schäferhund (2gange). Begge hunde blev stille og roligt opdraget til at nogen gange larmer det altså udenfor. Det kan være lyn og torden, udrykningskøretøjer og altså fyrværkeri. Det har aldrig nogen sinde været et problem for dem. De var begge, stille og rolige hunde, der ikke tog sig noget af nytårsskyderierne. Det kan altså godt læres, med lidt tålmodighed.

Ellers er jeg helt med på at anbringe hunden på en kennel og tage med kæresten til nytårsfest.

Jeg fik hende, da hun var to år. Nu er hun seks. I den tid er hun gået fra at tisse på sig selv af angst ved den mindste lyd til at være nogenlunde, hvis der ikke er så meget, det et langt væk og hun får medicin.

Jeg er imod brugen af hundepension, det er så en anden diskussion, men jeg har faktisk haft undersøgt det for hundens skyld. De, som ligger så langt væk at der ikke er fyrværkeri, er booket op til nytår flere år (Ja, år) frem i tiden. Ligesom hotellet også er ved at være booket, da der er mange hundeejere, der trods massiv træning ift tilvænning - også med professionel hjælp - ikke er kommet så nemt om det som dig.

Når jeg skriver, det blev en nødløsning så mener jeg det. Jeg undersøgte alting, og landede på det her, fordi alternativet er at regne for mishandling. Jeg skrev det helt bogstaveligt, at hun ville komme nemmere over en omgang prygl, og så må jeg jo tage ansvar for det, uanset hvor surt det er, fremfor at lade min hund pisse og skide på sig selv, gnave sine poter til blods osv.
Det gør hun heldigvis ikke mere - pga træning og fordi jeg tager mine forholdsregler.

Jeg synes ikke, jeg har valgt min kæreste fra på baggrund af det her. Jeg har et mindre råderum end ham. Men omvendt har jeg også skrevet, jeg ikke synes det et hans ansvar, at jeg sidder alene.