Mit behov for alenetid - jeg dur bare ikke til at sidde lårene af hinanden, og når jeg dagen igennem er omringet af mennesker på job og 3 timers offentlig transport, samt har frivilligt arbejde i hjemområdet, er jeg ofte meget træt efter arbejde og ønsker bare ro og fred omkring mig mindst 2-3 gange om ugen for at overleve. Jeg kan godt være sammen med et par mennesker (intet problem med datteren fx), men man(d) skal ikke forlange, jeg skal være social efter arbejdstid eller snakke løs/hygge eller putte osv., for jeg har bare lyst til at være mig selv på mine egne præmisser. Det betyder, at jeg godt kan være social på den tid, men så er det noget, jeg har valgt, fordi jeg havde overskud til det der, og ikke noget jeg har fået trukket ned over hovedet på mig af en partner. Det har før været et problem for en kæreste, der mente, at det var ok en gang i mellem, men hvis det var på fast ugebasis, var der noget galt (med mig!).
Jeg arbejder meget og går op i mit fag. Jeg har også frivilligt arbejde, der betyder aftenmøder og en del skriftligt arbejde efterfølgende. Samtidig har jeg de sidste år efteruddannet mig, så jeg også havde lektier og forberedelser i aftentimerne. Lige for tiden er det "kun" arbejde/frivilligt arbejde, men jeg udelukker ikke, at jeg fortsætter med videreuddannelsen, når tiden er til det.
Min hund er, som andre skriver om deres kæledyr, ikke til diskussion. Hun SKAL være der, en kæreste kan få lov at være der. Og kan han ikke lide hende eller den tid, jeg bruger på hende, så ryger han.
Jeg ser ikke dansk TV. Jeg ser udvalgte programmer og udenlandske tv-serier streamet og fra arkiv osv., men that's it. Og der kan gå uger imellem, at jeg får set selv det. Jeg skønner, at det vil være et problem for de fleste, som virker til at være stavnsbundet af det tv.
Jeg forsøger at læse en del, for det slapper jeg virkelig af ved. Men det er jo ikke særlig socialt, og når det i forvejen er svært med tid, kan det vel godt blive et problem, tror jeg. Fx nyder jeg at gå tidligere i seng med min kindle og så læse, til jeg skal sove. Det kan jeg som single også sagtens tillade mig, men med en kæreste?
Jeg har et par kæpheste, der godt kan gøre mig svær at leve med:
1. Jeg kan ikke så godt have folk, der er konfliktsky og ikke gør noget, men stadig brokker sig. Det er som sagt min kæphest, at hvis man ikke selv siger fra, kan man ikke tillade sig gentagne gange at sidde og brokke sig over, at andre overskrider ens grænser (selvfølgelig med undtagelser). Folk må GERNE være konfliktsky, alt det de lyster, det er jeg ligeglad med. Det er brokkeriet, jeg bliver træt af. Jeg gider i hvert fald ikke at høre på det og har før fået sagt det til kærester, der blev fornærmede over det.
2. Min anden kæphest er god opførsel. Man kan ikke styre andres opførsel, men man kan have styr på sin egen og behandle andre, som man gerne selv vil behandles. Kliché, jeg ved det, men sådan har jeg det, og jeg forsøger at leve efter det, hvor jeg altid er meget høflig, hjælpsom og taler/skriver pænt. Det kan være svært at leve op til for andre, ved jeg af erfaring.
Jeg dur ikke til løs planlægning, nok fordi jeg har så meget på programmet. Jeg kan godt lide overraskelser og (mest min egen) spontanitet generelt, men hvis det fucker min tidsplan op, så jeg ikke når det andet, jeg SKAL nå, bliver jeg irritabel og bruger for meget tanketid på det. Eks.: Vi skulle til sommerfest med arbejdet for år tilbage, hvor det skulle være en overraskelse, hvad vi skulle og hvorhenne. Vi fik kun at vide, at vi skulle møde op et sted i København. Da jeg har lang transport hjem fra København, kunne jeg slet ikke se noget positivt i det, for jeg havde behov for at vide, om jeg ville kunne nå mit tog hjem osv. Det ødelagde forventningens glæde for mig, mens jeg havde slappet af og nydt det, hvis jeg havde fået lov at have de detaljer på plads.
Jeg kan godt droppe planlagte ting, det er slet ikke det, men så har jeg også vurderet, at det kunne vente. Jeg har haft kærester, der ikke gad planlægge for langt frem, og fair nok, vi er ikke alle ens. Men så blev de til gengæld sure, når jeg ikke ville smide alt, jeg havde i hænderne, NÅR de så havde tid - for da havde jeg jo planlagt noget andet. Det er ikke så nemt.
I det hele taget skal jeg vist bare forblive single.