Partråden

[TakeAChanceOnMe]

Din ven er jo nok lidt ligesom mange herinde på debatten. Du har måske også en tendens til at være hurtig til at snakke med din ven, når noget er gået skævt, som f.eks. hele begravelses-situationen og når man så ofte får de negative ting at høre, så vil det måske også være naturligt at tænke "Det er måske ikke skide smart at få barn med en, hvor der er så mange dumme situationer i forholdet!".

Jeg tror sådan set bare gerne din ven vil passe på dig, men det kan være svært at vise på en ordentlig måde. Jeg tror ikke det er fordi han ikke stoler på din dømmekraft, men simpelthen bare fordi han hører det negative.

Men hvorfor tænke "Det er måske ikke skide smart at få barn med en, hvor der er så mange dumme situationer i forholdet!" når det her er om fremtiden? Jeg siger ikke at jeg vil have børn med ham lige nu og her, hvilket jeg også sagde til min ven i den første besked. Jeg sagde at vi havde snakket om det, for lad mig lige få det på det rene - det er hvad man gør, når man er i et voksent, langvarigt forhold man ser en fremtid i, er det ikke?

Eller skal jeg lige pludselig lægge alle fremtidsplaner og hvad jeg ønsker af mit liv til side, fordi vi havde et kæmpe skænderi mens jeg var i en af de største personlige kriser jeg har haft? Må jeg nu ikke længere ønske at få børn med min kæreste 1-2 år fremme i tiden fordi vi har skændtes før, men nu har fået snakket det igennem og udviklet os individuelt og som par?
Og hvis det er sådan det fungerer, hvor mange andre burde så heller ikke få børn?

For mig ville det være det samme som at nævne hvad jeg har læst i nogle af dine indlæg og stille spørgsmål om hvor vidt du i fremtiden burde give din søn en søster eller bror. Ville du synes det var okay eller fair udfra et øjebliksbillede som du har håndteret, klaret og udviklet dig fra?
Det ville jeg ikke. Jeg ville tænke at når nu du har taget en dialog med din mand om hvad der har været svært ved situationen, fundet en måde at håndtere det på og der er kommet en forbedring - så er det da helt okay at du tænker at 1-2 ÅR i fremtiden hvis i begge vil, så er flere børn relevante. Der er jo ingen der siger at fordi man snakker om tingene, så er de fuldkommen fastlagte og man kan ikke ændre mening.

Jeg skriver også rigtig positivt om min kæreste herinde, men det husker folk bare ikke fordi at det ikke er lige så interessant og dramatisk. Min ven er også en af de første til at få en besked når tingene fungerer, hvilket de i vores tilfælde gør 95% af tiden. Hvem kan ærlig talt sige at man har et forhold hvor der aldrig er problemer, skænderier eller ting man kan blive bedre til?
Vi er menneskelige - vi fejler til tider, det er hvordan vi håndterer vores konflikter og lærer af dem der bør lægge til grund for hvad der er "klogt" eller ej. Ikke det faktum at der var noget i første omgang. Ellers ville det da godt nok være en trist verden hvor alle rendte rundt og bar nag hver gang nogen fik sagt noget forkert.

[Zonta]

Din ven er jo nok lidt ligesom mange herinde på debatten. Du har måske også en tendens til at være hurtig til at snakke med din ven, når noget er gået skævt, som f.eks. hele begravelses-situationen og når man så ofte får de negative ting at høre, så vil det måske også være naturligt at tænke "Det er måske ikke skide smart at få barn med en, hvor der er så mange dumme situationer i forholdet!".

Jeg tror sådan set bare gerne din ven vil passe på dig, men det kan være svært at vise på en ordentlig måde. Jeg tror ikke det er fordi han ikke stoler på din dømmekraft, men simpelthen bare fordi han hører det negative.

Men hvorfor tænke "Det er måske ikke skide smart at få barn med en, hvor der er så mange dumme situationer i forholdet!" når det her er om fremtiden? Jeg siger ikke at jeg vil have børn med ham lige nu og her, hvilket jeg også sagde til min ven i den første besked. Jeg sagde at vi havde snakket om det, for lad mig lige få det på det rene - det er hvad man gør, når man er i et voksent, langvarigt forhold man ser en fremtid i, er det ikke?

Eller skal jeg lige pludselig lægge alle fremtidsplaner og hvad jeg ønsker af mit liv til side, fordi vi havde et kæmpe skænderi mens jeg var i en af de største personlige kriser jeg har haft? Må jeg nu ikke længere ønske at få børn med min kæreste 1-2 år fremme i tiden fordi vi har skændtes før, men nu har fået snakket det igennem og udviklet os individuelt og som par?
Og hvis det er sådan det fungerer, hvor mange andre burde så heller ikke få børn?

For mig ville det være det samme som at nævne hvad jeg har læst i nogle af dine indlæg og stille spørgsmål om hvor vidt du i fremtiden burde give din søn en søster eller bror. Ville du synes det var okay eller fair udfra et øjebliksbillede som du har håndteret, klaret og udviklet dig fra?
Det ville jeg ikke. Jeg ville tænke at når nu du har taget en dialog med din mand om hvad der har været svært ved situationen, fundet en måde at håndtere det på og der er kommet en forbedring - så er det da helt okay at du tænker at 1-2 ÅR i fremtiden hvis i begge vil, så er flere børn relevante. Der er jo ingen der siger at fordi man snakker om tingene, så er de fuldkommen fastlagte og man kan ikke ændre mening.

Jeg skriver også rigtig positivt om min kæreste herinde, men det husker folk bare ikke fordi at det ikke er lige så interessant og dramatisk. Min ven er også en af de første til at få en besked når tingene fungerer, hvilket de i vores tilfælde gør 95% af tiden. Hvem kan ærlig talt sige at man har et forhold hvor der aldrig er problemer, skænderier eller ting man kan blive bedre til?
Vi er menneskelige - vi fejler til tider, det er hvordan vi håndterer vores konflikter og lærer af dem der bør lægge til grund for hvad der er "klogt" eller ej. Ikke det faktum at der var noget i første omgang. Ellers ville det da godt nok være en trist verden hvor alle rendte rundt og bar nag hver gang nogen fik sagt noget forkert.

Roooolig nu
Først og fremmest, så skriver jeg ikke, at det er min personlige holdning. Jeg prøvede bare at give et perspektiv på hvorfor din ven gjorde og sagde som han gjorde. Selvfølgelig snakker man om tingene (inkl. fremtiden), når man er i forhold. Jeg tror du lige tager det et par niveauer for højt i forhold til hvad jeg skrev og hvis du læser dit svar igen, kan du formodentlig også godt se, at noget af det var over grænsen. F.eks. det med flere børn - du har ret i dine betragtninger, men jeg synes den er på grænsen. Som sagt så deler jeg heller ikke hverken dine eller de tidligere skrevne holdninger om at blande sig. Jeg tror bare det er den baggrund din ven har for at sige som han gør. Inderst inde tror jeg bare gerne han vil passe godt på dig og se dig glad.
Jeg tror fint på din dømmekraft.

[Rapfisk]

Jeg har en veninde, som jeg desværre ikke længere vender parforhold med. Hun har ellers nogle gode perspektiver, men hun husker som en elefant og er ret kompromisløs på mine vegne. Det holder jo ikke, og jeg kan godr forstå, du er skuffet, TACOM.

[Santa]

Vi fejrer aldrig valentinsdag.
Det virker påtaget som en dansk tradition for mig.
Jeg har decideret bedt kæresten om IKKE at give mig blomster den dag, for de dobler prisen op hos blomsterhandleren. Og jeg gider bestemt ikke ud og spise en dag, hvor restauranterne er propfyldte.
Jeg fejrer i øvrigt heller aldrig mors eller fars dag.
Værdsættelse og kærlighedserklæringer er meget bedre når de er mere spontane og ikke styrede af en dato.

[TakeAChanceOnMe]

Din ven er jo nok lidt ligesom mange herinde på debatten. Du har måske også en tendens til at være hurtig til at snakke med din ven, når noget er gået skævt, som f.eks. hele begravelses-situationen og når man så ofte får de negative ting at høre, så vil det måske også være naturligt at tænke "Det er måske ikke skide smart at få barn med en, hvor der er så mange dumme situationer i forholdet!".

Jeg tror sådan set bare gerne din ven vil passe på dig, men det kan være svært at vise på en ordentlig måde. Jeg tror ikke det er fordi han ikke stoler på din dømmekraft, men simpelthen bare fordi han hører det negative.

Men hvorfor tænke "Det er måske ikke skide smart at få barn med en, hvor der er så mange dumme situationer i forholdet!" når det her er om fremtiden? Jeg siger ikke at jeg vil have børn med ham lige nu og her, hvilket jeg også sagde til min ven i den første besked. Jeg sagde at vi havde snakket om det, for lad mig lige få det på det rene - det er hvad man gør, når man er i et voksent, langvarigt forhold man ser en fremtid i, er det ikke?

Eller skal jeg lige pludselig lægge alle fremtidsplaner og hvad jeg ønsker af mit liv til side, fordi vi havde et kæmpe skænderi mens jeg var i en af de største personlige kriser jeg har haft? Må jeg nu ikke længere ønske at få børn med min kæreste 1-2 år fremme i tiden fordi vi har skændtes før, men nu har fået snakket det igennem og udviklet os individuelt og som par?
Og hvis det er sådan det fungerer, hvor mange andre burde så heller ikke få børn?

For mig ville det være det samme som at nævne hvad jeg har læst i nogle af dine indlæg og stille spørgsmål om hvor vidt du i fremtiden burde give din søn en søster eller bror. Ville du synes det var okay eller fair udfra et øjebliksbillede som du har håndteret, klaret og udviklet dig fra?
Det ville jeg ikke. Jeg ville tænke at når nu du har taget en dialog med din mand om hvad der har været svært ved situationen, fundet en måde at håndtere det på og der er kommet en forbedring - så er det da helt okay at du tænker at 1-2 ÅR i fremtiden hvis i begge vil, så er flere børn relevante. Der er jo ingen der siger at fordi man snakker om tingene, så er de fuldkommen fastlagte og man kan ikke ændre mening.

Jeg skriver også rigtig positivt om min kæreste herinde, men det husker folk bare ikke fordi at det ikke er lige så interessant og dramatisk. Min ven er også en af de første til at få en besked når tingene fungerer, hvilket de i vores tilfælde gør 95% af tiden. Hvem kan ærlig talt sige at man har et forhold hvor der aldrig er problemer, skænderier eller ting man kan blive bedre til?
Vi er menneskelige - vi fejler til tider, det er hvordan vi håndterer vores konflikter og lærer af dem der bør lægge til grund for hvad der er "klogt" eller ej. Ikke det faktum at der var noget i første omgang. Ellers ville det da godt nok være en trist verden hvor alle rendte rundt og bar nag hver gang nogen fik sagt noget forkert.

Roooolig nu
Først og fremmest, så skriver jeg ikke, at det er min personlige holdning. Jeg prøvede bare at give et perspektiv på hvorfor din ven gjorde og sagde som han gjorde. Selvfølgelig snakker man om tingene (inkl. fremtiden), når man er i forhold. Jeg tror du lige tager det et par niveauer for højt i forhold til hvad jeg skrev og hvis du læser dit svar igen, kan du formodentlig også godt se, at noget af det var over grænsen. F.eks. det med flere børn - du har ret i dine betragtninger, men jeg synes den er på grænsen. Som sagt så deler jeg heller ikke hverken dine eller de tidligere skrevne holdninger om at blande sig. Jeg tror bare det er den baggrund din ven har for at sige som han gør. Inderst inde tror jeg bare gerne han vil passe godt på dig og se dig glad.
Jeg tror fint på din dømmekraft.

Hvis du læser mit indlæg igen vil du også se at jeg skriver direkte efter at jeg ikke ville synes det var okay at sige sådan. Det er nemlig over grænsen - men når det er til mig og min situation det bliver sagt til, så er det okay og fuld forståelse for at sige sådan, hvis bare man pakker det ind under at ville passe på mig.

[Ladysparrow]

Vi har ikke set hinanden siden søndag pga. forskudte arbejdstider og jeg har været i Stockholm en overnatning - så vi har ikke snakket i telefon, men whatsapp'et med hyggelige beskeder, som vi alligevel altid gør når vi ikke ses. Jeg har savnet ham, vores hjem og kattene, så da jeg godt smadret parkerede bilen og fik låst mig ind i huset - blev jeg mødt af 3 glade katte, et køkken hvor alt var sat på plads (vi har fået lagt gulv) og så den sødeste besked om hvor meget han og vores ene kat (hans lille øjesten) havde savnet mig og at de var blevet enige om at det var bedst at de beholdt mig resten af livet.

Nu går jeg bare og glæder mig til fredag kl. 16:30 så har vi weekend sammen. Det bliver bare så dejligt.

[FruKuk]

Jeg er en mega belastning for min mand i disse dage. Eller jeg føler mig som en mega belastning. Jeg er blevet torpederet på ski og har ødelagt ledbånd, korsbånd og menisk i højre knæ og kan hverken gå, stå eller ligge uden at klage og pive. Og jeg er til absolut ingen nytte i forhold til at holde hus og familie. Han pisker rundt for at hente/bringe, handle, vaske, etc., og jeg sidder bare og småklynker i hjørnet.

[LaMariposa]

Jeg er en mega belastning for min mand i disse dage. Eller jeg føler mig som en mega belastning. Jeg er blevet torpederet på ski og har ødelagt ledbånd, korsbånd og menisk i højre knæ og kan hverken gå, stå eller ligge uden at klage og pive. Og jeg er til absolut ingen nytte i forhold til at holde hus og familie. Han pisker rundt for at hente/bringe, handle, vaske, etc., og jeg sidder bare og småklynker i hjørnet.

Sådan er det bare i perioder, hvor man er syg eller skadet Det er uheldigt og hårdt, men det er jo ikke din skyld. Du må lave en god middag til din mand, når du er på benene igen

[LaMariposa]

Vi snakkede om børn i går aftes. Ikke sådan "nu skal vi bare igang", men i forhold til hvad vi tænker om hvornår og hvad vi hver især føler. Som voksne mennesker i et forhold der er en fremtid i. Det viser sig at han er klar-klar og hvornår er op til mig. Jeg nævner nogle bekymringer i forhold til at jeg skal studere, økonomi og noget i den retning. Vi snakker om det. Som voksne mennesker.
Min kæreste var faktisk helt vildt fantastisk igennem hele samtalen. Vi har generelt været ret godt kørende på det sidste - kommunikationen er i top, vi er virkelig gode til at tage tid til hinanden og hjælpe hinanden. Vi er bare et godt sted

Det bliver ikke i nærmeste fremtid, på nogen måde. Men det er rart at kunne have en åben snak om det.
Jeg nævnte det for en af mine venner fordi det er sådan jeg får forholdt mig til ting jeg er on-edge med og jeg var lidt on-edge. Jeg fik et regulært møgfald og vi skulle da ikke have barn når nu jeg overvejede at gå fra ham i November på grund af konflikten omkring min oldemors død. Så i stedet for at komme videre, tilgive hinanden og ikke blive ved med at hænge i fortiden, skal vi åbenbart stoppe med at snakke om hvad vi vil have ud af fremtiden.

Jeg bliver træt i mit hoved og faktisk lidt ked af det over at folk tror min dømmekraft er så ringe. Hvornår må man starte med at tænke fremtid igen, når man har håndteret krisen, lært af den og er kommet videre?

Jeg tænker, at man nogle gange som ven kan have/få en dårlig mavefornemmelse omkring et forhold. Sådan har jeg i hvert fald af og til haft det, når jeg har lyttet til gentagne frustrationer hos mine veninder.

Hvis en veninde for få måneder siden havde fortalt mig, at hun overvejede at gå og efterfølgende begyndte at snakke om børn, så ville jeg helt sikkert også studse over det. Det er ikke sikkert, at jeg ville sige noget, men det er da en ret alvorlig ting at overveje at gå, fordi man føler sig svigtet. Og derfra og til at overveje børn er der et godt stykke for mig.

Selvfølgelig er det kun jer, der kender jeres forhold sådan helt i dybden. Men jeg ville bare lige dele, hvordan jeg selv ville tænke, hvis jeg var veninden.

[TakeAChanceOnMe]

Vi snakkede om børn i går aftes. Ikke sådan "nu skal vi bare igang", men i forhold til hvad vi tænker om hvornår og hvad vi hver især føler. Som voksne mennesker i et forhold der er en fremtid i. Det viser sig at han er klar-klar og hvornår er op til mig. Jeg nævner nogle bekymringer i forhold til at jeg skal studere, økonomi og noget i den retning. Vi snakker om det. Som voksne mennesker.
Min kæreste var faktisk helt vildt fantastisk igennem hele samtalen. Vi har generelt været ret godt kørende på det sidste - kommunikationen er i top, vi er virkelig gode til at tage tid til hinanden og hjælpe hinanden. Vi er bare et godt sted

Det bliver ikke i nærmeste fremtid, på nogen måde. Men det er rart at kunne have en åben snak om det.
Jeg nævnte det for en af mine venner fordi det er sådan jeg får forholdt mig til ting jeg er on-edge med og jeg var lidt on-edge. Jeg fik et regulært møgfald og vi skulle da ikke have barn når nu jeg overvejede at gå fra ham i November på grund af konflikten omkring min oldemors død. Så i stedet for at komme videre, tilgive hinanden og ikke blive ved med at hænge i fortiden, skal vi åbenbart stoppe med at snakke om hvad vi vil have ud af fremtiden.

Jeg bliver træt i mit hoved og faktisk lidt ked af det over at folk tror min dømmekraft er så ringe. Hvornår må man starte med at tænke fremtid igen, når man har håndteret krisen, lært af den og er kommet videre?

Jeg tænker, at man nogle gange som ven kan have/få en dårlig mavefornemmelse omkring et forhold. Sådan har jeg i hvert fald af og til haft det, når jeg har lyttet til gentagne frustrationer hos mine veninder.

Hvis en veninde for få måneder siden havde fortalt mig, at hun overvejede at gå og efterfølgende begyndte at snakke om børn, så ville jeg helt sikkert også studse over det. Det er ikke sikkert, at jeg ville sige noget, men det er da en ret alvorlig ting at overveje at gå, fordi man føler sig svigtet. Og derfra og til at overveje børn er der et godt stykke for mig.

Selvfølgelig er det kun jer, der kender jeres forhold sådan helt i dybden. Men jeg ville bare lige dele, hvordan jeg selv ville tænke, hvis jeg var veninden.

Det ville jeg også kunne forstå hvis vi snakkede om at gå i gang indenfor de næste par måneder, men det er det jo ikke. Det var en snak om hvor vi hver især stod og hvad vores ønsker i forhold til børn var.
At min kæreste er klar på nu betyder jo ikke at vi smider al beskyttelse og prøver - men det er rart at vide hvad han tænker om det. Derfor forstår jeg ikke at jeg skal skældes ud for at have den samtale med min kæreste, når den konflikt der fik mig til at overveje at gå ville ligge år i fortiden når vi rent faktisk ville forsøge.

Jeg ville i hvert fald personligt ikke sige til en veninde “ej men er du sikker på at det er en god idé når nu i havde den der konflikt for 1 år siden, hvor du overvejede at gå?”
Jeg har sagt til en veninde før at jeg synes hun skulle ligge tankerne om børn med en specifik fyr på hylden - fordi deres forhold var konflikt efter konflikt (og ret slemme konflikter), så det er ikke fordi jeg ikke forstår det. Men én stor konflikt på 3 år og så 1-2 mindre, så synes jeg faktisk ikke rigtig man kan tillade sig at dømme folk for at have en samtale om hvad man gerne vil have der sker 1-2 år ud i fremtiden.

[Zonta]

Hvis du læser mit indlæg igen vil du også se at jeg skriver direkte efter at jeg ikke ville synes det var okay at sige sådan. Det er nemlig over grænsen - men når det er til mig og min situation det bliver sagt til, så er det okay og fuld forståelse for at sige sådan, hvis bare man pakker det ind under at ville passe på mig.

Jeg forstår bare ikke lige dit behov for at flette mine personlige udfordringer ind i noget, hvor jeg ikke har sagt andet end noget om din ven og hvordan han måske har opfattet situationen - det synes jeg er lidt ufint.

Jeg tror du er typen, der tænker meget over tingene. Både de ting du gør, men også de ting du siger og gør til/mod andre. Ergo ville du aldrig selv have valgt at sige sådan til din ven, hvis situationen var omvendt, fordi du ved, at han har tænkt over tingene, at det ikke er lige her og nu og at der er flere sider af samme sag. Måske er det lidt et ømt punkt, for du forventer af folk, at de kan se det samme som dig, sætte sig ind i situationer som du kan og vise samme refleksioner over ting. Det er desværre bare slet ikke alle, der kan det og så tror jeg, at du føler dig truffet. Som om han tror du er komplet idiot at overveje at få børn med en, der har jokket i spinaten (hvilket vi alle gør til tider). Som om han slet ikke kan se det gode og at I har snakket om tingene og at der er flere år til at få forholdet til at køre endnu bedre.

Jeg ved ikke om jeg har ret i ovenstående, men jeg kan bare genkende noget af det fra mig selv.

[Buller]

Hvis du læser mit indlæg igen vil du også se at jeg skriver direkte efter at jeg ikke ville synes det var okay at sige sådan. Det er nemlig over grænsen - men når det er til mig og min situation det bliver sagt til, så er det okay og fuld forståelse for at sige sådan, hvis bare man pakker det ind under at ville passe på mig.

Den underhåndskommentar til Zonta var i hvert tilfælde et smukt eksempel på hvor ucharmerende og utiltalende det er, at indsamle informationer om andre, udelukkende for at kunne hive dem frem og tvære dem i næsen på dem på et senere tidspunkt.

[Guilded_Lily]

Jeg tror så også, man lige skal tage det med in mente, hvilken situation, personen der overvejer at gå, står i. Er det et tilbagevendende problem, så ingen bøf med mig. Men står man i en livskrise, er man mere kort for hovedet - det kender jeg i hvert fald fra mig selv. Så er man (læs: jeg) bare mere nærtagende og skrøbelig, og så kan man hurtigt få tanker om ting, man ikke ville have i den rene hverdag.

Når krisen så er overstået/bearbejdet, så vender hverdagen jo tilbage. Og er situationen med partneren hermed også "restored", er der da intet som helst til hinder for at tale om den fremtid, man også havde sammen, inden krisen brød ud.

(Jeg har også klaget over min mand i perioder herinde, men det har været øjebliksbilleder, og ikke et billede på, at vores forhold er gennemgående dårligt. Vi har trods alt lige fejret kobberbryllup og har allerede talt lidt om, hvordan vi skal fejre sølvbryllup - selvom ingen af os ved, hvad fremtiden bringer.)

[IrmaPigen]

Vi bider lidt af hinanden i øjeblikket. Men det er helt naturligt. Han trykker mig på maven, for at træffe en masse vigtige og dyre beslutninger. Og den slags beslutninger er jeg bare ikke skide god til at tage uden noget betænkningstid. Så jeg kommer let til at føle mig presset, når jeg lige pludselig både skal beslutte hvilke fliser jeg skal have på badeværelset, hvor jeg skal have stikkontakter i køkken, hvilket køkken jeg skal have, om jeg skal have gulvvarme el almindelig varme i stue og de to værelser und so weiter.

På den anden side er han virkelig en gudbenådet at have med i processen. Han kender en masse dejlige mennesker med håndværker skills, så i stedet for at betale 45 kilo for vvs'en til badeværelset, skal jeg nu kun betale for materialerne og så hjælper en af hans gode bekendte der er vvs'er med at lave det. En af hans venner er uddannet elektriker og laver ny strøm

Fredag rykker han nok væggen ned mellem stue og køkken. En bygningsingeniør har været ude og kigge på væggen i dag, og har givet en skriftlig konklusion om, at væggen ikke er bærende. Det tog kun 10 minutter at besigtige, så min kæreste ringede og sagde, jeg ringer lige til ingeniøren, om de virkelig vil have vederlag for det eller om 6 flasker god vin kan gøre det. Det er også en bekendt vist, som en af hans kollegaer har brugt hjemme. Vi får se

[TakeAChanceOnMe]

Hvis du læser mit indlæg igen vil du også se at jeg skriver direkte efter at jeg ikke ville synes det var okay at sige sådan. Det er nemlig over grænsen - men når det er til mig og min situation det bliver sagt til, så er det okay og fuld forståelse for at sige sådan, hvis bare man pakker det ind under at ville passe på mig.

Jeg forstår bare ikke lige dit behov for at flette mine personlige udfordringer ind i noget, hvor jeg ikke har sagt andet end noget om din ven og hvordan han måske har opfattet situationen - det synes jeg er lidt ufint.

Jeg tror du er typen, der tænker meget over tingene. Både de ting du gør, men også de ting du siger og gør til/mod andre. Ergo ville du aldrig selv have valgt at sige sådan til din ven, hvis situationen var omvendt, fordi du ved, at han har tænkt over tingene, at det ikke er lige her og nu og at der er flere sider af samme sag. Måske er det lidt et ømt punkt, for du forventer af folk, at de kan se det samme som dig, sætte sig ind i situationer som du kan og vise samme refleksioner over ting. Det er desværre bare slet ikke alle, der kan det og så tror jeg, at du føler dig truffet. Som om han tror du er komplet idiot at overveje at få børn med en, der har jokket i spinaten (hvilket vi alle gør til tider). Som om han slet ikke kan se det gode og at I har snakket om tingene og at der er flere år til at få forholdet til at køre endnu bedre.

Jeg ved ikke om jeg har ret i ovenstående, men jeg kan bare genkende noget af det fra mig selv.

Jeg fik læst dit indlæg forkert og som om du var enig med min ven og syntes at den skideballe jeg fik var på sin plads. Eksemplet med dine udfordringer var et (mislykkedes) forsøg på at få vist hvor upassende det er når man skifter personen ud; fordi det nogen gange lader til at det er okay at sige én ting til en person, men ikke en anden. Der fik jeg så lavet en lav sammenligning fordi situationen virkede transferable og jeg tænkte at så kunne du jo nok godt se det fra min side.
Jeg beklager meget, for det var slet ikke ment som noget negativt omkring dig personligt. Nærmere tværtimod, du er en god mor og jeg synes det ville være unfair at dømme dig ude i forhold til nr. 2 pga. En udfordrende tid i forbindelse med nr. 1 - præcis som jeg føler at jeg bliver når jeg snakker med min kæreste om at få børn om et par år og derefter får smidt i hovedet at vi havde det svært i November 2018

Igen, jeg beklager virkelig for jeg kan jo godt se at det jeg læste i indlægget slet ikke står der og mit svar derfor var fuldkommen upassende.
Og du har helt ret i at jeg tænker rigtig meget over tingene og derfor er hurtig til at reagere når folk siger ting, der ikke tager det aspekt med i fortolkningen. For jeg havde sagt det samme til en veninde hvis hun fire måneder efter at have overvejet at gå, havde snakket om børn lige nu og her. Men der er kodeordet lige nu og her, hvilket jeg ikke føler passer ind i min egen situation og derfor bliver jeg frustreret og mister hovedet lidt. Det skal selvfølgelig ikke gå ud over dig og jeg vil gerne sige undskyld for at det gjorde.


Derudover er der absolut intet i min kærestes opførsel der antyder at han ville være en røvet far. Tværtimod. Jeg er selv vokset op med røvede forældre, så jeg ville på ingen måde seriøst overveje at få børn med en jeg ikke kunne se være en fantastisk forælder.

Og jeg har ikke samlet informationer for at smide det i hovedet på folk når det lige passer ind. Jeg følger med i en del tråde fordi jeg synes de er interessante og at der er noget at lære i dem eller kan relatere til situationen. Hvis jeg ikke føler jeg har noget konstruktivt at bidrage med, så bidrager jeg ikke. Ikke fordi jeg indsamler info til at bruge, jeg har et oprigtigt håb for at folk har det godt og kommer godt igennem de udfordringer de står overfor.