Knækcancer - min personlige historie, måske din?

Hvis din krop gør ting den ikke burde, er dette stedet du kan snakke om det.
Brugeravatar
DenBruneMunk
Indlæg: 1946
Tilmeldt: 8. jun 2017, 19:25
Kort karma: 11
Likede indlæg: 798

Knækcancer - min personlige historie, måske din?

Indlægaf DenBruneMunk » 22. okt 2017, 21:57

Emnet synes jeg ikke er bragt op, og i denne uge starter knækcancer, og jeg føler det er den rette tid at emnet bringes op.

Jeg mistede min mor i dette år, hun var ramt af dødelig cancer, som startede tilbage i 2012. Hun fik cancer i underlivet, og fik foretaget en operation, som vi håbede gjorde hende fri for cancer. Hun gik til kemo behandlinger og var igennem paryk delen og hovedbeklædning som var det endelige, da hun ikke kunne få det rigtige paryk, til dels fordi tilskuddet var ikke nok, og rådgivningen ikke var godt nok, så hun aldrig den rigtige paryk selvom hun oplevede andre med en bedre løsning.
Efter den første kemo behandling begyndte hun at få det bedre og gik til de 3 måneders check som skulle til og desværre så opdagede de sent 2013 at der var lymfe angreb, så hun skulle opereres igen, foretaget på riget på urologisk afdeling.
At flere familie medlemmer var på samme etage som hun blev indlagt, i samme periode, var ikke på nogen måde en god oplevelse, og svært at håndtere men hun var ved godt mod og kom hjem og var i denne periode også flyttet fra lejligheden til nyt sted. Der kom hun igennem endnu en kemo behandling og en periode med tabt hår, endnu en ned trykkende periode med følelserne på ydersiden, og det svære i at skulle gå rundt med tørklæde , åbenlyst bærende på en sygdom hun ikke var glad for at vise for meget frem. I denne tid var der en søster som også var der, hun var i samme periode også flyttet til samme område, kun få meter fra mors lejlighed, dog ikke fordi hun gad bruge særligt meget tid med hende. Selvom de måske kunne se over til hinanden, så var det mere telefonisk kontakt end fysisk. Søsteren rendte rundt på KH, så der var da tid nok men fokus var på naboer og andre aktiviteter med dem, selv fødselsdage, blev mor udeladt og hun behandlede hen ret så dårligt i betragtning af sygdom og mulig dødelig cancer. Vi kom igennem et par gode år , og vi håbede mor var cancer fri.
Der var så endnu et tilbage fald i 2016, Hun afviste så kemo behandling, da hun ikke kunne klare behandlingen mere, det udviklede sig og hun fik konstateret hydronefrose på den ene nyre. Hun fik denne gang en pose på nyre vejene, da en cancer knude trykkede på nyre.
Det udviklede sig efter nogle måneder til begge nyrer og endnu en pose blev sat på nyre. Hun begyndte at have det rigtig dårligt, sygdom blev værre og forfængeligheden greb også ind, hun havde rigtig svært var at gå med 2 poser på sine ben, som var løsningen hospitalet havde valgt. Så hun begyndte at lukke sig inde i lejligheden, og havde næsten opgivet at bevæge sig meget og spisning blev til mad udefra. Søster trådte til med mad lavning, det blev dog til nogle dage hvor der var sprunget over, mor var ikke glad, og meget skuffet også hun sådan droppede maden 2 timer før hun skulle komme det den. Endnu en af de sørgelige oplevelser i denne periode fra andre familiemedlemmer. Jeg vil gerne tilføje jeg ikke var god til madlavning, så jeg kunne ikke selv gøre mere, end køre til byen og hente eller fra restaurant når det skulle være godt.
Når sygdommen var så omfattende, at hendes lyst til at bevæge sig blev så begrænset til senge området eller bare at sidde op, og at det skalerede hurtigt til, at hun blev sengeliggende i måneder og fik daglig besøg fra hjemmehjælpen til diverse, og skift af poser og lignende.
Personligt var jeg der ofte, jeg kunne arbejde hjemme og sad hos hende meget tid, og prøvede at være der, hvor muligt men det kunne også være svært for hun var ikke glad for at tale med mig om hendes sygdom og hvad som kom bagefter hun ikke var her mere. Så jeg prøvede bare at støtte og være tilstede, da hun jo dårligt kunne gå i køleskab eller andet, så der var jeg forhåbentlig en hjælpende hånd. Heldigvis boede jeg i området og kunne være så fleksibel.

Cancer er en ond ting, den tærer på en, og familien, og når man skal kæmpe med søskende som dårligt sanser alvoren og er egentlig ligeglad men overraskende nok ser mere penge end kærlighed i dette, var også hårdt at kæmpe imod. Der er mange områder som man skal tage vare på , og ja, søsteren var der på de rigtige tidspunkter, og når læge kom forbi var søster da også til stede nogle gange. Når mor skulle på hospital var søster da også villig til at køre, det var dog for en pris, som jeg hørte om sent i forløbet, for der blev betalt en mindre form ue til brændstof, bare fordi søster krævede det, og vi taler 1000kr for en tur på 200km. Sådan gik det flere gange når en operation skulle foretages, helt vildt oprivende i alt det her, at man kunne behandle sin mor som en dyr taxi tur. Desværre var kvinden sådan, og jeg kunne ikke stoppe det eller måtte gribe ind for min mor, for som hun sagde, det er min datter, hvad kan jeg gøre. Skal tilføjes at du hun endelig sagde fra, kørte mor med flextrafik den sidste gang hun kom ind på næstved hospital.

I flere måneder så man sin mor lide og forfalde, og canceren spredte sig, og ramte bugspytkirtlen, og det var altså endeligt de sidste uger med mor. Hun nåede at opholde sig på Hospice de sidste par uger før det blev endeligt. Hun valgte en passiv indgangsvinkel til dette, og istedet for piller blev hun sat på morfin via sprøjter, og her begyndte hun at sove de meste af dagen og ja, til sidst var det slut.
Hospice forklarede det med synkeproblemer omkring skift til sprøjte, så hun ikke kun tage piller men fakta var tydelig at se, når hun talte med lægen om dette, og selv erfarede at hun var blevet gul i ansigtet, så ville hun ikke mere. Jeg husker det selv som en samtale om aften hvor hun ville sove, så kunne vi tales ved næste dag, og så var pillerne væk og sprøjten i brug næste dag og man kunne dårligt nå hende mere. En ca. 6 dage efter hospice startede sprøjten var det altså sidste dag jeg så hende i live. Glemmer ikke kisten og hende, livløs i sengen, forfærdeligt at skulle gå igennem. Min mor vil altid være med mig også i fremtiden.

Indlægget er skrevet, så jeg kunne forsøge at sætte ord på lidt af min egen cancer oplevelse, håber nogen her kan bruge den. Det er altid hårdt at gå igennem en cancer behandling, og vi har været så heldige at min mor blev hos os i flere år, før den virkelig gjorde det endeligt slut. Det er familier derude som ikke er så heldige og cancer kan virkelig hurtigt gøre en ende på livet, så husk at være sammen med din familie eller børn, når de rammes, lige pludselig er det slut og det er den sidste dag.

Jeg håber personligt at vi bliver bedre til at kurere cancer, og at denne type sygdom ikke skal blive ved med at tage vores kære fra os.
2
Brugeravatar
mariannaa
Indlæg: 537
Tilmeldt: 11. aug 2015, 21:11
Kort karma: 126
Likede indlæg: 1241

Re: Knækcancer - min personlige historie, måske din?

Indlægaf mariannaa » 23. okt 2017, 11:17

Pyha, føler med dig :kram:

Jeg har selv været gennem et helt ufattelig hårdt forløb med min mor som døde i januar 2015, kun 4 mdr. efter at hun fik diagnosen aggressiv lungekræft med spredning til hjerne og lever. Her godt 2 år efter har jeg stadigvæk jævnligt mareridt om forløbet som kom som et chok, næremest fra den ene time til den anden

D.21.8,2015 talte jeg med min mor om eftermiddagen. En helt normal samtale hvor hun var helt normal at høre på. Kl. 19.00 om aftensen talte jeg med hende igen, og der var det det rene volapyk. Jeg troede at hun havde fået en hjerneblødning/blodprop og fik hende på hospitalet. De mente at hun bare var konfus fordi hun havde en blærebetændelse. Så hjem igen.
Fra den dag blev hun aldrig normal igen

Efter flere dages konfushed, hvor hun blandt andet rendte rundt om natten ude på vejen for at lede efter sin telefon (?) så fik jeg endelig overtalt en læge til at indlægge hende ( det var ikke nemt).

Det viste sig så at hun havde kræft i hjernen som havde spredt sig fra en uopdaget lungekræft.

Pga. kræften i hjernen så ændrede hun fuldstændig personlighed. Hun sagde ikke et ord. Sad bare og skulede.Var aggressiv og slog flere gange ud efter mig til sidst

Jeg er selv (psykisk) syg, så jeg havde virkeligt svært ved at rumme det, så kunne ikke være der så meget for hende som jeg ville ønske. Jeg var også nødt til at passe på mig selv.


Noget af det hårdeste i det her forløb var, at det nærmest var umuligt at få hjælp til hende. Hun kunne jo ikke bo selv ( havde en mand, men han var også sengeliggende syg) men det var næsten umuligt for mig at råbe kommunen op, så hun kunne komme få en aflastnings plads. I stedet for blev de ved med at sige, at de ville betale mig (orlov for at passe dødende i hjemmet) rigtigt groft synes jeg, da jeg flere gange gjorde dem opmærksom på at det kunne jeg ikke klare psykisk. I stedet for fik hun hjemmehjælp 5-6 gange om dagen ( af 10 min. varighed per gang).

Til slut hjalp hendes praktiserende læge med at få hende indlagt på et hospice ( super fantastisk sted) hvor hun var i små 3 uger inden at hun døde. Blind og råbende på sin mor i dagende op til.

Før d.21.08.15 havde jeg aldrig troet, at jeg 4 mdr. senere ville bede til og håbe på at hun snart døde, men det gjorde jeg for det var simpelthen så ubærligt at se på. Lorte sygdom.

Heldigvis havde jeg på det tidspunkt mødt verdens dejligste mand, som var der for mig 100% samt en helt fantastisk psykiater som var med til at samle mig op igen. jeg havde desværre ikke nogen søskende som jeg kunne dele det med.
2
Brugeravatar
twinkle
Indlæg: 1698
Tilmeldt: 14. aug 2015, 06:53
Kort karma: 134
Likede indlæg: 2021

Re: Knækcancer - min personlige historie, måske din?

Indlægaf twinkle » 23. okt 2017, 15:17

Min far døde den 25. marts 2016, han havde både lungekræft og modermærkekræft med metastaser i hjernen..

Han fik diagnosen modermærkekræft tilbage i 2010, blev opereret og fik en omgang kemo og blev så erklæret rask.. ind til efteråret 2014, hvor man ved en røngten tilfældigvis opdagede pletter på lungerne. Min far havde røget i mange år, og lægerne gav ham den besked at kræften nok med 90% sandsynlighed var opstået pga. rygning. Man påbegyndte hurtigt kemo, og min far blev ved med at gå på arbejde fuld tid, spille golf, tage på ferie og bare generelt leve livet. Ind til det begyndte at gå ned af bakke efter et års tid, omkring december 2015. Hans tilstand blev forværret og man kom frem til, at modermærkekræften nok var gået i udbrud igen og havde afsat metastaser i hjernen. Samtidigt var lungekræften også begyndt at afsætte metastaser rundt omkring på hans torso. Man kunne mærke en del af dem igennem huden.

Han kom i gang med stråler og efterfølgende en form for eksperimentel genterapi, med medicin 100% skræddersyet til ham. Metastaserne i hjernen skrumpede, og genterapien virkede hurtigt på de øvrige metastaser. Der var dog noget omkring maveomeådet som man ikke helt kunne se på scanninger hvad var, så lægerne besluttede at åbne ham op og se, om de kunne se noget. Her fandt de en tumor ved maven på størrelse med en håndbold. Den var så stor, at der var vokset blodårer sammen med den, og det blev derfor vurderet, at det var for risikabelt at fjerne den. Dagen efter blev min far erklæret terminal, det har været omkring starten af februar af 2016 - og så gik det stærkt. Man stoppede med genterapien og gik over til 100% smertelindrende behandling..

Metastaserne begyndte hurtigt at vokse igen, og min far blev mere og mere besværet ift. at indtage mad/næring nok pga. tumoren i maven. Min mor tog plejeorlov, og vi begyndte at forberede os på at få ham hjem. Han nåede at være hjemme en god uges tid, inden han blev meget underlig. Han talte med folk der ikke var der, var svær at komme i kontakt med og ville hverken spise eller drikke.

Jeg tror en af metastaserne i hjernen var blevet så stor, at den forårsagede en blødning i hjernen.

Han blev babu-babu indlagt om morgenen den 25., hvor han kun var kontaktbar en enkelt gang, og det var da lægen fik ham ud af ambulancen og op på palliativt afsnit. Lægen fortalte til min mor, at han fornemmede på min far, at min far godt vidste hvad der skulle ske. Vi frabad os alt andet behandling end smertelindring, for at skabe så meget ro som muligt omkring min far.

Kl. 14.30 trak han vejret for sidste gang, mens min mor og jeg sad på hver side af ham, og holdte ham i hånden. Min lillebror nåede ikke at sige farvel, da han på det tidspunkt var bosat i det nordlige Sverige.

Den dag følte jeg, at min verden styrtede i grus. Det var så surrealistisk for mig at forlade ham på sygehuset, for han var jo stadig varm, akkurat som var han i live.
Heldigvis havde min far og jeg fået talt en del om bisættelse inden han døde, så det blev helt efter hans ønske.

Da vi talte med bedemanden mente jeg sagtens at jeg kunne hjælpe med at få min far gjort klar og i tøjet, men da det kom til stykket kunne jeg ikke andet end at græde. Vi bisatte ham den 1. april, på en klar og solskinsrig forårsdag. Bagefter afholdte vi mindesamvær i mine forældres hus, hvor vi havde lejet pølsevogn med Cocio og fadøl ad libitum + rigeligt med kaffepunch. Imellem min fars død og bisættelsen brugte min mor, bror og jeg lidt tid på at sammensætte en scrapbog med billeder, som gæsterne kunne kigge i til mindesamværet, og som vi bagefter har brugt meget til at mindes min far.

Kræft er en lortesygdom, men jeg oplevede virkelig et effektivt behandlingssystem der rykkede mega hurtigt, samtidigt med at der var masser af omsorg for min far, men også for os som pårørende.
2
Brugeravatar
Delfin
Indlæg: 6427
Tilmeldt: 11. aug 2015, 11:05
Kort karma: 639
Geografisk sted: ..... Casa del Fino
Likede indlæg: 9641

Re: Knækcancer - min personlige historie, måske din?

Indlægaf Delfin » 23. okt 2017, 18:25

Jeg vil ikke gå i detaljer, men jeg har haft kræft inde på livet mange gange både i familie og blandt venner. Brystkræft, lungekræft, hjernetumor, tarmkræft er blandt dem. Nogle har jeg fulgt tæt på, mens andre har været lidt mere på afstand. Et par stykker har overlevet, andre klarede den ikke.

Selv har jeg også været gennem flere undersøgelsesforløb, men er hver gang sluppet med mistanken. Fik som forholdsvis ung hen over nogle år fjernet flere knuder i begge bryster, som alle heldigvis viste sig at være godartede. Min mor havde brystkræft få år før, og den var hormonfølsom med en mulighed for arvet øget disposition, så tanken var ikke fjern. Vi er aldrig blevet gentestet, så jeg ved reelt ikke, om jeg er særlig disponeret.

For 3 år siden fik jeg fjernet halvdelen af tyktarmen og et stykke af tyndtarmen i et forløb, hvor man ikke på forhånd vidste, hvad man ville finde, kun at tarmen var skadet og næsten blokeret. Det viste sig også at være godartet, men jeg kender godt til, hvordan man kan have det i ventetiden.
Kun et par uger efter var min meget tætte veninde i øvrigt gennem tilsvarende forløb, men hun havde desværre kræft og døde 10 mdr senere.
2
14 11 14 :banan:
Brugeravatar
Rikke
Indlæg: 2810
Tilmeldt: 10. sep 2015, 11:55
Kort karma: 931
Geografisk sted: Amager
Likede indlæg: 9791

Re: Knækcancer - min personlige historie, måske din?

Indlægaf Rikke » 25. okt 2017, 17:33

Jeg har haft to kræftsygdomme tæt ind på mig hos mine bedsteforældre. Begge døde 4-5 mdr efter diagnose, uden andet tilbud end smertelindring, fordi det havde spredt sig for meget. Så hos mig, har cancer været lig med død.

Min (nu eks-)mand og jeg mistede vores første barn i en alt for tidlig fødsel d. 13. september 2004, og d. 13. september 2005 døde vores andet barn 16 dage gammel, også efter en for tidlig fødsel. I oktober 2006 fik vi en dejlig levende datter, men de efterfølgende år var jeg altid bange d. 13. september. Jeg var sikker på, at den dag var skabt til at få mig langt ned under gulvbrædderne.

Mens jeg var gravid med vores datter, opdagede min mand, at han havde nogle knuder på halsen. Han blev sendt igennem systemet med blodprøver, scanninger og biopsi, før vi sad en julidag i 2006 på Riget og fik at vide, at knuderne i skjoldbruskkirtlen var godartede, og at de gerne ville fjerne dem, fordi de generede. Det var bare sådan, at jeg i forvejen var lagt ned i hele graviditeten pga de tidligere fødsler, så det passede bare skidt med at han også skulle lægges ned.
Han besluttede, at det måtte vente, til jeg havde født.

Af en eller anden grund gik tiden bare, så først da vores datter var 2 år, gik ha til lægen med dem igen, fordi han syntes, der var noget, der voksede. Vi troede egentligt, at det bare krævede en opringning til Riget, da de tidligere havde tilbudt at fjerne dem, men han skulle igennem heeeeele møllen igen med udredning.
Endelig, først i september 2009, fik han fjernet hele skjoldbruskkirtlen på Gentofte. 13. september kom og gik med mig med hjertet oppe i halsen og en sygemeldt mand derhjemme. 15. september skulle han på Gentofte for at få fjernet sting. Ingen af os overvejede et sekund, at jeg skulle tage med, for han havde det jo fint og det var bare sting?
Jeg var på arbejde og undrede mig over, at jeg ikke hørte noget fra ham? Jeg ringede ham op. Han sagde, at han var ved at stå ind i bilen. Jeg spurgte, om det var godt at få stingene ud? Han sagde, at det måtte vi lige snakke om, når han kom hjem... Jeg spurgte hvad han mente. Han gentog, at det måtte vi lige snakke om, når han kom hjem...
Jeg gik direkte ind til mig chef og fortalte hende, at jeg gik hjem før tid. Jeg vidste at der var noget galt.

Jeg var hjemme, da han kom og da han kom ind af døren, brød han helt sammen. Han (og jeg) troede, at det bare var stingene, der skulle fjernes, men de havde (naturligvis) sendt skjoldbruskkirtlen til patologerne og det viste sig, at der var en ondartet knude på 5x7 cm.
Her var jeg lettet over, at 13/9 ikke havde kostet nogen livet, og så kom 15/9 bare og sparkede os så hårdt i bollerne :(

Den læge, som havde informeret ham om fundet, havde INTET kunne forklare ham, for de har ikke kræfteksperter på Gentofte. Der skal man til Herlev, så de ville henvise ham og han ville høre noget indenfor 8 dage. Han fik stukket en pjece fra Kræftens Bekæmpelse i hånden med titlen "Jeg har kræft" og så havde lægen ellers afsluttet samtalen med at fortælle sin diktafon (på en masse lægelatin), hvad han havde informeret min mand om. Det var dét. Vi vidste INTET.
Vi kontaktede vores egen læge næste dag, og han havde heldigvis tid til at se os med det samme. Eller, det ved jeg ikke om han havde, men han tog sig tid i hvert fald. Han var roligheden selv, og fortalte os, at hvis man som mand SKAL vælge en kræftform, så er det kræft i skjoldbruskkirtlen, man skal vælge - og at vi i øvrigt skulle dele et par flasker rødvin i weekenden og se om vi kunne trække vejret roligt.
Trække vejret roligt? Kræft er lig med død!!

Heldigvis kom han hurtigt til på Herlev og har haft et godt forløb derude. Han fik to behandlinger (en radioaktiv jodpille og tre dages isolation på en stue) og er efterfølgende blevet fulgt med blodprøver. Fordi man jo har fjernet hele grundlaget for stofskifte, når skjoldbruskkirtlen er taget ud, kræver det noget stofskiftemedicin, masser af kalk og D-vitamin. Der er nogle tal i blodprøverne, der indikerer, om kræftcellerne er på vej tilbage, så det er jo en rimeligt nænsom test ift andre kræftformer.
Efter omkring 4 år, slap onkologisk afdeling ham og tremåneders kontrollerne, så han kun skulle tjekkes på endokrinologisk hvert halve år.

For to år siden skulle han til sit sidste tjek dér, og ville derefter overgå til egen læge med en enkelt årlig kontrol. De blodprøver viste sig så at være helt skæve... De var bange for at det var tilbage...
Hold kæft, hvor blev jeg bange... I mellemtiden var vi blevet skilt og tanken om at miste ham og bare være HELT alene og skulle deale med at mit barn mistede sin far, slog mig helt ud. Skilsmissen havde været hård nok for hende.
En kontrolblodprøve et par måneder efter, viste sig at være fuldstændig normal og forklaringen var, at de var overgået til en anden måleenhed(?), så der var ikke mere at komme efter, men de ville godt lige holde på ham i et år mere, så de kunne afslutte ham med to gode blodprøver i træk.
Den sidste blodprøve fik han så taget her først på året, og den var skæv igen... Jeg kunne (og kan) slet ikke holde ud at tænke tanken... Jeg har ikke rigtigt talt med nogen om det, for jeg kan ikke holde ud at tænke tanken til ende.

Han har fået taget kontrolblodprøve i dag og får svar om 3 uger. Han regner, som det mest naturlige, med at de slipper ham til årlig kontrol hos egen læge bagefter. Jeg er bare ved at dø af skræk :(
1
:whip:
kartoffelpizza
Indlæg: 894
Tilmeldt: 20. apr 2017, 14:55
Kort karma: 66
Likede indlæg: 1426

Re: Knækcancer - min personlige historie, måske din?

Indlægaf kartoffelpizza » 25. okt 2017, 18:00

Udover min professionelle erfaring med cancer, har jeg kun en erfaring.

Min bedste venindes far døde af prostatacancer efter 4 års forløb, da vi var 16. Det var rædselsfuldt. Det er mejslet i min bevidsthed, og jeg har ved Gud aldrig oplevet noget så uhyggeligt. Vi var alt for unge til den konfrontation. Kræft er lort.

I min egen familie er kræft uset. Der er kroniske smerter, hjertesygdomme, psykisk sygdom, diabetes, astma, allergi og øjensygdomme. Ingen kræft i flere generationer. Jeg tænker indimellem at vi må have nogle spøjse gener (på en god måde).
0
Brugeravatar
Rikke
Indlæg: 2810
Tilmeldt: 10. sep 2015, 11:55
Kort karma: 931
Geografisk sted: Amager
Likede indlæg: 9791

Re: Knækcancer - min personlige historie, måske din?

Indlægaf Rikke » 16. nov 2017, 07:57

Vi får svar i dag. Og jeg går bare rundt og hyler af skræk :(
0
:whip:
Fræksak
Indlæg: 979
Tilmeldt: 5. nov 2015, 19:06
Kort karma: 142
Likede indlæg: 1247

Re: Knækcancer - min personlige historie, måske din?

Indlægaf Fræksak » 16. nov 2017, 08:37

Rikke skrev:Vi får svar i dag. Og jeg går bare rundt og hyler af skræk :(



:ae: :kys:
0
Brugeravatar
Rikke
Indlæg: 2810
Tilmeldt: 10. sep 2015, 11:55
Kort karma: 931
Geografisk sted: Amager
Likede indlæg: 9791

Re: Knækcancer - min personlige historie, måske din?

Indlægaf Rikke » 16. nov 2017, 10:28

Og nu hyler jeg af glæde :whine:

Tallene er så fine, at de har sluppet ham fra Herlev og overgår nu til kontrol hos egen læge
8
:whip:
Brugeravatar
kidkomb
Indlæg: 9429
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:31
Kort karma: 2354
Geografisk sted: Ude med riven
Likede indlæg: 22592

Re: Knækcancer - min personlige historie, måske din?

Indlægaf kidkomb » 16. nov 2017, 10:33

Rikke skrev:Og nu hyler jeg af glæde :whine:

Tallene er så fine, at de har sluppet ham fra Herlev og overgår nu til kontrol hos egen læge

Yes! Dejlig nyhed! :banan:
0
Min yndlingsstilling er søstjernen.
Brugeravatar
Sangius
Indlæg: 5636
Tilmeldt: 30. jan 2016, 19:49
Kort karma: 582
Likede indlæg: 12493

Re: Knækcancer - min personlige historie, måske din?

Indlægaf Sangius » 16. nov 2017, 11:30

Min far døde da jeg var 12.
Han havde haft lidt mavesmerter, og havde i en periode været i behandling mod for meget mavesyre. Da dette ikke virkede blev han undersøgt, og man fandt kræft i bugspytkirtlen.
Han blev sendt til operation, i håb om at de kunne fjerne knuden. Min mor blev hjemme med mig og min storebror, og vi ventede ved telefonen.
Allerede 20 minutter efter operationen blev vi ringet op, og min mor nåede at blive helt glad, da hun troede det betød, at det havde været nemt at fjerne knuden.
Det viste sig så at den på ingen måde kunne fjernes, og de bare havde åbnet op og lukket i igen.

Han døde 3 måneder senere. Det gik meget meget hurtigt ned ad bakke, og jeg opfangede først at han var døende den nat han døde. Jeg havde fået det at vide mange gange, men jeg troede oprigtigt at folk løj for mig.

Det er sjovt hvad en børnehjerne kan gøre for at beskytte sig mod uønsket information.

De næste mange år i familien var ulidelige, min mor var hårdt ramt, og min bror som var 14 da vores far døde, skejede fuldstændig ud. Hjemmet var præget af slåskampe, skænderier, råb og skrig.
Jeg holdte mig mest for mig selv, og gik under radaren.

I dag har vi det godt sammen alle tre.
0

Tilbage til "Helbred"