Hvordan håndterer i eksflirts?

[Zombie]

Men Zombie - hvordan ville du reagere, hvis din kæreste ønskede et eller andet, som du slet ikke kunne imødekomme, fordi det bare er langt over grænsen? Hvis han fx. ville deltage, hver gang du sås med en ven/veninde? Eller ikke kunne lide du gik tur med din hund, fordi du kom i snak med for mange fremmede? Så ville du vel ikke stoppe med de ting for at tækkes ham?

Altså, dit eksempel er misvisende. Jeg har ikke skrevet nogetsteds, at kæresten til TS ikke skal ses med sin veninde. Hvis du læser TS' indlæg igennem kan du se, at hun heller ikke har haft som udgangspunkt, at hendes kæreste ikke skal ses med sin veninde. Der er altså ingen, der beder ham om at stoppe med sine planer.

På samme måde har TS heller ikke krævet, at hun skal være sammen med dem hele aftalen igennem. Hun har sagt, at det at møde veninden ville gøre noget godt for hendes dårlige nerver - og så har hun sagt, at hvis det ikke er muligt, at hun må møde veninden (hvilket hendes kæreste har afvist, plain and simple), så ville det også hjælpe på hendes dårlige nerver, hvis de mødtes ude i byen fremfor privat hjemme hos dem.

Skal jeg omsætte det til dit eksempel, så ville jeg på ingen måde have et problem med at imødekomme min kæreste, hvis han havde udfordringer af denne natur. Min kæreste kan også være lidt usikker, men han har aldrig bedt om denne type hensyn, for han har aldrig haft behovet. Min ekskæreste, som jeg boede sammen med i 3 år og var sikker på skulle være far til mine børn, har jeg gjort meget ud af skulle møde min kæreste og jeg har hele tiden haft en føler ude ift. om min kæreste var tryg og rolig ved de ting, min eks og jeg laver sammen når vi ses fra tid til anden. Min kæreste behøver dermed hverken spørge om hensyn eller sige fra - for jeg snakker selv med ham om det.

Jeg ville aldrig stoppe med at ses med eksempelvis min ekskæreste, af hensyn til min kæreste. Min eks kommer til at være fast inventar i mit liv for evigt. Til gengæld er jeg hamrende ligeglad med, om vi hænger ud privat i min eks' lejlighed eller min, eller om vi spiser en burger ude i byen. Hvis min kæreste havde haft behov for lige at se min ekskæreste an, ikke for at "godkende" ham men bare for at være rolig omkring at vi sås, så havde jeg uden yderligere skrupler arrangeret en burger- og øltur som noget af det første.
Havde jeg så behov for at ses privat med min ekskæreste senere og snakke om ting, han måske ikke vil snakke om, når min kæreste (for min eks, en halvfremmed fyr) er der - så ville jeg sige til min kæreste, om ikke det var fint nok at min eks og jeg spiste lidt dessert på en café alene, eller drak en kop kaffe på caféen inden min kæreste kom hen og spiste burgers med os.


En del af min tilgang handler rigtig meget om, at jeg tænker relationer som processer. Eksempelvis prioriterer jeg min søster meget i øjeblikket, som del af en proces hvor hun bearbejder en personlig sorg og hvor jeg kan styrke vores bånd endnu mere, og være der for hende, ved at give mere af mig selv nu end jeg ellers har overskud til. Det er ikke det samme som, at jeg altid skal stå på spring og tilbringe flere dage i hendes hjemby, eller rydde min fredag for at undeholde hende, når hun tilfældigt melder sin ankomst i min by. Jeg gør det lige nu, som en del af en proces - ikke ud fra tanken om, at det bliver sådan for evigt.


Det er også derfor, jeg ikke forstår, hvorfor det er farligt at udvise lidt hensyn, når ens kæreste beder om det. Jeg forstår ikke behovet for en principiel skyttegravskrig, når man skal forestille at være partnere og ikke modstandere.
Jeg forstår ikke, at det skal være farligt og præcedensdannende at twiste aftalen med veninden en anelse nu, sørge for at TS får ro i sindet og så se det som en proces, hvor kæresten næste gang han ses med veninden, ikke bør behøve tage de samme hensyn.

Det bliver meget "alt eller intet" og det forstår jeg simpelthen ikke behovet for. Min kæreste og jeg er enige om, hvilket slags forhold vi ønsker - skal der engang imellem tages nogle ekstra hensyn, anser jeg det bare som en del af processen om at komme derhen, hvor vi ønsker at være - ikke gennem tvang og firkantede principper, men ved at tage lidt hensyn hvor det giver mening.

[Zombie]

Baseret på ovenstående handler mine ret sure indlæg ikke så meget om den veninde og at TS' kæreste vil ses med hende. Det finder jeg ret naturligt, når ens gode veninde kommer til byen og man ikke ellers har mulighed for at hænge ud.

Det er hans håndtering af situationen og TS' følelser, der for mig er tegn på en stor umodenhed eller et mangel på overskud, eller en uvilje over for TS som jeg finder ret upassende.
Han kunne have været "the better man" og håndteret situationen anderledes, og så tror jeg som tidligere nævnt, at han kunne have fjernet TS' usikkerheder på den tid det tager, at drikke en kande te.

I stedet vælger han at lege Svampebob Firkant og virke temmelig indifferent over for sin kærestes følelser. - Det er ikke et charmerende træk, heller ikke selvom jeg mener, at han har alle rettighederne på sin side.

[Aragorn]

Her er en anden måde at se det på:

Man fyldes med negative følelser. Det er en indikation på at noget er galt. Hvad er galt? Enten er det dig selv, eller også er det verden. Hvem går op i, hvor problemet ligger? Det gør du selv - fordi du lider.

Dermed er det tid til at lære noget nyt, så du kan overkomme og fjerne de negative følelser og stoppe den lidelse du er udsat for.

Når folk her sidder og tager så skarpt afstand fra at nedlægge forbud i forhold til kærestens måde at agere på, er det tegn på to ting:

1: De fleste her, kan genkende situationen, og synes ikke om den. Men hvorfor? Er det kun fordi vi tager din kærestes rolle i denne tråd? Svaret er delvist, men ikke kun. Det er også fordi vi kender din rolle, og ved, at den er et dårligt sted i livet at være.

2: Det er rent faktisk ment som en hjælp. Hvad der egentlig siges er: Få styr på dig selv og dine følelser, for dit liv bliver uendeligt hårdt, hvis alting bliver relevant. I det øjeblik du frygter alting, så er dit liv en lidelse, og det er du simpelthen nødt til at holde op med, hvis du gerne vil have et bedre liv - og nøglen til at holde op med at frygte alting, den er ikke at sætte mange grænser og bygge mure. Man kan ikke frygte alt, man bliver nedbrudt af det - det er for meget for et menneske. Det er en illusion at tro, at man kan beskytte sig selv mod dårlige ting i livet. Fint nok, man kan begrænse sin kærestes kontakt med tidligere flirts.

Men den dag du vågner i din seng, og har ondt i siden, og det viser sig at være kræft i bugspytkirtlen, med 100% dødelig udgang i løbet af 6 måneder, kan intet menneske i verden hjælpe dig til at få det bedre, og ingen grænse eller mur kan stå mellem dig og døden.

Den eneste måde man kan håndtere udfordringer i livet på, er ved at blive stærk, så man kan modstå trusler - man kan ganske enkelt ikke beskytte sig gennem livet og der findes ikke noget safe space.

Det er netop fordi din hjerne har indset dét forhold at du har angst til at starte med - og det er du nødt til at erkende og se i øjnene. Som alle os andre.

[IrmaPigen]

Jeg synes den syngende lussing skriver nogle meget begavede ting.

[uptowngirl]

Sikke mange indlæg, der når at komme, kan slet ikke nå at svare på det hele, men jeg læser alt og tager det meste til efterretning.

Først og fremmest er der sket lidt siden jeg sidst skrev. Vi tog en god snak efter min kæreste også læste tråden her. Vi snakkede om, hvordan angsten er et problem lige pt og det aldrig har været min intention at forhindre ham i at se veninden (som nogen vist lidt får det til at lyde som om herinde). Det ved jeg godt er noget af et skråplan og jeg vil alligevel ikke lade min angst gribe så meget fedt, at det trumfes igennem.
Jeg har forsøgt at tage et bevidst valg om, hvilken type forhold jeg ønsker med min kæreste. Jeg ønsker en tillidsfuld relation, hvor jeg forsøger at få stoppet angsten når den melder sig og reagere knap så meget på den. Det er rigtig svært, for jeg er netop god til at identificere den er der, men er ikke der endnu, hvor jeg kan stoppe reaktionen. Der er øvelse vist vejen frem. Vi snakkede også om, det fine eksempel, der blev givet, om at angst er som ringe i vandet. Giver man efter for den første ring, står man i den anden ring næste gang. Men jeg synes ikke det er så sort og hvidt at sige, at ens partner aldrig skal komme en i møde med beroligende adfærd, fordi man så fodrer angsten. Jeg synes i stedet det er en gradbøjning. For at nævne et eksempel: ens kæreste skal i byen og man er utryg ved det (vi har heldigvis ikke dette problem). Yderste ring er at forbyde byen, dernæst kommer måske at man selv vil med, derefter at kæresten skal ringe hjem flere gange osv osv. Hvis man virkelig er i panik over situationen, synes jeg ikke der er noget galt i, at kæresten selv tilbyder, at han fx de første 3-4 byturer gerne sender 1-2 sms'er i løbet af aftenen/en snap/whatever eller at man sover sammen. Så længe der ligesom er en ramme for det og ens kæreste også er med til at begrænse at angsten udvikler sig. For det bliver hurtigt en rullende lavine.

Så alt i alt er vi et godt sted nu. Aftalen bliver som den bliver og jeg er ok beroliget som det er lige nu (aner dog ikke hvordan jeg får det, når det så står på, men det bliver min udfordring i det her). En vigtig ting, som min psykolog også har lagt vægt på, er at min kæreste ikke skal redde mig i angsten og at jeg godt kan klare det selv, selvom det er pokkers svært. Så det prøver jeg næste uge.

Frøken himmelblå: tak for dit indlæg, det fik alligevel lige mit lille jalousimonster over i hjørnet for en stund. Det kæmper sig ud engang imellem, men bliver hurtigt sendt tilbage. Det går allerede meget bedre siden i går.

Og til alle jer, der mener jeg overtænker situationen og finder på slutninger selv, der måske ikke findes: velkommen til angst. Den har alle de gode argumenter for, at jeg i denne situation evt. kan miste noget af det, der betyder allermest for mig. De positive argumenter som at min kæreste virkelig elsker mig, er flyttet sammen med mig, snakker fremtid osv. snupper den på et split sekund når det er allerværst, så vægter kun de dårlige ting, som ikke engang passer, fordi angst er irrationelt. Ikke at det skal være en undskyldning for alt eller at man så har carte blanche til at opføre sig præcis som det passer en, men i den her situation er det et stort problem. Og ja jeg arbejder med det, men har levet med det de seneste 5 års tid, så at nægte mig selv et forhold, fordi angsten i perioder er slem, synes jeg ikke er rimeligt for min livskvalitet. Min kæreste vidste godt hvad han gik ind til. I forhold til at indgå i relationer når man har jalousi - har 3 forhold bag mig, hvor jeg aldrig har været jaloux, så det er nyt for mig.

Helt generelt tror jeg også, man gerne ser at ens kæreste reagerer som man selv ville have gjort. For mig er det naturligt at tage super meget hensyn, mens andre holder på deres ret. Jeg synes ingen af delene er forkerte, men når to har fundet sammen, der har forskellige holdninger, må man jo enten forene det eller gå fra hinanden, hvis det bliver meget slemt. Jeg tror på, at vi godt kan forene det, da min kæreste heldigvis er til at tale med

Og så lider vi også under at jeg er den første kæreste min kæreste har. Så alle situationer er nye for ham og det tror jeg også nogengange har indflydelse på vores måde at diskutere på og udfaldet.

Og jeg synes ikke min kærestes følelser/grænser er glemt i det her. For mig har det handlet om at mødes på midten, ikke om hvem der får ret.

Håber ikke indlægget blev alt for rodet, det blev i hvert fald langt