Hvad tænker I om skænderier i parforholdet?

[LadyFox]

Det er lidt som om at folk der skændes - og er tilfredse med det - mener at det modsatte af at skændes er at passiv-aggressiv silent treatment, eller at man så bare går og lægger låg på alle ens utilfredsheder. Nu provokerer jeg lidt; men føler I jer truede over at et forhold for nogen godt kan foregå uden skænderier til at "rense luften"? Det virker lidt som om at det at skændes skal glorificeres lidt for "så er det jo overstået, og der er ingen der bærer nag og alt er godt."
Nu har jeg set den holdning hos flere her i tråden, og synes at det virker som en overkompensering og det får mig til at tænke at I muligvis ikke hviler helt så meget i jeres konflikter som I gerne ville?

Altså, jeg er fuldstændig ligeglad hvordan andre løser deres konflikter - og jeg føler mig ikke truet af at andre gør tingene på en anden måde. Bare jeg kan kommunikere på den måde med min kæreste som jeg synes virker bedst for mig.
Og det er ikke fordi jeg synes det er vildt fedt at skændes, men jeg kan godt have et behov for det - og har jeg det, så bliver det heller ikke bedre af at lade være.
Jeg kan godt lide den frihed jeg synes der er i at det er okay at bliver gal, og sige det højt og ikke behøve at pakke den egentlige mening ind, fordi den måske ikke er så pæn at sige højt. Langt hen ad vejen synes jeg det er en god strategi at holde bolden hos sig selv, og snakke udfra "jeg føler" - bare ikke altid. Jeg har det bare bedre med at det engang i mellem er okay at sige "jeg synes du opfører dig som en idiot lige nu" og jeg synes det er fair nok at den også kommer den anden vej - for sandheden er at engang i mellem så opfører min kæreste sig sgu som en idiot, og det gør jeg også. Og ja, det kunne måske siges pænere - men selvom det er sagt pænere er det jo alligevel sådan jeg synes han opfører sig. For MIG fungerer det bare ikke altid at pakke alting ind.
Men altså, igen.. Andre må for min skyld gøre som de trives bedst med.

[Spasserinde]

Det er lidt som om at folk der skændes - og er tilfredse med det - mener at det modsatte af at skændes er at passiv-aggressiv silent treatment, eller at man så bare går og lægger låg på alle ens utilfredsheder. Nu provokerer jeg lidt; men føler I jer truede over at et forhold for nogen godt kan foregå uden skænderier til at "rense luften"? Det virker lidt som om at det at skændes skal glorificeres lidt for "så er det jo overstået, og der er ingen der bærer nag og alt er godt."
Nu har jeg set den holdning hos flere her i tråden, og synes at det virker som en overkompensering og det får mig til at tænke at I muligvis ikke hviler helt så meget i jeres konflikter som I gerne ville?

Altså, jeg er fuldstændig ligeglad hvordan andre løser deres konflikter - og jeg føler mig ikke truet af at andre gør tingene på en anden måde. Bare jeg kan kommunikere på den måde med min kæreste som jeg synes virker bedst for mig.
Og det er ikke fordi jeg synes det er vildt fedt at skændes, men jeg kan godt have et behov for det - og har jeg det, så bliver det heller ikke bedre af at lade være.
Jeg kan godt lide den frihed jeg synes der er i at det er okay at bliver gal, og sige det højt og ikke behøve at pakke den egentlige mening ind, fordi den måske ikke er så pæn at sige højt. Langt hen ad vejen synes jeg det er en god strategi at holde bolden hos sig selv, og snakke udfra "jeg føler" - bare ikke altid. Jeg har det bare bedre med at det engang i mellem er okay at sige "jeg synes du opfører dig som en idiot lige nu" og jeg synes det er fair nok at den også kommer den anden vej - for sandheden er at engang i mellem så opfører min kæreste sig sgu som en idiot, og det gør jeg også. Og ja, det kunne måske siges pænere - men selvom det er sagt pænere er det jo alligevel sådan jeg synes han opfører sig. For MIG fungerer det bare ikke altid at pakke alting ind.
Men altså, igen.. Andre må for min skyld gøre som de trives bedst med.

Jeg synes så aldrig, at jeg opfører mig som en idiot. Måske er det der, hunden ligger begravet.

[LadyFox]

Det er lidt som om at folk der skændes - og er tilfredse med det - mener at det modsatte af at skændes er at passiv-aggressiv silent treatment, eller at man så bare går og lægger låg på alle ens utilfredsheder. Nu provokerer jeg lidt; men føler I jer truede over at et forhold for nogen godt kan foregå uden skænderier til at "rense luften"? Det virker lidt som om at det at skændes skal glorificeres lidt for "så er det jo overstået, og der er ingen der bærer nag og alt er godt."
Nu har jeg set den holdning hos flere her i tråden, og synes at det virker som en overkompensering og det får mig til at tænke at I muligvis ikke hviler helt så meget i jeres konflikter som I gerne ville?

Altså, jeg er fuldstændig ligeglad hvordan andre løser deres konflikter - og jeg føler mig ikke truet af at andre gør tingene på en anden måde. Bare jeg kan kommunikere på den måde med min kæreste som jeg synes virker bedst for mig.
Og det er ikke fordi jeg synes det er vildt fedt at skændes, men jeg kan godt have et behov for det - og har jeg det, så bliver det heller ikke bedre af at lade være.
Jeg kan godt lide den frihed jeg synes der er i at det er okay at bliver gal, og sige det højt og ikke behøve at pakke den egentlige mening ind, fordi den måske ikke er så pæn at sige højt. Langt hen ad vejen synes jeg det er en god strategi at holde bolden hos sig selv, og snakke udfra "jeg føler" - bare ikke altid. Jeg har det bare bedre med at det engang i mellem er okay at sige "jeg synes du opfører dig som en idiot lige nu" og jeg synes det er fair nok at den også kommer den anden vej - for sandheden er at engang i mellem så opfører min kæreste sig sgu som en idiot, og det gør jeg også. Og ja, det kunne måske siges pænere - men selvom det er sagt pænere er det jo alligevel sådan jeg synes han opfører sig. For MIG fungerer det bare ikke altid at pakke alting ind.
Men altså, igen.. Andre må for min skyld gøre som de trives bedst med.

Jeg synes så aldrig, at jeg opfører mig som en idiot. Måske er det der, hunden ligger begravet.

Det kan jeg i hvert fald ikke udelukke. Men jeg synes nu heller aldrig jeg opfører mig som idiot imens jeg gør det - det er mest bagefter, eller når det blive påpeget at jeg måske godt kan se noget idiot-adfærd i mine handlinger

[Moxy-lady]

Det er lidt som om at folk der skændes - og er tilfredse med det - mener at det modsatte af at skændes er at passiv-aggressiv silent treatment, eller at man så bare går og lægger låg på alle ens utilfredsheder. Nu provokerer jeg lidt; men føler I jer truede over at et forhold for nogen godt kan foregå uden skænderier til at "rense luften"? Det virker lidt som om at det at skændes skal glorificeres lidt for "så er det jo overstået, og der er ingen der bærer nag og alt er godt."
Nu har jeg set den holdning hos flere her i tråden, og synes at det virker som en overkompensering og det får mig til at tænke at I muligvis ikke hviler helt så meget i jeres konflikter som I gerne ville?

Jeg kender mange typer uenighedsadfærd og ikke kun fra partnere, men også min familie og fra venner og veninder. Der diskuteres, der drøftes, der råbes, der laves silent treatment, der kommes med stikpiller og hentydninger, etc. Jeg synes ikke nødvendigvis at nogle af måderne hænger sammen i par og betinger eller følger af hinanden og (1)det er i mine øjne det enkelte par der definerer om deres måde er konstruktiv eller destruktiv for dem. Hvad der virker og hvad man har det godt med, afhænger af mange ting. Måden man kommunikerer på afhænger også af mange ting, fx kan man sikkert sagtens sige noget perfidt, selvom man er typen, der normal snakker om tingene på en ordentlig måde og aldrig kunne finde på at sige noget grimt til deres kæreste. Det er så måske bare til en person, som siger noget grimt til en mens man venter på bussen og som man derfor ikke gider tage en konstruktiv snak med. Dertil kommer at der i al kommunikation er både afsender og modtager og der kan sagtens modtages og afsendes ting, som opfattes på en anden måde, end intentionen var. (2) En af mine udfodringer er fx at jeg godt kan have brug for at tænke tingene igennem og mærke mine følelser inden jeg siger noget om dét der går mig på. Det kan min kæreste opfatte passivt-aggressivt, uanset at det ikke var min intention at signalere noget på en non-verbal måde, men omvendt at sikre mig, at det jeg ender med at sige er gennemtænkt. Derfor kan jeg ikke helt genkende den sammenhæng du beskriver.[/quote]

1. Fuldstændig enig. Det var det jeg forsøgte at formulere i det andet indlæg jeg skrev (ikke det du har quotet her.) Der er netop ikke noget rigtigt/forkert, så længe begge parter er i nogenlunde samme båd ift. hvordan de foretrækker at læse konflikter. Jeg skal ikke være sammen med en der råber og skriger - en af mine bedste veninder ville dø hvis hun ikke engang imellem kunne give los, uden at skulle tænke på sin kærestes sårede følelser bagefter. Det er helt fair, og det ene er ikke bedre end det andet. Det indlæg du har citeret sætter spørgsmålstegn de debattører der netop mener at deres måde (at skændes) er bedst, og par som ikke gør det automatisk bliver tillagt meget ringe konfliktøsningshåndteringer (silent treatment, passiv-aggressivitet osv.) Jeg fik derfor tanken at nogle af de personer derfor forsøger at ophøje deres form for konflikthåndtering til "the only way" fordi de inderst inde havde betænkninger ved deres egen måde at gøre det på. Jeg siger ikke at det er sådan, men jeg følte alligevel behov for at stille spørgsmålet.

2. Det kan jeg sagtens se problemet i, og ja, der er helt sikkert mellempunkter imellem de to ekstreme poler som jeg omtaler, der iblandt dem der netop bruger passiv-aggressivitet eller anden form for kommunikation i konflikter. Men det ændrer ikke på mit basale argument som er at jeg tror at man skal finde nogen der matcher en sådan nogenlunde på det felt, netop fordi det er så vigtigt at man går ind i en konflikt nogenlunde enige om hvordan den skal håndteres. Som du selv siger så har jeres forskelligheder på det punkt en tilbøjelighed til at forværre konflikten (han opfatter din eftertænksomhed som silent treatment,) og at han har en tilbøjelighed til ikke at høre på dine argumenter når du forsøger at løse en konflikt som du selv gerne vil, med gode argumenter og plads til at snakke og han reagerer ved at gå på paraderne og (som jeg forstår dit tidligere indlæg) begynde at kaste med mudder hvorpå dit forsøg på at løse konflikten bliver ødelagt til stor frustration for dig. Jeg siger ikke at det ikke kan løses, for som jeg forstår på det jeg læser, så er hans konflikthåndtering mere en automatisk reaktion, end det bunder i at han godt kan lide at "rense luften ved et godt skænderi".

[Aima]

Min definition af et skænderi handler ikke nødvendigvis om at man kalder hinanden navne, det var bare et eksempel på et af flere nultolerance-aspekter for mig. Et skænderi defineres (af mig) bl.a. også ved at det bliver personligt og anklagende. Er der noget, jeg har gjort eller sagt, man er utilfreds med eller føler sig stødt over, eller overskrider jeg uden at vide det en eller anden grænse, forventer jeg, man, i egenskab af sin voksenhed, er i stand til at sige fra og fortælle mig, hvad jeg gør galt på en direkte, men ordentlig og udramatisk måde. Så skal jeg meget gerne, og i kraft af MIN voksenhed, tage det til efterretning, undskylde eller redegøre for den pågældende opførsel. Kommer vi ikke til en form for enighed på den måde, kommer vi det nok heller ikke ved at skændes og lave drama, det er i hvert fald en alt for ulogisk tanke til at jeg gider bruge energien på at gå ad den vej.

[Moxy-lady]

Forskellen på en diskussion og et skænderi er vel netop villigheden til at lytte til og anerkende den andens pointer undervejs selvom man ikke nødvendigvis er enig, ikke om der er namecalling eller kast med porcelænet. I hvert fald i min optik.

[kidkomb]

Jeg kom til at tænke på, at når der er noget, der er ravende galt og jeg bare har fået NOK af et eller andet (for at være ærlig; det samme tilbagevendende problem) så foregår det på sms.
Og det gør det fordi det fungerer for os.
Man kan læse hvad den anden skriver flere gange. Tænke over sin respons og gennemse og redigere før den bliver sendt afsted.
Jeg har et stort temperament og når noget går mig rigtig på, så kan jeg ikke få kommunikeret det på en måde, der er konstruktiv.
Ikke fordi jeg bliver højrøstet eller siger grimme ting, overhovedet ikke, men fordi jeg er så meget i mine følelsers vold at jeg ikke kan formulere det, så det er forståeligt for ham. Og jeg holder også af, at han så får kommunikeret hans side af sagen. Ellers kommer vi jo ikke nærmere en fælles forståelse for, hvordan vi kan undgå det en anden gang.
Og fordi han har en tendens til bare at bøje ned med det samme og sige undskyld uden at jeg får mulighed for, at forklare præcis, hvorfor det gør mig så ked af det og frustreret.
Det er meget bedre at trække mig tilbage og så kan vi få kommunikeret ordentligt om det.
Så går jeg en laaaang tur eller sætter mig et sted og ser på naturen imens og får tudet lidt.

Det tror jeg er ret utraditionelt. Jeg vil næsten kalde det skænderi, men jo ikke helt som wiki definerer det.
Jeg tror jeg definerer det sådan, fordi der tales med store bogstaver og det tager noget tid at nå til en fælles forståelse.
Men jeg synes ikke det er aggressivt, sådan som et "rigtigt" skænderi er.

[Fru Sunshine]

Når man lidt for tit har oplevet at sidde krøllet sammen i et hjørne af stuen, mens skældsordene regner ned over en - som regel efter en ordentlig omgang silent treatment, hvor man lister rundt og nærmest ikke tør trække vejret, fordi man ved, hvad der venter, men ikke hvornår eller hvad den udløsende faktor bliver denne gang - mens 140 kilo rasende mandsperson står lænet over en, så bliver man ret overfølsom overfor en hævet stemme.

[Mi55y]

Jeg skændtes med min ex på trods af, at jeg er enormt lang tid om at komme op i det røde felt. Men han blev simpelthen ved med at køre rundt i emnet, kalde mig grimme ting og være helt abnormt urimelig - som om han for alt i verden ville have mig helt ud på kanten. Men det var ikke fordi, jeg så gav igen af samme skuffe, jeg blev bare så frustreret, at jeg hævede stemmen for at blive hørt eller for at få lukket ned for skænderiet - hvilket ofte var helt umuligt med ham, og nogle gange blev jeg simpelthen nødt til at fjerne mig fra situationen for at slippe for skænderiet. Han faldt altid ned igen med det samme, mens jeg var længere om at komme mig - især fordi det var enormt sårende at blive kaldt grimme navne. Det havde han svært ved at forstå, for det var jo sagt i kampens hede, så selvfølgelig mente han det ikke.

Det var frygteligt! Og sådan vil jeg for guds skyld aldrig leve igen! Pt. er jeg i et nyt forhold for første gang siden ovenstående, og lige nu kan jeg selvfølgelig aldrig forestille mig skændes med ham - vi svæver stadig på en lyserød sky. Dog havde vi en episode nytårsaften, hvor jeg dagen efter kunne mærke, at han rugede over noget - selvom han sagde han bare ikke lige var i så godt humør. Og sent om aftenen kom han da endelig også ud med det, hvor vi så fik det afklaret helt uden problemer. Så det tyder ikke umiddelbart på, at han er spring-i-luften-og-fald-hurtig-ned-typen, men mere typen der tænker over tingene, før han tager dem op.

[Fru Sunshine]

Når man lidt for tit har oplevet at sidde krøllet sammen i et hjørne af stuen, mens skældsordene regner ned over en - som regel efter en ordentlig omgang silent treatment, hvor man lister rundt og nærmest ikke tør trække vejret, fordi man ved, hvad der venter, men ikke hvornår eller hvad den udløsende faktor bliver denne gang - mens 140 kilo rasende mandsperson står lænet over en, så bliver man ret overfølsom overfor en hævet stemme.

Det er noget jeg selv tænker ret meget over, når jeg bliver gal - at jeg med godt nok kun 90 kilo (cirka) og 190 cm er virkelig, virkelig intimiderende over for både min kæreste og mine børn, hvis jeg råber og bliver gal. Ikke at jeg vil bruge en eller anden form for korporlig afstraffelse, men det må være skræmmende alligevel. Jeg føler mig som den største tumpe, når jeg i afmagt og fladpandet aggression har råbt af mine børn, for de bliver bange og det skal de ikke være.

En stor filosof har engang sagt at "når man er stærk, skal man også være rar". Det er jeg meget enig i.

Det er jeg også enig i.
At være bange for et menneske, der ellers påstår at elske en, er en virkelig grim følelse, fordi det også er svært at forstå, hvorfor man gør sådan mod en, man angiveligt elsker.

[oOxXxOo]

Min kæreste og jeg skændes/er uenige/diskutere ofte, og har gjort det allerede fra forholdets start. Vi kan have perioder hvor vi kan være uenige/skændes dagligt, men så er den prut slået og vi kommer videre. Men vi er til gengæld rigtig gode til at blive relativt hurtigt gode venner igen. Vi bryder os ikke om at skændes, men vi er begge stædige og det kan afføde en masse larm, hvis vi ikke formår at få det italesat inden bølgerne går højt. Vi har kendt hinanden i 2 år, og elsker hinanden højere end noget andet, men skændes det gør vi ofte. Jeg tror ikke som sådan det er en dårlig ting, så længe man formår at være gode til at blive gode venner igen, og få talt tingene ordentlig igennem

[Mani]

Når man lidt for tit har oplevet at sidde krøllet sammen i et hjørne af stuen, mens skældsordene regner ned over en - som regel efter en ordentlig omgang silent treatment, hvor man lister rundt og nærmest ikke tør trække vejret, fordi man ved, hvad der venter, men ikke hvornår eller hvad den udløsende faktor bliver denne gang - mens 140 kilo rasende mandsperson står lænet over en, så bliver man ret overfølsom overfor en hævet stemme.

Sådan en ex har jeg desværre også. Alligevel skændes manden og jeg af og til. Men vi kalder aldrig hinanden navne og er aldrig truende. Men det hænder vi kalder den andens forslag idiotisk
Og det er primært indretning, der får os til at ende der. Vi har åndssvagt forskellig smag på det punkt.

[Karkluden]

Når man lidt for tit har oplevet at sidde krøllet sammen i et hjørne af stuen, mens skældsordene regner ned over en - som regel efter en ordentlig omgang silent treatment, hvor man lister rundt og nærmest ikke tør trække vejret, fordi man ved, hvad der venter, men ikke hvornår eller hvad den udløsende faktor bliver denne gang - mens 140 kilo rasende mandsperson står lænet over en, så bliver man ret overfølsom overfor en hævet stemme.

Det er noget jeg selv tænker ret meget over, når jeg bliver gal - at jeg med godt nok kun 90 kilo (cirka) og 190 cm er virkelig, virkelig intimiderende over for både min kæreste og mine børn, hvis jeg råber og bliver gal. Ikke at jeg vil bruge en eller anden form for korporlig afstraffelse, men det må være skræmmende alligevel. Jeg føler mig som den største tumpe, når jeg i afmagt og fladpandet aggression har råbt af mine børn, for de bliver bange og det skal de ikke være.

En stor filosof har engang sagt at "når man er stærk, skal man også være rar". Det er jeg meget enig i.

Præcis. Min kæreste hæver stort set aldrig stemmen - sådan generelt. Han er ekstremt rolig og jysk, og så er han snart pædagog. Han har hævet stemmen 1 gang på de 4 år vi har kendt hinanden, og det er faktisk virkelig skræmmende. Selvom han hverken var truende, deevaluerende eller andet, men blot frustreret og udelukkende verbalt hævede stemmen, så var det meget meget skræmmende.

Jeg hører til den del, der synes, at det med at "et skænderi renser luften" er noget pjat. Min mor synes det renser luften, og har meget svært ved at respektere, at jeg virkelig føler ubehag og angst ved hævede stemmer. Hun synes, det renser luften så dejligt, og så er alt overstået bagefter. Men for mig betyder hævede stemmer etc, at jeg i flere dage har ondt i maven. Jeg har brug for at tale om tingene i et roligt toneleje.

[Fru Sunshine]

Når man lidt for tit har oplevet at sidde krøllet sammen i et hjørne af stuen, mens skældsordene regner ned over en - som regel efter en ordentlig omgang silent treatment, hvor man lister rundt og nærmest ikke tør trække vejret, fordi man ved, hvad der venter, men ikke hvornår eller hvad den udløsende faktor bliver denne gang - mens 140 kilo rasende mandsperson står lænet over en, så bliver man ret overfølsom overfor en hævet stemme.

Sådan en ex har jeg desværre også. Alligevel skændes manden og jeg af og til. Men vi kalder aldrig hinanden navne og er aldrig truende. Men det hænder vi kalder den andens forslag idiotisk
Og det er primært indretning, der får os til at ende der. Vi har åndssvagt forskellig smag på det punkt.

Hvis det var op til min mand, boede vi i et yuppie firserhelvede i sort læder, chrom og hvide vægge med spots all over.
Jeg ville bo i 6 røde fatboys og have farver og bløde lys overalt.

Nu skal vi til at bygge nyt, så det bliver ret interessant

Men ingen skænderier. Diskussioner, ja, men ingen hævede stemmer.

[Spasserinde]

Hvis det var op til min mand, boede vi i et yuppie firserhelvede i sort læder, chrom og hvide vægge med spots all over.
Jeg ville bo i 6 røde fatboys og have farver og bløde lys overalt.

Nu skal vi til at bygge nyt, så det bliver ret interessant

Men ingen skænderier. Diskussioner, ja, men ingen hævede stemmer.

Hjælp!