Aima skrev:Jeg håndterer eksflirts og ekskærester, som jeg håndterer alle andre relationer i en kærestes liv. De er der, og kan jeg ikke i udgangspunktet acceptere dem, er det mit eget ansvar at lære det eller gå. Var jeg i et forhold, hvor min kæreste udtrykte usikkerhed og mistillid som den du udviser, TS, så ville jeg gøre en helt masse for at anerkende, forstå og forsøge at forklare og berolige, men intet i min relation til den pågældende ven-som-tilfældigvis-er-en-eksflirt ville blive ændret.
Og hvis jeg havde en gammel ven eller veninde, som jeg ikke havde set længe, eller som jeg generelt sås med relativt sjældent, ville jeg også foretrække at være alene med vedkommende, når vi hang ud. Jeg ville helt ærligt finde det ret mærkeligt at du skulle deltage i middagen, uanset om jeg var din kæreste eller hans veninde, også selvom de også får noget alene-tid. Jeg forstår i allerhøjeste grad din kærestes reaktion, jeg ville stejle fuldstændigt i hans sted. Derudover synes jeg simpelthen det der med at ‘tillid er noget, man gør sig fortjent til’ hvis man er din kæreste, er direkte ansvarsfralæggende og en helt vildt nederen tilgang at have til et menneske man indgår i en kæresterelation til, jeg ville godt nok føle mig både undervurderet og nedværdiget, hvis jeg fik det at vide, for jeg forventer ærligt talt at tillid og tiltro til mig og mine intentioner er helt implicitte faktorer, hvis man signer up til at være boyfriend her hos mig.
Jeg anerkender både usikkerhed og jalousi, jeg kan endda relatere, men hvis man vælger at blive nogens kæreste, mener jeg også, man har et ansvar for at acceptere det menneskes måde at være og agere på, generelt såvel som i relation til andre. Er man ikke i stand til dét, burde man måske overveje, hvorvidt der ganske enkelt er tale om for dårlige forudsætninger for et forhold. Matcher man ikke bare nogenlunde hvad angår grænser og behov for ditten og datten, både den ene og anden vej, bliver risikoen for at den ene part ender med at må gå FOR meget på kompromis, i mine øjne, simpelthen for stor.
uptowngirl skrev:Han har forsøgt at forklare og berolige, men når det bliver sammenholdt med hemmeligholdt aftale, at jeg selv måtte gætte mig frem til, hvem hun i virkeligheden er, at jeg ikke må være der, så virker den beroligelse ikke særlig godt.
DU konkluderer at der er tale om en hemmeligholdt aftale, DU konkluderer, din kæreste bevidst har tilbageholdt info for dig, og du konkluderer at der derfor må være noget shady noget ved det hele.
Jeg ved ikke, hvorfor din kæreste ikke har nævnt veninden og deres tidligere relations karakter i større omfang, end han har, men de ting du får ræssoneret dig frem til, er nok de sidste der ville føles oplagt for mig at pege på. Måske har han bare ikke syntes det var relevant? Måske er den del af hans fortids relationer bare lidt små-private, eller måske er der andet i din adfærd, det her med din jalousi og usikkerhed fx., der bare på forhånd lidt har taget modet fra ham ift. at bringe veninden på banen. Don’t know, men at konkludere at det er implicit med shadyness at manden ikke har aflagt fuld rapport og nu nægter at ændre en aftale for din skyld, er en både urimelig og uhensigtsmæssig måde at tolke ting på.
uptowngirl skrev:Som sagt har jeg forståelse for, at man ønsker at hænge ud alene. Jeg ved ikke om du bor med en kæreste, men hvis du gør, så forlader du simpelthen hjemmet og finder middag andre steder, hver gang han har nogen på besøg? I mine øjne er det da en positiv ting at man bliver og forsøger at lære den andens venner at kende, venner er vigtige og skal da med tiden også blive nogen man selv har et forhold til i et eller andet omfang, hvis man er i et langvarigt forhold.
Jeg bor alene, men har tidligere boet med kærester, i hhv. 4 og 9 år, og ja, jeg forlod ofte mit hjem for at give plads til at min kæreste kunne få noget alenetid med en veninde/ven/sin bror, min kæreste forlod endnu oftere vores fælles hjem for min og mine relationers skyld, det var langt fra hver uge, måske i snit en gang om måneden. Det var ikke noget nogen af os nogensinde satte spørgsmålstegn ved, vi havde nok bare en indforstået og matchende præference hvad angik kvalitetstid med hver vores relationer. Sommetider mødtes vi også med hinandens venner og veninder og hyggede sammen allesammen, men når der var tale om relationer der var mulighed for at pleje relativt sjældent fx. pga. afstand eller manglende tid, mødtes man i reglen altid alene med sin whoever det nu var.
uptowngirl skrev:Jeg synes, det lyder dejligt for dig, at du tilsyneladende kun har indgået i gode og tillidsvækkende relationer, så du ikke har nogen grund til mistro folk eller også så håndterer du det bare meget bedre end jeg gør. Jeg har desværre bare den modsatte opfattelse, har kendt en del mennesker gennem min tid (både ekskærester, venner mm), som ikke har været til at stole på og ikke har fortjent min tillid. Den her situation er heller ikke tillidsopbyggende. Min kæreste gør alt for, at jeg ikke er tilpas i situationen (faktisk i sådan en grad, at jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal komme igennem skoledagen, den dag aftalen foreligger, uden at få angstanfald). Ja, jeg ved jeg har et problem, men indtil jeg er ovre det, ville jeg da sørme sætte pris på, at min kæreste ville hjælpe mig igennem det. Og ja, det er da også hårdt for ham, at der skal tages meget hensyn til mig, men jeg har svært ved at se, hvad der går af ham, at vi justerer denne aftale.
Hvad mine tidligere forhold angår, har der været tillidsbrud i et omfang der går langt udover simpel utroskab og som vil forfølge mig resten af mit liv, så du har fuldstændig ret i, jeg, åbenlyst, coper mere hensigtsmæssigt, end du gør. Det handler vel først og fremmest om, hvad man har af ressourcer, tænker jeg, men dernæst også, hvad man selv vil acceptere og leve med i et forhold. Mit eget udgangspunkt er, at jeg ikke ønsker et forhold som er præget af mistillid og hensynstagen, og jeg indgår ikke i et seriøst forhold, hvis jeg selv har jalousi og komplekser med i udgangspunktet. Dels fordi jeg ikke magter at have den slags følelser i et forhold, been there before, og uanset forelskelse så anyday ville vælge at være single til jeg havde fået styr på mine ting, og dels fordi jeg ikke vil byde en partner det pres jeg selv ville se det som, at pålægge ham den slags ansvar for mine følelser.
Du tolker, at din kæreste ikke vil hjælpe dig. Igen tillægger du ham nogle herrenederen intentioner. Og well, fra mit perspektiv ville han gøre dig en bjørnetjeneste, hvis han bøjede af nu.
uptowngirl skrev:Og som Zombie vist tidligere har nævnt, handler det ikke engang så meget om veninden. Det handler om, at han har taget et bevidst valg om ikke at imødekomme mig, få mig til at have det forfærdeligt osv, uden der for mig er den store grund, ud over at han mener jeg bør stole på ham og derfor er blevet fastsat på at bevise at der ikke sker noget, selvom jeg ikke er med.
Du konkluderer, din kæreste har taget et bevidst valg for at få dig til at have det dårligt? Kan du ikke selv høre, hvor langt ude og dysfunktionelt det lyder? Nej, han har ej. Din kæreste har bare valgt ikke at føje dig, og det har han formentlig for dels at holde fast i der intet odiøst er i hans valg om rammerne for den pågældende aftale, og fordi det vel nærmest virker som skruen uden ende, hvis han blot tilpasser sig. Din mavepine og ængstelighed forsvinder ikke, fordi din kæreste tager alle mulige særlige hensyn, din mavepine forsvinder, når du lærer, at han godt kan være ham og fastholde sine personlige grænser og behov, uden at det betyder han på samme tid tager røven på dig.