Ekstrem reaktion på tabet af hund.

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 5109
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 1219
Likede indlæg: 20819

Ekstrem reaktion på tabet af hund.

Indlægaf Zombie » 18. aug 2015, 11:56

Dette emne er meget følsomt for mig, så uden at bestemme eller diktere, vil jeg gerne anmode venligst om, at I skriver i denne tråd, med mest mulig hensyn og omsorg. Fordi jeg er meget rå og åben omkring det her, og bliver følelsesmæssigt påvirket (meget). Så husk, at der sidder et menneske her, og bliver meget rørt af de ting I skriver. :ninja:

I starten af juli måned mister jeg min hund. Jeg kan ikke skrive hans navn, for så græder jeg ustyrligt, derfor skriver jeg bare "min hund". Han havde fået konstateret epilepsi nogle måneder forinden og var i et længere udredningsforløb. Jeg vidste, at der var en risiko for, at det kunne gå rigtig galt med ham, og at jeg kunne ende i en situation hvor jeg skulle tage nogle svære beslutninger. Men han døde pludseligt, uden smerter eller ubehag for ham selv, men jeg var slet ikke forberedt og de mentale/følelsesmæssige beskyttelsesmekanismer, jeg normalt tager i brug, kunne slet ikke benyttes her, fordi det bare skete, bum, og så var det slut.

Selve sygdomsforløbet og hvorfor/hvordan han døde, er jeg afklaret omkring. Jeg forstår hvad der skete, jeg er lettet over at skulle det ske så dramatisk, skete det faktisk ret fint (vi havde haft nogle skønne dage, og han døde i min seng ved siden af mig, mens jeg nussede ham og han havde haft held med at smugle et klamt gnaveben op på sit hunde-hygge-sengetæppe. Han fik et epileptisk anfald som førte til en hjerneblødning, så han døde hurtigt og uden selv at opfatte noget. Det ene øjeblik ligger han og hygger, det næste øjeblik er han borte).

Men jeg er ikke afklaret omkring det AT han døde. Jeg var ikke klar til at sige farvel. Jeg havde virkelig regnet med, at vi havde mindst 10 år tilbage sammen og han var en del af alle mine fremtidsdrømme og -planer, både de mere konkrete og de abstrakte.
Samtidig var han en stor tryghed for mig. Jeg har oplevet mange svigt i mit liv, og har en følelse af, at alle relationer er midlertidige, jeg kan ikke stole på nogen, før eller siden forlader eller mister jeg alle. Det er noget, jeg arbejder med sammen med en psykolog, men i min hund fandt jeg en stor ro og tryghed, for han var min. Jeg ejede ham, han var tilknyttet mig, han var på alle måder min. For første gang i mit liv følte jeg, at en relation var permanent og at den gensidige kærlighed var et status quo alt andet fungerede uden omkring (udfordringer omkring hans sygdom, hans udfordringer ift. andre hunde og lignende frustrationer). Jeg kunne aldrig miste den kærlighed, og han kunne aldrig miste min. Det var meget voldsomt for mig at opleve, dengang jeg fik ham, for det er ikke følelser jeg tror på, at man kan have til noget andet menneske. Jeg troede bare ikke, at det fandtes, men oplevede så, at det fandtes med kæledyr - hund/kat/dyr, der er i stand til at føle tilknytning til mennesker.

At miste ham, rystede mig i min grundvold, og her 1½ måned senere græder jeg stadig dagligt over tabet og er stadig i stor sorg. Hans urne blev begravet i København ved min eks (hans "menneskefar", som han beholdt sin relation til efter bruddet, fordi jeg sørgede for pasning og samvær m.m., da jeg ikke nænnede over for hverken hund eller eks, at bryde det bånd), og jeg tager turen fra Roskilde til København mindst en gang om ugen for at besøge stedet (nogle gange har jeg andre ærinder i KBH, men jeg tager også bare derind for at besøge ham).
Det er en decideret selvtvang for mig, at forlade hans urnenedgravningssted, for jeg har lyst til at blive ved ham, også selvom jeg ikke tror på, at han er der - det er bare hans aske, der ligger der, hunden som han var i sit væsen er væk. Så jeg tvinger mig selv, og bruger 10-15 minutter på at stoppe mig selv i at græde, for jeg græder ukontrolleret. Det føles som en lettelse, men det er også en konfrontation med den store tomhed, jeg føler i hjertet.


Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med det her. Jeg har mistet før, men har ikke følt dette tidligere. Jeg tror, at jeg dels sørger over tabet af hunden, men også dels sørger over tabet af det, han repræsenterede: Umistelig kærlighed, trygheden i en permanent relation. Som viste sig ikke at være permanent alligevel. Samt jeg kæmper med den overvældende ensomhed, der siver ind i mit liv fra alle sider, selvom jeg holder mig beskæftiget med studie, job, kæreste og venner.

Lige pt. kan jeg ikke få hund igen, da jeg ikke mener det er en god idé, hvor jeg bor. Det var fint til min hund, men jeg mener ikke det er forsvarligt at anskaffe sig en ny hund, da der er for lidt plads.
Udsigterne til et sted at bo med mere plads, er ca. 3-6 måneder.

Pt. får jeg, udover det stemningsstabiliserende medicin jeg altid får (bipolar affektiv lidelse), også angstdæmpende medicin samt anti-depressiv. Jeg tør ikke tænke på, hvor jeg ville være psykisk, hvis jeg ikke fik dette medicin.
Min psykiater er på ferie, så jeg har fået udskrevet medicinen af hendes afløser, og har fået en tid til samtale, men først om 2 uger når min psykiater er hjemme fra ferie.


Har I nogle tanker eller gode råd. Jeg føler mig lidt på skideren her. Jeg formår dog at deltage i det uni-sommerkursus som jeg skal tage, for at kvalificere mig til den kandidat, jeg skal påbegynde 1. september. Men mit niveau er kun lige til at bestå, normalt er jeg top-studerende... hvilket er fint nok, det betyder ikke noget, men det er for at understrege, at jeg ikke er indlægningsmoden, men bestemt heller ikke er okay.
0
aka Forbies

:gammel:
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 5109
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 1219
Likede indlæg: 20819

Re: Ekstrem reaktion på tabet af hund.

Indlægaf Zombie » 18. aug 2015, 12:13

Skumfidusen skrev:Jeg kan ikke rigtigt komme med andet end medfølelse. Set udefra virker reaktionen noget overvældende, men jeg har mennesker tæt på som også reagerer med langt større udslag på skalaen end jeg selv gør og de gør det jo ikke fordi de VIL det, men fordi følelser nu engang ikke er sådan en lille nuser ting vi går rundt med og tager frem når det passer os i vores intellektuelle og rationelle verden, men et brølende, frådende bæst der bærer resten af os rundt mellem kæberne og hele tiden er klar til at bide lidt mere til. Det er jo ikke "bare" en hund og det er jo, som du selv er inde på, nok heller ikke kun din konkrete hund du har mistet, selv om det også er slemt nok, men et stærkt symbol på håb og drømme og længsler inde i dig.

Om det er nogen hjælp ved jeg ikke, men "umistelig" findes ikke og jeg tror man må slå sig til tåls med det. Alt slutter; kærlighed slutter og den eneste måde at undgå at miste sine elskede er at dø først. Vi mister eller bliver mistet og eneste alternativer til sorgen ved at miste er ikke at have noget at miste og det er endnu mere rædselsfuldt. Der er ikke nogen trøst at hente her, det ved jeg, men jeg føler vitterligt med dig og håber medicinen hjælper dig igennem til du kan komme til din psykiater.


Jeg mister nemlig også, at det har udløst en eller anden emotionel eksistentiel krise hos mig, men jeg kan ikke nærme mig det yderligere, fordi jeg er så elendig.
0
aka Forbies

:gammel:
Brugeravatar
decibell
Moderator
Indlæg: 7519
Tilmeldt: 13. aug 2015, 19:02
Kort karma: 339
Geografisk sted: Oldtiden
Likede indlæg: 8608

Re: Ekstrem reaktion på tabet af hund.

Indlægaf decibell » 18. aug 2015, 12:16

For f....!, Zombie, hvor er jeg ked af det på dine vegne. Jeg ved ærligt talt ikke, hvor meget jeg kan skrive, for tårerne begyndte selv at løbe her, mens jeg læste. Jeg har jo selv min store hund på snart 11 år, og jeg frygter selv den dag, det bliver hendes tur til at forlade denne verden.

Jeg har ikke noget mirakuløst råd at give dig, kun vil jeg bede dig om at lade være med betragte din reaktion som ekstrem. For hvem skal dog afgøre, hvad der er ekstremt eller for meget? Vi sørger alle forskelligt, og vores sørgeperioder kommer ikke i nogen standardudgave med tidsbestemmelse på. Vi sørger ud fra, hvor hårdt vi føler tabet, og INGEN skal diktere dig, mig eller andre dyreejere, hvor meget eller hvor længe der må sørges. Jeg ved godt, der er masser af mennesker, der mener, at "det er jo bare et dyr". Kan du huske nogle af reaktionerne på Bonses tråd, da hun mistede sin hund? Men fuck dem! Det er dem, der har et problem, som jeg ser det, siden de ikke kan sætte sig ind i, eller i det mindste forsøge at forstå, den sorg man kan føle, når man mister en elsket ven - og din hund var din mest elskede ven i denne verden. Hvis det ikke skal skabe det største tomrum, der ikke bare sådan lige kan udfyldes og glemmes, hvad skal så?

Nu tuder jeg sgu igen, så jeg stopper foreløbigt her. Du får et kæmpe kram, og jeg ville ønske, du kunne få det irl, for du fortjener et. :kys: :ae:
0
"Don't do what you can't undo, until you've considered
what you can't do once you've done it." King Shrewd


Intet er for evigt (en stilstand)!

Når noget begrænses, vokser noget andet frem.
Brugeravatar
icelady
Moderator
Indlæg: 16224
Tilmeldt: 12. aug 2015, 06:56
Kort karma: 1068
Geografisk sted: Randers
Likede indlæg: 32427

Re: Ekstrem reaktion på tabet af hund.

Indlægaf icelady » 18. aug 2015, 12:39

Jeg er ellers ikke fortaler for sammmenligninger mellem dyr og mennesker, men skulle jeg gøre det, så vil jeg sige det er som pludseligt at miste en partner.
Du har mistet en, som har været der gennem trælse tider, og især i gode tider og du har mistet en, du var overbevist om du skulle være sammen med i en del år fremover.

Jeg ved ikke, om det har åbnet for noget i dig, som du ikke har rørt ved før/noget der aldrig er rørt ved før, men det kunne sagtens være tilfældet.
0
....

“I do not see why man should not be as cruel as nature” -A. Hitler
Brugeravatar
Code71
Indlæg: 1509
Tilmeldt: 12. aug 2015, 16:55
Kort karma: 304
Geografisk sted: København
Likede indlæg: 3345

Re: Ekstrem reaktion på tabet af hund.

Indlægaf Code71 » 18. aug 2015, 13:25

Det gør mig ondt på dine vegne TS. Det er altid mere end blot et "dumt" dyr. Det er et medlem af familien og al sorg er velanbragt. Så det skal du ikke føle sætter dig i bås.

Men tænk om ikke andet så på at ingen hund kunne ha et bedre liv end din hund :)
3
Nå jeg hænger jo nok lidt ved. Så "lurer lidt" er suspenderet lige foreløbigt
Brugeravatar
Fru Sunshine
Indlæg: 11519
Tilmeldt: 13. aug 2015, 12:31
Kort karma: 1738
Geografisk sted: Vendsyssel
Likede indlæg: 16695

Re: Ekstrem reaktion på tabet af hund.

Indlægaf Fru Sunshine » 18. aug 2015, 15:23

Men søde Zombie. Det er slet ikke unormalt at sørge hårdt over tabet af sit elskede dyr.
Jeg har ingen diagnoser og var et år om at komme over tabet af min første kat, som jeg også mistede meget pludseligt.

Jeg vover at skrive hans navn, for Taiki var jo din bedste ven, og du må gerne græde og sørge over ham lige så længe, du har brug for det.

Egentlig har jeg vel også kun medfølelse at komme med - og så et lille råd, der handler om at anerkende, at du altså reagerer og at dit reaktionsmønster er helt OK.
Senest rettet af Fru Sunshine 18. aug 2015, 18:27, rettet i alt 1 gang.
2
"Jeg elsker alle farver i verden. Især brun. Det er derfor jeg er det."
Kalenderlågeåbnerbjørnen Bruno.
Brugeravatar
Urtekussen
Indlæg: 6166
Tilmeldt: 11. aug 2015, 06:12
Kort karma: 1449
Likede indlæg: 16112

Re: Ekstrem reaktion på tabet af hund.

Indlægaf Urtekussen » 19. aug 2015, 04:25

Uden at have så meget klogt at sige, så forstår jeg dig.

Mistede min "barndomshund" i 2009, og det var en god hund! Jeg savner den stadig rigtig meget. Ikke hver dag. Heller ikke hver uge. Men jeg tænker på hende, og kan stadig dufte hende og mærke hendes bløde ører.

Jeg tror det er helt normalt at reagere sådan, man elsker jo de dyr, og får betingelsesløs kærlighed igen fra dem.
1
2011
2015
2018
2020
2023
Brugeravatar
Krølle
Indlæg: 3674
Tilmeldt: 16. aug 2015, 02:48
Kort karma: 1829
Likede indlæg: 14457

Re: Ekstrem reaktion på tabet af hund.

Indlægaf Krølle » 19. aug 2015, 15:31

Zombie, jeg har skrevet til dig tidligere om dette og har desværre ikke tid til at lave et langt indlæg herinde lige nu.

Du skal bare vide, at det i min optik ikke er ekstremt. Du reagerer kraftigere end mange andre, men du har også haft et anderledes forhold til ham end mange mennesker har prøvet at have til et dyr. Det er fantastisk, nor man oplever det og helt og aldeles forfærdeligt, når man mister det.

Normalt er jeg ikke typen, der foreslår folk at få dyr under mindre optimale (om end mulige) forhold, hvis der er udsigt til, at de praktiske forhold ændrer sig til det bedre indenfor en tidsmæssigt overskuelig fremtid. I dit tilfælde synes jeg dog, det er anderledes - nej, du har måske ikke de perfekte rammer pt, men du har et overskud og en forståelse for dit dyr, som er få forundt, og det giver dig så meget igen. Med det in mente vil jeg faktisk tillade mig at mene, at de praktiske (midlertidige) forhold er af mindre betydning, hvis du i øvrigt gerne vil have hund igen. Go for it.

Håber ikke det er for voldsomt og OT, men har du overvejet race mv? Der kan jo være ventetid, så om ikke andet kan selve planlægningen og ventetiden være en hjælp? Åh, jeg håber det giver mening.

Kæmpe kram,

Krølle
3
Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 7465
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 1761
Likede indlæg: 24405

Re: Ekstrem reaktion på tabet af hund.

Indlægaf Moxy-lady » 19. aug 2015, 16:29

Stakkels dig. Jeg synes heller ikke at der er noget unormalt i at være (så) ked af det, som andre har skrevet var han jo meget mere end "bare" en hund for dig.
Jeg tænker faktisk også på Bonse når jeg læser det du har skrevet. Har du overvejet at kontakte hende inde på jubii, og måske snakke med hende om både Taiki og hele sorgprocessen? Jeg tænker at hun jo trods alt er kommet igennem det, og måske har nogle gode råd, tanker og ideer at dele med dig?
(Jeg ved slet ikke om hun stadig er aktiv derinde, det er længe siden jeg har set hende?)
0
My world 12-10-18 :lun:
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 5109
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 1219
Likede indlæg: 20819

Re: Ekstrem reaktion på tabet af hund.

Indlægaf Zombie » 19. aug 2015, 17:58

Dikus skrev:Har du lyst til at få en ny hund?


Ja, men ikke der, hvor jeg bor lige nu. Og lige pt. er jeg heller ikke i stand til det, da jeg vil have en substitut. En erstatning, så jeg kan bilde mig selv lidt ind, at han aldrig døde og kan glemme det lidt.
Det er unfair over for en ny hund. Jeg behøver ikke være ovre ham, men jeg skal kunne rumme at den nye hund er sin egen.
3
aka Forbies

:gammel:
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 5109
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 1219
Likede indlæg: 20819

Re: Ekstrem reaktion på tabet af hund.

Indlægaf Zombie » 19. aug 2015, 17:59

Jeg læser det i skriver, og har nok noget klogt at svare efter aftensmaden. Tak for alle jeres ord, jeg har læst jeres svar flere gange, og det har føltes lidt som et tæppe af kærlighed. Det har måske ikke ændret noget inden i, ligesom at varm kakao ikke fikser influenza, men det bliver ligesom mere udholdeligt.
Tak for det.
2
aka Forbies

:gammel:
Brugeravatar
Krølle
Indlæg: 3674
Tilmeldt: 16. aug 2015, 02:48
Kort karma: 1829
Likede indlæg: 14457

Re: Ekstrem reaktion på tabet af hund.

Indlægaf Krølle » 19. aug 2015, 20:14

Der er gået 4,5 mdr her, og selvom jeg stadig får en knude i maven af at køre forbi dyrehospitalet som i dag, er jeg nået dertil, hvor jeg i teorien gerne vil have nye katte. Kan dog også mærke, at det nok er fint, hvis det først bliver til nytår - processen med at finde og udvælge er jeg klar til nu, men det er også først kommet for ganske nylig. Falder jeg over to moderløse killinger i morgen, ville jeg ikke kunne lade være med at tage dem hjem, men er der tale om et bevidst valg, må der godt gå lidt længere tid.

Hvis du ikke er der endnu, hvor du har lyst til en ny hund, eller hvis den konstant vil blive sammenlignet med og minde dig om ham, er det nok smartest at vente lidt. Du har ikke travlt, og den her slags ting tager tid.

Jeg savner stadig Mis helt latterligt meget men er nået til at kunne klø hendes (kattehovedformede) gravsten bag stenøret uden at gå helt i sort. Nu taler vi lidt, og så er det fint. Hun skal klart høre om nye killinger som den første, og jeg tænker, at hun vil blive glad.
5
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 5109
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 1219
Likede indlæg: 20819

Re: Ekstrem reaktion på tabet af hund.

Indlægaf Zombie » 2. sep 2015, 09:38

Jeg har i weekenden hundesittet for en kammerat, og jeg passede også en hvalp mandag eftermiddag/aften. Jeg kan mærke, at det hjælper lidt, at passe andres dyr.

Men jeg mødte også lige en hund af samme race som min bammis, fik lov til at klappe den lidt, og følelsen af dens meget bløde, helt særlige pels var bare for meget. Fuck jeg savner ham!! Helt ud i fingerspidserne.

Men derudover går det ok. Stille og roligt.
3
aka Forbies

:gammel:
Brugeravatar
Ado
Indlæg: 12946
Tilmeldt: 12. aug 2015, 11:28
Kort karma: 3533
Geografisk sted: Korsbæk
Likede indlæg: 55656
Kontakt:

Re: Ekstrem reaktion på tabet af hund.

Indlægaf Ado » 2. sep 2015, 09:58

Pus altså... :(

Det gør så svineondt at miste sit kæledyr. Og det er altså en sorgprocess du skal igennem ligesom alt andet. Han var jo ikke "bare en hund". Det er de jo ikke. De er vores bamser, Vores ven. Vores fortrolige.
Min hund har hørt de dybeste af mine tanker, som den eneste. Det er vel fem år siden han blev aflivet, men jeg savner ham stadig. Børnenes far og jeg købte ham et år før vi fik vores første barn. Og Luffe var jo netop vores hundebarn. Vores store hvide bamse, som blev ved med at ville sidde på skødet af os, selv da han har fuldt udvokset. :lun:
1
Donna Martin Graduates!
Brugeravatar
Aima
Indlæg: 3595
Tilmeldt: 23. aug 2015, 01:43
Kort karma: 1397
Likede indlæg: 15898

Re: Ekstrem reaktion på tabet af hund.

Indlægaf Aima » 11. sep 2015, 22:18

Jeg tænker stadig tit på dig og Taiki, Zombie, og hvor uretfærdigt det var, at I ikke fik mere tid sammen. Jeg håber, du har det sådan nogenlunde og at det går stille og roligt fremad med at... ja, hvadend det nu skal gå fremad med. Jeg håber, du er ok.
2
I'll stick with hell no's and headphones...

Tilbage til "Livets forhold"