Min mand gør mig udmattet

[DetSorteCirkus]

Jeg vil mene, at det springende punkt må være, om han kan bringes til at forstå, hvad hans opførsel gør ved dig, og om han derefter er villig og i stand til at gøre en indsats for at ændre sig.

Hvis han ikke magter eller prioriterer de to faktorer, er det, set fra dit synspunkt, underordnet, hvad hans væremåde skyldes; så er han "bare" ikke egnet til at være i et ligeværdigt, voksent parforhold.

[hotlips]

Jeg er vokset op under sådanne vilkår, når jeg kom hjem fra skole så gjaldt det om at åbne alle dørhåndtag så forsigtigt at de ikke lavede lyde for hvis min moster vidste jeg var kommet og der lige var noget der ikke var gået efter hendes hoved så kom hun farende ned af trappen og fik et flip,det er jo dræbende at leve på den måde og det kan man ikke byde et barn.

Jeg tror du må beslutte om du vil have ham eller børn, risikoen for han vil have tendens til at falde tilbage når han bliver ekstra stresset selv hvis han går med til at søge hjælp er meget stor og det er nu stressende at have børn selv med de nemmeste af dem.

Men jeg tænker om det overhovedet er noget han for alvor er interesseret i når han reagerer sådan på småting?

[Zombie]

Jeg har tænkt over en ting siden i går.

Jeg tror, uanset hvad, at du skal stoppe med at glatte ud og please, på den måde du gør det i forbindelse med hans udbrud, evt. for at undgå dem.
Hvis du vil have, at han sådan rigtig forstår, hvor meget du kæmper med det her, så tror jeg at du skal lade ham det mærke inden I tager en snak om det generelt.

Brug det som et udgangspunkt for samtalen, at alle de ting han oplever nu, og som han oplever mere af lige pludseligt, er fordi du simpelthen ikke kan, ikke magter eller overskuer, at rende og glatte ud. Og på baggrund af den manglende energi til det, må han da kunne forstå hvad det gør ved dig at skulle rumme og hjælpe ham hele tiden.

Men uanset hvad, så synes jeg du skal bruge dit sidste overskud, på simpelthen at lade være med de ting. Det er ikke dit ansvar at hans tilværelse er gnidningsfri, så giv slip på ansvaret.
Det må briste eller bære derfra, men det er ikke din opgave at bære ham gennem livet.

[Modesty Blame]

Jeg tror ikke, at jeg forstår. Går din mand i selvsving, og lader ting som spildt vand og forkerte sokker ødelægge sin dag? Altså sådan helt seriøst? Det er ikke sådan nogle fiktive, overdrevne eksempler? Altså - jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det går for sig. Hvis vi nu sætter, at det er sådan noget vand på gulvet, som kan tørres op med en klud, hvordan er hans reaktion så? Hvordan bruger han vand på gulvet, der kan tørres op med en klud, som undskyldning for at være muggen en hel dag/aften?

Og hvorfor i helvede finder du dig i den opførsel, den er jo absurd.

[Purple Haze]

TS er der plads til dig i jeres forhold overhoved?

Hvad hvis du kom hjem fra job og et eller andet går galt og du så sætter dig på gulvet og tuder, begynder at råbe og skrige eller opfører dig som et forvokset pattebarn resten af dagen - er der plads til det? Har du prøvet? Ikke at jeg anbefaler det, men kunne ikke forestille mig at din mand, ud fra din beskrivelse, ville være rummelig og passe på dig - på samme måde som han forventer du gør.

Du tager alle mulige hensyn då han kan have det bedst muligt (du spiser fx ikke gulerødder) men han kan ikke tage så meget hensyn, at du kan holde ud at være i dit eget hjem - fordi hvis han skal det så er du ikke rummelig?
Den er helt skæv!

For mig lyder det som om at du har gjort de rigtige ting man gør i et forhold, hvor man gør alt hvad man kan for at den man elsker skal have det så godt som muligt. Nogen gange gør man også nogle ting der på andre kan virke uretfærdige, men det er OK så længe der kommer noget positivt ud af det.
Problemet er bare at det kun fungere når det er gensidigt. For hvis begge parter kun er fokuseret på at den ene skal have det godt, så bliver det på bekostning af den anden. Det kan gå i en periode, men et forhold bør i det store hele være velbalanceret og ligeværdigt.
Og det lyder det ikke til at jeres er. Det lyder til at det handler om ham!

Jeg kan forestille mig at når du tager det op, at DU ikke har det godt - så vender han den om, så det kommer til at handle om at det er synd for ham, at du mener at han ikke gør nok for dig, at du mener han ikke er en ordentlig ægtemand, at det er nærmest ondskabsfuldt at du tænker sådan om ham, at det faktisk er rigtig rigtig synd for HAM at du ikke har det godt.
(Meget muligt jeg læser lidt for meget af et tidligere forhold ind i det du skriver).

Er problemet egentlig ikke, at du ikke føler dig elsket?
At han ikke gør noget (eller i hvert fald ikke nok) for at DU skal have det godt.
At jeres forhold ikke er ligeværdigt?

For hvis man føler sig elsket, at man føler der er plads til en og at ens elskede vil gøre alt hvad han/hun kan for at passe på en.
Så gør man med glæde det samme for den anden.

[Mibber]

Seriøst?

Ja, altså hun siger jo, at han ellers er en rigtig dejlig mand, gør hun ikke?
Nu bliver jeg pludselig usikker...
Men hvis hun siger det, så tager jeg altså hendes ord for gode varer. Det er trods alt hende, der lever med ham.

Jeg blev reelt i tvivl, om du var sarkastisk

Det er nok mest fordi, jeg får røde knopper af lige præcis den formulering. Jeg har hørt det lovlig mange gange i situationer, hvor manden har været helt ekseptionel urimelig, og konen - alt imens hun rydder op i hans lort og samtidig i overført betydning undskylder rodet - bebrejder sig selv, at hun dog ikke er bedre til at HJÆLPE ham.

Med mindre der er taget en ordentlig og hudløst ærlig snak, har det i de tilfælde, jeg har været vidne til, vist sig umuligt at komme igennem og er endt i skilsmisse - måske endda til alles bedste. Ved at understøtte en dybt urimelig adfærd bliver man de facto en form for (følelsesmæssig) medmisbruger på linje med ægtefællen til en alkoholiker, hvilket mildest talt er uhensigtsmæssigt for alle parter.

Han er bestemt en dejlig mand på mange områder: humoristisk, empatisk og hjælpsom (hvis jeg fx har brug for at vende noget der er sket på arbejde, er han der altid og tager mig seriøst), intelligent og ambitiøs.
Hvis han bare var en et gennemført røvhul, var jeg skredet for længst...

[Mibber]

Ud over alle de kloge ting andre har sagt, så sidder jeg lidt tilbage og tænker.. Hvad får du ud af dette her? Altså, der er nogle gange en årsag til at vi forbliver i noget, der er rigtig usundt og uhensigtsmæssigt. Du enabler ham ved at være så støttende. Er der en gevinst i det, hvis du sådan rigtig tænker over det? Nogle kan have brug for at føle at partneren ikke kan klare sig uden dem, at de bliver mere værd, eller FÅR værd ved at 'få lov' til at være så støttende. Det kan være ganske fornuftigt at se på, hvorfor man bliver og ikke hvorfor man ikke er skredet for længst - altså ud over at du også holder af ham. Giver det mening?

Jeg forstår, hvor du vil hen.
Jeg synes ikke, nej, at jeg får noget ud af det a la det, du nævner med at føle sig uundværlig. Vi har på sin vis meget frihed i forholdet i fht. at gøre ting hver for sig og være individer med egne mål og drømme og den slags. Så der er ingen af os, der ville synes det var fedt at være i en situation, hvor man er helt fuldstændig afhængige af hinanden.

[Mibber]

Jeg endte med at gå fra min sure eks. Han lod også sine frustrationer gå ud over mig og endda vores søn. Han har senere sagt, at far var sur på ham, da han var lille. Jeg selv gik fra forholdet i en meget depressiv tilstand. Når vi snakkede om vores problemer, var det faktisk mig, som var problemet, fordi jeg ikke kunne leve op til hans forventninger. På nogle punkter var det også rigtigt, jeg har mine mangler og svagheder. Men på de fleste ikke. I hvert ikke på nogen måde, som retfærdiggjorde, at han skulle behandle mig, som han gjorde.

Det var også grænsende "psykisk vold". Han blev sur over småting, fx engang fordi jeg vaskede en agurk. Og han blev sur, hvis jeg kom til at snakke til ham, mens jeg havde vendt hovedet væk fra ham. Nu du nævner de ting med din mand, så erindrer jeg min eks engang blev sur på mig, fordi han var ved at støvsuge en højstol, hvor der var en sele på og den kom ind i støvsugeren. Altså 10 cm og den anden ende sad fast på stolen. Jeg sad nogle meter derfra og han blev sur, fordi jeg ikke hjalp ham, da selen gik i støvsugeren!

Jeg endte med at sige stop en dag, efter at hunden havde fået sin hale i klemme i døren. Noget af halen var gået af og hunden var ked af det, den blødte på mig og min søn græd, fordi han også havde noget blod på sig og jeg havde det skidt, for det var mig, som havde klemt hundens hale i døren. Og min eks spurgte hvor hunden havde fået halen i klemme og jeg svarede i døren. Han spurgte hvor. Jeg svarede soveværelsesdøren. Han spurgte igen hvor og jeg svarede igen, soveværelsesdøren. Han spurgte igen og blev sur over at jeg ikke ville svare og hævede stemmen og blev faktisk ret sur. Jeg svarede igen, i soveværelsesdøren. Han endte med at gå, fordi jeg ikke ville svare ham. Bagefter fandt jeg ud af at hvad han spurgte om var hvor i døren. Ja okay, det havde jeg ikke gennemskuet. Hunden er 40 cm høj, der er to sider af en dør. Kig selv (der sad noget af pelsen). Men han var sur over at jeg ikke ville svare ham, som om det var bevist jeg ikke gjorde det. Det fik mig til at indse at jeg simpelthen ikke kunne holde til det mere. Lige meget hvad, var det forkert det jeg gjorde/sagde.

En del af mig ville dog ønske at vi havde taget hånd om problemerne før det kom så vidt og det vil jeg også anbefale dig at forsøge. Hver gang min eks og jeg snakkede om problemerne, var det altid mig, som var problemet og det var mig, som gjorde ham frustreret og løsningsforslaget var altid, at jeg skulle forbedre mig, så han ikke blev frustreret over mig. Og jeg turde ikke sige ham imod. Jeg turde ikke forlange, at han skulle lære at kontrollere sit temperament. Ja, jeg skulle bestemt også forbedre mig, men han skulle også gøre en indsats og det turde jeg ikke forlange af ham. Jeg gav ham aldrig et dilemma om at han skulle få styr på temperamentet eller så ville jeg gå, men det var nok også fordi jeg følte at det var min skyld det hele. Det kan jeg se nu, at det ikke var. Heldigvis er du ikke helt i den samme situation, for du ser jo meget klart og kan se, at det er hos ham problemet ligger.

Min eks havde høje ambitioner i sit job og jeg tror at han var stresset over at stille så høje krav til sig selv. Det gik ud over vores søn og jeg og det var bare ikke i orden, lige meget hvilke begrundelser der er.

Mht at få børn med en sådan en mand. Før vi fik vores søn fungerede det nogenlunde, dog var hans temperament et problem nogen gange. Men da jeg stod med en baby og en sur mand, faldt det helt fra hinanden. Jeg endte i en depression og gjorde ham kun mere frustreret, som gjorde at han blev mere sur på mig. Jeg mistede også lyst til sex med ham. Man har bare ikke lyst til at være intim sammen med en mand, som bliver sur over de mest uforudsigelige ting. Jeg gik også rundt på æggeskaller de sidste mange år og det er bare så psykisk hårdt.

Kære Marioneta

Den var hård at læse.
Jeg er ked af at høre, hvordan det har været for dig at få barn med ham. Jeg føler mig ramt, fordi jeg levende kan forestille mig min mand reagere lignende på den slags situationer.
Måske er det rigtig sundt for mig at høre. Af og til er det nemmere og mere trygt at beholde skyklapperne på. Men jeg får ondt i maven af at forestille mig, at jeg var i din situation.

Godt for dig, at I ikke længere er sammen!

[Mibber]

Jeg er vokset op under sådanne vilkår, når jeg kom hjem fra skole så gjaldt det om at åbne alle dørhåndtag så forsigtigt at de ikke lavede lyde for hvis min moster vidste jeg var kommet og der lige var noget der ikke var gået efter hendes hoved så kom hun farende ned af trappen og fik et flip,det er jo dræbende at leve på den måde og det kan man ikke byde et barn.

Jeg tror du må beslutte om du vil have ham eller børn, risikoen for han vil have tendens til at falde tilbage når han bliver ekstra stresset selv hvis han går med til at søge hjælp er meget stor og det er nu stressende at have børn selv med de nemmeste af dem.

Men jeg tænker om det overhovedet er noget han for alvor er interesseret i når han reagerer sådan på småting?

Han er mere interesseret i børn end jeg. Han kan slet ikke forestille sig et liv uden at få børn, og bliver altid helt glad, når vi er sammen med vennernes rollinger. Så jeg tror bestemt han er interesseret.

[Mibber]

Jeg har tænkt over en ting siden i går.

Jeg tror, uanset hvad, at du skal stoppe med at glatte ud og please, på den måde du gør det i forbindelse med hans udbrud, evt. for at undgå dem.
Hvis du vil have, at han sådan rigtig forstår, hvor meget du kæmper med det her, så tror jeg at du skal lade ham det mærke inden I tager en snak om det generelt.

Brug det som et udgangspunkt for samtalen, at alle de ting han oplever nu, og som han oplever mere af lige pludseligt, er fordi du simpelthen ikke kan, ikke magter eller overskuer, at rende og glatte ud. Og på baggrund af den manglende energi til det, må han da kunne forstå hvad det gør ved dig at skulle rumme og hjælpe ham hele tiden.

Men uanset hvad, så synes jeg du skal bruge dit sidste overskud, på simpelthen at lade være med de ting. Det er ikke dit ansvar at hans tilværelse er gnidningsfri, så giv slip på ansvaret.
Det må briste eller bære derfra, men det er ikke din opgave at bære ham gennem livet.

Jeg læste dette indlæg i går, og tænkte; ved du hvad, jeg prøver sgu. At lade være med at trøste ham, når han flipper over de små ting. Lade være med at gøre noget for at undgå, at han kommer i de her situationer.

Og jeg vil sige, det ikke var en udpræget succes, men jeg kunne vel heller ikke forvente andet, end at der kom en negativ reaktion.
Han var faktisk rigtig slem i går, og hver gang han flippede, sagde jeg bare "nå, det var da ikke så godt", lod som ingenting eller foreslog ham nøgternt, hvordan han kunne løse situationen. Med det resultat, at han gik rundt og lignede en 5-årig, der ikke må få en is, resten af dagen.
Vi var ude at spise i går aftes (Dining week) og han sagde stort set ikke et pip til mig hele aftenen, heller ikke i bilen på vej hjem. Så det var superhyggeligt...

[Mibber]

Jeg tror ikke, at jeg forstår. Går din mand i selvsving, og lader ting som spildt vand og forkerte sokker ødelægge sin dag? Altså sådan helt seriøst? Det er ikke sådan nogle fiktive, overdrevne eksempler? Altså - jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det går for sig. Hvis vi nu sætter, at det er sådan noget vand på gulvet, som kan tørres op med en klud, hvordan er hans reaktion så? Hvordan bruger han vand på gulvet, der kan tørres op med en klud, som undskyldning for at være muggen en hel dag/aften?

Og hvorfor i helvede finder du dig i den opførsel, den er jo absurd.

Ganske seriøst.
Hvis vi tager udgangspunkt i vandet på gulvet, så raser han og råber og skriger, når det sker. Ikke ad mig, med ad situationen. Jeg må ikke tale til ham og gå i vejen, for der hersker kaos indvendigt i ham, men han bliver også sur og skuffet, hvis jeg ikke ordner det med eller for ham, for så føler han sig "alene" og ikke taget hensyn til. Han føler, at han altid er der for mig, men at det ikke går den anden vej.

[Mibber]

Jeg tror lidt, humlen er, at han jo er der for mig, når jeg ikke har det godt. Dengang jeg gik ned med stress og da min far døde var han ret fantastisk fx. Så jeg vil jo også gerne være der for ham. Men jeg har svært ved at holde til det, når det er de her småting hele tiden, som (i mine øjne) ikke betyder noget som helst i det store billede.

[Mibber]

TS er der plads til dig i jeres forhold overhoved?

Hvad hvis du kom hjem fra job og et eller andet går galt og du så sætter dig på gulvet og tuder, begynder at råbe og skrige eller opfører dig som et forvokset pattebarn resten af dagen - er der plads til det? Har du prøvet? Ikke at jeg anbefaler det, men kunne ikke forestille mig at din mand, ud fra din beskrivelse, ville være rummelig og passe på dig - på samme måde som han forventer du gør.

Du tager alle mulige hensyn då han kan have det bedst muligt (du spiser fx ikke gulerødder) men han kan ikke tage så meget hensyn, at du kan holde ud at være i dit eget hjem - fordi hvis han skal det så er du ikke rummelig?
Den er helt skæv!

For mig lyder det som om at du har gjort de rigtige ting man gør i et forhold, hvor man gør alt hvad man kan for at den man elsker skal have det så godt som muligt. Nogen gange gør man også nogle ting der på andre kan virke uretfærdige, men det er OK så længe der kommer noget positivt ud af det.
Problemet er bare at det kun fungere når det er gensidigt. For hvis begge parter kun er fokuseret på at den ene skal have det godt, så bliver det på bekostning af den anden. Det kan gå i en periode, men et forhold bør i det store hele være velbalanceret og ligeværdigt.
Og det lyder det ikke til at jeres er. Det lyder til at det handler om ham!

Jeg kan forestille mig at når du tager det op, at DU ikke har det godt - så vender han den om, så det kommer til at handle om at det er synd for ham, at du mener at han ikke gør nok for dig, at du mener han ikke er en ordentlig ægtemand, at det er nærmest ondskabsfuldt at du tænker sådan om ham, at det faktisk er rigtig rigtig synd for HAM at du ikke har det godt.
(Meget muligt jeg læser lidt for meget af et tidligere forhold ind i det du skriver).

Er problemet egentlig ikke, at du ikke føler dig elsket?
At han ikke gør noget (eller i hvert fald ikke nok) for at DU skal have det godt.
At jeres forhold ikke er ligeværdigt?

For hvis man føler sig elsket, at man føler der er plads til en og at ens elskede vil gøre alt hvad han/hun kan for at passe på en.
Så gør man med glæde det samme for den anden.

Jeg tror som sådan, han ville passe på mig, hvis jeg en dag kom hjem og smed mig på gulvet og var urimelig og tudende. Men om han ville klare det på daglig basis, det ved jeg ikke. Jeg har ikke prøvet aktivt, andet end nogle gange, hvor jeg har været helt ude at skide pga stress, dødsfald i familien eller en virkelig ubehagelig oplevelse på arbejdet. Og der har han da været der. I en periode. Da min far døde, var han super i starten, og så nåede han til et punkt, hvor han ikke kunne rumme min sorg længere.

Jeg vil mægtig gerne være der for ham, og kan sagtens forstå, at der heller ikke ser for festligt ud indeni ham, men det er hårdt, når man føler, at det er forkert, uanset hvordan man griber det an. At det ikke er nok. Og at han i virkeligheden føler, jeg ikke er der for ham. At han altid er der for mig, men jeg kan ikke gøre ham tilfreds. Og hvis jeg brokker mig, så har han altid lige et eksempel klar på, hvordan jeg er mindst ligeså urimelig selv.

Så føler jeg mig ikke særligt elsket, nej... Selvom han på gode tidspunkter er kærlig, og fortæller mig, at han elsker mig. Det er jeg sådan set ikke i tvivl om, at han gør.

I morges havde jeg den bedste zen-oplevelse. Der var sne udenfor, og jeg løb mig en lang tur. Min mand var i fint nok humør, da jeg tog afsted. Så ringer han, fordi han har låst sig ude på vej på arbejde for at høre, hvor jeg er henne. Jeg er 1/2 time væk (hvis jeg løber tilbage), og så bliver han frustreret og kører den lange svada om, hvordan hele hans dag nu er ødelagt (på trods af at vi bor lige ved en metrostation, og det faktisk er hurtigere for ham end at cykle på arbejde. Cykelnøglen har han låst sig ude fra. Jeg er hjemme når han kommer fra arbejde, så da er der ingen problemer med at komme ind). Jeg foreslår ham at tage metroen, og så grynter han et eller andet og siger hej-hej. Farvel, zen... Jeg forstår, at det er surt at låse sig ude fra sin nøgle, men følte lidt det blev mig, der blev ramt af frustrationen, fordi jeg ikke havde mulighed for at komme og redde ham...

[Thestral]

Jeg tror lidt, humlen er, at han jo er der for mig, når jeg ikke har det godt. Dengang jeg gik ned med stress og da min far døde var han ret fantastisk fx. Så jeg vil jo også gerne være der for ham. Men jeg har svært ved at holde til det, når det er de her småting hele tiden, som (i mine øjne) ikke betyder noget som helst i det store billede.

Der er en væsentlig forskel på at gå ned med stress eller at opleve et dødsfald i nær familie og så til at flejne skråt over spildt vand eller what ever hver dag, flere gange om dagen.

[Mibber]

Jeg har tænkt over en ting siden i går.

Jeg tror, uanset hvad, at du skal stoppe med at glatte ud og please, på den måde du gør det i forbindelse med hans udbrud, evt. for at undgå dem.
Hvis du vil have, at han sådan rigtig forstår, hvor meget du kæmper med det her, så tror jeg at du skal lade ham det mærke inden I tager en snak om det generelt.

Brug det som et udgangspunkt for samtalen, at alle de ting han oplever nu, og som han oplever mere af lige pludseligt, er fordi du simpelthen ikke kan, ikke magter eller overskuer, at rende og glatte ud. Og på baggrund af den manglende energi til det, må han da kunne forstå hvad det gør ved dig at skulle rumme og hjælpe ham hele tiden.

Men uanset hvad, så synes jeg du skal bruge dit sidste overskud, på simpelthen at lade være med de ting. Det er ikke dit ansvar at hans tilværelse er gnidningsfri, så giv slip på ansvaret.
Det må briste eller bære derfra, men det er ikke din opgave at bære ham gennem livet.

Jeg læste dette indlæg i går, og tænkte; ved du hvad, jeg prøver sgu. At lade være med at trøste ham, når han flipper over de små ting. Lade være med at gøre noget for at undgå, at han kommer i de her situationer.

Og jeg vil sige, det ikke var en udpræget succes, men jeg kunne vel heller ikke forvente andet, end at der kom en negativ reaktion.
Han var faktisk rigtig slem i går, og hver gang han flippede, sagde jeg bare "nå, det var da ikke så godt", lod som ingenting eller foreslog ham nøgternt, hvordan han kunne løse situationen. Med det resultat, at han gik rundt og lignede en 5-årig, der ikke må få en is, resten af dagen.
Vi var ude at spise i går aftes (Dining week) og han sagde stort set ikke et pip til mig hele aftenen, heller ikke i bilen på vej hjem. Så det var superhyggeligt...

Men siger du så noget til ham? Fordi hvis min bedre halvdel lavede sådan en stunt, med "silent treatment" så ville han få at vide "Enten fortæller du mig hvad der er galt så vi kan få løst det, eller også holder du op med at opføre dig som en forkælet møgunge der ikke har fået sin vilje" ... det er i orden at være i dårligt humør, det er bare ikke i orden at lade det gå ud over andre, uden at give modparten en chance for at gøre til eller fra ...

Altså, så direkte og effektivt er jeg ikke god til at fremlægge sagen, må jeg indrømme.
Jeg prøvede at få samtalen til at glide på restauranten. Det lykkedes ikke rigtig. I bilen på vej hjem, spurgte jeg ham om han var ok? Han sagde bare, at han var træt og havde spist for meget. Så talte vi ikke mere sammen før han gik i seng... Jeg magtede simpelthen ikke konfrontationen i går.