TinaW skrev:Akehurst2 skrev:avdotja skrev:Jeg kan godt forstå at din kæreste blev ærgelig over din reaktion, Primerose. Hvis jeg gik og ledte efter udfordringer og en mulighed kom op, ville jeg godt nok også blive skuffet hvis min kæreste reagerede som dig; jeg synes overhovedet ikke din reaktion er rimelig eller står i forhold til det han skal.
Hvis det havde drejet som om 3 år på den anden side af jordkloden, I havde haft 4 børn under 5 år eller der var andre specielle forhold, kunne jeg sætte mig ind i tankegangen. Men I har ingen børn og vi snakker 1,5 måned hvor der muligvis vil være sporadisk kontakt.
Så jeg synes du skal undskylde din reaktion i morgen når I ses, forklare hvorfor du blev ked af det og reagerede som du gjorde, at dine følelser og fornuft i øjeblikket er i konflikt med hinanden, men at du selvfølgelig støtter op om hans ønske om at få en ny udfordring.
Det er fint nok at blive ked af det; men når man er voksent menneske, kan man ikke altid lade ens følelser diktere ens handlinger direkte; bare fordi man føler noget er det ikke nødvendigvis hverken berettiget eller rimeligt.
Jeg håber ikke mit indlæg er for hårdt, men jeg synes vitterlig at din reaktion er helt ude af proportioner. Man er selvfølgelig farvet af sine erfaringer, og vi lever muligvis to vidt forskellige liv. Men jeg tror nærmest ikke jeg kender nogle parforhold som ikke har været skilt af i en mindst en måned: en udveksling på studiet, et praktikophold, et arbejdsophold, en længere ferie, forskudte flytninger til anden landsdel, osv. Jeg kender sågar flere par som aldrig har boet i samme land, det ene er dog netop flyttet sammen efter 8 år på forskellige kontingenter. Så det er altså på ingen måde farligt at være adskilt i en kortere periode
I forhold til tidsrammen er jeg fuldstændig enig med dig. 1,5 måned er ingenting. Jeg spurgte selvfølgelig min mand først, hvad han ville sige til en 2-årig udstationering, men for 1,5 måned ville jeg også bare have givet besked.
Til gengæld lyder det som om, at det ikke 'bare' er fraværet, men at det faktisk er noget med en udsendelse et sted, hvor det kan være farligt - der nævnes pirater. Og det synes jeg er noget helt andet og noget man drøfter først.
Primerose skriver "Og ved tanken om, at det er en udstationering, som i mit hoved er lig med fare, pirater, flygtningebåde og død og ødelæggelse." Der står umiddelbart intet om, at det rent faktisk er udstationering et sted, hvor der forekommer den slags. Men selvfølgelig sandsynligt at det er.
Kæresten har jo heller ikke truffet beslutningen endnu, men nævnt at han måske kunne finde på det.
Primerose, er hans mor ikke død for nyligt?
Måske er det noget han har brug for i processen over tabet af sin mor.
Ja, jeg har ikke set informationsmaterialet endnu, men jeg ved at de skal patruljere i et farvand, hvor der bl.a. er en masse narkosmugling og flygtningebåde (dvs sikkert også smuglere med våben).
Så ja, én ting er afstanden - men som jeg skrev i mit første indlæg, er det også angsten for at han havner i nogle pissefarlige situationer.
Og jo, jeg har også tænkt på om sorgen og savnet efter tabet af hans mor, har sat ekstra gang i den her trang til at komme ud og få prøvet et eller andet vildt af, inden han bliver for gammel.
Til jer der har svaret:
Jeg ved godt at min reaktion i går var voldsom. Det var også derfor jeg skrev, at jeg var i chok og havde brug for jeres hjælp til at få lidt ro på igen. Netop så vi kan få en god og fornuftig snak i aften.
Men I må også gerne have forståelse for at jeg var overvældet af angst for at miste ham til en eller anden psykopatisk narkosmugler midt ude på havet, da jeg skrev.