Skumfidusen skrev:Mener du det er urimeligt at den ene part i forholdet kan fravælge et barn, uden at den anden part kan blande sig i den beslutning? For kvinder kan jo i dag skifte mening op til uge 12, helt uden at spørge faren. Nu ved jeg godt at mænd ikke er rigtige mennesker, men for mig ville det eddermame være hjerteskærende at opleve at mit barn blev aborteret, men min kæreste ville frit kunne gøre det, hvis hun blev gravid. Hun måtte fjerne mit barn helt og aldeles og der er INTET jeg kan gøre ved det. Det er helt ok. Men det er fuldstændig utænkeligt at nogen mand, nogen sinde, under nogen omstændigheder ville skulle have lov til at fraskrive sig et barn han er biologisk far til. Det er tydeligvis stemningen hos mange kvinder. For han kunne jo bare have beskyttet sig.
Det er altså pudsigt, sådan som de argumenter der er totalt usmagelige når man taler mod fri abort, er fuldstændigt i orden når de bliver brugt mod mænds mulighed for en tilsvarende frihed. Uanset om kvinden har løjet, om hun har snydt med præventionen, om hun bevidst har forholdt ham informationen om at hun er gravid, om hun har hugget et bortsmidt kondom og insimineret sig med det, hvis sagen skal sættes fuldstændig på spidsen. Aldrig nogen sinde skal nogen mand skulle kunne slippe ud af det ansvar. Han skulle bare have beskyttet sig eller ladet være med at knalde.
Det jeg mener er, at folk simpelthen har glemt at forholde sig kritisk til normen om abort - for det mener jeg, at det er blevet til: En norm. Og at det er bizart, at man forventer abort af nogle kvinder (der hvor det var et uheld), men ikke af andre - hvis abort var noget, man bare lige gjorde, kunne man jo indføre at manden måtte fraskrive sig ansvaret indtil muligheden for abort udløb, selv når barnet var planlagt.
At abort er en mulighed, bør ikke forpligte kvinden til at få en - og jo, det er en forpligtelse, hvis fravalget betyder at hun så bliver tillagt al ansvar for en fejltagelse, man var to om at begå.
Desuden synes jeg, du overdriver en smule. Vi er mange, som har taget kraftigt afstand til dem, der snyder ved præventionen. Men det er bare umuligt rigtigt at bevise. Så derfor skal man ikke lovgive efter det. I stedet skal man begynde at passe på sig selv, når nu de manglende lige muligheder for at beslutte post-gravidtet, er et urysteligt faktum.
Her er fx et indlæg, jeg skrev tidligere:
Spasserinde skrev:Det er mig fuldstændigt ubegribeligt at noget menneske kan finde på at snyde sig til en graviditet.
Hvor meget jeg end synes, at mænd har ansvar for at holde deres sæd hvor den ikke hiver børn hjem, de ikke gider have - og at de ikke tager det ansvar seriøst nok - så synes jeg det er en svinestreg uden lige at forsøge bevidst at blive gravid uden om partnerens accept. Apropos victim blaming.
Jeg synes faktisk det er rimeligt psycho-agtigt, og jeg ville for evigt miste tilliden til en person, der kunne finde på den slags.
Jeg synes det må være helt forfærdeligt som mand at stå og ikke have kontrol over, om ens barn fx blev aborteret hvis kvinden skiftede mening. Det synes jeg faktisk er mere urimeligt, end når hun blot vælger at beholde et barn - i den situation kunne man i det mindste have beskyttet sig bedre. Jeg håber, det ikke sker særligt tit. Men hvad er samtidig alternativet? Én af parterne skal jo for fa'en tage den endelige beslutning, og af mangel på meningsfuld demokrati i biologien, så er det kvinden, hvis man ikke kan blive enige. Det kan de fleste forhåbentligt.
Personligt mener jeg, at det er ens moralske ansvar som kvinde at indbringe manden i beslutningen. Men jeg mener ikke, at vi skal lovgive på en måde så han kan fraskrive sig ansvaret, hvis ikke beslutningen falder ud til hans fordel.