Selfies!

[Viskelæder]

Jeg tager selfies, og jeg kan ikke se, hvad the big deal er. Alle mennesker har da altid gerne ville se pæne ud på billeder, uanset om fotografen er ens morfar, kæreste eller en selv.
Jeg kan selvfølgelig godt tænke, at dem, der har selfies over alt på deres profiler, er lidt for meget, men det tror jeg også, jeg ville tænke, hvis de havde billeder af sig selv taget af andre over det hele. Jeg synes tit, jeg er pænere på selfies end på alm. billeder, og så har jeg også rejst meget alene, og der vil jeg gerne selv være på billederne ind i mellem

Det, jeg dog ikke bryder mig om, i fht. selfies er de mærkelige ansigter og munde, der er kommet frem med selfietiden. Trutmunden, kyssemunden, den anstrengte mund, der lader som om, den ikke er en kyssemund, men egentligt er det. Det synes jeg ikke, jeg så så meget på alm. billeder.

[avdotja]

Jeg tager stort set kun selfies når jeg er på ferie (feriebilleder er bare sjovere med et menneske på!) og synes bestemt det er hyggeligt at se andres. Især hvis det er sådan nogle ferie/oplevelses- eller se-mit-nye-hår selfies.

[Joe]

Jeg har et ganske afslappet forhold til selfies. Jeg tager dem, men det er absolut ikke noget jeg synes går ud over andre mennesker. Dels gør jeg det kun, når jeg er alene, dels lægger jeg dem som oftest kun op på instagram, hvor jeg som udgangspunkt går ud fra, at de ca. 65 mennesker der følger mig, rent faktisk er interesseret i at se mine billeder (ellers er det da fjollet at følge mig.)

Jeg er bare generelt allermest komfortabel, når jeg selv tager billederne. Når andre tager billeder, så får jeg som oftest tanken at jeg ligner en, der prøver at være lækker, men i stedet ser fjollet ud. Så i stedet laver jeg stort set altid fjolleansigter. Når jeg tager selfies med egen telefon, så er jeg den eneste, der ser det, derfor tør jeg godt gøre mig umage med at prøve at se godt ud.

Ydermere bruger jeg filtre i vildskab. Især nogle af de der er i sort/hvid.
Jeg er godt klar over, at jeg ikke altid ser sådan ud en tidlig mandag morgen, som jeg gør på de billeder, jeg lægger på nettet. Det er helt okay. Jeg har heller ikke altid blazer på, når jeg er på arbejde, selvom jeg havde blazer på til min jobsamtale. Jeg er superbruger nok af sociale medier til at vide, at det de fleste mennesker lægger ud er et glansbillede. Og det er helt okay. Så ligesom jeg kun lægger opdateringer ud på facebook, når noget fedt eller sjovt er sket, og jeg kun tweeter, når jeg har noget relevant at sige, så lægger jeg også kun billedet på nettet, når jeg ser godt ud.

Jeg har mange mennesker i mit liv jeg holder af, som jeg ikke har mulighed for at se hver dag. En af mine tætte veninder poster ofte billeder af det mad hun spiser. Det har jeg ikke så mange følelser omkring. Til gengæld bliver jeg glad, når der kommer et billede af hende, for der kan jeg tænke "hvor er hun skøn, hende savner jeg." De samme følelser får jeg ikke ud af et billede af en salat.

Det er min holdning generelt i livet, at folk har lidt for travlt med at brokke sig over hvad andre gør. Om det så er at de kalder spandauere for fastelavnsboller, putter flødeskum på brunsvigeren, giver hinanden blomster og hjerteformet chokolade den 14. Februar, eller om de gudfrimigvel poster selfies på nettet. Jeg synes generelt man skal slappe af. Og hvad er det egentlig der gør, at det bliver opfattet som mere selvcentreret, hvis jeg poster et billede jeg selv har taget af mig selv, end hvis jeg poster et billede en af mine venner har taget af mig? Er det fordi sidstnævnte er bevis på at man omgås andre mennesker, og ikke bare ligger under sin dyne helt alene? Under alle omstændigheder ligger der et billede af mig på nettet.

[Purple]

Det er brændvidden på sådan et kamera der gør at man har tildens til at få større næse og lignende f.eks. - mobilkameraer kan være ret slemme til det nogen gange

Jeg har en kollega/veninde, som er SÅ hamrende fotogen og ekspert udi selfiekunsten - og jeg er dybt misundelig. Jeg har forsøgt at gøre hende kunsten efter, men hold nu kæft, det er grinagtige billeder, jeg får ud af det! I øvrigt ser min næse altid større ud på selfies - og den er slet ikke stor IRL.

Præcis dét der, sker også for mig
Jeg aner ikke hvad der foregår - om det er fordi at kameraet kommer for langt op i fjæset eller hvordan, men jeg ligner en idiot!

Jeg hader at få taget billeder, og jeg hader at tage selfies. Det sker en sjælden gang, men jeg ved også at jeg skal tage ca. 65 billeder for at et enkelt ser nogenlunde ud.
Jeg har faktisk prøvet at gå ud til spejlet og kigge i alle mulige vinkler, skære ansigt, smile, grine, whateever for at se hvordan mit ansigt ser ud i forskellige positurer.... og jeg synes altså generelt at jeg er ok pæn og har flotte øjne.... men jeg har aldrig set mig selv se ud, som jeg stort set altid gør på billeder.
Godt jeg ikke har haft ambitioner om at blive model - det havde været jævnt op ad bakke

[LadyFox]

Derudover er det dejligt nok at få søde komplimenter, også på sit udseende, synes jeg, så sommetider deler jeg en selfie herinde eller sender den til min mor. Min primære inspiration og hensigt er altid at vise noget konkret, altså ny frisure, pæn make-up, flotte øreringe eller den slags, men derfor har venlig eller komplimenterende feedback stadig betydning for mig. Jeg bliver glad, når det er.

Den kultur som kvinder har omkring ros af hinandens selfies på Facebook, undrer mig. Det er ligegyldigt hvordan selfie-kvinden ser ud, hun får "iiihhh hvor er du smuk"-kommentarer fra alle veninderne uanset hvad. Jeg formoder at de kan se hvis hun faktisk ikke er specielt køn, så de må gøre det for at være søde eller støtte hende. Eller måske i håb om at blive husket når de selv lægger billeder op. Men kan modtageren af komplimenterne ikke gennemskue at det er rene proforma-komplimenter?

Og så forestiller jeg mig at mange af kvinderne uden kvaler roser et selfiebillede på Facebook for bagefter at tale ondt om det bag offerets ryg.

Altså.. Jeg synes faktisk alle mine tætte veninder er nogle afsindig flotte kvinder, sådan åndsvagt flotte. Jeg tror ikke alle er enige med mig i at det er de - og jeg er heller ikke sikker på at jeg ville synes de var noget særligt hvis ikke jeg kendte dem og vidste hvor vanvittigt skønne mennesker de er.

[Aima]

Derudover er det dejligt nok at få søde komplimenter, også på sit udseende, synes jeg, så sommetider deler jeg en selfie herinde eller sender den til min mor. Min primære inspiration og hensigt er altid at vise noget konkret, altså ny frisure, pæn make-up, flotte øreringe eller den slags, men derfor har venlig eller komplimenterende feedback stadig betydning for mig. Jeg bliver glad, når det er.

Den kultur som kvinder har omkring ros af hinandens selfies på Facebook, undrer mig. Det er ligegyldigt hvordan selfie-kvinden ser ud, hun får "iiihhh hvor er du smuk"-kommentarer fra alle veninderne uanset hvad. Jeg formoder at de kan se hvis hun faktisk ikke er specielt køn, så de må gøre det for at være søde eller støtte hende. Eller måske i håb om at blive husket når de selv lægger billeder op. Men kan modtageren af komplimenterne ikke gennemskue at det er rene proforma-komplimenter?

Og så forestiller jeg mig at mange af kvinderne uden kvaler roser et selfiebillede på Facebook for bagefter at tale ondt om det bag offerets ryg.

Jeg mistænker så nok bare mest, at du må omgive dig med virkelige ærgerlige eksemplarer af kvindekønnet, siden det der er dine forestillinger, men hvad ved jeg om andre damer?

Jeg giver personligt aldrig komplimenter, jeg ikke helt oprigtigt mener, og da slet ikke på facebook, for hvis jeg ikke føler noget umiddelbart behov for at rose noget konkret ved et billede, men egentligt gerne vil udvise anerkendelse alligevel, findes der jo den der like-knap. Eller, faktisk fungerer jeg lidt omvendt af det, du beskriver, for jeg tænker ret ofte, at nogen ser dejlige ud, uden at jeg skriver det. Oftest liker jeg bare.

Og jeg taler ikke umotiveret negativt om andre menneskers måde at se ud på, faktisk aldrig, og mine veninder gør heller ikke. Ikke i mit nærvær, hvert fald.

Men igen, hvad ved jeg om hvad andre gør? Måske har du ret, jeg tror da nok der skal findes nogle eksempler på den slags nederen tilgang, lissom der findes eksempler på alle mulige andre slags nederenheder, jeg tror bare ikke det er så udbredt som det lyder som om, du tror.

[Evapeva]

Jeg er lunken omkring selfies. Og jeg har mange på min FB-venneliste, som virkelig dræner konceptet med allt for mange af dem. Men altså - det kan være hyggeligt, hvis folk forstår at bruge dem med en god portion enten selvtillid eller selvironi, og ikke i stedet tyr til duckface og smarte hashtags. Bwah, det er jeg ikke god til som modtager.

Her er en lunken selfie fra sofaen for et øjeblik siden. Det er fanmer lige før, jeg selv kom til at lave anden...!

Eva.jpg

[avdotja]

Derudover er det dejligt nok at få søde komplimenter, også på sit udseende, synes jeg, så sommetider deler jeg en selfie herinde eller sender den til min mor. Min primære inspiration og hensigt er altid at vise noget konkret, altså ny frisure, pæn make-up, flotte øreringe eller den slags, men derfor har venlig eller komplimenterende feedback stadig betydning for mig. Jeg bliver glad, når det er.

Den kultur som kvinder har omkring ros af hinandens selfies på Facebook, undrer mig. Det er ligegyldigt hvordan selfie-kvinden ser ud, hun får "iiihhh hvor er du smuk"-kommentarer fra alle veninderne uanset hvad. Jeg formoder at de kan se hvis hun faktisk ikke er specielt køn, så de må gøre det for at være søde eller støtte hende. Eller måske i håb om at blive husket når de selv lægger billeder op. Men kan modtageren af komplimenterne ikke gennemskue at det er rene proforma-komplimenter?

Og så forestiller jeg mig at mange af kvinderne uden kvaler roser et selfiebillede på Facebook for bagefter at tale ondt om det bag offerets ryg.

Det kommer nok lidt an på hvilken kredse man færdes i. Jeg vil skyde på at ca halvdelen af mine facebookvenner er kvinder og jeg synes ikke rigtig jeg støder på det. Men mange (inklusiv mig selv) liker ofte gode billeder og her behøver motivet skam ikke være supermodel; et like kan betyde alt fra "set" over "godt billede" til "du er super lækker!", så at et billede får mange likes, tror jeg ikke man skal tolke alt for meget ind i.

[Aima]

Jeg er lunken omkring selfies. Og jeg har mange på min FB-venneliste, som virkelig dræner konceptet med allt for mange af dem. Men altså - det kan være hyggeligt, hvis folk forstår at bruge dem med en god portion enten selvtillid eller selvironi, og ikke i stedet tyr til duckface og smarte hashtags. Bwah, det er jeg ikke god til som modtager.

Her er en lunken selfie fra sofaen for et øjeblik siden. Det er fanmer lige før, jeg selv kom til at lave anden...!

Eva.jpg

Men kan du prøve at forklare det der 'ikke god til' og at de 'dræner konceptet' nærmere? Jeg går ud fra, de flasher så mange selfies, at nyhedsværdien falder og det bliver lidt uinteressant, men jeg tænker bare... det er der jo SÅ meget på Facebook der er, uden at det på nogen måde påvirker af den grund? Og i aviserne og TV og alle andre steder vi opsamler inputs fra. Men hvad er det, er det irritationsfølelse eller... don't know... noget andet, der sker? Altså, det er lidt som når folk brokker sig over, at andre folk flasher for mange børnebilleder, og nogle folk flasher virkelig også mange billeder af deres børn, men der er jo bare billeder og man kan jo bare scrolle videre, altså de gør jo ikke ondt eller kradser eller noget... Så jeg forstår bare ikke det der med at nogen sommetider føler sig sådan lidt semi-generet af dem. Hvad er det, der gør det?

PS. Fin selfie, forresten!

[Karkluden]

Derudover er det dejligt nok at få søde komplimenter, også på sit udseende, synes jeg, så sommetider deler jeg en selfie herinde eller sender den til min mor. Min primære inspiration og hensigt er altid at vise noget konkret, altså ny frisure, pæn make-up, flotte øreringe eller den slags, men derfor har venlig eller komplimenterende feedback stadig betydning for mig. Jeg bliver glad, når det er.

Den kultur som kvinder har omkring ros af hinandens selfies på Facebook, undrer mig. Det er ligegyldigt hvordan selfie-kvinden ser ud, hun får "iiihhh hvor er du smuk"-kommentarer fra alle veninderne uanset hvad. Jeg formoder at de kan se hvis hun faktisk ikke er specielt køn, så de må gøre det for at være søde eller støtte hende. Eller måske i håb om at blive husket når de selv lægger billeder op. Men kan modtageren af komplimenterne ikke gennemskue at det er rene proforma-komplimenter?

Og så forestiller jeg mig at mange af kvinderne uden kvaler roser et selfiebillede på Facebook for bagefter at tale ondt om det bag offerets ryg.

Altså.. Jeg synes faktisk alle mine tætte veninder er nogle afsindig flotte kvinder, sådan åndsvagt flotte. Jeg tror ikke alle er enige med mig i at det er de - og jeg er heller ikke sikker på at jeg ville synes de var noget særligt hvis ikke jeg kendte dem og vidste hvor vanvittigt skønne mennesker de er.

Enig. Jeg kan objektivt godt se, at en del af mine veninder (og mig selv) aldrig ville blive booket som skønhedsmodeller. Men jeg synes oprigtigt de er nogle smukke, skønne og dejlige kvinder, også selvom de ikke er Dakota Johnson.

[Karkluden]

Og det der med, at man Snyder. Altså... næh? Det er jo mig på min selfies. Det er bare oftest den opdullede version I en god vinkel. Ligesom jeg oftest lægger outfitbilleder op når jeg har virkelig pænt tøj på eller viser min mad når vi får noget spændende. Eller smider dagligdagsbilleder op når der sker noget spændende.
Fordi hvem fanden gider se billeder af at jeg lige nu sidder skærmningsvagt på psyk I, hvad der reelt er, pænt nattøj, uden makeup og med fladt hår? Det er mig, ja, men det er da bare sådan lidt stenet. "Hej hej, jeg tjener penge". Altså det gør jeg jo gerne en 4-5 dage om ugen, mere spændende er det ikke.

Jeg smider heller ikke billeder op af at min aftensmad I går var 1 dåse tun, noget mayo og nogle gulerødder. For det er da røvsygt, men det var fornuftig mad. Det er da sjovere at vise den bøf med tilbehør vi skal have I morgen/senere.

[kidkomb]

Når jeg synes jeg har en rigtig god dag, så tager jeg en gang imellem selfies. Et ton selfies!
Og så er der nok 3-4 af billederne der er gode nok til jeg kan kigge på dem og tænke "jeg er da meget pæn egentlig"
Al den selfie-erfaring har, af een eller anden grund, gjort mig mere fotogen. Altså jeg er blevet bedre til, at være pæn på billeder.
(Og ja det er en ting. Kongelige feks får undervisning i, hvordan de kan fremstå pænest på billeder)

Jeg bruger mine selfies som profilbillede på facebook og jeg skifter det ca hver 4 måned tror jeg.

Folk der poster selfies på facebook jævnligt, altså ikke skifter profilbillede, men bare poster dem, bliver jeg, som andre, lidt irriteret over. Like-hunting irriterer mig.
Det må være noget jante eller mindreværd hos mig selv.
Selfies med duckface eller afarter heraf irriterer mig mere. Det gør det, fordi jeg synes det er åndssvagt, at de ikke selv kan se, hvor meget det ødelægger deres ellers fine billede. Altså, alle ved vel efterhånden at, disse læbe-kramper ikke får andre til at tænke "nej, hvor har hun bare en pæn mund", men snarere "nej, hvor ser det ubehageligt og forceret ud".

Jeg kan godt lide at se billeder af de mennesker jeg kender, også selfies, men når vi rammer 1 om ugen, så tænker jeg altså, at jeg hellere vil læse en opdatering om en ting de så i bussen igår eller lignende. En skøn blanding af billeder og tekst-opdateringer er dejligt at kunne følge med i, hos folk man holder af.
Ligesom IRL, så er det dejligt at tale om alt muligt, også om "Hvordan sidder denne kjole på mig" osv. Men ikke "Ej, se, ser jeg ikke godt ud?" en gang i timen.

[Akehurst2]

Jeg har det generelt lidt anstrengt med at der skal tages foto alle vegne, der er ingen der kan opleve noget som helst uden at det skal fotodokumenteres og lægges på Facebook, Instagram og sikkert en masse steder jeg ikke har hørt om. Således også med selfies, jeg forstår ikke hvad det skal til for, jeg synes det blokerer for at være til stede i det man laver.

Sådan har jeg det også. Jeg er sådan set ligeglad med, hvad folk fotograferer og det må hjertens gerne være dem selv (og jeg er i øvrigt ikke på sociale medier, så jeg bliver på ingen måde irriteret af hvad folk måtte poste), men jeg er tit træt af selve det, at de fotograferer. Det er sådan en irriterende måde at se noget på, når man skal stå der sammen med andre, der alle sammen har noget op foran ansigtet og virker så optagede af deres egen optagelse og slet ikke af oplevelsen. Det kan jeg selvfølgelig være ligeglad med, men det irriterer mig altså alligevel at folk ikke virker som om, de er til stede selvom de står lige ved siden af mig.

Og så irriterer det mig rent konkret, at fotograferingen fylder fysisk. Folk kan være meget optagede af at få det rette billede og den rette vinkel, så de vil have plads omkring dem, hvor de bliver sure, hvis man går ind foran deres skudvinkel, og de står foran fx kunstværker og udsigtspunkter i meget længere tid, hvor andre ikke kan komme til. Og ikke mindst, så holder de telefoner og kameraer og alt for ofte iPads op i luften og skygger for alle andres udsyn. Fx til koncerter, hvad der er helt vanvittigt irriterende - når jeg er gået ud for at høre livemusik er det da ikke for at se showet gennem din telefon Jeg er heller ikke vild med at gå bag en turist med en iPad højt i luften hele vejen over Brooklyn Bridge - det gjorde ikke meget for udsynet og den pågældende var også så opslugt af projekt "fotograf tur over Brooklyn Bridge" at han ikke ænsede andet omkring sig, såsom andre mennesker, som han uden videre gik ind i eller ind foran.

Der er dog et enkelt punkt, hvor netop selfies er virkelig irriterende: Når folk bruger selfiesticks. Lad være med at gå rundt og pege ud i luften med lange stænger i offentligheden, på gader, pladser og museer. Brug dem hjertens gerne hjemme hos dig selv, men ellers er det bare topmålet af uopdragenhed.

[Kommodedyret]

Konteksten betyder alt. Og med kontekst mener jeg den enkelte Facebookbrugers generelle adfærd.

Der er forskel på om der kommer en lind strøm af selvportrætter på daglig basis, eller om der kommer en årlig update af profilbilledet eller lejlighedsvise updates fra vigtige eller skønne situationer.

Selve handlingen, at tage et billede af sig selv, finder jeg ligegyldig i min vurdering af selfiefænomenet. Faktisk finder jeg det direkte underlødigt at tilskrive denne praksis et socialt stigmata fordi "billeder er da noget andre tager, hvis man tager et billede af sig selv så er man selvoptaget".

Nej. Man er ikke selvoptaget. Men hvis man poster billeder hver dag fordi man er afhængig af sit daglige skud bekræftelse, ja så tenderer man altså selvoptaget på en usund måde.
Jeg føler at en sund tilgang til sit eget udseende, en position hvor man hviler i sig selv, og ikke har behov for konstant bekræftelse fra andre for at føle sig smuk.
Måske er der for nogle personer tale om en form for afhængighed af andres komplimenter. Det er sgu lidt synd. Jeg får den tanke nogle gange, især hos helt unge mennesker.

Det der er det usunde aspekt ved selfiefænomenet, er altså i følge mig, de situationer hvor folk bliver overfokuseret på deres udseende og afhængige af
andres opmærksomhed og bekræftelse.

[Velvet-Goldmine]

Ind i mellem får jeg en slags omvendt-aversion mod selvfies. Forstået sådan, at det ikke er selfien og afsenderen jeg finder problematisk, men kommentarene!

Jeg har en ven på FB, der er en virkelig smuk og lækker mand. Han poster ikke mange selfies, men det hænder og det er fuldstændigt afsindigt som samtlige voksne madamser går f.u.l.d.s.t.æ.n.d.i.g.t. i selvsving med "piiiiiift", "lækker lækker lækker ", "nam-nam" osv i 40-50 kommentarer.... jeg synes det er decideret pinligt.
Derfor får han ikke ret mange likes eller kommentarer på sine billeder fra mig, for jeg har ikke lyst til at blive associeret med det der (for mig at se) røvpinlige hormonhysteri

Det er jo egentlig lidt træls, og han er en meget venlig mand, så han takker pænt til hver enkelt af de trussevåde kommentarer

Når folk går over gevind i deres lovprisning af et billede bliver det jo tilpas utroværdigt og dermed ligegyldigt, og det er egentlig mest dét jeg har et problem med - ikke at folk poster billeder, det kan være meget fint og hyggeligt.

De andre venner på FB, der selv har venner der er mere moderate og opfindsomme i deres respons, kan jeg lide at kigge på for der er sommetider sjove kommentarer eller lign. til billederne, og så kan man også ind imellem opsnappe små personlige historier der giver lidt insiderviden