Rosen skrev:Antidepressiva virker fint på mig.
Jeg er meget stresset i min hverdag, da jeg har 2 børn hvor det ene har et handikap, job og så alt det andet.
Jeg har i mange år lidt af vinterdepressioner og almindelige metoder virkede bare ikke.
Min læge mener jeg er én af dem som ikke dannar særlig meget serotonin naturligt...så jeg har ikke så stor en buffer som mange andre. Han baserer det på min historie, plus det faktum at mange i familien har det på samme måde. Det kan sagtens være genetisk.
I vinterhalvåret når jeg ikke får sollys nok, plus er stresset som suger serotonin ud af hjernen så bliver depoterne tomme og jeg ryger ned i et sort hul.
Setralin har virkelig gjort at jeg har kunnet komme godt igennem vinteren og givet mig energi til at gøre de andre ting som hjælper mig; vinterbade, gåture, vitaminer osv.
Kan varmt anbefale det. Tror ikke jeg stopper mit forbrug foreløbigt
...livet er for kort for at have det dårligt.
Der var faktisk en læge, der foreslog mig det for nogle år siden, men jeg har hele tiden syntes, at det var lidt overkill. Men det er rigtig interessant at høre fra en, der har positive erfaringer med det. Lige nu er vi ved at prøve at lave børn, så jeg tror ikke, at jeg skal på antidepepressiver lige nu. Men jeg synes, at du har en virkelig, virkelig god pointe omkring, at livet er for kort til at have det dårligt. Det er netop noget af det, der plager mig hver eneste vinter - at jeg faktisk bruger (spilder) halvdelen af mit liv på at have det ringe på grund af noget, som jeg ikke har kontrol over.
Aragorn skrev:
I os alle, bor der en anden, som vi ikke kender. Så ja, det lever i allerhøjeste grad sit eget liv.
Jeg er ikke selv sæson-deprimeret, men jeg har hørt en del godt om lysterapi alene, og det du omtaler med lyd har jeg aldrig hørt om.
Man kan komme til et punkt, hvor man må konsultere en psykiater og sige 'sådan her er det, det er ikke til at leve med'. Jeg synes ærligt talt, det lyder som om, det er der, du er. Din reaktion er for kraftig i forhold til hvad der sker. Man kunne sagtens give anti-depressiver et forsøg. Ofte er det jo sådan det er - voksne kvinder, med styr på forhold og job og penge uden nogen åbenlys grund til at være deprimerede, sidder og er deprimerede. I det tilfælde, så kan anti-depresssiver være det eneste der hjælper, så jeg vil sige: Prøv dem i en måned, se hvad der sker - du ved om de virker efter den tid, hvis ikke det virker, eller bivirkningerne er for voldsomme, så trapper du ud og stopper igen, og så er det kapitel slut. Det er ikke alle mennesker som anti-depressiver virker på, men nogle mennesker får ret gode resultater.
Jeg ved godt, det lyder drastisk med medicin, men altså - hvis man går rundt og er halv-død og ødelagt af depression, så må man prøve alt hvad der overhovedet kan tænkes at virke.
Som skrevet oven for, så var der faktisk en læge, der foreslog den løsning for nogle år siden, så det er ikke fordi, at tanken ikke har strejfet mig i de seneste år. Du har fuldstændig ret, man går nemlig rundt og føler sig halvdød - og egentlig også lidt som om, at man ikke bidrager med noget særlig muntert til omgivelserne, og det er sgu lidt hårdt i længen. Måske skulle jeg overveje det, når vi er færdige med at lave børn.
Be brave
) Og helt sikkert have set efter, hvor mange lumen, der er i min lyslampe.
