Ånsvagt skænderi med min søster.

[Venus222]

Jeg står i en lidt underlig situation, eller rettere der er nogle mønstre i min familie der ikke er så heldige for mig.
Kort fortalt har jeg altid været en art forælder for min søster, som er 4 år yngre. Årsagen er at min far altid har rejst meget, og været temmelig psykisk ustabil. Når han så har været hjemme har han ikke altid haft overskud til at være forælder. En underlig eftervirkning af dette, i forvejen uheldige, mønster er at jeg ikke har måtte sige fra eller lave fejl. Og der er altid blevet stillet meget højere krav til mig end til min søster. Resultatet er så at jeg synes hun/vi føre det samme mønster videre. Altså jeg må ikke sige fra eller lave fejl. Mens at hun laller rundt, eller sådan oplever jeg det.

Nu har min søster så aflyst en aftale vi havde i morgen, og Ehm, jeg har ikke taklet den aflysning ret godt. Så nu skændes vi pr. SMS Det er SÅ åndsvagt, jeg er 34 for h****de! For første gang har jeg sagt fra, og fortalt hende at jeg ikke synes den aflysning var ok. Det blev ikke godt modtaget...

Jeg bliver nød til at tale med min søster om det, face to face.

PS: Det kan godt være jeg løbende redigere i teksten, da jeg synes det er svært at forklare på skrift. Men alle inputs er velkomne.

[Viskelæder]

Hvordan sagde du fra?

[Madam Pomfrey]

jeg synes du skal klappe dig selv på skulderen for at melde ud... at din søster er mindre tilfreds med det, hendes problem - det må hun deale med.
Jeg ville måske spørge nu, eller når det hele er dulmet lidt, hvorfor det er hun føler sig berettiget til at reagere sådan på at du blot siger fra og markerer en grænse og en holdning til hendes aflysning.

[Venus222]

Jeg sagde bare at jeg ikke synes det var i orden at hun aflyste. Så skrev hun at hun overhovedet ikke kunne forstå min reaktion fordi jeg tit havde aflyst aftaler med hende pga. min hund. Jeg har aflyst pga. en syg hund 2 gange i løbet af de sidste 3 år, det er altså ikke hvad jeg vil kalde tit...

[Purple Haze]

Tænker du måske kan tage udgangspunkt i at du føler det er respektløst overfor dig - med mindre hun har en god grund selvfølgelig og det ikke bare er fordi hun ikke lige gider alligevel. Og at det gør dig ked af det at hun tydeligvis ikke prioritere dig og det at behandle dig ordentligt særlig højt.

Synes som regel det hjælper hvis man får fortalt folk det, når de sårer ens følelser.
Det synes jeg gør at folk bliver mere lydhør.

[Orchidea]

Så skal du bare holde fast i dit.

Jeg ville droppe yderligere skænderi over SMS, holde hovedet koldt og gentage - hvis det er nødvendigt - at du blot giver udtryk for din mening, men ellers undlade at kommentere på andet.

Og klap dig selv på skulderen - det er ok at sige fra.

[Venus222]

Det der jo også pisser mig af er at jeg kan se et mønster, men jeg formår ikke at ændre det. Og så den bitterhed jeg stadig føler over for mine forældre fordi min barndom og ungdom var som den var. Det kan man naturligvis ikke ændre, og det skal heller ikke gå ud over mit forhold til min søster. Men i situationer som denne kan jeg bare mærke bitterheden ekstra meget.

[Venus222]

Har du talt med hende om det og om hendes opfattelse af jeres barndom?

Jeg har prøvet, men hun har ligsom affejet det. Og så må jeg ærligt indrømme at jeg har været for konfliktsky til at køre mere ved det. Men jeg burde nok tage den op igen.

[Venus222]

Har du talt med hende om det og om hendes opfattelse af jeres barndom?

Jeg har prøvet, men hun har ligsom affejet det. Og så må jeg ærligt indrømme at jeg har været for konfliktsky til at køre mere ved det. Men jeg burde nok tage den op igen.

Måske helt direkte ala: Jeg har brug for at tale med dig om vores barndom. Kan du sætte et par timer af til det en dag?

Jeg gjorde det med min egen bror engang. Tror, det var en øjenåbner for os begge.

Det vil nok være en god ide. Jeg skal bare lige tage mig sammen....

[Velvet-Goldmine]

Til en anden gang, hvor der sker noget lignende, så prøv at vende argumentationen om, så du ikke fortæller hende at hun gør noget 'galt' (det er ikke ok, at du aflyser), til hvad det rent faktisk gør ved dig.
Fortæl hende at det bliver du rigtigt ked af, for du havde glædet dig/forberedt dig eller whatever, men humlen; at det gør dig ked af det.
Det er overraskende hvad det gør ved folks reaktioner når man ikke dømmer deres gerning, men fortæller hvordan man selv har det med det. Modreaktionen er ikke-aggressiv, og der falder som regel en undskyldning og evt. et genoptag af aftalen, eller i hvert fald en stor chance for at det ikke gentager sig helt så let.

[LaScrooge]

Jeg tror at du skal tænke meget grundigt over hvad det er for et mønster, hvordan det kommer til udtryk og hvordan du synes, at det påvirker jeres relation i dag. For det første fordi I nok begge er fanget i det og for det andet fordi det er sindssygt svært at bryde, når det er et familiemønster. Der er sikkert ting I begge skal slippe, hvis I skal begynde at se hinanden som mennesker, ligeværdige og søstre - og ikke bare store-/oversøster og lille-/undersøster. Over-under skal ikke forstås dårligt, men når du har haft så meget ansvar, er det sikkert dig, der har vist vejen meget af tiden. Du har (gætter jeg på) defineret normer og rammer om tingene for at få det hele til at lykkes, og hun har omvendt bare har skulle beslutte sig for, om eller i hvilken grad hun overhovedet syntes, de rammer var nogle hun skulle føje sig efter og om de normer var fede eller ej. Ligesom forældre gør for børn.

Du er 34 og hun er 30 - det vil sige, at I begge er voksne. 30 er voksent. Men du skriver, at hun "laller rundt". Det siger mig, at du har en holdning til hvordan hun lever sit liv og at det ikke er godt nok i forhold til hvordan hun burde leve sit liv. Med andre ord, at du har en opdragende holdning til hende. Men hun er 30 år gammel og med andre ord voksen. Fri til at leve sit liv som hun synes, træffe sine egne beslutninger, lade sig guide af egne værdier og normer uden at du blander dig i det.

Hvis du vil have en ligeværdig relation til hende, tror jeg det er vigtigt at I bliver enige om at lægge forældre-barn-rollekonstellationen fra jer. Det betyder, at du skal give slip på at forme hende og at hun skal se dig som den person du er, ikke som den forældertype du har været. I skal begynde at opføre jer overfor hinanden, som I opfører jer overfor mennesker I ikke er i familie med. Spørge jer selv: hvis dette var min ven eller veninde, ville jeg så tale/handle overfor hende, som jeg gør lige nu? Jeg tror det er noget, I skal arbejde meget bevidst med, for hvis du bare ændrer adfærd, har hun ikke en jordisk chance for at følge med i hvad der sker. Så vil hun bare opleve at du forsvinder og du vil ikke kunne regne med, at hun selv reflekterer over ændringen i dynamikken og din adfærd. Og så vil hun blive i rollen mens du forsvinder fra din.

Jeg har selv en søskenderelation der ikke ser ud til at have kunnet bære en lignende forandring. 5 år ned til hende og på mange måder ens med det du har skrevet - inkompetent forælder og mig, der tog ansvaret. Den kom midt i min største livskrise og jeg var derfor ikke klar i mælet på den måde jeg foreslår dig at være det - det var omvendt også først dér jeg fandt ud af, at rollerne eksisterede i det omfang de gjorde, så i set i bakspejlet var det måske ikke underligt. Jeg er - og var - bare træt af, at jeg skulle være den der holdt sammen på det hele, selvom jeg også var den, der var syg og den, hvis liv faldt fra hinanden.

[Venus222]

Jeg tror at du skal tænke meget grundigt over hvad det er for et mønster, hvordan det kommer til udtryk og hvordan du synes, at det påvirker jeres relation i dag. For det første fordi I nok begge er fanget i det og for det andet fordi det er sindssygt svært at bryde, når det er et familiemønster. Der er sikkert ting I begge skal slippe, hvis I skal begynde at se hinanden som mennesker, ligeværdige og søstre - og ikke bare store-/oversøster og lille-/undersøster. Over-under skal ikke forstås dårligt, men når du har haft så meget ansvar, er det sikkert dig, der har vist vejen meget af tiden. Du har (gætter jeg på) defineret normer og rammer om tingene for at få det hele til at lykkes, og hun har omvendt bare har skulle beslutte sig for, om eller i hvilken grad hun overhovedet syntes, de rammer var nogle hun skulle føje sig efter og om de normer var fede eller ej. Ligesom forældre gør for børn.

Du er 34 og hun er 30 - det vil sige, at I begge er voksne. 30 er voksent. Men du skriver, at hun "laller rundt". Det siger mig, at du har en holdning til hvordan hun lever sit liv og at det ikke er godt nok i forhold til hvordan hun burde leve sit liv. Med andre ord, at du har en opdragende holdning til hende. Men hun er 30 år gammel og med andre ord voksen. Fri til at leve sit liv som hun synes, træffe sine egne beslutninger, lade sig guide af egne værdier og normer uden at du blander dig i det.

Hvis du vil have en ligeværdig relation til hende, tror jeg det er vigtigt at I bliver enige om at lægge forældre-barn-rollekonstellationen fra jer. Det betyder, at du skal give slip på at forme hende og at hun skal se dig som den person du er, ikke som den forældertype du har været. I skal begynde at opføre jer overfor hinanden, som I opfører jer overfor mennesker I ikke er i familie med. Spørge jer selv: hvis dette var min ven eller veninde, ville jeg så tale/handle overfor hende, som jeg gør lige nu? Jeg tror det er noget, I skal arbejde meget bevidst med, for hvis du bare ændrer adfærd, har hun ikke en jordisk chance for at følge med i hvad der sker. Så vil hun bare opleve at du forsvinder og du vil ikke kunne regne med, at hun selv reflekterer over ændringen i dynamikken og din adfærd. Og så vil hun blive i rollen mens du forsvinder fra din.

Jeg har selv en søskenderelation der ikke ser ud til at have kunnet bære en lignende forandring. 5 år ned til hende og på mange måder ens med det du har skrevet - inkompetent forælder og mig, der tog ansvaret. Den kom midt i min største livskrise og jeg var derfor ikke klar i mælet på den måde jeg foreslår dig at være det - det var omvendt også først dér jeg fandt ud af, at rollerne eksisterede i det omfang de gjorde, så i set i bakspejlet var det måske ikke underligt. Jeg er - og var - bare træt af, at jeg skulle være den der holdt sammen på det hele, selvom jeg også var den, der var syg og den, hvis liv faldt fra hinanden.

Jeg kan godt se hvor du vil hen.
Jeg har (næsten) ikke noget at sætte en finger på i forhold til hvordan min søster lever sit liv, altså jeg synes ikke hun laller rundt i forhold til uddannelse/job osv. Der hvor jeg synes hun "laller rundt" er i forhold til aftaler osv. Jeg synes hun mangler omtanke, og så synes jeg der går lidt rigeligt "mig-mig- mig" i den.

Det eneste der sådan set bekymre mig, i forhold til de valg min søster træffer, er i forhold til mænd. Hendes nuværede kæreste er en 26 åring med psykiske problemer, krydret med et misbrug af hash og alkohol....

[LaScrooge]

Jeg kan godt se hvor du vil hen.
Jeg har (næsten) ikke noget at sætte en finger på i forhold til hvordan min søster lever sit liv, altså jeg synes ikke hun laller rundt i forhold til uddannelse/job osv. Der hvor jeg synes hun "laller rundt" er i forhold til aftaler osv. Jeg synes hun mangler omtanke, og så synes jeg der går lidt rigeligt "mig-mig- mig" i den.

Det eneste der sådan set bekymre mig, i forhold til de valg min søster træffer, er i forhold til mænd. Hendes nuværede kæreste er en 26 åring med psykiske problemer, krydret med et misbrug af hash og alkohol....

Er det kun overfor dig, at hun mangler omtanke? Er hun ellers populær blandt sine venner og veninder? (det kan man selvfølgelig godt være selvom man mangler omtanke)

Kan du ellers genkende noget af det jeg har skrevet, om rollerne? -og tror du, at hendes manglende omtanke relaterer til dét, eller til noget andet?

[Venus222]

Jeg kan godt se hvor du vil hen.
Jeg har (næsten) ikke noget at sætte en finger på i forhold til hvordan min søster lever sit liv, altså jeg synes ikke hun laller rundt i forhold til uddannelse/job osv. Der hvor jeg synes hun "laller rundt" er i forhold til aftaler osv. Jeg synes hun mangler omtanke, og så synes jeg der går lidt rigeligt "mig-mig- mig" i den.

Det eneste der sådan set bekymre mig, i forhold til de valg min søster træffer, er i forhold til mænd. Hendes nuværede kæreste er en 26 åring med psykiske problemer, krydret med et misbrug af hash og alkohol....

Er det kun overfor dig, at hun mangler omtanke? Er hun ellers populær blandt sine venner og veninder? (det kan man selvfølgelig godt være selvom man mangler omtanke)

Kan du ellers genkende noget af det jeg har skrevet, om rollerne? -og tror du, at hendes manglende omtanke relaterer til dét, eller til noget andet?

Jeg kan naturligvis ikke sige det med sikkerhed, men jeg tror der er et strejf af den der manglede omtanke over for alle. Men jeg tror den er mere udpræget over for mig.
Jeg tror du har ret i det med rollerne. Altså at min søster, især da vi var yngre, var meget styret af mig. Hvilket også betød at hun faktisk gik i teenageoprør mod mig, mere end overfor vores forældre.

[LaScrooge]

Jeg kan naturligvis ikke sige det med sikkerhed, men jeg tror der er et strejf af den der manglede omtanke over for alle. Men jeg tror den er mere udpræget over for mig.
Jeg tror du har ret i det med rollerne. Altså at min søster, især da vi var yngre, var meget styret af mig. Hvilket også betød at hun faktisk gik i teenageoprør mod mig, mere end overfor vores forældre.

Okay, så tror jeg, at min strategi ville være at gå i clinch med den manglende omtanke og årsagen til den. Og virkelig prøve at etablere, at du er et menneske, ikke bare hendes søster, og at der er ting du ikke bryder dig om fra andre - inkl. hende. Og når du taler med hende, så huske at tale med hende som om hun er et andet menneske, og ikke din søster. Ikke blande en masse fortid og relation ind i det, men bare holde fast i, at du altså forventer noget andet. Du kan evt. bruge som eksempel hvordan du og dine venner/veninder er overfor hinanden, hvilke normer I agerer efter i jeres omgang med hinanden. Så kan hun måske se, at når du selv vælger omgangskreds og -form, så vælger du noget til og noget andet fra.