Kærlighed uden forelskelse

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
Krølle
Indlæg: 3202
Tilmeldt: 16. aug 2015, 02:48
Kort karma: 1590
Likede indlæg: 11884

Re: Kærlighed uden forelskelse

Indlægaf Krølle » 21. feb 2018, 08:31

Akehurst2 skrev:Tilslutter mig de andre: Det er virkelig godt, du fik sagt fra!

Du akn være stolt af dig selv. At bryde mønstre er ikke let.


Præcis.

Det er rockerhårdt - og netop derfor kræver det altså noget ekstraordinært at gennemføre.

Lady, du har - som min bramfrie veninde ville sige det - some serious lady cojones!
2
Brugeravatar
NLeth
Indlæg: 166
Tilmeldt: 1. maj 2016, 19:54
Kort karma: 39
Likede indlæg: 453

Re: Kærlighed uden forelskelse

Indlægaf NLeth » 21. feb 2018, 08:45

Marioneta skrev:Jeg er hjemme igen og det er gjort.

Han spurgte hvad der var, da jeg kom og jeg sagde, at jeg opgav. Opgav det her med os og nævnte envejskommunikation og hvad der skete i fredags og at jeg selv havde svært ved at være kærlig og det var så svært, når han ikke viste noget som helst. Igen viste han ikke rigtigt noget. Han smækkede dog med døren, da jeg gik. Vi snakkede lidt frem og tilbage om forskellige ting og han mente nu godt, at han ville ændre sig og han havde sagt det, men at jeg forventede for meget for hurtigt. Og at det i det hele taget var gået hurtigt. Og der var mange misforståelser.

Jeg blev ked af det et par gange undervejs og det forstod han ikke helt, for det var jo mit valg. Jeg sagde dog, at jeg jo gerne ville ham. Det mente han så ikke, når jeg slog op. Så var det jo fordi jeg ikke vil/kan.

Mine følelser er meget blandede.


Først, til det markerede: Sikke noget vrøvl. Jeg var knust, da jeg gik fra min idiotnar af en ekskæreste, selvom jeg 100 % vidste, at jeg ikke ville ham. Man har følelser og forhåbninger med i alle forhold, man træder ind i, som man også siger farvel til, når det ikke virker, og selvfølgelig gør det ondt. Det er nok reelt mere dét (altså, de knuste drømme og forhåbninger) der gør ondt, end farvel'et til klaptorsken.

Dernæst: Stærkt, Marioneta! Godt du lytter til dig selv og handler. Jeg håber du hurtigt slipper af med de blandede følelser og når til lettelsen. :)
10
Brugeravatar
Marioneta
Indlæg: 1869
Tilmeldt: 12. jan 2016, 19:36
Kort karma: 381
Likede indlæg: 3817

Re: Kærlighed uden forelskelse

Indlægaf Marioneta » 21. feb 2018, 15:31

Dagen derpå. Det er hårdt og jeg græder en del. Jeg svinger imellem at være ulykkelig og fortrøstningsfuld.

Efter at jeg havde sagt til ham, at jeg opgav, fortalte jeg ham om hvordan jeg havde opfattet fredag. Han var ikke enig i at han havde vendt mig ryggen på p-pladsen og kunne ikke forstå at jeg blev ked af det. Jeg sagde så, at det var fordi han sagde, "nå du vil ikke have et kys" og så gik han, selvom jeg sagde ja. Og at vi lige havde snakket om det og jeg følte at vi burde kunne hjælpe hinanden med det. Ikke modarbejde. Eller noget lignede, sagde jeg. Hans svar var "ok".
Til det med at jeg var blevet ked af det, da han sagde at det var røvkedeligt at snakke sammen og jeg opfattede som om jeg var kedelig at snakke med og jeg begyndte at små græde og jeg var ked af at han ikke viste omsorg og satte sig ved siden af mig eller tog armen om mig eller et eller andet, sagde han at han var overrasket over jeg ikke kunne se i hans ansigtsudtryk, at han var overrasket over at jeg tog det nært og forundret. Jeg sagde, at det kunne jeg ikke se. Faktisk kunne jeg ikke se særligt meget af hvad han følte. Og det var også omsorg jeg havde brug for. Han sagde så at det var svært for ham, når jeg misforstod ting og blev så ked af det. Igen sagde han "ok" til hvad jeg sagde. Her bemærkede jeg, fordi han lige nævnede ansigtsudtryk, at han ikke fortrak en mine. Det gjorde han ikke under hele forløbet. Jeg nævnte det med godnatkys og han sagde, at han var træt og jeg selv kunne gøre noget for det, og det havde han selvfølgelig også ret i. Jeg er klar over min egen andel i det med kærtegnene, men derfor havde jeg også brug for at vi arbejdede sammen om det.

Jeg spurgte ham om hvorfor han følte, at det var at ændre ham, når jeg bad om daglig kontakt. Først ville han ikke svare, da det jo ikke gjorde en forskel, for nu skulle vi ikke have daglig kontakt mere. Jeg bad ham igen og han svarede, at det var fordi han ikke havde daglig kontakt med nogen som helst. Hverken familie eller venner. Han var ikke kontaktbar på den måde og det var at ændre ham, når jeg ønskede daglig kontakt.

Jeg har jo længe vist, at han ikke har ville imødekomme mig på det punkt og har prøvet at leve med det, men det kan jeg tydeligvis ikke og her vil han virkelig ikke give sig, kunne jeg høre, så det ville aldrig ændre sig.

Han sagde dog senere at han godt ville ændre sig i et eller andet omfang, dog ikke specifikt hvad det var, men det var måske omkring det at vise følelser. Og at jeg glemte at det heller ikke var nemt for ham, hvilket også er rigtigt. Men at jeg forventede for meget for hurtigt og han skulle have haft mere tid. Og han også syntes at midten, som jeg gerne ville forsøge at finde, var alt for meget mod min side. Jeg kan huske at han skrev en gang, at han gerne ville forsøge mht nogle forventninger, men at det tog tid, men ellers synes jeg mest, at jeg har hørt, at han ikke har ville ændre sig, men det mente han var en misforståelse og han havde sagt det flere gange. Jeg synes bare slet ikke at der er sket noget og mht følelser, så er det kun halvanden uge siden vi havde den snak og det er også hurtigt, men vi har jo snakket om det før i december omkring følelser i skolen og omkring fx farvelkys, så han har jo haft mere end halvanden uge.

Som nævnt kunne han ikke forstå, at jeg sad og græd over det, for det var jo mit valg og jeg skulle tage ansvar for mit valg. Jeg sagde, at det var fordi jeg jo gerne ville ham. Det mente han ikke, når jeg slog op, men når jeg sagde at jeg gerne ville, så ændrede han det til "så kan du åbenbart ikke". Jeg gik og han smækkede med døren.

Da jeg kom hjem fortalte jeg vores veninde det og fortalte kort om hans reaktion. Hun var ked af det og mente vi nok ikke søgte det samme og sagde at han ikke var god til at sætte sig ind i andres følelser. Hun sagde også at han ikke havde gjort noget for at opfylde hvad jeg ønskede og hun kunne ikke sætte sig ind i hvorfor det var så svar at snakke med nogen hver dag. Hun sagde så også, at det kunne være han ændrede sig og kom tilbage på et tidspunkt, så jeg kunne nøjes med at sætte døren på klem og ikke lukke den. Jeg kunne godt mærke, da hun skrev det, at jeg slet ikke havde lukket døren inde i mig selv og det kunne blive noget juks, hvis jeg ikke blev mere afklaret.

Jeg bestemte mig for at skrive til ham og mens jeg skrev beskeden vidste jeg egentligt ikke hvad jeg ville med den. Jeg endte med at skrive og fortælle hvor skidt jeg havde det pga. depression og ikke kunne skelne følelser så godt. Kommenterede på to af tingene og skrev til sidst, at jeg ikke ønskede at ændre ham og jeg var ked af det var endt sådan. Jeg tog faktisk meget skyld på mig, nærmere min depression. Skrev at jeg var ked af at såre ham ved at slå op og at jeg faktisk gerne ville ham. Jeg kunne ikke gøre noget om, men kun undskylde. Jeg skrev dog ikke, at jeg havde fortrudt eller at jeg ville fortsætte, men prøvede at fortælle ham dét, som han ikke forstod, da vi snakkede sammen. At jeg gerne ville ham, selvom jeg havde slået op. Det var pga. hvad veninden sagde, at døren kunne være på klem. Det kunne jeg godt mærke, at den var for mig, men jeg vidste samtidig også, at den ikke var det for ham ud fra hans opførsel. Med denne besked kunne han, hvis døren var på klem, svare "måske når du får det bedre", "jeg skal nok ændre noget", "lad os se". Jeg vidste godt, at det ikke ville ske, men jeg havde også brug for den bekræftelse, for at vide det med sikkerhed..

Han svarede venligt og skrev at jeg havde valgt at lukke den dør og den ønskede han ikke at åbne. At han var overrasket over at jeg kunne slå op og skrive om at ville fortsætte, men jeg havde taget det valg, som jeg syntes var bedst og han var glad for at jeg havde taget en selvstændig beslutning om mit liv og det skulle jeg fortsætte med. Han gav mig ret i at han havde været varsom med at vise følelser og måske også for varsom, men han syntes ikke der var noget galt i at vise sine følelser, som man ønskede. Han skrev også, at han var overrasket over, at jeg ikke kunne læse hans ansigt og at det var en blandt mange overvejelser, han ville tage med sig. Han sluttede med at takke for de gode stunder og han så frem til andre i forbindelse med studie og med tiden måske også udenfor.

Jeg svarede at det var mest en forklaring på hvorfor jeg kunne sige, at jeg gerne ville ham, selvom jeg slog op, fordi han virkede til ikke at kunne forstå det. Og at jeg egentligt gerne ville fortsætte, men fordi man gerne vil noget, så er det ikke ensbetydende med at det er bedst for en. Vores forhold under de vilkår var for hårdt for mig, så jeg var tvunget til valget. Jeg havde behov for at forklare ham paradokset i min tankegang og at jeg havde ønsket det var endt anderledes. Jeg takkede også for gode stunder og skrev at jeg håbede vi kunne være venner en dag og på et tidspunkt spille et eller andet. Det har han ikke svaret på og der er heller ikke mere at skrive. Jeg havde nok bare virkelig brug for at fortælle ham, at valget blev taget, fordi jeg blev tvunget til det, sådan som det var. Det var ikke fordi, jeg ikke ville ham.

Her bagefter sidder jeg lidt med følelsen af at jeg ikke gav ham tid nok mht at vise følelser. Jeg tænker, at her kunne han måske godt have ændret sig, hvis han havde fået tiden. Så på det punkt var jeg nok for hurtigt til at dømme ham ude.

Men så er der de andre ting.

Den daglige kontakt, som vi snakkede om siden november. Han ville gerne prøve at gøre det bedre, når jeg pressede ham, men han ville ikke love noget, fordi han simpelthen ikke ville i sidste ende. Jeg skulle ikke komme og bestemme, at nu skal vi have daglig kontakt, bare fordi vi er kærester. Igen føler jeg mig som "folk", jeg er ikke mere end de folk han ellers kender i sit liv. Det er hans familie i øvrigt heller ikke. Han har ikke haft kontakt med sin farmor siden april sidste år. Det gjorde, at jeg ikke vidste hvor jeg havde ham og jeg vidste heller ikke om jeg kunne regne med ham, hvis jeg havde brug for min kæreste. For han så mig ikke som noget, der skulle behandles anderledes end andre i hans liv.

Interesser. Han nævnte det i december og det var hvad tråden handlede om i starten. Jeg følte, at jeg skulle opfinde en hobby for hans skyld og delvist på bekostning af min nuværende, da jeg som enlig mor er begrænset på fritiden. Han trak det tilbage og snakkede ikke om det, før i fredags. Jeg troede, at det gik fint. Vi hyggede os, var i bio, gik på brætspilscafe, snakkede meget. Jeg syntes vi havde meget at snakke om. Jeg tog åbenbart fejl. Han kedede sig i fredags og sagde at det havde været sådan de andre gange, vi bare havde snakket. Lige pludseligt ændredes min opfattelse af vores tid sammen. Jeg er meget afslappet som person og kan lave nærmest ingenting, hvis jeg føler for det. Jeg er også glad for at snakke med folk, som er tætte på mig. Som introvert vil jeg rigtigt gerne snakke med folk tæt på mig. Jeg synes vores samtaler var gode og vi lærte hinanden bedre at kende. Vi snakkede om praktik, fortid, alt muligt. Snakken var lidt akavet i fredags, fordi han ret hurtigt sagde det i en hurtig kommentar, men ellers har snakken flydt rigtigt fint. Med den nye viden vil det stresse mig at vide, at han let kommer til at kede sig. Jeg vil altid bekymre mig om han nu keder sig, når vi snakker og det er bare ikke en holdbar situation. Vi snakkede om det, da jeg slog op, for det var et af hans behov, som jeg ikke havde imødekommet og til det sagde jeg, at jeg gerne ville, men jeg havde jo sagt, at jeg ikke kunne finde på noget som sådan og i fredags sagde jeg også, at jeg var åben for det, så han skulle bare komme med forslag. Så jeg synes nu også, at jeg til dels har prøvet, men ikke nok åbenbart. Det lød også på ham, som om at han ønskede at det var warhammer, jeg gerne ville, men han ville heller ikke presse på, så derfor havde han ikke direkte inviteret. Jeg sagde, at jeg gerne ville have prøvet, men jeg kunne ikke sige om det var noget før jeg prøvede det og samtidig var der nok også en tidsmæssig faktor inde over det, som jeg nok ikke helt overskue ved warhammer. Jeg tror ikke helt, at han forstår, at jeg ikke helt har samme tid til overs, som han har. Samtidig har jeg heller ikke behov for at der skal ske noget hele tiden i min fritid og vil gerne bruge den på min egen hobby, som han gerne ville tage til en gang, men ellers ikke var interesseret i (zumba).

Så har der jo også været andre ting, men disse to ting er afgørende i sidste ende, kan jeg mærke, og egentligt er jeg ret afklaret. Når jeg græder, er det fordi jeg tænker på de gode stunder og så tænker jeg på hvad jeg går glip af. Men så husker jeg på, at forholdet var langt fra kun de gode stunder og vi kunne simpelthen ikke mødes i vores forskelligheder. Jeg begræder ham, for jeg var glad for ham og forelsket, men mest begræder jeg tabet af drømmene, at jeg nu er tilbage til at "nøjes" med donorbarnet og er alene igen. Dog var jeg aldrig rigtigt sammen med ham, synes jeg. Jeg følte faktisk, at vi kun "lod som om", at vi var kærester og det skyldtes hans tilgang til at han ikke behøvede forholde sig til mig, når vi ikke var sammen. På en måde var det lidt uvirkeligt for mig. Jeg tror dog, at det var virkeligt for ham, da han jo netop ikke havde behovet. Jeg ved godt, at han havde følelser og han skrev også at han var blevet såret (men han skulle nok komme sig). Han sagde til mig i en kæmpe brandert i november, at han ville mig sygt meget, men bortset fra nytårsaften, så nåede jeg egentligt aldrig at få følelsen af at det var rigtigt. Jeg tror dog, at det til dels var rigtigt, i hvert fald på det niveau han er i stand til at ville en person.

Jeg kan mærke, at jeg gerne vil være venner med ham, når vi har fået det på afstand. Jeg vil gerne lave de ting med ham, som vi ellers har lavet. Gå i biografen, tage på brætspilscafe, osv. Faktisk har jeg flere gange tænkt, at det var hvad vi burde være. Kun venner. Venskabet har kørt for os hele tiden. Sex'en gjorde også, men kæresteforholdet var bare for svært for os begge. Jeg håber, at vi kan gå tilbage til venskabet en dag og så vil jeg have en god ven, som jeg heller ikke vil forvente så meget af, fordi vi netop kun er venner.

Jeg håber, at jeg får grædt færdig i dag, så jeg kan komme i gang med feriens opgaver i morgen. Jeg sagde farvel til min søn i går og lovede inderst inde at fra på mandag, så bliver det anderledes. Jeg har ikke været en specielt nærværende mor de sidste par uger og især ikke efter fredag. I de dage har han tydeligt også kunne mærke det og det er jeg meget ked af, at han har kunne. Men det ændrer sig nu.

Det blev en lang omgang. Det er imponerende, hvis nogen læser det. I hvert fald, så tak for det. Det hjælper mig at skrive ting ned og det har også hjulpet mig undervejs at jeg har kunne skrive herinde.
20
Brugeravatar
Krølle
Indlæg: 3202
Tilmeldt: 16. aug 2015, 02:48
Kort karma: 1590
Likede indlæg: 11884

Re: Kærlighed uden forelskelse

Indlægaf Krølle » 21. feb 2018, 16:01

Det lyder som en hård men god proces for dig. Helt oprigtigt; jeg er pissestolt af en fremmed på et debatforum. Du ser situationen for hvad den er, og ikke for hvad du ønsker, den kunne være. It takes balls, my friend. Jeg er sikker på, at du kommer klogere og stærkere ud på den anden side, og når du en dag møder en mand, der vil dig 100%, vil du ikke være i tvivl. Så virker "problemerne" pludselig nemme, fordi man er to om at løse dem , og det dermed nærmest sker af sig selv.

Iiiih - jeg ved, du har det svært pt, men jeg er nødt til st sige; du er freaking sej og reflekteret. Det er store komplimenter i min bog.
3
LaScrooge
Indlæg: 3300
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 877
Likede indlæg: 8939

Re: Kærlighed uden forelskelse

Indlægaf LaScrooge » 21. feb 2018, 16:45

Godt klaret, Marioneta. Jeg har læst med her den seneste tid og jeg synes han på det seneste konkret afslører nogle mangler i sig selv. Blandt andet som du selv skriver og din veninde skriver, evnen til at leve sig ind i andre menneskers følelser. Det er vitterlig ikke særlig komplekst at man kan ville noget og samtidig vide, at det ikke er det gode og derfor vælge noget andet, og at man sørger over at måtte træffe den beslutning. Det er en form for ansvarstagen og regulering af sig selv, som de fleste foretager hele tiden. "Jeg vil gerne se TV-serier hele dagen, men jeg gør det ikke, for så bliver jeg fyret fra arbejde." "Hvis jeg kunne, ville jeg spise koldskål til aftensmad hver dag, men det er ikke sundt, så jeg gør det ikke." "Jeg bliver ked af det i mit forhold, og jeg har kæmpet længe for det, men jeg er alene om det, og jeg kan mærke, at det ikke er godt for mig, så nu giver jeg slip på det og sørger." Det er modent og det er at passe godt på sig selv og det er interessant, at det er volapyk for ham. Det er også interessant at han ikke bruger mimik, men er udtryksløs i ansigtet, selv stillet overfor noget, der burde gøre ondt. Enten kontrollerer han sine egne følelser meget hårdt, og/eller distancerer sig fra hvad der sker og det menneske, han er sammen med, eller også er der noget helt andet galt. Men jeg synes det er rigtig, rigtig godt at du har afsluttet det. Den kulde, han viste dig den aften efter musicalen er ikke okay. Uanset hvad han havde lyst til eller ej, så har han ansvar, både for sig selv og for at behandle dig ordentligt og det gjorde han ikke. Han skal ikke behandle dig dårligt fordi han ikke selv kunne finde ud af at sige, at han hellere ville være alene. Og bagefter virker det som om han prøver at manipulere med dig og din virkelighedsopfattelse: at det er "underligt", at du ikke kunne aflæse hans følelser, og at det nok kun var hårdt for dig fordi du er deprimeret. Han insinuerer at det er dig, der er noget galt med og ikke hans adfærd. Men intet af det har med dig at gøre, overhovedet, for et rart menneske og en sød kæreste havde reageret på dine følelser og det gjorde han ikke. Jeg ved godt at han er et rart menneske, men i dén kontekst var han ikke - der var noget i ham, der lod det ske og det har jeg rigtig svært ved at forlige mig med. Jeg ville ikke kunne være upåvirket af et andet menneskes tårer og SLET ikke en, der er mig nær. Selv når jeg er rasende på min kæreste bliver jeg rørt når han græder og det at vise omsorg i forbindelse med tårer kan godt kombineres med, at man stadig har noget at snakke om og stadig er vred. Jeg kan ikke relateret til den kulde og ligegyldighed der skal til for at man kan det - faktisk kan jeg kun tilskrive det kulde og ligegyldighed, fordi det er det eneste, jeg kan forestille mig, må dominere et menneske for at det kan være på den måde.

Stærkt, Marioneta. Og det skal nok blive godt igen det hele, bare rolig.
Senest rettet af LaScrooge 21. feb 2018, 16:48, rettet i alt 1 gang.
17
Brugeravatar
TinaW
Indlæg: 1302
Tilmeldt: 17. jan 2018, 13:49
Kort karma: 158
Likede indlæg: 2141

Re: Kærlighed uden forelskelse

Indlægaf TinaW » 21. feb 2018, 16:47

Jeg synes du får gjort dig en masse gode tanker og hvis du havde behovet for at prøve at forklare dine bevæggrunde via den besked, så er det jo fint at du sendte den. Jeg synes så at hans svar kun understreger at han på ingen måde var til stede i det forhold, på en måde, som man normalt vil forvente af ens kæreste.
Igen lægger hans stort set alt ansvar på dine skuldre. Var han nu knust over at du havde endt det, så ville han vel for pokker tage nogle af tingene til sig.
Han vil sikkert kunne blive dig en okay ven med tiden, men jeg tror du skal være rigtigt glad for at han ikke længere er din kæreste. Han virker ikke til at formå at favne et andet menneske på det niveau.
3
Sweet Felicity Arkwright
Indlæg: 35
Tilmeldt: 27. nov 2017, 13:24
Kort karma: 7
Likede indlæg: 83

Re: Kærlighed uden forelskelse

Indlægaf Sweet Felicity Arkwright » 21. feb 2018, 17:04

Uden på nogen måde at vide, hvorfor manden opfører sig som han gør, så poster jeg lige det her link, og så kan du gøre med det hvad du vil:

http://www.aspergerpartner.com/

Det handler (blandt andet) om, hvad der sker med en, når man knytter sig følelsesmæssigt til et menneske, der er selvcentreret og ikke ret interesseret i andres følelser og behov. Om normale reaktioner, og hvordan man kommer videre og meget andet.
1
Brugeravatar
JessicaD
Indlæg: 674
Tilmeldt: 12. sep 2015, 16:00
Kort karma: 115
Likede indlæg: 2168

Re: Kærlighed uden forelskelse

Indlægaf JessicaD » 21. feb 2018, 17:34

Jeg tror altså ikke, at manden behøver have alle mulige diagnoser. Jeg har kendt flere mænd, der opførte sig virkelig åndssvagt overfor mig - måske fordi de ikke var reelt interesserede, røg for meget hash eller whatever. Der behøver ikke ligge en god forklaring på dårlig opførsel. Jeg har også svært ved at se, hvad TS skal bruge det til. Det fungerede ikke, og så er årsagen underordnet
23
Sweet Felicity Arkwright
Indlæg: 35
Tilmeldt: 27. nov 2017, 13:24
Kort karma: 7
Likede indlæg: 83

Re: Kærlighed uden forelskelse

Indlægaf Sweet Felicity Arkwright » 21. feb 2018, 17:41

Jeg siger netop heller ikke at han har en diagnose. Jeg siger, at hans opførsel er sårende på samme måde, som hvis han havde aspergers, og tænker, at det måske kan være trøstende at høre, at andre mennesker i den situation reagerer ligesom Marioneta. Det er hans opførsel, der er unormal, hvad den så end skyldes. Hendes reaktion er normal. Andre mennesker, der har været ude for en lignende opførsel, bliver også usikre på sig selv og selvbebrejdende etc. Det er normalt. Når man ser sin egen reaktion spejlet i andre, kan det være lettere at se, hvad der egentlig foregår.

Og hvis hun ikke har lyst, så er hun fri til slet ikke at klikke på linket. Det samme gælder dig, JessicaD.
1
Kaffe
Indlæg: 793
Tilmeldt: 17. apr 2017, 08:57
Kort karma: 98
Likede indlæg: 1150

Re: Kærlighed uden forelskelse

Indlægaf Kaffe » 21. feb 2018, 20:41

Det falder ikke alle naturligt at reagere på en bestemt og måske gængs måde under pres. Hans måde at reagere på kan godt handle om et værn han sætter op for at undgå at vise sårbarhed. Og måske ved han ikke lige, hvordan man laver en passende mine. At han smækker med døren understreger for mig at se, at der er følelser forbundet med situationen. Det er så der, hans sårbarhed kommer ud.
Jeg kan godt relatere til, at det er helt umuligt at vide, hvordan man skal se ud eller sige, når man har en følelse af noget. Altså at man skal lede efter det og prøve at matche noget, der er passende. Det er faktisk dobbeltarbejde at være ked af det og samtidig tage hensyn til andres opfattelse af ens reaktion og mimik. Undskyld, sidespor. Men måske relevant, måske ikke.
1
Brugeravatar
Marioneta
Indlæg: 1869
Tilmeldt: 12. jan 2016, 19:36
Kort karma: 381
Likede indlæg: 3817

Re: Kærlighed uden forelskelse

Indlægaf Marioneta » 21. feb 2018, 20:47

Asperger er blevet bragt op i tråden en del gange og jeg tror faktisk, at der er noget om det. Måske ikke så meget at han ligefrem kan få diagnosen. For det første har han selv sagt, at han har tillært sig at være snakkesalig med folk og han har ikke altid været det. Han har også nævnt, at han er opmærksom på folk under samtaler, på deres ansigtsudtryk og hvordan de reagerer i løbet af samtalen. Noget man jo altid er, men når han siger det på den her måde, får jeg også indtrykket, at det er tillært og at grunden til at det er tillært, er fordi det ikke kom naturligt for ham.

Jeg kan også læse mig til, at folk med aspergers kan snakke længe om ting uden at lægge mærke til, at andre folk i samtalen keder sig og på det punkt er han også opmærksom. Han har flere gang stoppet samtaler med andre, fordi jeg ikke var med og virkede til at kede mig. Det syntes jeg var hensynsfuld, men jeg har også undret mig over, hvorfor han var så opmærksom på det. Igen måske fordi det er tillært, fordi han ved at det ikke er naturligt for ham. Jeg ved det selvfølgelig ikke.

Jeg læste mere om aspergers og der er ikke kongruens imellem følelser og intellekt for dem. De har følelser, men kan ikke sammenkæde dem til tanker. De har også svært ved at skelne imellem følelser og tanker og at genkende følelser, så de holder sig til det, de kender, som er ræsonnement. De kan være afskåret fra deres følelser og følelsesmæssige oplevelser. Pga deres fokus på ræsonnement og intellekt, fordi det er det, som de kan genkende, så er de gode til at argumentere og ræsonnere og det er lige netop hvad han er rigtig god til. Lige det her synes jeg faktisk rammer rigtigt godt, også i forhold til det med ikke at vise følelser i forskellige situationer. Følelserne er der, men er ikke forbundet til situationen på samme måde, som de normalt ville være.

For mig betyder det noget, hvis der er noget asperger inden over. Jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men jeg tror, at der er noget om det. Det forklarer en del og det fortæller mig også, at han ikke er ligeglad, men der er noget, som han ikke evner og måske aldrig kommer til. Det kan jeg egentligt bedre håndtere og acceptere end at han er ligeglad med mig.
Senest rettet af Marioneta 21. feb 2018, 20:51, rettet i alt 1 gang.
5
Brugeravatar
JessicaD
Indlæg: 674
Tilmeldt: 12. sep 2015, 16:00
Kort karma: 115
Likede indlæg: 2168

Re: Kærlighed uden forelskelse

Indlægaf JessicaD » 21. feb 2018, 20:50

Jeg kan sagtens se, hvad du mener med din forklaring og er også enig i, at det er rart at høre om andre i samme situation. Jeg kunne bare være bange for, at det kun vil lede til yderligere tvivl hos Marioneta, for hvad hvis han nu er syg, så er det jo lidt synd for ham, og så skulle man måske have været mere forstående etc. Selvfølgelig ønsker man da at finde en forklaring på den bizarre opførsel, men tvivler på at man komme nærmere en forklaring ved at læse de ting der. Hvis han så endelig fejler noget, så er der jo stadig ikke noget at kæmpe for eller arbejde på, da han jo ikke ønsker det. Hvis de stadig var sammen og begge gerne ville arbejde på forholdet, så var det noget andet.

Men ja, hvis TS kan få gavn af det, uden det skal føre til yderlige usikkerhed og spekulation, så er det jo fint. :) Og jeg synes faktisk, at det er et spændende område, så vil faktisk gerne læse linket. Jeg tror bare, at hans diagnose er “egoistisk og ligeglad” fremfor autist, men er da muligt jeg tager fejl.
2
Brugeravatar
Marioneta
Indlæg: 1869
Tilmeldt: 12. jan 2016, 19:36
Kort karma: 381
Likede indlæg: 3817

Re: Kærlighed uden forelskelse

Indlægaf Marioneta » 21. feb 2018, 20:59

JessicaD skrev:Jeg kan sagtens se, hvad du mener med din forklaring og er også enig i, at det er rart at høre om andre i samme situation. Jeg kunne bare være bange for, at det kun vil lede til yderligere tvivl hos Marioneta, for hvad hvis han nu er syg, så er det jo lidt synd for ham, og så skulle man måske have været mere forstående etc. Selvfølgelig ønsker man da at finde en forklaring på den bizarre opførsel, men tvivler på at man komme nærmere en forklaring ved at læse de ting der. Hvis han så endelig fejler noget, så er der jo stadig ikke noget at kæmpe for eller arbejde på, da han jo ikke ønsker det. Hvis de stadig var sammen og begge gerne ville arbejde på forholdet, så var det noget andet.

Men ja, hvis TS kan få gavn af det, uden det skal føre til yderlige usikkerhed og spekulation, så er det jo fint. :) Og jeg synes faktisk, at det er et spændende område, så vil faktisk gerne læse linket. Jeg tror bare, at hans diagnose er “egoistisk og ligeglad” fremfor autist, men er da muligt jeg tager fejl.


Som jeg lige skrev, så tænker jeg, at der måske er noget asperger inde over det. Det var nyttigt at vide, hvis han forstod problematikken i forholdet og ønskede ændringer, men det gør han jo tydeligvis ikke. Så det fører ikke til usikkerhed og jeg forsøger ikke noget med ham, fordi det er synd for ham. Men det kan give en forståelse af nogle ting, som jeg havde svært ved at forstå, nu hvor jeg egentligt ikke synes, at han er et røvhul ellers. Han skal også være i mit liv de næste halvandet år, så vil gerne forstå ham, så godt jeg kan.
1
Brugeravatar
JessicaD
Indlæg: 674
Tilmeldt: 12. sep 2015, 16:00
Kort karma: 115
Likede indlæg: 2168

Re: Kærlighed uden forelskelse

Indlægaf JessicaD » 21. feb 2018, 21:18

Jeg synes bare, at han har været så direkte strid overfor dig flere gange, at det ikke kan undskyldes eller forklares med den sygdom. Han har jo været tung at danse med på flere forskellige måder. Jeg tænker bare, at hvis han havde svært ved at læse dig og forstå dine reaktioner, så har du jo flere gange forklaret ham direkte, hvad du gerne vllle have. Så han har jo haft alle muligheder for at rette op, hvis han ville. Som jeg kender aspergere, er de meget pligtopfyldende, når de får en opgave, og det kan man ikke lige beskylde ham for i den sag her.

Uanset hvad håber jeg, at du snart får det bedre og kan lægge alt det her lidt bag dig. Måske du vil opleve ham på en anden måde, når I nu kun er klassekammerater/venner.
5
Brugeravatar
Marioneta
Indlæg: 1869
Tilmeldt: 12. jan 2016, 19:36
Kort karma: 381
Likede indlæg: 3817

Re: Kærlighed uden forelskelse

Indlægaf Marioneta » 22. feb 2018, 11:56

Han har været rigtig strid, ingen tvivl om det. Men ligesom alle mennesker er forskellige, så er alle mennesker med asperger også. Der er dog grundtræk, som går igen. Jeg synes især hvad jeg skrev foroven med at de ikke kan sammenkæde tanker og følelser, er noget jeg kan genkende i ham.

Fx den første aften, hvor vi kyssede, hvor han sagde, jeg skulle lave noget dumt og jeg svarede at jeg gjorde hvad jeg gerne ville, nemlig at kysse ham. Han har senere sagt, at han tog valget om at gå videre med mig den aften og han havde ønsket at det ikke var sket under indflydelse af alkohol, men at det sikkert ville være sket alligevel.

Men tilbage til den aften, da jeg udtrykker at jeg gerne vil det her, bliver han usikker og siger, at han bakker ud. Jeg spørger så efter en begrundelse og han prøver at forklare. Jeg tænker, at for ham var det et spørgsmål om at han tog et valg i øjeblikket og at han gerne ville kysse mig, men var ikke afklaret om han ville meget mere. Af en eller anden grund, så triggede det noget i ham, da jeg udtrykte en form for afklarethed og han forventede nok at jeg ønskede noget mere af ham nu, end han kunne give, hvilket jeg nu egentligt ikke gjorde.

Han kommer med en forklaring, som først omhandler hans mor og hun er tyk, hvilket slet ikke giver mening overhovedet og da han må opgive det, går han videre til at sige og nu citerer jeg ham: "men som sex objekt er du altså ikke særlig attraktiv". Jeg bliver overrasket og spørger ham, hvorfor han så kyssede mig. "Fordi jeg godt kan lide dig", svarer han. Jeg vælger så at skride fra den samtale, men vi fik så snakket igennem i dagene efter.

Nu ved jeg, at man kan se alt, som man gerne vil i bagklogskabens lys, men jeg synes alligevel, at det her giver mening om noget, som slet ikke gav mening overhovedet. Han stod med nogle følelser og tanker, som han ikke helt kunne gennemskue og skelne fra hinanden, og med et pres om at han skulle sige noget, for jeg stod og trippede på svar. Og så vælger han ræsonnement for det kender han og vælger at sige noget, som slet ikke hænger sammen med hans følelser ligesom det med hans mor. "Du er ikke seksuel attraktiv" og nej, med et BMI på næsten 40, så er jeg som sex objekt ikke særlig attraktiv. Men det havde jo intet at gøre med hvad han følte for mig. Det ødelagde næsten starten for os, men jeg endte med at give ham en chance, for jeg fornemmede at det var noget vrøvl han sagde og endte mig at tænke, at det var pga. alkoholen. Nu tænker jeg mere, at det er fordi han måske er asperger i et eller andet omfang.

Jeg kan godt finde ro i at vide, at der var nogle kræfter på spil, som gjorde det sværere.
0

Tilbage til "Forhold og sex"