Selfies!

[MissDitte]

Jeg tager meget sjældent selfies. Jeg bryder mig faktisk ikke så meget om at se på mig selv, så jeg synes heller ikke andre behøver
Jeg kan dog finde på at tage med mine børn eller kæreste, men der skal oftest ret mange til, før jeg ser ud så jeg kan godkende billedet.
Mht andre kan jeg godt lide at se på billeder, men jeg synes nogen har præcis samme udtryk på alle billeder, og så bliver det måske lidt ligegyldigt. Eller trends med at stikke tungen ud af munden eller trutmund, synes jeg, er sært. Det klæder jo ikke nogen.

[Krølle]

image.jpg

Det er meget sjældent, jeg tager billeder eller bliver taget billeder af. Det gør ikke den store forskel, hvem fotografen er: 9/10 gange er resultatet som på højre side.

Jeg fastholder stædigt, at jeg gør mig bedst live!

[Krølle]

Af samme årsag nærer jeg næsegrus beundring for fotogene mennesker og selfieentusiaster. Jeg mestrer ikke kunsten.

[Sevii]

Jeg synes egentlig selfies er sære, og jeg tager dem heller ikke selv. Det er nok en blanding af jeg faktisk synes man fremstår lidt selvfed, når man tager (mange) billeder af sig selv. Men egentlig tror jeg også det handler om jeg generelt ikke bryder om at få taget billeder af mig.
Men folk skal da have lov til det. Men jeg kan lige komme med et ekspempel, hvor jeg ikke helt forstår konceptet fra facebook, hvor en person tager et selfie, du kan ikke se andet end personen, og så skriver personen "Paris!". Altså, jeg havde aldrig vidst den person var i Paris, hvis ikke det var blevet skrevet, fordi man ser jo ikke andet end personen med trutmund. Det kunne have godt måske også at se omgivelserne, men det er bare mig.

[Delfin]

Det er ikke noget, jeg gør vildt meget, men det sker da, hvis jeg mangler en fotograf.
Billedet i mit togkort er en selfie, og som andre nævner, kan jeg også finde på det på alene-ferier.

[oOxXxOo]

Jeg bryder mig virkelig ikke særlig meget om selfies, hvilket nok skyldes at jeg synes det er en "se-mig-og-hvor-godt-jeg-ser-ud-mentalitet". For mig skal et billede være med til at minde mig om noget eller nogen. Jeg elsker f.eks. at sidde og kigge gamle billeder igennem hos mine forældre, og ja gu er der da billeder, hvor man er piv grim, men jeg synes stadig de har charme , og de har også charme på en anden måde en selfies.
Men okay jeg er også virkelig meget imod telefoner og hvad der ellers bimler og bamler, og HADER når folk ikke kan bruge et par timer i et selskab uden at skulle hive telefonen frem, og det er selfies nok bare en del.

EDIT: Andres selfies siger mig nu egentlig heller ikke så meget, med mindre de formår at gøre det virkelig sjovt eller underholdende.

[Guilded_Lily]

Jeg er pivelendig på billeder uanset hvem, fotografen er. Lykkes det mig at fange mig selv i en okay vinkel, kan jeg godt poste det, men 95% af mine selfies bliver på telefonen! Som et ældre familiemedlem engang sagde, da hun havde set feriebilleder: "Ja, man kan godt se, hvem der er fotografen i jeres familie". Jeg er stort set aldrig med på billeder; jeg skal direkte bede min mand om at tage kameraet, hvis jeg skal bevise, jeg rent faktisk var med på turen.

Jeg har en kollega/veninde, som er SÅ hamrende fotogen og ekspert udi selfiekunsten - og jeg er dybt misundelig. Jeg har forsøgt at gøre hende kunsten efter, men hold nu kæft, det er grinagtige billeder, jeg får ud af det! I øvrigt ser min næse altid større ud på selfies - og den er slet ikke stor IRL.

Til gengæld har jeg en fb-ven, der mindst fem gange ugentlig skifter profilselfie ud med et nyt profilselfie - her er eneste forskel en hårtots placering eller påklædningen. Vinkel og ansigtsudtryk er altid det samme. Det forstår jeg ikke pointen i.

[Velvet-Goldmine]

Jeg har en kollega/veninde, som er SÅ hamrende fotogen og ekspert udi selfiekunsten - og jeg er dybt misundelig. Jeg har forsøgt at gøre hende kunsten efter, men hold nu kæft, det er grinagtige billeder, jeg får ud af det! I øvrigt ser min næse altid større ud på selfies - og den er slet ikke stor IRL.

Præcis dét der, sker også for mig
Jeg aner ikke hvad der foregår - om det er fordi at kameraet kommer for langt op i fjæset eller hvordan, men jeg ligner en idiot!

Jeg hader at få taget billeder, og jeg hader at tage selfies. Det sker en sjælden gang, men jeg ved også at jeg skal tage ca. 65 billeder for at et enkelt ser nogenlunde ud.
Jeg har faktisk prøvet at gå ud til spejlet og kigge i alle mulige vinkler, skære ansigt, smile, grine, whateever for at se hvordan mit ansigt ser ud i forskellige positurer.... og jeg synes altså generelt at jeg er ok pæn og har flotte øjne.... men jeg har aldrig set mig selv se ud, som jeg stort set altid gør på billeder.
Godt jeg ikke har haft ambitioner om at blive model - det havde været jævnt op ad bakke

[Aima]

Nå, men her er mine umiddelbare tanker:


Det, jeg undrer mig mest over i hele selfie-snakken, er faktisk, at nogle kan have deciderede aversioner. Jeg forstår helt ærligt ikke, hvordan man ligefrem kan blive ægte irriteret over, når andre mennesker tager og flasher billeder af sig selv. Jeg forstår heller ikke hele den der gøren sig klog på, hvad der potentielt ligger til grund for andre menneskers selfietendenser. Så er de selfede og bekræftelsessyge eller opmærksomhedshungrende eller whatnot, og hey, det kan da godt være, men er det ikke ligemeget? Jeg forstår, det kan være anstrengende at være fysisk sammen med nogen, hvis selvfedme eller usikkerhed smitter meget af på den generelle adfærd, fordi det lissom påvirker forventningerne til ens egen adfærd, når man er den der bliver pålagt at skulle levere den der opmærksomhed eller bekræftelse som nogen potentielt og i omsiggribende grad, har brug for. Når det kommer til udtryk i selfieformat på Facebook og andre steder, er det jo omvendt fuldstændigt ligegyldigt, det tager ikke engang et sekund at konstatere og ignorere et random selfie, man kan så nemt som ingenting scrolle videre, man kan endda fjerne eller blokere selfiemonsteret, så man fremadrettet ikke behøver bruge det der halve sekund på at forholde sig til vedkommendes flasheri. Jeg forstår ikke, hvordan det på nogen måde kan påvirke en negativt, altså det er såmænd fair nok, det giver bare ikke mening for mig, for jeg synes det virker ret irrationelt.

Anyway. Selfies, og muligheden for dem, er et lille mirakel, når man er synshandicappet, så jeg er meget begejstret for konceptet. Spejle giver mig, rent praktisk, ikke mulighed for at se mig selv i en helhed og hvis jeg vil tjekke mig selv ud, og det vil jeg sommetider, fordi det er rart nok at have vished for at make-up, hår, bryn, tøj mm. spiller nogenlunde, er billeder min mulighed. Jeg kan ikke se detaljer, medmindre jeg er under en halv meter fra genstanden/mennesket, jeg kigger på, på billeder kan jeg komme tæt på, det er så genialt. Jeg går stadig rundt og ved, præcis hvordan mine kollegaer, venner, familie og øvrige omgabgskreds ser ud, også selvom de ikke ser ud som før, jeg mistede evnen til at se dem i detaljer, og uden, jeg behøver skulle placere mine øjne under en meter fra deres ansigter. Det ved jeg, fordi jeg kan følge med via deres facebookprofilbilleder og selfies, og det er fandme bare både rart og smart!

Derudover er det dejligt nok at få søde komplimenter, også på sit udseende, synes jeg, så sommetider deler jeg en selfie herinde eller sender den til min mor. Min primære inspiration og hensigt er altid at vise noget konkret, altså ny frisure, pæn make-up, flotte øreringe eller den slags, men derfor har venlig eller komplimenterende feedback stadig betydning for mig. Jeg bliver glad, når det er.

[Oddinary]

Jeg tager ikke selfies. Det har bogstaveligt talt kun været hvis jeg har skullet dokumentere et eller andet ekstraordinært, og så har jeg bare sendt billedet til den som det vedkom. Jeg er ligeglad med hvad andre gør, og jeg har også på fornemmelsen at det er mig, der er lidt unormal. Der er ikke noget i vejen med mit udseende, men det er bare ikke noget, jeg nogensinde tænker over, og jeg er meget ligeglad med at ligge inde med billeder af mig selv.
Har ikke noget negativt forhold til at folk poster mange selfies, jeg scroller som regel bare videre.

[lillebjoern]

Taget videre fra den anden tråd:

For det første så har jeg ingen holdning til selfies – jeg forstår bare ikke konceptet. Jeg er ligeglad med om folk poster 100 af dem eller ej. Jeg har ikke noget imod selfies eller de folk, der tager dem, jeg forstår bare ikke hvorfor man gør det. Jeg kan ikke sætte mig ind i at være i en situation hvor man har brug for at tage et billede af sig selv og vise til andre (igen – hvis det ikke har andet formål end, ”se mig”). Jeg forstår selvfølgelig godt at det kan være rart med komplimenter, og jeg er heller ikke et sekund i tvivl om at det er det, det handler om; komplimenter og bekræftelse. Jeg kan i hvert fald ikke se nogen anden grund end den til at poste et billede af sig selv, som ikke har anden relevans end ”her er jeg”. Og det synes jeg heller ikke er en ringe grund – for mig er det ligefrem en ret legitim grund – men jeg synes bare ikke der er nogen der står ved det, bortset fra Aima. Altså, det er vel det, det handler om?

At folk påstår at man bare kan scrolle videre – ja, selvfølgelig? Sådan er det jo med alting på de sociale medier. Der er en eller anden ”kan du ikke lide lugten i bageriet”-mentalitet, og man bliver lidt frataget muligheden for at komme med en holdning til noget som helst, for ”hvis du ikke kan lide det, kan du jo bare scrolle videre!” og ”det er jo bare et billede…”. Ja, men man må vel gerne stille spørgsmålstegn ved det? For mig er det en oprigtig undren, som jeg har reflekteret over i længere tid; det er på ingen måde en kritik af nogen, men jeg oplever lidt at folk går i forsvarsposition. Jeg anfægter ikke andres forhold til de sociale medier, jeg er bare nysgerrig, fordi det ligger så langt væk fra hvad jeg bruger de sociale medier til

[Kasper]

Jeg har en kollega/veninde, som er SÅ hamrende fotogen og ekspert udi selfiekunsten - og jeg er dybt misundelig. Jeg har forsøgt at gøre hende kunsten efter, men hold nu kæft, det er grinagtige billeder, jeg får ud af det! I øvrigt ser min næse altid større ud på selfies - og den er slet ikke stor IRL.

Der er flere ting i spil i forhold til, at man synes ens selfies kan se helt forkerte ud. Vi er f.eks. vant til at se vores eget ansigt spejlet, og kan derfor synes, at det uspejlede billede ser helt forkert ud.

En anden er at et selfie-kamera typisk er meget tæt på ansigtet. Rent fototeknisk bliver ting, der relativt set er tættere på linsen end andre ting i billedet, relativt meget større. Hvis man fotograferer et ansigt forfra, så er det jo næsen, der er tættest på. Hvis man øger afstanden, bliver den relative afstand mellem næse og resten af ansigtet mindre. Dvs. at de få centimeter som næsen stikker ud relativt set er ret meget, hvis den totale afstand til kameraet kun er 20 cm, mens de få næsecentimeter er relativt lidt, hvis afstanden til kameraet er 200 cm.

Prøv f.eks. at lave en lille test med telefonens selfie-kamera, hvor du bevæger det gradvist tættere på og længere væk, og se forskellen i både ansigtsform og næsestørrrelse.

Der er en god artikel om fænomenerne i The Atlantic: http://www.theatlantic.com/health/archi ... ts/359567/

[Aima]

Taget videre fra den anden tråd:

For det første så har jeg ingen holdning til selfies – jeg forstår bare ikke konceptet. Jeg er ligeglad med om folk poster 100 af dem eller ej. Jeg har ikke noget imod selfies eller de folk, der tager dem, jeg forstår bare ikke hvorfor man gør det. Jeg kan ikke sætte mig ind i at være i en situation hvor man har brug for at tage et billede af sig selv og vise til andre (igen – hvis det ikke har andet formål end, ”se mig”). Jeg forstår selvfølgelig godt at det kan være rart med komplimenter, og jeg er heller ikke et sekund i tvivl om at det er det, det handler om; komplimenter og bekræftelse. Jeg kan i hvert fald ikke se nogen anden grund end den til at poste et billede af sig selv, som ikke har anden relevans end ”her er jeg”. Og det synes jeg heller ikke er en ringe grund – for mig er det ligefrem en ret legitim grund – men jeg synes bare ikke der er nogen der står ved det, bortset fra Aima. Altså, det er vel det, det handler om?

At folk påstår at man bare kan scrolle videre – ja, selvfølgelig? Sådan er det jo med alting på de sociale medier. Der er en eller anden ”kan du ikke lide lugten i bageriet”-mentalitet, og man bliver lidt frataget muligheden for at komme med en holdning til noget som helst, for ”hvis du ikke kan lide det, kan du jo bare scrolle videre!” og ”det er jo bare et billede…”. Ja, men man må vel gerne stille spørgsmålstegn ved det? For mig er det en oprigtig undren, som jeg har reflekteret over i længere tid; det er på ingen måde en kritik af nogen, men jeg oplever lidt at folk går i forsvarsposition. Jeg anfægter ikke andres forhold til de sociale medier, jeg er bare nysgerrig, fordi det ligger så langt væk fra hvad jeg bruger de sociale medier til

Lige for god ordens skyld. Jeg synes personligt gerne, man må stille spørgsmålstegn ved og undre sig over selfies (og alt muligt andet), faktisk synes jeg det er ret interessant, for der er også faktorer ved tendensen, jeg ikke helt kan sætte mig ind i.

Min anke går slet ikke på, når folk forholder sig undrende. Guderne skal da vide, jeg selv bruger 90% af min facebook-tid på at undre mig Det, jeg ikke forstår og synes er ærgerligt, er når folk bliver irriterede eller synes det er åndssvagt eller pådutter selfieflasherne en helt masse motiver, de i virkeligheden ikke aner en kæft om. Hvis man er så ømtålelig og sensitiv, at det trigger en irritationsnerve at folk smider selfies på Facebook, tænker jeg, man med fordel selv kunne arbejde lidt med sin egen dårlige evne til at finde passende tidsfordriv, for Facebook, Instagram m.fl., er skabt til den slags selviscenesættende delagtiggørelse som selfiekonceptet så fint og sigende repræsenterer, og synes man den slags er så nederen, at man ligefrem bliver påvirket sådan rent humørmæssigt, virker det ulogisk, nærmest lidt dumt, at man ikke fordriver tiden med Anders And-blade eller stramajbroderi i stedet for.

Oprigtig undren der bare handler om, at man er lidt nysgerrig på, hvorfor andre mennesker tænker/føler/handler anderledes, end hvad ens egne referencerammer rækker til, synes jeg altid er fedt nok. Jeg bruger fx. selv undren mere, end jeg bruger selfies

[Annione]

Jeg tager selfies - og jeg glor gerne på andres selfies. Men kors, hvor har det taget overhånd hos nogle mennesker. #stopdigselv

Jeg tager typisk selfies, når jeg er ude og rejse, og det er mig, der går rundt med kameraet/min telefon. Jeg synes en række billeder, som jeg har taget, er skidekedelige, hvis der ikke er lidt billeder af mig også Desuden kan jeg bedre huske omgivelserne, hvordan det føltes at være i det og det område, hvordan dagen var osv. når jeg ser mig selv der. Men lige så ofte får jeg min kæreste til at tage billeder af mig.

[DetSorteCirkus]

Jeg har det med selfies, som jeg har det med Valentine´s Day.
Det interesserer mig ikke, og det er ikke noget, jeg selv bruger, men jeg kan ikke hidse mig op over det og har samtidig svært ved at forstå, hvorfor andre kan.

Det hænder, at nogen af mine Facebook-kontakter får taget kunstneriske portrætbilleder, og det kan godt være spændende at se på, men jeg skal virkelige være knyttet til et menneske, før vedkommendes hverdagsknipserier, om det så er af dem selv, deres børn, hjem eller kage, siger mig noget.