Jeg har aldrig haft noget i mod at blive gammel. Altså sådan 'rigtigt' gammel hvor jeg skulle sidde på verandaen med mine ligeså gamle veninder (vores mænd er jo døde for længst) og drikke portvin og synge med stemmer der lyder som save - men jeg kan godt mærke at overgangen mellem den reelle ungdom og så dette stadie er mere problematisk
Jeg
føler mig ikke specielt gammel og jeg glædes over en større livserfaring og 'klogskab' og har overhovedet ikke lyst til at være 25 igen, men alligevel synes jeg da at noget er tabt for evigt. Det der lidt naive (men positive) drive og tro på alt godt, kan jeg sgu godt savne lidt... og så er der den der krop, der også forandrer sig lidt over tid
Det er fanme tarveligt!!!
Men ok, jeg har altid set ung ud (det gør begge mine forældre også, og det har voldt store frustrationer gennem ungdommen og den spæde voksenhed at jeg lignede en 14-årig langt op i 20'erne), så jeg soler mig i et par ekstra års tillempet ungdom med henvisning til gode gener
- og nej, jeg har ikke fået brev fra ældresagen!