sansera skrev:uptowngirl skrev:Lige er fælles svar. Jeg er 27 han er 26 år.
Opdateringen er så at han har en onlineveninde, der bor i et andet land, som han så har udviklet et crush på den uge jeg har været væk og det har igangsat tvivlen. Han har så slettet al kontakt med hende nu, da jeg sagde han skulle.
Problemet som nogen nævner er at han lever i en fantasiverden som jeg ikke kan leve op til (han skal savne mig så så meget for ellers er det ikke rigtigt). Og han tror vores kærlighed skal være perfekt hele tiden.
Sjovt Sansera, som du nævner med måden at finde hinanden på. Har selv tænkt tanken (især fordi han har brug for at blive forsikret at han virkelig vil mig, hvilket han jo tydeligst mærker når han er ved at miste mig). Uanset er det ikke godt for min psyke.
I forhold til vores tidligere konflikter (veninden og opmærksomhed) så er de løst
Men ja, jeg er ikke kommet meget videre med min beslutning.
Jeg prøver virkelig ikke at være det evige gå-fra-ham-kor, men hvis jeg skal svarer dig ud fra min egen forståelse af et forhold, så ville jeg ikke kunne leve med det der. Et forhold er for mig der, hvor paraderne er ned, hvor man kan slappe af, hvor man ved at man altid er vigtig og elsket og kan være tryg. Min mand er min klippe. Det betyder ikke, at han altid synes, at alt jeg gør er fjong eller aldrig kan blive sur eller irriteret, men han har ALDRIG sagt, at han ikke vidste om han elskede mig.
Aldrig.
Faktisk er det ofte en del af vores skænderier - jeg elsker dig, men XYZ er ikke i orden/ irriterende/ egoistisk / uholdbart.
Jeg kunne ikke leve med mindre end det, og jeg har umiddelbart svært ved at sætte mig ind i, at et forhold kan fungere på andre præmisser. Kærlighed, omtanke og respekt må være givet i et forhold, hvis jeg skal være en del af det.
Din kæreste har,
fordi du var væk 8 dage fået et 'crush' på en anden kvinde, og han har kun droppet kontakten, fordi du har bedt ham om det. Ikke mærkeligt, at han ikke har haft tid til at savne dig. Han har haft alt for travlt med at få sommerfugle i maven over kontakten med en anden kvinde.
Undskyld men i hvilken verden er det i orden - og hvordan kan det blive noget, som du skal forholde dig til at han går rundt og tænker over i jeres fælles hjem? Noget hvor du på en eller anden måde skal overbevise ham om, at han vil jer?
For mig ville det fylde helt vildt. Tænker han på hende nu? Savner han hende? Sammenligner han os?
Ej ved du nu hvad!
Det er så selvoptaget og egoistisk. Hvis han er i tvivl, så må han finde ud af, hvad han vil. Og så må han jo håbe på, at du gider gå og vente på det. Men ikke om jeg ville sove med ham, stå op med ham, spise med ham - ja bare være i samme rum med ham, mens han gik og overvejede om et internet crush eller jeg var det vigtigste for ham.
Jeg siger ikke, at du skal gå fra ham.
Det ved kun du om du er klar til. Men jeg ville flytte mig fra den situation. Jeg synes det ville klæde ham, at han fandt et andet sted at være, men hvis han ikke vil det ville jeg hellere sove på en sofa hos en veninde eller på mit gamle værelse hos min forældre end dele hjem med en mand, som ville byde mig det han udsætter dig for lige nu