Jeg kan ikke tøjle mit selvhad... what to do?

[CassiusClay]

Med hensyn til diagnoser. Jeg har papir på 3: ADD, Aspergers syndrom og depression af moderat grad. De uofficielle er borderline/personlighedsforstyrrelse og angst, som bare er blevet nævnt lidt i flæng. For et år siden havde jeg ingen psykiatriske diagnoser overhovedet.

[Purple Haze]

Med hensyn til diagnoser. Jeg har papir på 3: ADD, Aspergers syndrom og depression af moderat grad. De uofficielle er borderline/personlighedsforstyrrelse og angst, som bare er blevet nævnt lidt i flæng. For et år siden havde jeg ingen psykiatriske diagnoser overhovedet.

Husk at diagnoser ikke er den du er.
Ikke at det er en kæmpe trøst hvis du virkelig ikke kan lide den du er

Tænker at det diagnoser kan gøre er at give en forklaring, hvis man fx. føler sig meget anderledes end andre mennesker, hvis der er noget som "blokere" visse dele af ens udviling, hvis man bare ikke KAN blive glad/frisk/positiv/have selvrespekt osv. eller hvis man fx. har angstanfald, kan jeg forestille mig, uden at kende til det, at det på trods af at det er horribelt når det står på, må være en form for trøst at vide hvorfor det sker.

Og når man har en forklaring på hvorfor tingene er som de er, så er det jo alt andet lige noget nemmere at gøre noget ved det - end hvis det bare er helt uforståeligt hvorfor man har det som man har det. Men det kræver selvføligelig at du finder en god behandler, du kan med, som kan hjælpe dig.

[CassiusClay]

Med hensyn til diagnoser. Jeg har papir på 3: ADD, Aspergers syndrom og depression af moderat grad. De uofficielle er borderline/personlighedsforstyrrelse og angst, som bare er blevet nævnt lidt i flæng. For et år siden havde jeg ingen psykiatriske diagnoser overhovedet.

Husk at diagnoser ikke er den du er.
Ikke at det er en kæmpe trøst hvis du virkelig ikke kan lide den du er

Tænker at det diagnoser kan gøre er at give en forklaring, hvis man fx. føler sig meget anderledes end andre mennesker, hvis der er noget som "blokere" visse dele af ens udviling, hvis man bare ikke KAN blive glad/frisk/positiv/have selvrespekt osv. eller hvis man fx. har angstanfald, kan jeg forestille mig, uden at kende til det, at det på trods af at det er horribelt når det står på, må være en form for trøst at vide hvorfor det sker.

Og når man har en forklaring på hvorfor tingene er som de er, så er det jo alt andet lige noget nemmere at gøre noget ved det - end hvis det bare er helt uforståeligt hvorfor man har det som man har det. Men det kræver selvføligelig at du finder en god behandler, du kan med, som kan hjælpe dig.

Problemet er, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre ved mine problemer/diagnoser, for jeg er altid kun blevet "afhørt". Psykologen har kun scoret mig let grænsende til moderat deprimeret jf. Hamiltonskalaen. Dette på trods af at jeg sad og græd og fortalte om mine episoder, hvor jeg i frustration ridser mig på armene, på brystkassen, på benene - og er uden energi, har nedsat appetit og sover dårligt.
Jeg fortalte også, at min tidligere behandler har kaldt mig et lille barn og at en anden behandlers bud på mine sociale problemer var, at søge venner over internettet. Noget jeg aldrig har haft held med, og jeg har aldrig været en type folk har villet være sammen med da jeg er stille.
Jeg er bange for mine tanker og har brugt Livslinien en del gange (de har skrevet, at de ikke kan gøre mere for mig) og jeg går heller ikke med konkrete selvmordsplaner, men jeg er drænet. Min mand er tyndslidt og tydeligvis ked af det på mine vegne, han yder alt hvad han kan herhjemme, mens jeg prøver at fungere bare en lille smule.

Jeg føler mig lost. Kan ikke finde ud af mig selv mere, jeg er blevet en anden og er endnu mere fjern end før.

I øvrigt... jeg forventer ikke svar eller at I skal stryge mig med med hårene. Jeg ved det ikke... jeg ved stadig ikke helt hvad jeg vil med den her tråd.