Men vi elskede at se gyserfilm (om det overnaturlige) sammen, så jeg frygtede at hun skulle vende tilbage som et genfærd og skræmme livet ud af mig
Jeg gik på det her tidspunkt til psykolog, for at få hjælp til at bearbejde hendes pludselige død. Og vi snakkede så om det her med at jeg pludselig var mørkeræd. Jeg skulle fokusere på, hvad det reelt set var jeg frygtede ved mørket (hendes genfærd
). Hvad ville der ske, hvis hun viste sig? Ville hun hilse på, eller ville hun "bare" give mig et chok?Det gik så hverken værre eller bedre, end at jeg oveni det hele skulle have lavet en øjenlaseroperation. Den gjorde mig super lysfølsom (da mine øjne helede) og jeg lå derfor i et mørkt soveværelse (vi snakker januar måned, så det var buldermørkt) uden nogle former for lys, i 4 døgn. Det var crazy! Men her fik jeg virkelig forholdt mig til min frygt for mørket - fik trænet mig op til, at jeg jo ikke var bange for "hende", selvom hun så skulle vise sig som et genfærd. Det var det ukendte, jeg var bange for. Men hun var jo ikke ukendt.
I dag er jeg kun "normalt" bange for mørke. I ved, den der følelse man har, når man er sidste mand der slukker lyset i stueetagen, inden man bevæger sig lynhurtigt op på 1. sal, af frygt for hvad der pludselig kom frem i mørket i stueetagen. Eller er det bare mig, der har det sådan?
