Partråden

[MissB]

Nu prøver jeg at skrive en positiv opdatering om mit forhold. Jeg ved jeg må stå på skud for folks antagelser om min kæreste, men ved også, at der er folk herinde, som håber det bedste for os og derfor skriver jeg det her

Vi har haft en hyggelig weekend, hvor vi har snakket om at flytte sammen. Det bliver ikke lige i næste uge, da jeg skal have sorteret nogle ting og byttet rundt på to værelser, men det bliver snart. I første omgang beholder han sin lejlighed inden vi er helt sikre på, at det fungerer for os alle. Vi har snakket om hvordan det er et stort skridt for os begge, men på forskellige måder.

Der var i øvrigt ingen slinger i valsen. Han havde selv tænkt på det, da jeg nævnte det og tøvede over hovedet ikke i snakken. Han fortalte det endda til hans ene roomie senere på aftenen. Alle mine bekymringer blev gjort til skamme og det er efterhånden også ved at gå op for mig, hvor meget jeg selv har bidraget til den negative antagelse om ham herinde pga. uberettigede bekymringer. Ja, vi har haft vores konflikter, de er helt reelle og han er ikke en nem mand at arbejde sammen med til tider. Vi har også haft nogle kommunikationsproblemer, hvor vi misforstår hinanden, fordi vi er meget forskellige. Men den usikkerhed omkring vores forhold, som jeg har gået rundt med og har vist herinde, har været ubegrundet, og når folk herinde så prikker endnu mere til den ved at sige, at han ikke vil mig, så gør det bare det hele endnu værre. Det er pokkers svært, når nogen altid hvisker mistroisk i ens ører.

Men der er ikke noget at hviske om. Der er ikke nogen grund til at bekymre sig. Vi elsker hinanden og flytter snart sammen og så kommer resten, når det kommer. Det er dejligt

Hvor lyder det dejligt!

Jeg kender flere par hvor den ene part har beholdt sin bolig efter at de flyttede ind hos deres kæreste, så det ser jeg slet ikke noget underligt i.

[FormerlyKnownAs]

Vi har haft en masse små snakke om aftenen den sidste uge. Hvad skal vi, hvad vil vi og hvornår. Vi på samme linje. Det her bliver med 99,9% sikkerhed vores sidste udlandsophold og det slutter formegentlig ultimo 2020. Så rykker vi til Danmark permanent. Et landsted eller nedlagt landbrug et sted på Midtsjælland er planen. Jeg har regnet og lagt budget og det hele ser virkelig fornuftigt ud.

Jeg synes at der er alt for lang tid til lige nu. Jeg glæder mig så meget. Det har været vores lille drøm i lang tid og den er vokset og vokset med tiden og nu er det snart realistisk.

[Ladysparrow]

Denne uge arbejder vi begge dagtid - det er simpelthen guld værd! I går gik vi en lang tur inden aftensmaden hvor vi bare fik snakket og nydt det gode vejr. Ellers gik aftenen med at bestille ting hjem så vi kan producere invitationer til brylluppet og så tidligt i seng hvor jeg faldt i søvn til højtlæsning af Harry Potter.

At vågne op sammen, drikke morgenkaffe og lave aftaler på hvad vi skal når vi kommer hjem. Det er simpelthen en luksus, som vi begge har savnet henover vinteren, da han mere eller mindre har arbejdet fuld til på pubben. Foråret og sommeren bliver noget helt andet når han igen går ned i tid for at bruge tiden som selvstændig gartner.

[TinaW]

Nogen gange får jeg lige et wake-up call, vedrørende hvor meget min mand egentligt foretager sig, for min og min søns skyld.
Da han var single ville et ophold i et feriecenter, nok være noget nær det sidste han gad at bruge tid og penge på, men han øffer aldrig over, at vores ferier primært er tilrettelagt efter, hvad der er sjovt for et barn.
Så længe vi bare er sammen, så er hvad vi laver og hvor vi laver det henne, ikke så vigtigt.
Han er nu ret sød

[Primerose]

Jeg er lidt i chok....
Min skønne, søde kæreste er jo politimand, og har et godt stabilt job, hvor han efterhånden er en af de erfarne. Han har i en rum tid gået med tanker om efteruddannelse.
Her til aften taler vi i telefon, og han fortæller mig, at han formentlig vil søge om en udstationering.

Han har først lige set opslaget og der er frist om lidt.
Det vil dreje sig om halvanden måned. Måske kan det gentages.

Og jeg reagerede sådan her:
Seriøst. Jeg blev SÅ ked af det. Mest ved tanken om at undvære ham. Ved tanken om at han er ude på havet, så kontakten måske også er sporadisk. Og ved tanken om, at det er en udstationering, som i mit hoved er lig med fare, pirater, flygtningebåde og død og ødelæggelse.
Min kæreste var helt forundret og ærgerlig over min reaktion. Han havde vidst forventet at jeg ville være helt enig i muligheden for et fedt eventyr og slet ikke fokusere på udfordringerne, sådan som jeg gjorde.

I morgen tager han informationsmaterialet med ind til mig, så jeg kan sætte mig ind i det inden han søger.

Og jeg ved jo godt med min fornuft, at halvanden måned ikke er så længe og at andre klarer at være væk fra hinanden meget længere.
Men... mine følelser og min fornuft taler bare ikke lige samme sprog lige nu.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at hvad nu hvis han bare elsker at være afsted, og det griber om sig og han pludselig kun vil arbejde med den slags? Jeg ser allerede problemerne vælte ud og mase kærligheden og livet ud af vores ellers helt fantastiske forhold

Så ja. Jeg er lidt i chok. Hvis I har nogle beroligende ord, positive erfaringer eller andet der kan trøste, så tager jeg imod med taknemmelighed.

[TinaW]

Min mand er navigatør og er pt. ude 4 uger ad gangen og så hjemme tilsvarende.
Da jeg lærte ham at kende var det 6 uger ude og 6 uger hjemme.
Jeg har også syntes det var hårdt og kan også synes det stadig af og til, men alligevel så vænner man sig jo til det og tilpasser sig.
Ville jeg blive glad, hvis han “gik i land” og var hjemme altid og havde normale arbejdstider? Det ville jeg nok, men det ville han ikke og så vil jeg hellere have at han er glad for det han laver. Når han er hjemme har han 100 % fri (på nær enkelte kurser) hvilket betyder at han i den periode står for en masse af de dagligdags ting, som jeg så ikke behøver bruge så meget krudt på i den periode.
Men jeg kan godt forstå at du ikke synes det er fedt, men man kan godt få det til at fungere.

[FormerlyKnownAs]

Jeg kan ret godt lide de perioder hvor min mand er væk ikke fordi jeg ikke vil være sammen med ham, men intimiteten i vores samtaler/beskeder er meget bedre. Vi behøver ikke tale om røvsyge dagligdags ting der skal gøres og ordnes og bla bla. Det er ren lalleglad glæde. Børnene gjorde det og det, hvad har vi lyst til, hvad vil vi, hvad skal vi have købt en dag, hvad skal vi når vi bliver gamle, hvad skal prøve næste gang vi ses , osv. Kommunikationen er helt anderledes end når vi bare er hjemme begge to. Jeg kan godt lide savnet.

[Wizzze]

Jeg kan ret godt lide de perioder hvor min mand er væk ikke fordi jeg ikke vil være sammen med ham, men intimiteten i vores samtaler/beskeder er meget bedre. Vi behøver ikke tale om røvsyge dagligdags ting der skal gøres og ordnes og bla bla. Det er ren lalleglad glæde. Børnene gjorde det og det, hvad har vi lyst til, hvad vil vi, hvad skal vi have købt en dag, hvad skal vi når vi bliver gamle, hvad skal prøve næste gang vi ses , osv. Kommunikationen er helt anderledes end når vi bare er hjemme begge to. Jeg kan godt lide savnet.

Tror det er meget sundt for parforholdet at være fra hinanden med mellemrum og savne, man påskønner mere hvad man har, og de små dagligdagsbanaliteter kommer ikke til at fylde for meget.

[AndreaPetrea]

Min kæreste er lige blevet taget ind på operationsstuen for at få fikset sin skulder, og jeg har det slet ikke godt med det - alene tanken om, at han ligger dér og skal i fuld bedøvelse

[avdotja]

Jeg kan godt forstå at din kæreste blev ærgelig over din reaktion, Primerose. Hvis jeg gik og ledte efter udfordringer og en mulighed kom op, ville jeg godt nok også blive skuffet hvis min kæreste reagerede som dig; jeg synes overhovedet ikke din reaktion er rimelig eller står i forhold til det han skal.

Hvis det havde drejet som om 3 år på den anden side af jordkloden, I havde haft 4 børn under 5 år eller der var andre specielle forhold, kunne jeg sætte mig ind i tankegangen. Men I har ingen børn og vi snakker 1,5 måned hvor der muligvis vil være sporadisk kontakt.

Så jeg synes du skal undskylde din reaktion i morgen når I ses, forklare hvorfor du blev ked af det og reagerede som du gjorde, at dine følelser og fornuft i øjeblikket er i konflikt med hinanden, men at du selvfølgelig støtter op om hans ønske om at få en ny udfordring.

Det er fint nok at blive ked af det; men når man er voksent menneske, kan man ikke altid lade ens følelser diktere ens handlinger direkte; bare fordi man føler noget er det ikke nødvendigvis hverken berettiget eller rimeligt.

Jeg håber ikke mit indlæg er for hårdt, men jeg synes vitterlig at din reaktion er helt ude af proportioner. Man er selvfølgelig farvet af sine erfaringer, og vi lever muligvis to vidt forskellige liv. Men jeg tror nærmest ikke jeg kender nogle parforhold som ikke har været skilt af i en mindst en måned: en udveksling på studiet, et praktikophold, et arbejdsophold, en længere ferie, forskudte flytninger til anden landsdel, osv. Jeg kender sågar flere par som aldrig har boet i samme land, det ene er dog netop flyttet sammen efter 8 år på forskellige kontingenter. Så det er altså på ingen måde farligt at være adskilt i en kortere periode

[Jadajada]

Jeg er lidt i chok....
Min skønne, søde kæreste er jo politimand, og har et godt stabilt job, hvor han efterhånden er en af de erfarne. Han har i en rum tid gået med tanker om efteruddannelse.
Her til aften taler vi i telefon, og han fortæller mig, at han formentlig vil søge om en udstationering.

Han har først lige set opslaget og der er frist om lidt.
Det vil dreje sig om halvanden måned. Måske kan det gentages.

Og jeg reagerede sådan her:
Seriøst. Jeg blev SÅ ked af det. Mest ved tanken om at undvære ham. Ved tanken om at han er ude på havet, så kontakten måske også er sporadisk. Og ved tanken om, at det er en udstationering, som i mit hoved er lig med fare, pirater, flygtningebåde og død og ødelæggelse.
Min kæreste var helt forundret og ærgerlig over min reaktion. Han havde vidst forventet at jeg ville være helt enig i muligheden for et fedt eventyr og slet ikke fokusere på udfordringerne, sådan som jeg gjorde.

I morgen tager han informationsmaterialet med ind til mig, så jeg kan sætte mig ind i det inden han søger.

Og jeg ved jo godt med min fornuft, at halvanden måned ikke er så længe og at andre klarer at være væk fra hinanden meget længere.
Men... mine følelser og min fornuft taler bare ikke lige samme sprog lige nu.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at hvad nu hvis han bare elsker at være afsted, og det griber om sig og han pludselig kun vil arbejde med den slags? Jeg ser allerede problemerne vælte ud og mase kærligheden og livet ud af vores ellers helt fantastiske forhold

Så ja. Jeg er lidt i chok. Hvis I har nogle beroligende ord, positive erfaringer eller andet der kan trøste, så tager jeg imod med taknemmelighed.

Min kæreste har et par gange sagt noget i denne retning til mig: “Jeg ved godt at det ikke er helt ideelt, men har brug for at du tager dig sammen og bakker mig op nu!”

Hvis hun var din kæreste ville hun sige det samme til dig.

[D.itsen]

Min kæreste er lige blevet taget ind på operationsstuen for at få fikset sin skulder, og jeg har det slet ikke godt med det - alene tanken om, at han ligger dér og skal i fuld bedøvelse

Forstår dig godt. Er han ude igen og er det gået som det skulle?

[TinaW]

Min kæreste er lige blevet taget ind på operationsstuen for at få fikset sin skulder, og jeg har det slet ikke godt med det - alene tanken om, at han ligger dér og skal i fuld bedøvelse

Håber alt er gået som det skulle.

[Akehurst2]

Jeg kan godt forstå at din kæreste blev ærgelig over din reaktion, Primerose. Hvis jeg gik og ledte efter udfordringer og en mulighed kom op, ville jeg godt nok også blive skuffet hvis min kæreste reagerede som dig; jeg synes overhovedet ikke din reaktion er rimelig eller står i forhold til det han skal.

Hvis det havde drejet som om 3 år på den anden side af jordkloden, I havde haft 4 børn under 5 år eller der var andre specielle forhold, kunne jeg sætte mig ind i tankegangen. Men I har ingen børn og vi snakker 1,5 måned hvor der muligvis vil være sporadisk kontakt.

Så jeg synes du skal undskylde din reaktion i morgen når I ses, forklare hvorfor du blev ked af det og reagerede som du gjorde, at dine følelser og fornuft i øjeblikket er i konflikt med hinanden, men at du selvfølgelig støtter op om hans ønske om at få en ny udfordring.

Det er fint nok at blive ked af det; men når man er voksent menneske, kan man ikke altid lade ens følelser diktere ens handlinger direkte; bare fordi man føler noget er det ikke nødvendigvis hverken berettiget eller rimeligt.

Jeg håber ikke mit indlæg er for hårdt, men jeg synes vitterlig at din reaktion er helt ude af proportioner. Man er selvfølgelig farvet af sine erfaringer, og vi lever muligvis to vidt forskellige liv. Men jeg tror nærmest ikke jeg kender nogle parforhold som ikke har været skilt af i en mindst en måned: en udveksling på studiet, et praktikophold, et arbejdsophold, en længere ferie, forskudte flytninger til anden landsdel, osv. Jeg kender sågar flere par som aldrig har boet i samme land, det ene er dog netop flyttet sammen efter 8 år på forskellige kontingenter. Så det er altså på ingen måde farligt at være adskilt i en kortere periode

I forhold til tidsrammen er jeg fuldstændig enig med dig. 1,5 måned er ingenting. Jeg spurgte selvfølgelig min mand først, hvad han ville sige til en 2-årig udstationering, men for 1,5 måned ville jeg også bare have givet besked.

Til gengæld lyder det som om, at det ikke 'bare' er fraværet, men at det faktisk er noget med en udsendelse et sted, hvor det kan være farligt - der nævnes pirater. Og det synes jeg er noget helt andet og noget man drøfter først.

[TinaW]

Jeg kan godt forstå at din kæreste blev ærgelig over din reaktion, Primerose. Hvis jeg gik og ledte efter udfordringer og en mulighed kom op, ville jeg godt nok også blive skuffet hvis min kæreste reagerede som dig; jeg synes overhovedet ikke din reaktion er rimelig eller står i forhold til det han skal.

Hvis det havde drejet som om 3 år på den anden side af jordkloden, I havde haft 4 børn under 5 år eller der var andre specielle forhold, kunne jeg sætte mig ind i tankegangen. Men I har ingen børn og vi snakker 1,5 måned hvor der muligvis vil være sporadisk kontakt.

Så jeg synes du skal undskylde din reaktion i morgen når I ses, forklare hvorfor du blev ked af det og reagerede som du gjorde, at dine følelser og fornuft i øjeblikket er i konflikt med hinanden, men at du selvfølgelig støtter op om hans ønske om at få en ny udfordring.

Det er fint nok at blive ked af det; men når man er voksent menneske, kan man ikke altid lade ens følelser diktere ens handlinger direkte; bare fordi man føler noget er det ikke nødvendigvis hverken berettiget eller rimeligt.

Jeg håber ikke mit indlæg er for hårdt, men jeg synes vitterlig at din reaktion er helt ude af proportioner. Man er selvfølgelig farvet af sine erfaringer, og vi lever muligvis to vidt forskellige liv. Men jeg tror nærmest ikke jeg kender nogle parforhold som ikke har været skilt af i en mindst en måned: en udveksling på studiet, et praktikophold, et arbejdsophold, en længere ferie, forskudte flytninger til anden landsdel, osv. Jeg kender sågar flere par som aldrig har boet i samme land, det ene er dog netop flyttet sammen efter 8 år på forskellige kontingenter. Så det er altså på ingen måde farligt at være adskilt i en kortere periode

I forhold til tidsrammen er jeg fuldstændig enig med dig. 1,5 måned er ingenting. Jeg spurgte selvfølgelig min mand først, hvad han ville sige til en 2-årig udstationering, men for 1,5 måned ville jeg også bare have givet besked.

Til gengæld lyder det som om, at det ikke 'bare' er fraværet, men at det faktisk er noget med en udsendelse et sted, hvor det kan være farligt - der nævnes pirater. Og det synes jeg er noget helt andet og noget man drøfter først.

Primerose skriver "Og ved tanken om, at det er en udstationering, som i mit hoved er lig med fare, pirater, flygtningebåde og død og ødelæggelse." Der står umiddelbart intet om, at det rent faktisk er udstationering et sted, hvor der forekommer den slags. Men selvfølgelig sandsynligt at det er.
Kæresten har jo heller ikke truffet beslutningen endnu, men nævnt at han måske kunne finde på det.
Primerose, er hans mor ikke død for nyligt?
Måske er det noget han har brug for i processen over tabet af sin mor.