Hvad tænker I om skænderier i parforholdet?

[LaScrooge]

Jeg sidder og læser tråden om milestenene i forholdet og kan se, at der er par der slet ikke skændes. Det får mig til at tænke over, hvordan det kan være og hvad folk gør i stedet? -altså, hvordan kan man undgå at komme op at skændes engang imellem?

Det leder mig videre til at spekulere over, hvordan andre har det med, at der er skænderier overhovedet? For mig er det naturligt at man bliver uenige og kan blive sure på hinanden og at bølgerne kan gå lidt højt. Man er jo forskellige mennesker og måske temperamentsfulde og så længe man får rundet tingene af er der jo ingen skade sket?
Min kæreste har det anderledes med skænderier. Han oplever dem som nederlag og tror ikke på, at det er almindeligt - altså, at det er noget, folk gør med deres kærester - at man skændes ind imellem. Hans forældre skændtes aldrig og selvom han havde uenigheder og konflikter med sin ekskæreste, så var de anderledes end dem han og jeg har.
Med andre ord: han synes skænderier er forfærdelige og tegn på at man ikke kan løse tingene ordentligt, mens jeg er sådan lidt, Nåja, man bliver sure på hinanden, og hvad så? Jeg har altid haft skænderier med mine kærester og jeg ved, at mange af mine venner også har det, og at det foregår på mange forskellige måder (nogle er sure på hinanden i dagevis efterfølgende, men har det alligevel pissegodt sammen). Så for mig er det underligt at det skulle være et kæmpe problem.

Hvad tænker I om skænderier i parforhold? Og skændes I med jeres kærester? Hvis ikke, hvorfor ikke?

[Anilara]

Jeg tror skænderier er naturlige i parforhold, men samtidig også, at det ikke nødvendigvis er unaturligt ikke at skændes.
Hos nogle kan det være tabubelagt, og som du nævner være forbundet med nederlag eller afmagt osv.
For andre er det sundt at få renset luften, og anses som værende opbyggende frem for nedbrydende.

I mit forhold har vi endnu ikke skændes, da vi i stedet diskuterer. Hvis vi føler at det irrationelle begynder at tage over, tager vi en pause, hvor vi får lidt luft fra hinanden, da vi ser det som mere konstruktivt. Så kan vi genoptage diskussionen bagefter igen, og tale om, hvorfor vi eventuelt føler os misforståede eller andet.

Jeg tror det kan have noget at gøre med, at vi er et pædagog/socialrådgiver par med mange kommunikationsredskaber i bagagen, men samtidig også generelt begge bare ér temmeligt rationelle og tålmodige som mennesker. Vi har begge temperament, men jeg synes vi er gode til at være bevidste om det. For os er skænderier ikke forbudt (tror jeg) men bare ikke nødvendigt (endnu. Det kan være det kommer).

[Anne Droid]

Vi skændes ikke og har endnu ikke gjort det. Det er også spild af tid, for jeg har altid ret

Vi kan godt have en debat, men vi er for det meste ret enige.
Og vi kan ellers begge to godt lide at diskutere med andre, så det er ikke fordi vi bare er passive.

Vi har været sammen i 2 år.

[Peanutbutt]

Jeg er sådan én, som ikke skændes på den dér måde med at hæve stemmen og råbe af hinanden og smække med en dør eller slå hånden i bordet. Det er ikke et problem at andre gør det, og jeg ved, at mange kan ’lide’ det/bliver nødt til at kommunikere på den måde. Men jeg kan virkelig ikke holde det ud og for mig er det unødvendigt.
Men jeg ved selvfølgelig, at det er normalt at skændes. Jeg skal bare ikke være i et forhold med en person, hvor det er en vigtig kommunikationsform.

Mine forældre har aldrig rigtigt skældt mig ud eller råbt af mig, så det kommer sikkert derfra.

Jeg kan jo sagtens blive uenige med min mand eller synes, han opfører sig dumt, men så siger jeg det eller diskuterer synspunkter med ham eller prøver at forstå hans udgangspunkt eller er passiv aggressiv og er nederen på den måde. Jeg har intet problem med diskussioner og uenighed og konflikter, men synes, at man skal tale om det og ikke råbe om det, hvis man kan sige det på den måde.

Det har sikkert noget med temperament at gøre og nogle synes sikkert, det er et udtryk for passion eller synes det er lækkert med make-up sex, mens andre måske synes, det er dårligt anger management eller er en primitiv kommunikationsform. Jeg tænker mere, at det er lidt ligesom om man helst vil tale i telefon eller om man hellere vil skrive en besked.

[LaScrooge]

Shit, jeg glemte lige, at der også er noget der hedder diskussioner... Jeg kan absolut heller ikke lide at skændes, når skænderier er lig med hævede stemmer og udadvendt vrede. Det er et tegn på, at der er noget, man ikke har kunnet finde ud af at snakke om på en konstruktiv måde. For mig handler det også om, at der har opbygget sig frustration og jeg fx ikke har følt mig hørt eller forstået.

[JoyNips]

Vi skændes ikke. Vi kommunikerer. Med ganske almindelige pæne ord i et ganske almindeligt toneleje. Også når vi er uenige med hinanden.
Jeg kan slet ikke forestille mig en situation, hvor vi blev mere og mere højlydte for at få en pointe igennem eller hvor vi syntes den anden var så dum, at vi tyede til grimme ord.

Jeg har ikke noget behov for at bølgerne skal gå højt i mit forhold.

[Æble]

Jeg hader at skændes. Min mand er typen der hurtigt hidser sig op og skælder ud. Feks også når han banker foden ind i en dør så skælder han ud over hvem der har ladet døren stå åben. Jeg synes det er så åndssvagt og mangel på selvkontrol. I de fleste tilfælde kan jeg give ham rum og så kommer han selv og siger undskyld efter 10 minutter, men nogle gange så kan jeg ikke lade være at fortælle ham hvor dum jeg synes han er og så blivervi rigtig uvenner på den måde jeg hader. Det er langt hurtigere overstået for hans vedkommende, hvis jeg er blevet rigtig sur så går der flere dage før jeg er god igen, han er som regel klar til at blive venner kort efter.

Jeg synes ikke man SKAL skændes i et forhold. Synes godt man må være uenige og diskutere osv. Men det der med at råbe og sige dumme ting, det vil jeg helst undvære.

[LaScrooge]

Hvis jeg ikke føler mig hørt og forstået, så bliver jeg helt vildt ked af det. Ikke vred og frustreret. (Indsæt her en del af dramaet i nyt forhold, hvor ny kæreste åbenbart ikke er samme slags tankelæser som mand, der har kendt en i 18 år Min kæreste kalder det, jeg får en nedsmeltning... Så er jeg HELT sikker på, han tydeligvis ikke kan lide mig. For ellers ville han jo høre og forstå mig Og ja... Efterhånden er jeg blevet klogere og nået frem til, jeg måske skal bruge lidt flere ord, end jeg har gjort de sidste par år )

Hehe. Don't I know it. Min kæreste var kærester med sin ex i 12 år og de var stort set blevet voksne sammen. Han er nærmest i chok over, at vi har en anden dynamik og jeg er i chok over, at han er i chok over det De kendte jo hinanden så godt, at han måske nærmest troede at han var lige så gennemsigtig som glas og lige så nem for mig at forstå, som en der havde kendt ham i 12 år... Og at det, der fungerede på hende, ikke altid fungerer på mig. Jeg har selv haft 3 længerevarende forhold inden ham så jeg er lidt mere erfaren udi at håndtere det. En udfordring er det. Godt, at man er forelsket, så er det nemmere at klare de indledende rystelser af grundvolden og verdensbilledet

[LadyFox]

Ja, vi skændes. I nogle perioder slet ikke, i andre perioder hele tiden og alt der i mellem.
Jeg har en hel del temperament og er på mange måder en person med følelserne uden på tøjet, og jeg har et stort behov for at føle som jeg føler, når jeg føler det og også for at sige det højt. Mit sprog i forvejen en del præget af hvor jeg er vokset op, og kan godt være lidt havnearbejder-agtigt på nogle punkter, og jeg er bestemt ikke særlig diplomatisk, slet ikke hvis jeg er sur. Og det kan sagtens skabe nogle gnidninger hvis man kommerfor tæt på mig. Jeg er kontant, og tit på mener jeg det ikke så hårdt som det måske kan lyde. Min kæreste er på mage punkter en sløset narhat (undskyld)der glemmer hovedet under armen, og samtidig faktisk også en smule nærtagende. Og så kan det hurtigt kulminerer.

Min ekskæreste skændes jeg aldrig med - det gad han ikke og han blev aldrig sur over noget. Det kunne jeg ikke med, jeg synes ærligtalt han udviste en hel del ligegyldighed over tingene - og virkede meget lidt passioneret omkring noget som helst. Så længe vi bare var kærester, så vardet hele fint. At han så viste sig at være det mest psykopatiske jeg nogensinde har mødt, er så den anden side af sagen.

[Fuck.exe]

Vi har skændtes én gang, og det var en måned efter vores bryllup hvor vi skulle blive enig om hvilken ny seng vi ville købe, for nogle af de penge vi fik i gave. Jøsses vi var uenige, og det endte med at vi begge gik helt op i en spids og råbte Jeg har aldrig været så gal før, og jeg havde aldrig set ham råbe før.
Det hele endte selvfølgelig lykkeligt og vi købte en seng som ingen af os var vilde med, men som vi begge kunne leve med

Der er ingen tvivl om at jeg har temperament og at min mand er mere rolig af sind. På den måde supplerer vi hinanden super godt, for hver gang jeg pisker en stemning op over et eller andet, så gør han mig rolig. Og så hele kernen i det: vi taler sammen. Fucking hele tiden. Om alt. Vi er rigtig gode til at sætte ord på vores tanker og følelser, og jeg er sikker på at det er derfor vi ikke skændes.
Vi er bestemt ikke altid enige om tingene, men for mig gør det en kæmpe forskel at jeg føler mig hørt og at vi sammen arbejder på en løsning. Så det ikke bare handler om hvem der skal give den anden ret osv. Sådan et forhold har jeg prøvet, og det gider jeg ikke.

Skænderier i et parforhold kan være helt fint, så længe begge parter trives med det. Hvis den ene hele tiden er ked af det, eller at skænderierne er så voldsomme at de går ud over andre (fx børn), så dur det ikke. Men hvis det er to voksne mennesker som synes det er ok fint at råbe af hinanden engang imellem, så skal de bare gøre dét.

[Fru Sunshine]

Skænderier er for mig noget, der sker i vrede, og jeg hader det af et ondt hjerte.
Derfor skændes vi sjældent. Der er ingen af os, der føler at luften bliver renset ved skænderi. Tværtimod bliver den fortættet af dårlig stemning, og jeg bliver frygtelig ked af det.

Diskussioner og uenigheder er en helt anden snak. Dem har vi masser af.

[Spasserinde]

Jeg har nok haft nogle urealistiske forventninger om, at hvis man var sammen med en, der var rigtig for en, så ville man forstå hinanden altid og for evigt og aldrig blive uvenner. Men jeg er måske langsomt begyndt at måtte revidere den opfattelse.

Som en del andre herinde, så foretrækker jeg også klart at man kommunikerer stille og roligt og tager hinandens bekymringer seriøst og ikke mistænker eller bebrejder hinanden unødigt. Jeg fatter simpelthen ikke pointen i at blive højrøstet eller anklagende - fordi det fører kun til eskalering af konflikten. Jeg fatter heller ikke, at man kan have et skænderi og så bare være ok bagefter.

Men selv JEG kan få nok, så hvis jeg ikke føler jeg kommer igennem, så kan jeg også blive arrig. Hvis den anden nægter at være konstruktiv og selv er meget bebrejdende, så kommer jeg også til et punkt, hvor "jeg føler"-kommunikationen stopper og "hvorfor gør du X og Y"-kommunikationen starter. Men hvis jeg først er nået dertil, så er det, fordi der virkeligt var noget at være vred over, og det går altså ikke væk bare fordi parterne ikke orker at skændes mere.

[Orchidea]

Vi skændtes, ret tit endda - så får vi det ud af systemet og så kommer vi videre, det er ikke noget der hænger i luften, det er ikke noget der opstår dårlig stemning af, det sker bare, og så kommer vi videre. (og det eneste der er bedre end makeup sex er angry sex... )

Sådan har vi det også, selvom det ikke nødvendigvis er ofte. Vi er gode til at råbe røv og komme videre. Her er der ingen, der mugger og er fornærmet i længere tid og det ville jeg slet ikke kunne holde ud.

Min søster og hendes mand skændes ikke - som i aldrig. Til gengæld kan de gå og mule og lege stilleleg længe. Hun har fortalt hvordan de hver især, kan finde på at gå i seng, efter en hel aften hvor de ikke har sagt et ord til hinanden, men kun har talt med ungerne, uden at sige godnat. Se, det ville ødelægge mig fuldstændig. Så vil jeg hellere have at det kommer ud.

Om alt er, så fungerer vores "metode" for os og deres "metode" fungerer for dem og det er vel det vigtigste.

[Spasserinde]

Men alle jer, der - ligesom mig - foretrækker at tale stille og roligt om tingene, har I nogen sinde prøvet et forhold, hvor modparten IKKE var ligesom jer? Altså hvor I sad og prøvede at være konstruktive, imens modparten lynhurtigt gik i blame-game-mode?

For jeg har ligesom erfaret, at min tålmodighed kun rækker et vist stykke. Der er grænser for, hvor længe man kan holde ud og sidde og være forklarende og forstående, hvis den anden ikke er med på den. Til sidst ender jeg i hvert fald med selv at blive vred, uanset hvor gode intentioner jeg havde fra begyndelsen.

[Mani]

Vi skændes - også højrøstet. Det er ikke spor modent og heldigvis ikke særlig ofte - jeg kan tælle på en hånd de gange det er sket de 15 år vi har været sammen. Vi er heldigvis begge landet forholdsvis hurtigt igen - således vi har kunne tale sammen inden dagen var omme igen.

Jeg har tidligere haft en kæreste, som bare blev til et total isbjerg når han var utilfreds med noget - og sådan kunne han så forsætte i ugevis mens jeg blev mere og mere desperat over at opholde mig i hans iskolde nærhed. I forhold til det foretrækker jeg et vulkanudbrud i ny og næ - men det skulle nødig blive en hverdags ting.