Min kæreste er deprimeret....

[Sevii]

Jeg har selv kæmpet med svær depression, så jeg kan fortælle dig hvordan min kæreste hjalp mig.
Det er vigtigt ikke at give slip på sig selv og sine egne behov, fordi du er nødt til også at tænke på dig selv for at kunne være der for ham.
Min kæreste hjalp mig for meget, gav lidt slip på sit liv og der hjalp ingen af os. Man kan hjælpe ved at være der, lytte og sørge for personen får hjælp. Men man skal ikke glemme sig selv.
Depression er utroligt svært, og det er også svært at være pårørende til det fordi man sommetider ikke kan se meningen i al selvhadet, selvbebrejdelsen, men den er der og det skal nok forsvinde en dag. Især nu når I har søgt psykologhjælp.
Spørg eventuelt om pårørende samtale, da jeg indså hvor meget min kæreste også havde brug for at snakke om det.

Held og lykke med det hele. Det skal nok blive bedre.

[123million]

Jeg har stået lidt i samme situation med en kæreste, som ikke kan finde ud af at bede om hjælp. Han gik fra mig pga. en depression, men indså så, at han gerne ville være sammen med mig og at "han havde brug for mig". Da jeg så spurgte, hvad han havde brug for, at jeg gjorde, fik jeg at vide, at jeg bare skulle være der.

Det er dog først efter, at jeg begyndte at stille et krav om, at han skulle se en psykolog, at vi sådan rigtigt har fået det bedre igen, fordi jeg er stoppet med at gå på æggeskaller. Jeg kender dog alt til din situation - jeg var konstant bange for, at ting jeg gjorde eller sagde ville udløse en depressiv periode hos ham. Vi havde en rigtig god snak om lige præcis dette problem. Snakken gjorde dog, at jeg ikke hørte fra ham i et par dage og jeg tænkte: åh, nu slår han op. Men så vendte han tilbage og havde tænkt over det, som vi havde snakket om, og vi fik på mange måder derefter løst vores problem. Men det krævede at jeg tog snakken med ham, og det gjorde jeg først, da jeg kunne mærke, at jeg også var ved at gå helt ned med flaget, fordi jeg ikke kunne være mig selv, når vi var sammen. Derfor var jeg afklaret med, at snakken måske kunne føre til, at vi ville slå op, men at det ville være det rigtige, hvis vi ikke begge skulle ende med depressioner.

Vi har nu fundet en løsning, der fungerer for os. Mest af alt har min kæreste bare brug for plads, når han har det dårligt og det giver jeg ham. Så sørger jeg for at have nogle aftaler med gode veninder, så jeg nyder den tid, jeg har for mig selv og får 'plejet' mig selv: hvis jeg har økonomisk overskud forkæler jeg mig selv med at shoppe lidt eller lave lidt lækkert mad. Dette giver mig så et reelt overskud, når jeg endelig er sammen med ham og ikke bare et overskud, jeg lader som om jeg har. Det betyder at der nogle gange går en uge, hvor vi ikke ser hinanden (vi bor ikke sammen), men jeg nyder min tid for mig selv. Kan forestille mig, at det bliver en udfordring at flytte sammen på et tidspunkt, men det tager vi til den tid.

[LaScrooge]

I går udviklede der sig en rigtig dårlig situation, utilsigtet.

Han kom hjem fra arbejde og jeg sad og spillede Sims 3, som jeg var faldet over i forgårs og havde lyst til at prøve igen. Vi siger hej og snakker lidt om dagen og det hele tegner til at blive hyggeligt, da han siger, at han gerne vil spille XCOM 2 på et tidspunkt i løbet af aftenen. Det udkom i fredags og han elsker det spil. Han spiller ellers normalt ikke specielt meget computer. Jeg svarede at det skulle han nok komme til. Så snakkede vi lidt mere og han nævnte igen det med at han gerne ville spille XCOM. Så sagde jeg, at jeg måske bare kunne spille Sims en times tid, for det var sjovt og jeg spillede jo normalt ikke så meget computer. Nej, sagde han, men det var jo også meget upraktisk, at jeg var begyndt med Sims lige som XCOM kom ud, fordi han jo havde glædet sig så meget til det og han tænkte hele tiden på det. Så sagde jeg, at jeg måske så bare kunne spille en halv time og så kunne han tage over, så lavede jeg mad? Jamen, hvad skulle han så lave, bare sidder og se på mig spille i 30 minutter? Han kunne vel lave noget andet i den lille halve time, foreslog jeg. Så ringede det på døren, fordi der kom en gasaflæser. Mens han var ude i gangen brokkede han sig over et "skraldebjerg" (der står 3 poser derude, som jeg ikke havde været nede med) og derefter over at vi skulle betale fordi en dude kom og aflæste, fordi vi ikke selv havde gjort det. Altså, masser af brok og negativ energi. På det tidspunkt var jeg blevet godt træt af det. Jeg fucking slider og slæber, rydder og op gør rent, vasker op, handler alt ind vi mangler, passer kattene, vasker tøj, ordner ALT - og så kunne jeg ikke engang få sølle 30 minutter med Sims? Så jeg lukkede spillet ned og begyndte at rydde op - igen. Jeg så min aften for mig: rydde op og gøre rent, lave mad til os begge - igen, mens han brokkede sig over at der ikke var gået ned med skrald og at han ikke kunne få lov til at spille computer. Så jeg blev skidesur. Jeg syntes det var uretfærdigt. Det virker som om han slet ikke ser de ting jeg gør og at han bare slet ikke kunne se hvor tarveligt det var, at han ikke kunne holde sin kæft og lade mig spille en lille smule.
Så jeg ryddede op og gjorde rent i køkkenet og stuen og rensede kattebakken og ordnede ting, mens han satte sig for at betale en regning. Så går det op for ham at jeg er sur og jeg siger hvorfor: at jeg var træt af, at jeg ikke bare kunne få lov til at spille i lusede 30 minutter. Og derefter går det bare ned ad bakke. Han ender med at ligge inde i sengen gemt under dynen, mens jeg prøver at sige til ham, at det jo ikke er værre, det var jo bare en lille kurre og det er ikke alvorligere end det.

Jeg er ikke stolt over, at jeg ikke kunne kontrollere mine følelser der. Det er så latterligt åndssvagt at se tilbage på og jeg ved jo hvad det har kostet. Men for fanden, altså. Det handler bare om ham og hans behov, hele tiden. Og hvis jeg bliver bare det mindste utilfreds over noget, så falder himlen ned. Suk.

[123million]

P.S. Seviis indlæg mindede mig også om, at jeg gennem min læge fik en henvisning til psykolog pga. min kærestes depression. Det har hjulpet mig enormt meget!

[123million]

Åh LaScrooge. Kæmpe knus herfra! Har stået i fuldstændig samme situation, hvor jeg også lige pludselig 'kogte over' fordi jeg konstant tilsidesatte mine egne behov - min kæreste var dog ikke klar over dette, så da jeg kogte over, pga. noget han gjorde, så overeagerede jeg totalt i forhold til den situation, vi stod i, men ikke i forhold til, hvor meget jeg ellers tilsidesatte mine egne behov.

Som allerede skrevet, så er det bare så vigtigt, at du også opfylder dine egne behov. Det er nok nemmere, når man ikke bor sammen, fordi man så får 'pauser' fra hinanden. Er han begyndt at se en psykolog?

[LaScrooge]

Jeg har stået lidt i samme situation med en kæreste, som ikke kan finde ud af at bede om hjælp. Han gik fra mig pga. en depression, men indså så, at han gerne ville være sammen med mig og at "han havde brug for mig". Da jeg så spurgte, hvad han havde brug for, at jeg gjorde, fik jeg at vide, at jeg bare skulle være der.

Det er dog først efter, at jeg begyndte at stille et krav om, at han skulle se en psykolog, at vi sådan rigtigt har fået det bedre igen, fordi jeg er stoppet med at gå på æggeskaller. Jeg kender dog alt til din situation - jeg var konstant bange for, at ting jeg gjorde eller sagde ville udløse en depressiv periode hos ham. Vi havde en rigtig god snak om lige præcis dette problem. Snakken gjorde dog, at jeg ikke hørte fra ham i et par dage og jeg tænkte: åh, nu slår han op. Men så vendte han tilbage og havde tænkt over det, som vi havde snakket om, og vi fik på mange måder derefter løst vores problem. Men det krævede at jeg tog snakken med ham, og det gjorde jeg først, da jeg kunne mærke, at jeg også var ved at gå helt ned med flaget, fordi jeg ikke kunne være mig selv, når vi var sammen. Derfor var jeg afklaret med, at snakken måske kunne føre til, at vi ville slå op, men at det ville være det rigtige, hvis vi ikke begge skulle ende med depressioner.

Vi har nu fundet en løsning, der fungerer for os. Mest af alt har min kæreste bare brug for plads, når han har det dårligt og det giver jeg ham. Så sørger jeg for at have nogle aftaler med gode veninder, så jeg nyder den tid, jeg har for mig selv og får 'plejet' mig selv: hvis jeg har økonomisk overskud forkæler jeg mig selv med at shoppe lidt eller lave lidt lækkert mad. Dette giver mig så et reelt overskud, når jeg endelig er sammen med ham og ikke bare et overskud, jeg lader som om jeg har. Det betyder at der nogle gange går en uge, hvor vi ikke ser hinanden (vi bor ikke sammen), men jeg nyder min tid for mig selv. Kan forestille mig, at det bliver en udfordring at flytte sammen på et tidspunkt, men det tager vi til den tid.

Åh, det lyder hårdt. Jeg kan genkende en del af det. Jeg er også bange for, at min kæreste kan beslutte sig for, at det er bedre for os begge to hvis vi ikke er kærester. Vi bor sammen og han foreslog på et tidspunkt, at han skulle flytte hjem til en ven lidt tid, så vi kan få en pause fra hinanden. Så jeg ikke har en hård hverdag på grund af ham og så han ikke hele tiden bliver konfronteret med følelsen af at svigte mig. Jeg synes ikke det er en god idé, jeg synes vi skal finde ud af det sammen. Og jeg har sagt til ham, at det ikke skulle være for min skyld at han skulle gøre det. Men jeg ved ikke om han foreslår det lige så meget for sin egen skyld og om han bare er holdt op med at foreslå det, fordi han gerne vil behage mig - i stedet for at gøre det, han tror er bedst for ham.
Og den dobbeltydighed er der i mange ting. Han er dårlig til at mærke sine egne behov og tilsidesætter dem tit for andres - også hvad han bare forestiller sig, er andres behov. Så jeg ved ærligt ikke om han helst vil bo lidt hjemme hos sin ven, eller om han bare ville gøre det for min skyld. Og hvis jeg bringer det op så tror han, at er et budskab til ham om, at det er det jeg helst vil, men at jeg prøver at skåne ham ved at pakke det ind.

Hvor længe har din kæreste været deprimeret?

[LaScrooge]

Åh LaScrooge. Kæmpe knus herfra! Har stået i fuldstændig samme situation, hvor jeg også lige pludselig 'kogte over' fordi jeg konstant tilsidesatte mine egne behov - min kæreste var dog ikke klar over dette, så da jeg kogte over, pga. noget han gjorde, så overeagerede jeg totalt i forhold til den situation, vi stod i, men ikke i forhold til, hvor meget jeg ellers tilsidesatte mine egne behov.

Som allerede skrevet, så er det bare så vigtigt, at du også opfylder dine egne behov. Det er nok nemmere, når man ikke bor sammen, fordi man så får 'pauser' fra hinanden. Er han begyndt at se en psykolog?

Hvor er det dejligt, at du kan genkende de ting. Selvom det selvfølgelig ikke kommer af noget godt Det er skide hårdt at skulle være i kontrol hele tiden og bare vide, være totalt smerteligt bevidst om, hvad det koster at give efter bare en lille smule.

Han er ikke begyndt endnu. han fik at vide af sin læge, at han skulle finde en psykolog fra psykologeridanmark.dk Jeg vidste bare, at det var en herredårlig idé at præsentere ham for alle de muligheder. Han gik helt i stå over det i går og han har jo ingen forudsætninger for at vælge ved at se på deres hjemmesider. Det ved jeg, for jeg har været der. Man læser side op og side ned om deres teoretiske udgangspunkter og specialer og prøver at finde ud af hvad man selv har brug for ved at læse om kognitiv psykologi og psykoretapi og depressioner osv osv. Og man har stadig ingen chancer for at vælge "rigtigt", fordi man ikke er kompetent til at screene dem.
Og hvis det så går dårligt med den han finder, så kan han bebrejde sig selv, at han ikke fandt den rigtige.

[LadyFox]

I går udviklede der sig en rigtig dårlig situation, utilsigtet.

Han kom hjem fra arbejde og jeg sad og spillede Sims 3, som jeg var faldet over i forgårs og havde lyst til at prøve igen. Vi siger hej og snakker lidt om dagen og det hele tegner til at blive hyggeligt, da han siger, at han gerne vil spille XCOM 2 på et tidspunkt i løbet af aftenen. Det udkom i fredags og han elsker det spil. Han spiller ellers normalt ikke specielt meget computer. Jeg svarede at det skulle han nok komme til. Så snakkede vi lidt mere og han nævnte igen det med at han gerne ville spille XCOM. Så sagde jeg, at jeg måske bare kunne spille Sims en times tid, for det var sjovt og jeg spillede jo normalt ikke så meget computer. Nej, sagde han, men det var jo også meget upraktisk, at jeg var begyndt med Sims lige som XCOM kom ud, fordi han jo havde glædet sig så meget til det og han tænkte hele tiden på det. Så sagde jeg, at jeg måske så bare kunne spille en halv time og så kunne han tage over, så lavede jeg mad? Jamen, hvad skulle han så lave, bare sidder og se på mig spille i 30 minutter? Han kunne vel lave noget andet i den lille halve time, foreslog jeg. Så ringede det på døren, fordi der kom en gasaflæser. Mens han var ude i gangen brokkede han sig over et "skraldebjerg" (der står 3 poser derude, som jeg ikke havde været nede med) og derefter over at vi skulle betale fordi en dude kom og aflæste, fordi vi ikke selv havde gjort det. Altså, masser af brok og negativ energi. På det tidspunkt var jeg blevet godt træt af det. Jeg fucking slider og slæber, rydder og op gør rent, vasker op, handler alt ind vi mangler, passer kattene, vasker tøj, ordner ALT - og så kunne jeg ikke engang få sølle 30 minutter med Sims? Så jeg lukkede spillet ned og begyndte at rydde op - igen. Jeg så min aften for mig: rydde op og gøre rent, lave mad til os begge - igen, mens han brokkede sig over at der ikke var gået ned med skrald og at han ikke kunne få lov til at spille computer. Så jeg blev skidesur. Jeg syntes det var uretfærdigt. Det virker som om han slet ikke ser de ting jeg gør og at han bare slet ikke kunne se hvor tarveligt det var, at han ikke kunne holde sin kæft og lade mig spille en lille smule.
Så jeg ryddede op og gjorde rent i køkkenet og stuen og rensede kattebakken og ordnede ting, mens han satte sig for at betale en regning. Så går det op for ham at jeg er sur og jeg siger hvorfor: at jeg var træt af, at jeg ikke bare kunne få lov til at spille i lusede 30 minutter. Og derefter går det bare ned ad bakke. Han ender med at ligge inde i sengen gemt under dynen, mens jeg prøver at sige til ham, at det jo ikke er værre, det var jo bare en lille kurre og det er ikke alvorligere end det.

Jeg er ikke stolt over, at jeg ikke kunne kontrollere mine følelser der. Det er så latterligt åndssvagt at se tilbage på og jeg ved jo hvad det har kostet. Men for fanden, altså. Det handler bare om ham og hans behov, hele tiden. Og hvis jeg bliver bare det mindste utilfreds over noget, så falder himlen ned. Suk.

Det skal du ikke tænke så meget over. Selvfølgelig ville det være rart, og mest optimalt hvis du var totalt superwoman, med 100% overskud hele tiden, og som altid kunne give og tage i de præcis rette mængder, under alle omstændigheder, men det er du IKKE, det er ingen af os - og det skal vi heller ikke. Du er et helt almindeligt menneske, der lige nu er et sted der kræver afsindig meget af dig, med en mand der pga. af sygdom har et stort og i rationelle øjne uretfærdige behov der slider både på ham, på dig og på jeres forhold. Der er ikke noget at sige til at facaden lider et knæk nogen gange - du har det jo forfanden heller ikke super i jeres nye situation, det er OGSÅ dig der betaler prisen for depressionen, du er også i det - og det ER hårdt. Du har også følelser, behov og grænser og det er helt okay.

Jeg ville nærmere synes det var mærkeligt, hvis du ikke ind i mellem fik for meget - og reagerede der på, uanset om det koster lidt på depressions kontoen.

[123million]

Min kæreste har depressive perioder, der kommer og går. Det er 6 måneder siden, han har haft en sidst. Men så får han ind imellem en dag, hvor han bare vil ligge i sengen hele dagen og lave ingenting.

Han har set en psykolog i de sidste tre måneder, men er stoppet, fordi han har det godt. Han har dog fået nogle strategier og råd til, hvordan han skal håndtere situationer, som er svære for ham, fx konfrontationer. Det er så meningen, at hvis han får det dårligt igen kan han kontakte psykologen. For mig var det en sejr, at han havde en god oplevelse hos en psykolog og har en, som han er tryg ved og kan kontakte, hvis han får det dårligt - hvis han stod i situationen, hvor han allerede havde det dårligt, ville det være svært for ham at sætte sig i kontakt med en psykolog, han ikke i forvejen kendte.

Han er samtidig meget introvert, så når han har været sammen med mig og sine børn i længere tid fx på ferie i en uge eller hvis han har været meget på arbejde, så har han brug for bare at være sig selv i et par dage for at kunne lade op igen. Han er også bange for at flytte sammen fordi han så ikke får de samme muligheder for at være helt alene, som han har nu - så vi har en del krav til en kommende bolig, hvor han skal have et rum, hvor han kan trække sig tilbage.

Jeg tror, at det fungerer for os, fordi jeg har det ok med at give ham plads, når han har brug for det. Og så bruge tiden på mig selv i stedet. Men som jeg læser jeres situation er den anderledes, fordi du, når du hjælper ham, bruger din tid på at rydde op/lave mad osv. så du faktisk ikke får tid til dig selv. Var det en ide måske at bruge penge på at få en ung pige til at gøre rent hos jer for at lette byrden for dig? Det er noget af det, som jeg selv forestiller mig, at jeg vil bruge penge på, når jeg flytter sammen med kæresten.

Jeg vil stadg råde dig til at se en psykolog. Hvis du får en henvisning fra din læge og desuden er medlem af Danmark koster det kun omkring 130 kr. pr. gang. Det er penge, der er godt givet ud. Min psykolog hjalp mig med at indse, at jeg skal opfylde mine egne behov før jeg kan være der for min kæreste - ellers bliver det et meget ulige forhold, hvor man netop, som du beskriver, tager 'falske' hensyn til hinanden. Min kæreste har fx fået det meget bedre fordi han ved, at jeg har et reelt overskud at give af, når jeg er der for ham.

[123million]

Åh LaScrooge. Kæmpe knus herfra! Har stået i fuldstændig samme situation, hvor jeg også lige pludselig 'kogte over' fordi jeg konstant tilsidesatte mine egne behov - min kæreste var dog ikke klar over dette, så da jeg kogte over, pga. noget han gjorde, så overeagerede jeg totalt i forhold til den situation, vi stod i, men ikke i forhold til, hvor meget jeg ellers tilsidesatte mine egne behov.

Som allerede skrevet, så er det bare så vigtigt, at du også opfylder dine egne behov. Det er nok nemmere, når man ikke bor sammen, fordi man så får 'pauser' fra hinanden. Er han begyndt at se en psykolog?

Hvor er det dejligt, at du kan genkende de ting. Selvom det selvfølgelig ikke kommer af noget godt Det er skide hårdt at skulle være i kontrol hele tiden og bare vide, være totalt smerteligt bevidst om, hvad det koster at give efter bare en lille smule.

Han er ikke begyndt endnu. han fik at vide af sin læge, at han skulle finde en psykolog fra psykologeridanmark.dk Jeg vidste bare, at det var en herredårlig idé at præsentere ham for alle de muligheder. Han gik helt i stå over det i går og han har jo ingen forudsætninger for at vælge ved at se på deres hjemmesider. Det ved jeg, for jeg har været der. Man læser side op og side ned om deres teoretiske udgangspunkter og specialer og prøver at finde ud af hvad man selv har brug for ved at læse om kognitiv psykologi og psykoretapi og depressioner osv osv. Og man har stadig ingen chancer for at vælge "rigtigt", fordi man ikke er kompetent til at screene dem.
Og hvis det så går dårligt med den han finder, så kan han bebrejde sig selv, at han ikke fandt den rigtige.

Jeg har lige netop skrevet om det her med situationen med psykologen - det er fuldstændig det samme hos os. Min kæreste kunne slet ikke overskue at se en psykolog, da han havde det aller dårligst.

Det endte med, at jeg satte mig ned ved siden af ham med tre navne på psykologer, som jeg selv havde researchet, og som jeg tænkte ville være gode for ham. Jeg gav ham navne og mailadresser, og så bad jeg ham skrive til dem. Det var en rigtig dårlig situation, hvor jeg pressede ham, og hvor han havde det skidt bagefter. Og jeg var nådesløs og slet ikke forstående. Det kunne være endt rigtig galt, men det var jeg indstillet på. Som tidligere beskrevet vidste jeg jo bare, at hvis han ikke fik hjælp ville det ikke gå. Så jeg var klar til at tage konsekvensen af, at jeg pressede ham, velvidende at det var en ubehagelig situation for ham. Jeg er ikke sikker på, at det var den rigtige og bedste løsning, men på det tidspunkt var det det eneste rigtige for mig.

[Sevii]

Kan du hjælpe ham? Jeg havde ikke selv overskud til at finde en psykolog, så min søde kæreste hjalp mig. Man må jo ringe til nogle forskellige og fortælle, hvad man ønsker. Det er også bedst at komme igang nu da der tit er venteliste.
I kunne også få henvisning til psykiatrien, fordi der kan man også få behandlingsforløb med psykologer (så det betyder ikke der er fokus på medicin, kun terapi). Man skal bare gøre det klart.
Hvis han har en diagnose, må han heller ikke vente i for lang tid, så ventetiden er ikke lang. Tror jeg ventede i en måned eller to?
Jeg har prøvet adskillige psykologer og jeg fik aldrig fundet den perfekte til at hjælpe mig. Det var først da jeg vendte tilbage til psykiatrien og tog imod tilbuddet om psykologhjælp at det virkelig hjalp!
Bare en tanke, hvis nu det med psykologen ikke går. Det er svært at finde den rigtige psykolog, der også er på sygesikringen og ikke har lang venteliste. Så har I hvert fald en anden mulighed.

[123million]

Man skal i hvert fald passe på med det, som jeg gjorde. Det kan være brandfarligt og fuldstændig ubrugeligt at presse nogen til at se en psykolog. Hvis man ikke selv er indstillet på, at det vil hjælpe, så kommer det ikke til at hjælpe og det kan blive en meget dårligt situation - fx hvis man får en så dårlig oplevelse, at man ikke vil prøve igen med andre psykologer.

Jeg var heldig, at det endte godt. Men som sagt også indstillet på, at der var en stor risiko ved det jeg gjorde, og at det kunne have endt i, at vi ville slå op. Men jeg var bare kommet så langt ud, at det var en konsekvens, jeg var klar til at leve med.

Jeg begyndte faktisk at se en psykolog nærmest 4 måneder før mig kæreste gjorde, fordi jeg er et handlingsmenneske. Det var sådan lidt komisk, at jeg gik til psykolog og han ikke gjorde. Det tror jeg dog var motiverende for ham.

[LaScrooge]

Du lyder som en fantastisk kæreste, næsten for fantastisk. For det lyder også som om, du er ved at glemme at passe på dig selv og så kan du i hvertfald ikke hjælpe ham. Det er altså ok, du bliver vred, når han er urimelig. Det er det altså. Det er også ok, at du stiller krav til ham. Du er hans kæreste, ikke hans psykolog, bostøtte eller nogen anden form for behandler.

Lige nu er vil krav og at du siger fra, muligvis resultere i han går i seng og det er jo ikke rart. Men det er ikke din skyld, det er sygdommen og den skal han i behandling for selvfølgelig. Og det må lige nu være det første og vigtigste krav. Så lad ham gå i seng, lad ham vide du elsker ham og er der for ham, men drop den dårlige samvittighed, det er ikke din skyld.

Jeg kan læse, at I har sagt nej til medicin i første omgang. Og det forstår jeg godt, I skal dog være opmærksom på, at en psykolog kan have svært ved at nå ham, hvis han er meget stærkt deprimeret. I svære tilfælde er den bedste behandling ofte at starte med medicin og derefter komme en psykolog på, der kan hjælpe med at ændre de syge tankemønstre, så man kan stoppe medicinen igen.

Jeg lyder måske lidt hård, men jeg været i hans sko og det er ikke sjovt, det er pisse hårdt. Men (for mig) var det heller ikke fedt, at vide hvor meget det på virkede min familie og jeg foretrak, de forsatte næste som ingenting var i vejen, så jeg havde et holdepunkt i den "normale" verden. Og i det mindste ikke behøvede at have dårlig samvittighed over dét.

Han er slet ikke blevet tilbudt medicin, så det er ikke på hans radar. Men som sagt, hvis han og psykologen (og lægen) bliver enige om, at det vil hjælpe på progressionen, så er det det han skal have.

Men som jeg skrev, så tror jeg også, at han vil opleve bedring meget hurtigt via en god samtaleterapeut, så det er slet ikke sikkert, at medicin er nødvendigt. Spørger han mig vil jeg sige, at jeg synes han skal prøve terapien først, da der er lang tilvænning til medicinen, måske skal han skifte præparat og justeres op og ned i doser og i mellemtiden vil han være påvirket af det kemisk og måske mindre i stand til at mærke sig selv. Desuden kan der være bivirkninger der vil gøre tingene endnu sværere for ham.
Men jeg vil ikke sige de ting, med mindre han spørger mig og jeg vil aldrig tale imod medicinen, hvis han selv tror, at det vil være godt for ham. Jeg vil altid føle mig ind på hvad hans egen fornemmelse af det er først, og hvad han selv helst vil.

Og tak fordi du siger, at det er OK at jeg siger fra og føler det jeg gør, når han er urimelig. For jo, jeg kan godt mærke, at det tærer mere på mig at holde det inde hele tiden og nærmest udslette mig selv i processen. Jeg vil gøre alt jeg kan for at give ham plads og ro og gode oplevelser, men prøve at slippe følelsen af, at det var min skyld at det hele gik galt, som det fx gjorde i går. Det gik jo galt fordi han er skide sensitiv og har det elendigt, ikke fordi jeg er et dårligt menneske og en ufølsom kæreste.

[Peanutbutt]

Du skal altid sige fra. Husk det med iltmasken osv. Pas på dig selv først og fremmest.
Og du er en rigtig god kæreste.

Jeg har ikke været i situationen med en depressiv kæreste, men har på mange andre måder haft depression tæt på. Jeg har læst meget om hvor forfærdeligt sygdommen 'stinker' for de allernærmeste, og hvorfor det er så vigtigt, at de er godt klædt på og har brug for 'frisk luft' engang imellem. For det smitter jo, desværre.

Jeg ville nok gøre hvad jeg kunne (i etaper), for at få ham til at forstå, hvad der er sygdom og hvad der er virkelighed. Og jeg ville gøre meget ud af at understrege, at det jeg evt. var træt af var sygdommen, og at det ikke havde noget at gøre med hans person (han kan nok ikke se forskel, men det ville jeg prøve at hjælpe med ("kan du huske, at du plejer at gøre det og det eller tænke sådan og sådan"). Men jeg ved jo ikke om det er muligt.

Og så ville jeg prøve at finde ud af, hvad jeg ville have fra ham/hvad jeg ville være villig til at give uden at få noget igen - hvad er mine minimumskriterier for at have det godt i mit parforhold/i mit hjem/i mit liv. Og så ville jeg være åben omkring dette. Måske ville jeg have det ok med at ordne alt det huslige, men så ville jeg også have 'lov' til at bruge computeren en time om aftenen. Måske ville jeg have det ok med ikke at have venner på besøg, men så ville jeg også have 'lov' til ikke at lave noget husligt i weekenden. Men det er jo noget jeg ville afklare med mig selv og derefter forklare/forhandle/diskutere med min kæreste. Men igen ved jeg ikke, om det ville fungere i praksis.

Hold fast i dig selv og pas på dig selv og sig fra. Og så giv kæresten alt det, som er nemt for dig at give.

[Purple Haze]

Derudover, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at det jo ikke kan være en overraskelse for ham, at jeg ikke synes det hele er herrefantastisk hele tiden. At det selvfølgelig koster mig noget, at han er så skrøbelig. For han kan ikke være særligt meget for mig lige nu. Men hvorfor kan han ikke bare acceptere, at det er sådan det er lige nu, for ham og for mig, og at det handler om at vi er der for hinanden når det er nødvendigt? Lige nu er jeg mere for ham end han kan være for mig. Og det er bare sådan det er lige nu. Jeg skal skjule det for ham, men kan han ikke selv regne det ud? Jeg forstår det ikke.

Når han er så syg så kan han sikkert ikke tænke så langt. Altså et eller andet sted kan han godt, og så er det han får dårlig samvittighed.

Min begrænsede erfaring med den slags siger mig at folk bliver helt utrolig egoistiske mens det står på. De/man kan ikke rumme mere og andet end ens egne følelser, så alt andet bliver sekundært og ellers empatiske mennesker får en form for tunnelsyn hvor alt (også hvordan andre har det) kommer til at handle om dem.

Hvis man prøver at give dem perspektiv, fx at man/andre også har det hårdt, der sker andre ting i verden eller hvad det nu kunne være, så bliver det enten vendt til at handle om den syge person - eller også kan den syge ikke rumme det og "filtrere" det fra.