Hvad tænker I om skænderier i parforholdet?

[catnip]

Vi skændes ikke. Vi kommunikerer. Med ganske almindelige pæne ord i et ganske almindeligt toneleje. Også når vi er uenige med hinanden.
Jeg kan slet ikke forestille mig en situation, hvor vi blev mere og mere højlydte for at få en pointe igennem eller hvor vi syntes den anden var så dum, at vi tyede til grimme ord.

Jeg har ikke noget behov for at bølgerne skal gå højt i mit forhold.

Jeg har det meget som JoyNips.

Jeg råber ikke selv af andre, og reagerer meget stærkt på at blive råbt af.

For mig er det at hæve stemmen over for andre, råbe eller bruge grimme ord det ultimative tab af kontrol. Og meget lidt konstruktivt.

Jeg har aldrig forstået det med at skændes. Jeg kommer også fra et hjem hvor jeg aldrig overværede et skænderi mellem mine forældre, ligesom de aldrig hævede stemmen overfor mig.

Min kæreste er meget kommunikerende, ligesom mig, så vi får altid talt om tingene på en konstruktiv og stille og rolig måde. Det er faktisk sjældent vi er sådan rigtig uenige...

[Lurende Peber]

For mig er skænderier højt eller isnende tonefald krydret med personlige for-emnet-ligegyldige ubehageligheder. Og nogle gange en decideret magtkamp. Som ingen vinder her. Diskussioner kan sagtens blive ivrige, men hvis "den ene" skifter mening, bare for at vi kan være uenige, så finder jeg det tåbeligt. Og reagerer nok ikke særligt pænt eller hensigtsmæssigt.
Jeg tror ikke, at skænderier helt kan/skal undgås, men bare man dog kunne holde det konstruktivt.

[Luffegås]

I mit forhold til min eks gennem 6 år kunne jeg næsten ikke tælle til sidst hvornår vi sidst havde haft en uge UDEN jeg havde hævet stemmen over et eller andet. Han pissede mig af, på så mange områder, og han kunne trykke alle knapper på én gang. Nok derfor jeg blev vild med Pink og Rasmus'seebachs sange Men det var bare usundt til sidst følte jeg, for jeg vidste allerede før skænderiet at jeg ville komme til at blive skuffet over et eller andet.

Nu har jeg så mødt en mand der godt kan have holdninger og meninger. Og jeg har haft fundet mig selv lidt mere da jeg var alene. Og jeg vil ikke være den samme gamle brølende løvinde, og jeg vil slet ikke være hans mor. Så snart jeg føler den slags vil jeg hellere holde et par dage fra hinanden, eller sige "det må du selvom, men det bliver uden mig her". Jeg har heller ikke råbt af ham. De gange vi har været uvenner har jeg faktisk mere taget den sårede part og været ked af det, men samtidig bevist om at hvis vi skulle skændes vil jeg hellere slå op over det her emne.
Men sådan kan man jo ikke have det for altid, det tror jeg simpelthen ikke på. Vi er begge passionerede over ting. Jeg kan snerre, men jeg kan filme også sige undskyld bagefter, og han kan forklarer sin side af en sag og stadig gøre at jeg forstår det. Hvorimod min eks bare straks kunne få det til at lyde som om jeg fik al ret, og så kunne han bare få fred.. Det hader jeg.

[Aima]

Jeg er ikke vokset op med forældre der skændtes, og jeg synes ikke, skænderier og drama, udfra min definition, hører hjemme blandt voksne mennesker. Uenigheder, kontroverser og konflikter kan selvfølgelig opstå i enhver relation, og jeg kan også sagtens håndtere konstruktiv kritik og at blive talt meget direkte til, men i det sekund jeg bliver råbt af, kaldt navne eller andet der for mig krydser den der skænderigrænse, står jeg fuldstændigt af. Jeg har selv temperament og fik gennem teenageårene psykologhjælp til at lære at håndtere det, jeg tror, det nærmest har gjort mig allergisk for den der ukontrollerede måde at kommunikere på, som jeg synes, skænderier er.

Silent treatments og passiv-aggressiv opførsel accepterer jeg i øvrigt heller ikke, så altså, hvis man, uanset hvilken relation man har til mig, insisterer på at være uvenner med mig eller bare har set sig sur på mig, må man enten komme og konfrontere mig på en ordentlig måde eller rode rundt med det for sig selv og håbe på, ens eksistens er så ligegyldig for mig, at jeg er ligeglad, eller at jeg alternativt slet ikke opdager det.

[girl_beat]

Min oplevelse er, at skænderier kan være ganske konstruktive. De signalerer, hvad der er vigtigt for den anden. Og man må godt lægge ud med at sparke til bolden højt og hidsigt. Hvis man bliver personlig og perfid, skal man stoppe sig selv. Og så skal man drible den stille og roligt i mål.
.....

Vi skændes dog klart mindre nu end i starten (jeg har rykket mig ifht. ikke at være fanget i mine følelsers vold og lært at tælle til ti), og vi er i stand til hurtigere at få håndteret konflikten konstruktivt (han har rykket sig og ser ikke længere skænderier som forholdets visse død).

Dette passer egentlig meget godt på vores forhold. Jeg kan stadig eksplodere i arrigskab en sjælden gang i mellem, men jeg prøver virkelig at advare min kæreste og sætte ord på, hvorfor jeg bliver frustreret/sur/vred. Min kæreste kan - nu - også bedre tackle uenighederne uden at gå helt i baglås og tro, at verden går under lige om lidt, fordi vi diskuterer eller skændes over noget.

[Moxy-lady]

Vi har skændtes én gang, og det var en måned efter vores bryllup hvor vi skulle blive enig om hvilken ny seng vi ville købe, for nogle af de penge vi fik i gave. Jøsses vi var uenige, og det endte med at vi begge gik helt op i en spids og råbte Jeg har aldrig været så gal før, og jeg havde aldrig set ham råbe før.
Det hele endte selvfølgelig lykkeligt og vi købte en seng som ingen af os var vilde med, men som vi begge kunne leve med

Der er ingen tvivl om at jeg har temperament og at min mand er mere rolig af sind. På den måde supplerer vi hinanden super godt, for hver gang jeg pisker en stemning op over et eller andet, så gør han mig rolig. Og så hele kernen i det: vi taler sammen. Fucking hele tiden. Om alt. Vi er rigtig gode til at sætte ord på vores tanker og følelser, og jeg er sikker på at det er derfor vi ikke skændes.
Vi er bestemt ikke altid enige om tingene, men for mig gør det en kæmpe forskel at jeg føler mig hørt og at vi sammen arbejder på en løsning. Så det ikke bare handler om hvem der skal give den anden ret osv. Sådan et forhold har jeg prøvet, og det gider jeg ikke.

Skænderier i et parforhold kan være helt fint, så længe begge parter trives med det. Hvis den ene hele tiden er ked af det, eller at skænderierne er så voldsomme at de går ud over andre (fx børn), så dur det ikke. Men hvis det er to voksne mennesker som synes det er ok fint at råbe af hinanden engang imellem, så skal de bare gøre dét.

This. Vi skændes heller ikke, min kæreste og jeg. Jeg har haft en del rocky forhold tidligere, hvor mine partnere tydeligvis nød dramaet og konflikter lynhurtigt blev kæmpestore og der blev smidt med ting. Jeg trives ikke med det, jeg bliver ked af det og usikker over den slags konflikter og jeg tror næsten at jeg ville gå i stykker hvis min kæreste kaldte mig noget grimt i vrede. Jeg er vokset op med en far der var sådan, og nogle af de ting han sagde til mig, min bror eller min mor husker jeg stadig helt klart. Mit forhold er min base, og den slags vrede fungerer ikke for en tryghedsnarkoman som mig. Min kæreste har det på samme måde, og derudover så er han helt generelt meget svær at hidse op. Vi kan sagtens være uenige og diskutere ting, men hvis vi er vrede på den anden så kommunikerer vi det på en måde der ikke giver en konflikt: "Jeg synes at det er megatræls at det udelukkende er mig der står for alt det huslige i øjeblikket". Og vi forsøger at modtage det på samme måde som det bliver fremlagt. Jeg har helt klart mere temperament end min kæreste, og jeg har desværre en tendens til småbitre stikpiller, så helt hellig er jeg ikke. Men det bliver aldrig til skænderier, og jeg får altid dårlig samvittighed bagefter, og er ikke bleg for at undskylde. At min kæreste så ikke altid opdager at han har været lagt på is i et par timer, er bare noget vi griner af
Jeg kan overhovedet heller ikke overskue makeup sex. Jeg har behov for at blive trøstet og bekræftet psykisk, ikke fysisk. Jeg føler mig skrøbelig når vi har diskuteret, og det hjælper sex ikke på.
Jeg synes ikke at der er noget i vejen med at have behov for at skændes så ruderne klirrer, jeg tror ikke på at en kærlighed er bedre eller mere rigtig end den anden. Jeg har nogen gange hørt folk sige at et forhold hvor man ikke skændes må være kedeligt, og det bliver jeg rigtig vred over - jeg siger ikke at andre elsker hinanden mindre selvom de kyler kongeligt porcelæn efter hinandens hoveder. Passion er ikke nødvendigvis lig med drama.

Jeg har en teori om at noget af det mest vigtige er at vælge en partner der matcher en på det punkt, for jeg tror på at det ville være frygteligt for begge partner, hvis den ene part er som mig, og den anden trives med at smide med tingene og råbe højt, i et forsøg på at få renset luften. Det er jo ikke fair at den ene skal føle sig som en der begår overgreb, når det bare er måden man tackler ting på, og at man i øvrigt er god 5 minutter efter, hvor at en type som mig vil mærke skænderiet i flere dage efter, og være usikker og (i den andens øjne) needy, hvilket ville føre til endnu mere irritation. Derudover vil en type som mig have enormt svært ved at slippe ting der er blevet sagt i vrede. Men det ér et overgreb for mig at blive behandlet sådan, uagtet den anden persons intentioner. Jeg har set mange forhold der går galt på det grundlag.

Edit: Vi har været sammen i 7 år.

[Moxy-lady]

Men alle jer, der - ligesom mig - foretrækker at tale stille og roligt om tingene, har I nogen sinde prøvet et forhold, hvor modparten IKKE var ligesom jer? Altså hvor I sad og prøvede at være konstruktive, imens modparten lynhurtigt gik i blame-game-mode?

For jeg har ligesom erfaret, at min tålmodighed kun rækker et vist stykke. Der er grænser for, hvor længe man kan holde ud og sidde og være forklarende og forstående, hvis den anden ikke er med på den. Til sidst ender jeg i hvert fald med selv at blive vred, uanset hvor gode intentioner jeg havde fra begyndelsen.

Ja, sådan var min eks. Det var på mange måder et møgforhold, men konflikterne var ultimativt det værste. Jeg har ikke været i et godt forhold hvor det var sådan. Men grundet min eks er jeg blevet enormt god til at kommunikere uden at angribe, at stå på egen banehalvdel. At forklare på 100 forskellige måder hvorfor jeg har det som jeg har det. Og den erfaring har jeg brugt meget med min nuværende kæreste.

Men ja, kan sagtens forstå at det er frustrerende. Jeg ville nok tænke kreativt. Jeg har en veninde hvor kæresten er lidt sådan. Jeg har foreslået hende at de kunne aftale at når hun bringer noget op der frustrerer hende/irriterer hende eller gør hende vred/ked af det, så fortæller hun ham det på en ordentlig måde, og så skal han gå ned og ryge en smøg inden han svarer hende. Simpelthen for at bryde den der umiddelbare modangrebs-reaktion der opstår hos ham når han bliver kritiseret (som han føler det.) Så sådan noget ville nok være mit bedste bud - at han tager en timeout til at overveje hvad han vil sige før han svarer. Det kan da godt være at han stadig reagerer med vrede og modangreb, men måske vil det være en process der kunne hjælpe.

[Moxy-lady]

Det er lidt som om at folk der skændes - og er tilfredse med det - mener at det modsatte af at skændes er at passiv-aggressiv silent treatment, eller at man så bare går og lægger låg på alle ens utilfredsheder. Nu provokerer jeg lidt; men føler I jer truede over at et forhold for nogen godt kan foregå uden skænderier til at "rense luften"? Det virker lidt som om at det at skændes skal glorificeres lidt for "så er det jo overstået, og der er ingen der bærer nag og alt er godt."
Nu har jeg set den holdning hos flere her i tråden, og synes at det virker som en overkompensering og det får mig til at tænke at I muligvis ikke hviler helt så meget i jeres konflikter som I gerne ville?

[Orchidea]

Jeg tænker omvendt at dem her i tråden, der ikke skændes (men diskuterer), sidestiller et skænderi med manglende gensidig respekt og at kalde hinanden diverse nedladende ting.

Vi hæver stemmerne når vi skændes, men vi kalder da bestemt ikke hinanden alle mulige ting og jeg synes så godt at man kan skændes uden at miste respekten for hinanden.

Der lader til at være forskellig opfattelse af definationen skænderi. For mig er det en meningsudveksling/uenighed, hvor man er sur og frustreret og hæver stemmen. Hverken mere eller mindre. Jeg kunne ikke drømme om at kalde min mand alt muligt og det går begge veje hos os.

[Moxy-lady]

Jeg tænker omvendt at dem her i tråden, der ikke skændes (men diskuterer), sidestiller et skænderi med manglende gensidig respekt og at kalde hinanden diverse nedladende ting.

Vi hæver stemmerne når vi skændes, men vi kalder da bestemt ikke hinanden alle mulige ting og jeg synes så godt at man kan skændes uden at miste respekten for hinanden.

Der lader til at være forskellig opfattelse af definationen skænderi. For mig er det en meningsudveksling/uenighed, hvor man er sur og frustreret og hæver stemmen. Hverken mere eller mindre. Jeg kunne ikke drømme om at kalde min mand alt muligt og det går begge veje hos os.

Det tror jeg at du har ret i. For mig er skænderier noget hvor man råber af hinanden og der ryger en finke af fadet (altså, bliver sagt noget man ikke mener/man fortryder). Som sagt, synes jeg ikke at skænderier indebærer at man ikke har respekt for hinanden - overhovedet. Det betyder bare at man (hvis man trives med det) godt kan råbe af hinanden, evt. sige noget hårdt til hinanden og så er det glemt 5 minutter senere, sammen med det der startede skænderiet.
Men jo, du har ret i at den anden holdning også går igen på den anden side af bordet for mit vedkommende skyldes det min erfaringer med skænderier i mine tidligere forhold, og skænderier jeg har set andre have. Og der har jeg observeret at man godt kan sige nogle grimme ting når bølgerne går højt, som man ikke nødvendigvis mener normalt. Dette mener jeg ikke er mangel på respekt - det er bare noget man siger, jo.
Ved ikke om det giver mening?

[Orchidea]

Det er vel en temperementsag om man behøver blive sur, frustreret og hæve stemmen (tydeligvis).

Jeg kan kun tale for mig selv og jeg bliver engang imellem sur og hæver stemmen, men derfra og så til at den ene part bliver decideret ubehagelig og den anden går grædende i seng - der er da langt.

[Moxy-lady]

Synes egentlig at wiki har en fornuftig sondring mellem skænderi og diskussion:

"Ved skænderi forstås en slags debat eller diskussion, hvor målet ikke primært er at finde svaret på et spørgsmål eller løsningen på et problem, men derimod at angribe vedkommende, som man diskuterer med, med diverse personligt kritiske bemærkninger og nedvurderende karakteriseringer. Skænderi føres i en ophidset og hadefuld tone, gerne med en høj stemmeføring, er ledsaget af en aggressiv mimik og kan i visse tilfælde eskalere til fysisk vold. Slutmålet er at sejre over modstanderen, der opfattes som en fjende, at "få det sidste ord", koste hvad det vil.

En karakteristisk årsag til skænderi er stædighed. Den ene part holder på sit synspunkt, og den anden part holder på sit synspunkt, og ingen af parternes argumenter hjælper til afklaring. At give efter opfattes i den situation som ensbetydende med at "tabe ansigt".

Den psykologiske baggrund for skænderier kan være såret stolthed, eventuelt kombineret med mindreværdsfølelse. Den sårede føler sig misforstået og uretfærdigt forfulgt og prøver så desperat at give igen med samme mønt. Modparten, der måske også føler sig såret, giver vredt igen og så fremdeles. Dette kan igen have sin baggrund i en latent magtkamp, hvor den ene part føler sin hævdvundne autoritet truet, mens den anden part på sin side før sig overlegent og formynderisk behandlet.."

[Orchidea]

Synes egentlig at wiki har en fornuftig sondring mellem skænderi og diskussion:

"Ved skænderi forstås en slags debat eller diskussion, hvor målet ikke primært er at finde svaret på et spørgsmål eller løsningen på et problem, men derimod at angribe vedkommende, som man diskuterer med, med diverse personligt kritiske bemærkninger og nedvurderende karakteriseringer. Skænderi føres i en ophidset og hadefuld tone, gerne med en høj stemmeføring, er ledsaget af en aggressiv mimik og kan i visse tilfælde eskalere til fysisk vold. Slutmålet er at sejre over modstanderen, der opfattes som en fjende, at "få det sidste ord", koste hvad det vil.

En karakteristisk årsag til skænderi er stædighed. Den ene part holder på sit synspunkt, og den anden part holder på sit synspunkt, og ingen af parternes argumenter hjælper til afklaring. At give efter opfattes i den situation som ensbetydende med at "tabe ansigt".

Den psykologiske baggrund for skænderier kan være såret stolthed, eventuelt kombineret med mindreværdsfølelse. Den sårede føler sig misforstået og uretfærdigt forfulgt og prøver så desperat at give igen med samme mønt. Modparten, der måske også føler sig såret, giver vredt igen og så fremdeles. Dette kan igen have sin baggrund i en latent magtkamp, hvor den ene part føler sin hævdvundne autoritet truet, mens den anden part på sin side før sig overlegent og formynderisk behandlet.."

Det er da fint nok, jeg kan bare ikke rigtig bruge det til noget, eftersom det ikke er sådan jeg genkender vores skænderier.

[Cookie]

Vi skændes ikke herhjemme og vi diskuterer heller ikke. Vi er så enige om nærmest alting af den slags emner, hvor det har betydning at være uenige, at det er på grænsen til det kedelige

[LaScrooge]

Det er lidt som om at folk der skændes - og er tilfredse med det - mener at det modsatte af at skændes er at passiv-aggressiv silent treatment, eller at man så bare går og lægger låg på alle ens utilfredsheder. Nu provokerer jeg lidt; men føler I jer truede over at et forhold for nogen godt kan foregå uden skænderier til at "rense luften"? Det virker lidt som om at det at skændes skal glorificeres lidt for "så er det jo overstået, og der er ingen der bærer nag og alt er godt."
Nu har jeg set den holdning hos flere her i tråden, og synes at det virker som en overkompensering og det får mig til at tænke at I muligvis ikke hviler helt så meget i jeres konflikter som I gerne ville?

Jeg kender mange typer uenighedsadfærd og ikke kun fra partnere, men også min familie og fra venner og veninder. Der diskuteres, der drøftes, der råbes, der laves silent treatment, der kommes med stikpiller og hentydninger, etc. Jeg synes ikke nødvendigvis at nogle af måderne hænger sammen i par og betinger eller følger af hinanden og det er i mine øjne det enkelte par der definerer om deres måde er konstruktiv eller destruktiv for dem. Hvad der virker og hvad man har det godt med, afhænger af mange ting. Måden man kommunikerer på afhænger også af mange ting, fx kan man sikkert sagtens sige noget perfidt, selvom man er typen, der normal snakker om tingene på en ordentlig måde og aldrig kunne finde på at sige noget grimt til deres kæreste. Det er så måske bare til en person, som siger noget grimt til en mens man venter på bussen og som man derfor ikke gider tage en konstruktiv snak med. Dertil kommer at der i al kommunikation er både afsender og modtager og der kan sagtens modtages og afsendes ting, som opfattes på en anden måde, end intentionen var. En af mine udfodringer er fx at jeg godt kan have brug for at tænke tingene igennem og mærke mine følelser inden jeg siger noget om dét der går mig på. Det kan min kæreste opfatte passivt-aggressivt, uanset at det ikke var min intention at signalere noget på en non-verbal måde, men omvendt at sikre mig, at det jeg ender med at sige er gennemtænkt. Derfor kan jeg ikke helt genkende den sammenhæng du beskriver.