Selfies!

[Grissebassen]

Jeg tager udelukkende selfies til mig selv som ingen andre må se, og gør det mest for at tjekke om tingene sidder som de skal, da det som regel giver en et andet indtryk end spejlet, eller også bare for sjov.

[icelady]

Jeg tror ikke jeg forstår hvad du mener - hvordan er en selfie anderledes end andre billeder?

Det ved jeg heller ikke, men har ytret det flere steder og flere gange og stort set hver gang får jeg at vide, at et selfie IKKE et almindeligt billede. Og når jeg så spørger ind til forskellen har jeg fået at vide at "Et selfie er jo et billede af sig selv taget af sig selv og derfor er det ikke et almindeligt billede."
Dén logik kan jeg ikke se; for mig er et billed et billed, uanset om man selv har taget det eller andre har.

[Aima]

Jeg så engang et selfiebillede på Facebook (ikke nogen jeg kendte, det var en ven af en ven) hvor der var den sædvanlige stribe "smuksak", "smukke", "pffft" osv., og på et tidspunkt siger en mand det første jeg tænkte "jeg synes du stirrer lidt meget". Hun stirrede virkelig meget, det så ud som om øjnene var ved at falde ud af hovedet på hende, og andre må simpelthen have set det. Hun var såmænd pæn nok, billedet var bare ikke så godt. Så blev hun lidt småfornærmet og skrev noget med "hvis man ikke har noget godt at sige...". Han havde åbenbart brudt reglerne for kommentering af selfies.

Njaeh, jeg ved nu ikke om jeg synes, man kan tale om facebookregler mere, end man kan tale om helt almindelige sociale spilleregler i sådan et tilfælde. Jeg kan sætte mig ind i, man komplimenterer et andet menneskes billede, fordi man for det første mener komplimentet og dernæst fordi det jo lissom tjener det formål, at man formentlig gør et andet menneske glad. Det giver mening i min verden. Det giver overhovedet ikke mening at man ser et billede af nogen, og føler behov for at kommentere med noget, man udmærket er klar over, kan opfattes negativt. Hvad vinder man ved at skrive til en kvinde, hun har stirreøjne på sit billede? Altså, hvem får noget ud af det?

[achillaxedprune]

Sådan selfie-selfies, hvor der kun kan se et ansigt og ikke en handling (f.eks. man drikker shots, står et specielt sted og lignende) forbinder jeg med singlelivet... Det er udelukkende singler på min facebook, der laver selfies uden andet formål end at se lækker ud.
... Man kan også nemt spotte om de har Tinder, da selfien så gerne skifter tit og der skrues op for knep-mig-udtryk.

[Urtekussen]

Ax, sådan her?

[achillaxedprune]

Ax, sådan her?

Haha, nej, for jeg antager ikke at formålet er at se lækker ud.

...og hvis vi endelig er i den genre, så kan jeg da byde ind med mit sidst oploadede billede af mig selv på facebook. Yes, min mand mesterfotografen var på spil. Jeg havde ellers lige siddet og lavet street håndtegn, men næh nej, dette billede bliver resultatet.

EDIT: Damn, det blev stort... Haha, nu overvejer at slette det, fordi jeg trods alt har en smule forfængelighed i mig selvom jeg er gift. kæft, det er grimt det billede.

image.jpeg

[Kommodedyret]

Ax, sådan her?

Piiift!
Smuksak!
Lækker tøs!
Hubba hubba!
FLOTTE <3 <3


Nu kan jeg ikke finde på flere, andre må hjælpe til.

[Marichen12]

Ax, sådan her?

Piiift!
Smuksak!
Lækker tøs!
Hubba hubba!
FLOTTE <3 <3


Nu kan jeg ikke finde på flere, andre må hjælpe til.

MILF!

[Kommodedyret]

Ax, sådan her?

Piiift!
Smuksak!
Lækker tøs!
Hubba hubba!
FLOTTE <3 <3


Nu kan jeg ikke finde på flere, andre må hjælpe til.

MILF!

Du ligner slet ikke Jabba The Hut!

[Aima]

Jeg så engang et selfiebillede på Facebook (ikke nogen jeg kendte, det var en ven af en ven) hvor der var den sædvanlige stribe "smuksak", "smukke", "pffft" osv., og på et tidspunkt siger en mand det første jeg tænkte "jeg synes du stirrer lidt meget". Hun stirrede virkelig meget, det så ud som om øjnene var ved at falde ud af hovedet på hende, og andre må simpelthen have set det. Hun var såmænd pæn nok, billedet var bare ikke så godt. Så blev hun lidt småfornærmet og skrev noget med "hvis man ikke har noget godt at sige...". Han havde åbenbart brudt reglerne for kommentering af selfies.

Njaeh, jeg ved nu ikke om jeg synes, man kan tale om facebookregler mere, end man kan tale om helt almindelige sociale spilleregler i sådan et tilfælde. Jeg kan sætte mig ind i, man komplimenterer et andet menneskes billede, fordi man for det første mener komplimentet og dernæst fordi det jo lissom tjener det formål, at man formentlig gør et andet menneske glad. Det giver mening i min verden. Det giver overhovedet ikke mening at man ser et billede af nogen, og føler behov for at kommentere med noget, man udmærket er klar over, kan opfattes negativt. Hvad vinder man ved at skrive til en kvinde, hun har stirreøjne på sit billede? Altså, hvem får noget ud af det?

Det kunne være det hjalp kvinden til at tage bedre billeder. Generelt vil jeg gerne have at vide hvis jeg gør noget dårligt og ikke selv er bevidst om det.

Ja... Okay. Jeg tænker, man må have ualmindeligt megen fritid, hvis man disponerer på den måde over sin betænksomhedskvote, og jeg synes derudover, og uanset potentielt velment incitament, stadig det virker en smule socialt off, at kommentere folks udseende negativt, også på de sociale medier. Sådan prioriterer vi jo nok bare forskelligt, det er vel fint nok

[Evapeva]

Jeg er lunken omkring selfies. Og jeg har mange på min FB-venneliste, som virkelig dræner konceptet med allt for mange af dem. Men altså - det kan være hyggeligt, hvis folk forstår at bruge dem med en god portion enten selvtillid eller selvironi, og ikke i stedet tyr til duckface og smarte hashtags. Bwah, det er jeg ikke god til som modtager.

Her er en lunken selfie fra sofaen for et øjeblik siden. Det er fanmer lige før, jeg selv kom til at lave anden...!

Eva.jpg

Men kan du prøve at forklare det der 'ikke god til' og at de 'dræner konceptet' nærmere? Jeg går ud fra, de flasher så mange selfies, at nyhedsværdien falder og det bliver lidt uinteressant, men jeg tænker bare... det er der jo SÅ meget på Facebook der er, uden at det på nogen måde påvirker af den grund? Og i aviserne og TV og alle andre steder vi opsamler inputs fra. Men hvad er det, er det irritationsfølelse eller... don't know... noget andet, der sker? Altså, det er lidt som når folk brokker sig over, at andre folk flasher for mange børnebilleder, og nogle folk flasher virkelig også mange billeder af deres børn, men der er jo bare billeder og man kan jo bare scrolle videre, altså de gør jo ikke ondt eller kradser eller noget... Så jeg forstår bare ikke det der med at nogen sommetider føler sig sådan lidt semi-generet af dem. Hvad er det, der gør det?

PS. Fin selfie, forresten!

Ja da, altså jeg er ikke ret stor fan af folk, der poster mindst et selfie om dagen, og sådanne mennesker har jeg på min FB-venneliste.
Jeg tænker nok, at et ansigt ikke er interessant nok til at blive postet om og om igen i det samme fugleperspektiv, i det samme omklædingsrum i Fitness World, med det samme duckface a la Arto, selvom mennesket fx er 32. Men jeg ved også godt, at jeg dømmer det - mega meget. Og det er jo så subjektivt, som det kan være. Men jeg mener virkelig ikke, der kan vrides lige så meget substans ud af et ansigt, som der kan af diskussioner, hverdagsfortællinger og lignende. Jo, hvis en dygtig fotograf var på spil og ligesom fik "sjælen" ud i et billede. Kan du følge, hvor jeg vil hen?

Så det er 50/50. 50 procents subjektive irritation over måden, selfie-typerne på min FB vælger at flashe sig på, 50 procents objektive (føler jeg virkelig) konstatering af, hvad et selfie kan og særligt ikke kan - kontra så meget andet.

[OberstNasig]

Joooow deeet. Jeg masseproducerede dem, kan man godt hævde, da jeg var teen og fik det webcam, jeg havde ønsket mig. Siden er frekvensen faldet betragteligt. Jeg synes, det er pinligt, hvis det er tydeligt, at man har taget et selfie, så jeg foretrækker at andre tager billeder af mig. Jeg har indimellem koldsvedt af angst, når min kæreste har bladret i mine billeder på telefonen, da det hænder, at jeg bliver selfie-queen ved indtag af stærke alkoholiske drikkevarer.

[Aima]

Jeg er lunken omkring selfies. Og jeg har mange på min FB-venneliste, som virkelig dræner konceptet med allt for mange af dem. Men altså - det kan være hyggeligt, hvis folk forstår at bruge dem med en god portion enten selvtillid eller selvironi, og ikke i stedet tyr til duckface og smarte hashtags. Bwah, det er jeg ikke god til som modtager.

Her er en lunken selfie fra sofaen for et øjeblik siden. Det er fanmer lige før, jeg selv kom til at lave anden...!

Eva.jpg

Men kan du prøve at forklare det der 'ikke god til' og at de 'dræner konceptet' nærmere? Jeg går ud fra, de flasher så mange selfies, at nyhedsværdien falder og det bliver lidt uinteressant, men jeg tænker bare... det er der jo SÅ meget på Facebook der er, uden at det på nogen måde påvirker af den grund? Og i aviserne og TV og alle andre steder vi opsamler inputs fra. Men hvad er det, er det irritationsfølelse eller... don't know... noget andet, der sker? Altså, det er lidt som når folk brokker sig over, at andre folk flasher for mange børnebilleder, og nogle folk flasher virkelig også mange billeder af deres børn, men der er jo bare billeder og man kan jo bare scrolle videre, altså de gør jo ikke ondt eller kradser eller noget... Så jeg forstår bare ikke det der med at nogen sommetider føler sig sådan lidt semi-generet af dem. Hvad er det, der gør det?

PS. Fin selfie, forresten!

Ja da, altså jeg er ikke ret stor fan af folk, der poster mindst et selfie om dagen, og sådanne mennesker har jeg på min FB-venneliste.
Jeg tænker nok, at et ansigt ikke er interessant nok til at blive postet om og om igen i det samme fugleperspektiv, i det samme omklædingsrum i Fitness World, med det samme duckface a la Arto, selvom mennesket fx er 32. Men jeg ved også godt, at jeg dømmer det - mega meget. Og det er jo så subjektivt, som det kan være. Men jeg mener virkelig ikke, der kan vrides lige så meget substans ud af et ansigt, som der kan af diskussioner, hverdagsfortællinger og lignende. Jo, hvis en dygtig fotograf var på spil og ligesom fik "sjælen" ud i et billede. Kan du følge, hvor jeg vil hen?

Så det er 50/50. 50 procents subjektive irritation over måden, selfie-typerne på min FB vælger at flashe sig på, 50 procents objektive (føler jeg virkelig) konstatering af, hvad et selfie kan og særligt ikke kan - kontra så meget andet.

Ja. Jeg kan snildt følge, hvad du mener
Man kan jo nok overeksponere hvadsomhelst så meget at det bliver enerverende, og jeg forstår også sagtens, man bliver lidt småirriteret, hvis det er hver eneste dag, der lægges et selfie op der ligner det fra dagen før. Hvis det er dét, folk mener, forstår jeg udmærket irritationen. Jeg tænker bare, det der overflasheri ikke skal hæftes ved selfier som koncept, eller hvad? Hænger de to ting sammen? Jeg har i de 7-8 år, jeg har haft en facebookprofil, blokeret én, fordi hun var for meget med dét der. Det var en endeløs strøm af selfies, motivational qoutes og pinlig, selvforfattet lokumsfilosofi HVER eneste dag. Hun irriterede mig faktisk, dels fordi jeg mest syntes, hun lukkede lort ud og hendes billeder var uinteressante og dels fordi, hun bare fyldte for meget i mit feed. Så i det sekund, jeg registrerede den der irritationsfølelse, skjulte jeg hendes opslags. Og det er som sagt den eneste gang, jeg har oplevet det. De selfietyper, jeg er venner med, lægger vel noget op fra mellem et par gange om ugen til et par gange om året, jeg selv har smidt under 10 selfies op i løbet af de fem-seks år, jeg har haft kameratelefon, og det er inklusiv de par gange jeg har brugt selfie som profilbillede.

Så, jeg tænker bare, at det er lidt som med så meget andet. Kage, f.eks. Man når måske en kvalmegrænse, hvis nogen bliver ved med at tvinge kage i halsen på én, men derfor behøver man jo ikke dømme alle der kan lide at bage på dét.

[Evapeva]

Ja. Jeg kan snildt følge, hvad du mener
Man kan jo nok overeksponere hvadsomhelst så meget at det bliver enerverende, og jeg forstår også sagtens, man bliver lidt småirriteret, hvis det er hver eneste dag, der lægges et selfie op der ligner det fra dagen før. Hvis det er dét, folk mener, forstår jeg udmærket irritationen. Jeg tænker bare, det der overflasheri ikke skal hæftes ved selfier som koncept, eller hvad? Hænger de to ting sammen? Jeg har i de 7-8 år, jeg har haft en facebookprofil, blokeret én, fordi hun var for meget med dét der. Det var en endeløs strøm af selfies, motivational qoutes og pinlig, selvforfattet lokumsfilosofi HVER eneste dag. Hun irriterede mig faktisk, dels fordi jeg mest syntes, hun lukkede lort ud og hendes billeder var uinteressante og dels fordi, hun bare fyldte for meget i mit feed. Så i det sekund, jeg registrerede den der irritationsfølelse, skjulte jeg hendes opslags. Og det er som sagt den eneste gang, jeg har oplevet det. De selfietyper, jeg er venner med, lægger vel noget op fra mellem et par gange om ugen til et par gange om året, jeg selv har smidt under 10 selfies op i løbet af de fem-seks år, jeg har haft kameratelefon, og det er inklusiv de par gange jeg har brugt selfie som profilbillede.

Så, jeg tænker bare, at det er lidt som med så meget andet. Kage, f.eks. Man når måske en kvalmegrænse, hvis nogen bliver ved med at tvinge kage i halsen på én, men derfor behøver man jo ikke dømme alle der kan lide at bage på dét.

Absolut. Overeksponering er bare irriterende; det er bare, som om der skal mindre til, hvad selfies angår - altså i min optik!

Jeg er i mellemtiden kommet i tanke om endnu en grund til at have det lunkent med dem.
Altså nu er jeg 32, og det er, som om udseendet efterhånden betyder mindre - altså ikke sådan på "nu skal vi æde kage og være ligeglade"-måden, men bare,-- altså fokus er flyttet fra "se hvordan jeg ser ud" til "se hvad jeg kan udrette", på en eller anden måde. Det er, som om det ikke længere er frisurer, tøj og udseende, man går op i i det åbne. Udseende er mere noget, man (forhåbentligt) også har med sig, men som man ikke fokuserer på på dén måde. Måske er det, fordi klokken efterhånden er mange, at jeg ikke lige synes, jeg kan formulere det spitze - men jeg håber, at det giver mening gennem mine lange bla-bla'er.

[Aima]

Ja. Jeg kan snildt følge, hvad du mener
Man kan jo nok overeksponere hvadsomhelst så meget at det bliver enerverende, og jeg forstår også sagtens, man bliver lidt småirriteret, hvis det er hver eneste dag, der lægges et selfie op der ligner det fra dagen før. Hvis det er dét, folk mener, forstår jeg udmærket irritationen. Jeg tænker bare, det der overflasheri ikke skal hæftes ved selfier som koncept, eller hvad? Hænger de to ting sammen? Jeg har i de 7-8 år, jeg har haft en facebookprofil, blokeret én, fordi hun var for meget med dét der. Det var en endeløs strøm af selfies, motivational qoutes og pinlig, selvforfattet lokumsfilosofi HVER eneste dag. Hun irriterede mig faktisk, dels fordi jeg mest syntes, hun lukkede lort ud og hendes billeder var uinteressante og dels fordi, hun bare fyldte for meget i mit feed. Så i det sekund, jeg registrerede den der irritationsfølelse, skjulte jeg hendes opslags. Og det er som sagt den eneste gang, jeg har oplevet det. De selfietyper, jeg er venner med, lægger vel noget op fra mellem et par gange om ugen til et par gange om året, jeg selv har smidt under 10 selfies op i løbet af de fem-seks år, jeg har haft kameratelefon, og det er inklusiv de par gange jeg har brugt selfie som profilbillede.

Så, jeg tænker bare, at det er lidt som med så meget andet. Kage, f.eks. Man når måske en kvalmegrænse, hvis nogen bliver ved med at tvinge kage i halsen på én, men derfor behøver man jo ikke dømme alle der kan lide at bage på dét.

Absolut. Overeksponering er bare irriterende; det er bare, som om der skal mindre til, hvad selfies angår - altså i min optik!

Jeg er i mellemtiden kommet i tanke om endnu en grund til at have det lunkent med dem.
Altså nu er jeg 32, og det er, som om udseendet efterhånden betyder mindre - altså ikke sådan på "nu skal vi æde kage og være ligeglade"-måden, men bare,-- altså fokus er flyttet fra "se hvordan jeg ser ud" til "se hvad jeg kan udrette", på en eller anden måde. Det er, som om det ikke længere er frisurer, tøj og udseende, man går op i i det åbne. Udseende er mere noget, man (forhåbentligt) også har med sig, men som man ikke fokuserer på på dén måde. Måske er det, fordi klokken efterhånden er mange, at jeg ikke lige synes, jeg kan formulere det spitze - men jeg håber, at det giver mening gennem mine lange bla-bla'er.

Jeg er helt med, egentlig. Jeg er også selv, her i 30'erne, meget mindre bevidst om mit udseende, end jeg var, da jeg var yngre, altså, jeg har nok bare accepteret, at jeg ser ud, som jeg gør, og når jeg fokuserer, er det på det gode fremfor på det dårlige, som nok mere var tilfældet før i tiden. Jeg kan også godt associere visse selfietyper til noget overfladiskhed som jeg så måske associerer videre til noget usikkerhed der potentielt ønskes kompenseret i likes, men jeg ved ikke, altså, hvis jeg får en ubevidst fornemmelse af at der er gang i noget (også ubevidst, måske) likehunting der skal veksles til selvtillidsboost, har jeg nok faktisk mere tendens til at tænke 'Åh, herregud da *like*', end jeg har tendens til at tænke dårligt eller blive irriteret. Men jeg ved ikke, det er nok et spørgsmål om, hvor ens grænse går, for som sagt har jeg jo også den grænse...

Måske er jeg bare lidt hærdet af at have haft mellem 30-40 unge bartenderpiger mellem 18-22 år igennem min lille diskostald i løbet af de sidste seks år. Jeg har taget stilling til en del big troubles som hårkriser og mascaraproblemer lige før åbningstid, og jeg har måtte installere ekstra spejle i baglokalet, så prinsesserne har mulighed for at tjekke, de tager sig ordentligt ud inden vagt Altså, nu jeg tænker over det, konfronteres jeg egentlig med afsindig megen overfladiskhed i min branche, men jeg ved jo, det kun er et øjebliksbillede, og at det er de færreste mennesker der, uanset hvor meget de fokuserer på det overfladiske lige dér, reelt ER overfladiske. Måske er det sådan noget, der har gjort min grænse på det område ret vid.

Og så synes jeg jo også derudover at folk der åbent kan værdsætte både eget og andres udseende, er befriende og good-feeling-agtige, det burde være ligegyldigt, for det ER måden, vi ser ud på jo i langt de fleste kontekster, men NÅR nu der findes de der mennesker der sidder og ditcher og sviner folk på det overfladiske, fatshaming, slutshaming og shaming for grimt hår, grimt tøj og whatnot, så synes jeg, en modpol er en slags nødvendig på en eller anden måde. Eller i hvert fald velkommen.