Partråden

[Slettet bruger]

Så er det jo ikke kærlighedsrelationer. Det kan da kun blive til tilfældige seksuelle relationer.

Børnene forsvinder jo heller ikke ud i den blå luft fordi de bliver 18 år. De kan da også knytte bånd til en ny partner efter de er 18 år. Hvad er dit argumentet for at sætte grænsen lige præcis ved 18 år?

Hvorfor er du bange for at vise dine børn der er et liv og findes kærlighed, også efter en skilsmisse?

Jeg synes det lyder umådelig trist at udsulte sine egne følelser i så mange år.

Grænsen ligger ikke lige præcis ved 18 år, den ligger omkring de 18 år, eller når børnene skal til at flytte hjemmefra. Til den tid er deres dagligdags liv ikke bundet op på forældrenes. Hvis jeg havde en drøm om at rejse Jorden rundt alene, ville jeg nok også pakke den væk til den tid, men jeg ville ikke føle mig rejsemæssigt udsultet af den grund.

Man behøver ikke at udsulte sine følelser, den formulering er offermentalitet. Ååååhhhhh, livet er så hårdt ved mig, klynk, suk. Der er mange måder at leve et tilfredsstillende liv uden at det involverer en kærlighedspartner. Jeg synes ikke det lyder sundt hvis ens lykke er afhængig af at man har en kærlighedspartner.

[LaMariposa]

Jeg må indrømme, at min kæbe af og til ryger ned på brystet, når jeg hører om, hvad folk vil gøre "for børnenes skyld".

Senest var i Mads og Monopolet, hvor en mand overvejede at blive i sit ægteskab og samtidig have en affære med sin ungdomskæreste i fem (!) år for børnenes skyld. De fem år var fordi, at så var begge børn fyldt 18.

Jeg studser af og over, for hvis skyld man egentlig gør det.

[1234]

Ja dit 5 årige barn, men du snakker om at køre det show til de er 18 årig. Og du skal godt nok have nogle socialt handicappet børn hvis de ikke som minimum har opdaget det som teenager. Og jeg ville nødig som teenager leve med den viden. Hvilket JoyNips eksempel også meget godt viser.

Det handler jo om hvordan man selv præsenterer sit liv. Hvis vi ikke længere skulle være gift, synes jeg vi skulle skifte til at være venner der boede under samme tag og deltes om børneopdragelsen. Fordi vi ville det.

Det er moderne med forskellige familiekonstellationer. Hvis en bøsse og en lesbisk valgte at få et barn sammen og bo under samme tag for at opfostre deres fælles barn, ville du vel ikke på samme måde mene at det gik ud over børnene? Skal far og mor absolut have sex for at det giver mening at de bor sammen?

Det handler om at sætte sig ud over sig selv, og så hvile i et valg der ikke nødvendigvis sætter en selv som førsteprioritet.

De fleste forældre lider vel afsavn af en eller anden art på grund af børnene uden at børnene siden skal have dårlig samvittighed over det.

Altså folk må bo som de vil. Det er ikke det jeg har en holdning til. Det jeg sådan set bare argumentere i mod er, at du tror man kan skjule sine følelser for sine børn i mange år.

[IrmaPigen]

Jeg må indrømme, at min kæbe af og til ryger ned på brystet, når jeg hører om, hvad folk vil gøre "for børnenes skyld".

Senest var i Mads og Monopolet, hvor en mand overvejede at blive i sit ægteskab og samtidig have en affære med sin ungdomskæreste i fem (!) år for børnenes skyld. De fem år var fordi, at så var begge børn fyldt 18.

Jeg studser af og over, for hvis skyld man egentlig gør det.

Jeg er meget enig, og jeg hørte også det der.

Jeg ville nok bare lære mine børn, at forandringer i livet er noget der ikke kan undgås, og noget som man skal lære at håndtere, og at livet ikke slutter fordi man mister sit job, sit ægteskab, sine forældre osv. Jeg synes også at det er en fin visdom at give sine børn med på livets vej.

Ens børn vil jo også opleve parforhold, som ikke holder, og at man forelsker sig igen og indgår i nye parforhold.

For mig er det nok bare en naturlig del af livet. Jeg tror heller ikke det er sundt, at pakke sine børn ind i vat indtil de flytter hjemmefra.

[Viskelæder]

Jeg tror ikke børn har en magisk evne til gennemskue den slags, men de er mennesker ligesom alle andre. Og ligesom du sikkert kan fornemme hvordan din kone eller gode venner har det kan børn også med deres forældre. Jeg var i hvert fald klar over hvilket humør mine forældre var i da jeg var barn og jeg vil i dag påstand at udover min kæreste, så er mine forældre og mine søskende de mennesker jeg kan læse aller bedst. Ikke på nogen magisk vis, men fordi de er mennesker jeg kender helt utrolig godt.

Nej, de er ikke mennesker lige som alle andre, de er mennesker lige som børn. Børn er markant ringere til at gennemskue den slags end voksne. Ligesom de er ringere til alt muligt andet. I hvert fald indtil de når en vis alder. En 5-årig kan ikke se om du har haft en dårlig dag hvis du bare stadig gider at lege med ham og smiler og nikker når han fortæller dig et eller andet.

Medmindre man er en af de voksne der ikke kan finde ud af at holde sit pis for sig selv, og det kan selvfølgelig være en faktor.

Det er simpelthen ikke rigtigt. Netop fordi de er børn, og de er ret forsvarsløse i fht. en voksen, der har dannet sig erfaringer og fået en hel masse viden, så er de afhængige af at kunne aflæse deres omsorgspersoner. Helt fra de er spædbørn lærer de at aflæse, at fx, at bryst = godt, fraværende bryst = skidt. Mor virker ked af det, er hun syg, kan jeg regne med hende, hvad skal jeg gøre? Osv osv. Og de har dermed også en tendens til at inddele ting i 100% godt eller 100% skidt. Hvorfor børn rigtig ofte faktisk "overlæser" deres forældre og kommer frem til, at noget er endnu mere galt, end det er, og at det nok er deres skyld.
Jeg tror, du kommer til at forveksle børns enorme tilpasningsevne til det miljø, de er i, i deres primære omsorgsmiljø, med, at de ikke lægger mærke til ting.
Du kan tro, børn lægger mærke til ting.

[Slettet bruger]

Det er simpelthen ikke rigtigt. Netop fordi de er børn, og de er ret forsvarsløse i fht. en voksen, der har dannet sig erfaringer og fået en hel masse viden, så er de afhængige af at kunne aflæse deres omsorgspersoner. Helt fra de er spædbørn lærer de at aflæse, at fx, at bryst = godt, fraværende bryst = skidt. Mor virker ked af det, er hun syg, kan jeg regne med hende, hvad skal jeg gøre? Osv osv. Og de har dermed også en tendens til at inddele ting i 100% godt eller 100% skidt. Hvorfor børn rigtig ofte faktisk "overlæser" deres forældre og kommer frem til, at noget er endnu mere galt, end det er, og at det nok er deres skyld.
Jeg tror, du kommer til at forveksle børns enorme tilpasningsevne til det miljø, de er i, i deres primære omsorgsmiljø, med, at de ikke lægger mærke til ting.
Du kan tro, børn lægger mærke til ting.

De lægger mærke til hvis mor og far går og surmuler og ingenting vil. Men hvis man forsøger, er det altså ikke svært at skjule for børn at man går og tumler med nogle ting, det er sværere at skjule for voksne.

Jeg forveksler ikke noget.

[Slettet bruger]

Jeg ville nok bare lære mine børn, at forandringer i livet er noget der ikke kan undgås, og noget som man skal lære at håndtere, og at livet ikke slutter fordi man mister sit job, sit ægteskab, sine forældre osv. Jeg synes også at det er en fin visdom at give sine børn med på livets vej.

Endnu et eksempel på hvordan mennesker kan præstere at efterrationalisere sig ud i absurditeter. Ikke alene er det bedst at mor og far bliver skilt fordi det er bedst at de får hvad de vil have, det er simpelthen en fin lektie i livets genvordigheder. Jesus fucking Christ.

[IrmaPigen]

Jeg ville nok bare lære mine børn, at forandringer i livet er noget der ikke kan undgås, og noget som man skal lære at håndtere, og at livet ikke slutter fordi man mister sit job, sit ægteskab, sine forældre osv. Jeg synes også at det er en fin visdom at give sine børn med på livets vej.

Endnu et eksempel på hvordan mennesker kan præstere at efterrationalisere sig ud i absurditeter. Ikke alene er det bedst at mor og far bliver skilt fordi det er bedst at de får hvad de vil have, det er simpelthen en fin lektie i livets genvordigheder. Jesus fucking Christ.

Jeg forholder mig sådan set kun til når skilsmissen/bruddet er sket. Ikke om den skal ske, og hvornår et ægtepar bør ophæve ægteskabet.

Jeg forholdt mig til den konstruktion du beskrev du selv vil have, når skilsmissen er en realitet.

[LaMariposa]

Jeg ville nok bare lære mine børn, at forandringer i livet er noget der ikke kan undgås, og noget som man skal lære at håndtere, og at livet ikke slutter fordi man mister sit job, sit ægteskab, sine forældre osv. Jeg synes også at det er en fin visdom at give sine børn med på livets vej.

Endnu et eksempel på hvordan mennesker kan præstere at efterrationalisere sig ud i absurditeter. Ikke alene er det bedst at mor og far bliver skilt fordi det er bedst at de får hvad de vil have, det er simpelthen en fin lektie i livets genvordigheder. Jesus fucking Christ.

Mine forældre blev skilt, da jeg var 11. Og jeg vil bare sige, at jeg er lykkelig for, at de ikke insisterede på at blive boende sammen bagefter. I tiden op til havde jeg det rædsomt, selvom de ikke sagde noget til mig om det, fordi jeg ubevidst fornemmede et eller andet. Det var hårdt i noget tid bagefter, ja, men vi kom igennem det. Ingen af os ville have haft godt af, at vi var blevet boende under samme tag.

Jeg synes, at man fastholder børnene i et forkert verdensbillede, hvis man insisterer på at alt skal være det samme efter en skilsmisse. Det er ikke det samme, for far og mor ER jo ikke sammen længere.

Mine forældres skilsmisse har til gengæld lært mig, at man godt kan komme godt ud på den anden side, og at forældrene kan møde nye partnere og have det rigtig fint sammen som venner bagefter, når man lige har fået det hele lidt på afstand.

[LaMariposa]

Jeg ville nok bare lære mine børn, at forandringer i livet er noget der ikke kan undgås, og noget som man skal lære at håndtere, og at livet ikke slutter fordi man mister sit job, sit ægteskab, sine forældre osv. Jeg synes også at det er en fin visdom at give sine børn med på livets vej.

Endnu et eksempel på hvordan mennesker kan præstere at efterrationalisere sig ud i absurditeter. Ikke alene er det bedst at mor og far bliver skilt fordi det er bedst at de får hvad de vil have, det er simpelthen en fin lektie i livets genvordigheder. Jesus fucking Christ.

Mine forældre blev skilt, da jeg var 11. Og jeg vil bare sige, at jeg er lykkelig for, at de ikke insisterede på at blive boende sammen bagefter. I tiden op til havde jeg det rædsomt, selvom de ikke sagde noget til mig om det, fordi jeg ubevidst fornemmede et eller andet. Det var hårdt i noget tid bagefter, ja, men vi kom igennem det. Ingen af os ville have haft godt af, at vi var blevet boende under samme tag.

Jeg synes, at man fastholder børnene i et forkert verdensbillede, hvis man insisterer på at alt skal være det samme efter en skilsmisse. Det er ikke det samme, for far og mor ER jo ikke sammen længere.

Mine forældres skilsmisse har til gengæld lært mig, at man godt kan komme godt ud på den anden side, og at forældrene kan møde nye partnere og have det rigtig fint sammen som venner bagefter, når man lige har fået det hele lidt på afstand.

Jeg er ret overbevist om, man ikke skal sammenligne æbler og pærer og lade som om en traditionel skilsmisse selvfølgelig er det bedste for børn. Skilsmissebørn oplever virkelig mange svære følelser og bestemt også ulykkelige forældre og skyldfølelse over forældrenes negative følelser

Undskyld, men jeg forstår ikke, hvad du skriver? Hvad mener du med traditionel skilsmisse? Og du mener ikke, at børn oplever nogle negative følelser, hvis forældrene bliver boende sammen?

[Fru Sunshine]

Det er simpelthen ikke rigtigt. Netop fordi de er børn, og de er ret forsvarsløse i fht. en voksen, der har dannet sig erfaringer og fået en hel masse viden, så er de afhængige af at kunne aflæse deres omsorgspersoner. Helt fra de er spædbørn lærer de at aflæse, at fx, at bryst = godt, fraværende bryst = skidt. Mor virker ked af det, er hun syg, kan jeg regne med hende, hvad skal jeg gøre? Osv osv. Og de har dermed også en tendens til at inddele ting i 100% godt eller 100% skidt. Hvorfor børn rigtig ofte faktisk "overlæser" deres forældre og kommer frem til, at noget er endnu mere galt, end det er, og at det nok er deres skyld.
Jeg tror, du kommer til at forveksle børns enorme tilpasningsevne til det miljø, de er i, i deres primære omsorgsmiljø, med, at de ikke lægger mærke til ting.
Du kan tro, børn lægger mærke til ting.

De lægger mærke til hvis mor og far går og surmuler og ingenting vil. Men hvis man forsøger, er det altså ikke svært at skjule for børn at man går og tumler med nogle ting, det er sværere at skjule for voksne.

Jeg forveksler ikke noget.

Det der er decideret forkert. Der findes ingen stærkere følelsesdetektorer end børn.

[D.itsen]

Kan hele den her skilsmisse, ikke-skilsmisse diskussion ikke snart få sin egen tråd?

[Fru Sunshine]

Min mand er ved at øve til en lille koncert for børnehavebørn. De skal spille diverse stykker fra Carl Nielsens Masquerade, og nu går han rundt og forsøger at imitere en hane.

Det er ikke særlig elegant, men det er godt nok sjovt.

[TakeAChanceOnMe]

Vi har lige været ude og beslutte os for hvilket køkkendesign og badeværelses fliser vi vil have i huset. Det var vi ret enige om egentlig. Og den mindre uenighed vi havde var overstået på 30 sekunder - salgsdamen var re imponeret

Så kørte vi forbi huset og det er gået så hurtigt med at få det bygget fra sidst vi så det. Jeg kan slet ikke vente til vi flytter ind i VORES hus og ikke skal deale med andre mennesker under vores tag, medmindre vi selv har inviteret!

[Slettet bruger]

Det er simpelthen ikke rigtigt. Netop fordi de er børn, og de er ret forsvarsløse i fht. en voksen, der har dannet sig erfaringer og fået en hel masse viden, så er de afhængige af at kunne aflæse deres omsorgspersoner. Helt fra de er spædbørn lærer de at aflæse, at fx, at bryst = godt, fraværende bryst = skidt. Mor virker ked af det, er hun syg, kan jeg regne med hende, hvad skal jeg gøre? Osv osv. Og de har dermed også en tendens til at inddele ting i 100% godt eller 100% skidt. Hvorfor børn rigtig ofte faktisk "overlæser" deres forældre og kommer frem til, at noget er endnu mere galt, end det er, og at det nok er deres skyld.
Jeg tror, du kommer til at forveksle børns enorme tilpasningsevne til det miljø, de er i, i deres primære omsorgsmiljø, med, at de ikke lægger mærke til ting.
Du kan tro, børn lægger mærke til ting.

De lægger mærke til hvis mor og far går og surmuler og ingenting vil. Men hvis man forsøger, er det altså ikke svært at skjule for børn at man går og tumler med nogle ting, det er sværere at skjule for voksne.

Jeg forveksler ikke noget.

Det der er decideret forkert. Der findes ingen stærkere følelsesdetektorer end børn.

O.k. Jeg synes det lyder som noget vrøvl for at være helt ærlig. Skulle en 2-årig f.eks. være bedre til at se om jeg er glad eller ked af det end en voksen?

Fra https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3898589/

"Despite very early discrimination of emotional expressions, the ability to accurately label emotions continues to develop throughout childhood and adolescence, with recognition of some types of emotional expressions developing earlier than others. A study of five-, seven-, nine-, and eleven-year-old children and adults indicated that the ability to recognize emotional faces improves with age, though accuracy for specific types of faces varies in the rate of development. For example, happy and sad expressions were recognized at age five with similar accuracy to adults, but recognition of fear, anger, disgust and neutral faces appeared to develop more slowly"