Har du venner af det modsatte køn?

[Pjeps]

Jeg skelner ikke efter køn, seksualitet, etnicitet, alder eller andre ting når jeg " vælger" venner, så jeg har en god blanding af det hele blandt mine næreste venner.
Så længe det er nogle fede personligheder jeg svinger godt med, så er jeg helt ligeglad med hvad de har de har mellem benene.

[D.itsen]

Ja det har jeg. De fleste er tidligere studie-kammerater. Der er ikke så mange af dem jeg ser one-on-one mere, men det ser jeg som ganske naturligt når vi bor et stykke fra hinanden og de fleste bor med en kæreste nu. Så er det tit par-ting eller en gruppe venner sammen.

Jeg har kysset med en god del af dem (Det er så 8-10 år siden) og knaldet med nogle stykker.... men ok det har jeg også med en nogle af veninderne ( i hvert fald kysset, mere end bare for sjov på dansegulvet).

[kidkomb]

Overvejende.

[Aima]

Jeg har altid haft venner af begge køn, det er vel ca. 50/50 med kønsfordelingen. Min erfaring er, at hvis man selv på en eller anden måde får signaleret intentionen klart fra starten, mindskes risikoen for forvirring og troubles. Med alderen er jeg nok blevet lidt ekstra opmærksom og bevidst på det punkt.

Som teenager og halvvejs gennem 20'erne, var jeg en del af et meget fasttømret firkløver der bestod af tre fyre og mig. Jeg betragter dem stadig som 'mine drenge', de er blandt de mennesker, der står mig allernærmest og da to af dem blev gift, var det deres, og ikke deres kommende koners polterarbender, jeg deltog i. Jeg kommer godt ud af det med konerne/kæresterne, men det er mændene der er mine venner, og når der har været brud, har min loyalitet ligget 100% hos dem.
Derudover har jeg nogle andre mandevenner, allesammen venskaber der går en del år tilbage. For alle ovenståendes tilfælde, kunne jeg lige så lidt forestille mig at undvære dem, som jeg kunne forestille mig at undvære mine tætte veninder. Det har jeg virkelig ikke lyst til.
Én gang har jeg oplevet, et venskab gå i stykker pga. ikke-platoniske følelser (det er også den eneste gang, de pludselig er sket i mine vennerelationer), og én gang har jeg oplevet at der blev problemer, fordi en vens nye kæreste ikke kunne acceptere mig. Han 'valgte' forholdet med hende, men kom og bad om mercy og en ny venskabschance, da forholdet sluttede efter to år. Det fik han.

Jeg tror ikke, jeg ligefrem er aseksualiseret og søster-agtig for mine venner. Jeg tror faktisk, de fleste ville vurdere mig som ganske fuckable, til gengæld ved jeg med ret stor garanti at ingen af dem er, eller har været, forelsket i mig. Jeg er også ret sikker på, ingen af dem ville knalde mig, hvis der var risiko for det påvirkede vores venskab, og det ville der være, for modsat dem er romantiske følelser i et vist omfang en forudsætning for min liderlighed, så jeg kan sige med sikkerhed at det aldrig kommer til at ske.

Med undtagelse af én, som startede som min kæreste og siden blev min ven, har jeg aldrig knaldet (eller kysset) med nogen af dem, den slags kan jeg mærke ret tidligt om der fra min side er potentiale for, og er der det, bliver de ikke mine venner.

Ingen af mine forhold har nogensinde lidt under mine mandevenners eksistens i mit liv, men dels har jeg også altid været ret god til at få nye kærester præsenteret og 'sat ind i' relationen, og dels har jeg kun været sammen med mænd der selv havde kvindelige venner og bekendtskaber og derfor godt kunne relatere til, at nogle mennesker godt kan abstrahere fra, hvorvidt det menneske de socialiserer sig med har en tissekone eller tissemand. Og, i fald eksistensen af den pågældende konkrete tissekone eller tissemand alligevel skulle poppe op som en 'ting' i (under)bevidstheden, være i stand til at ignorere og impulskontrollere.

[Zombie]

Min bedste ven, der fungerer ligesom en bedsteveninde, er en fyr. Han er også min tidligere roommate.

Jeg har altid haft drengevenner, men har fået flere veninder med årene.

[Zombie]

Jeg er ligesom Aima ikke afseksualiseret i vennernes øjne, men de ved godt at sex = følelser for mig, så de ville afvise mig hvis jeg fik en hjerneblødning og 'overfaldt' dem. Vi er jo ikke vilde aber, så vi behøver ikke den sikkerhed at være kønsløse og søskende-agtige over for hinanden. Der er heller ikke flirt eller alle mulige spil mellem os. Mest ser vi film eller spiller PlayStation. Og pizza er typisk et krav.

[Pixie88]

Ja det har jeg, tror jeg har flere af dem, end jeg har veninder. Jeg føler mig mere afslappet blandt mænd og synes egentlig de er bedre at snakke følelser med, end kvinder.
Enkelte af dem har jeg knaldet for +5 år siden, men det kan jeg ikke mærke på dem i dag og det påvirker ikke venskabet. Vil næsten sige det er godt vi har knaldet, så er det ligesom ude af verden og vi kan være fuldstændig platoniske

[hotlips]

Jeg har gjort det klart mest i mandlige venner hele mit voksenliv og , bortset fra en enkelt ret kortvarig undtagelse har jeg ikke haft andre nære veninder end 3 søstre jeg voksede op lige overfor.

Jeg ser ikke ret mange af dem nu,deres koner brydere sig ikke om at de render og leger med mig, så faktisk er det kun dem der er single eller som jeg ved ikke siger det derhjemme hvis de har været forbi her jeg ser.

[bluetof1]

Det plejer jeg at have, men af forskellige årsager er de to mandlige venner jeg ellers regnede med gledet lidt ud.
Den ene fordi vi er voldsomt uenige om nogle dispositioner i hans liv hvis konsekvenser han gerne vil have at jeg klarer for ham. Eller, sådan opfatter jeg det i hvert fald. Det er ikke muligt for os at tale om det længere uden at blive rygende uvenner. Så det er gledet ud og vi må se om vi finder hinanden igen. Hvis ikke, så kommer jeg ikke til at savne ham for han har vist nogle temmelig ucharmerende sider af sig selv det sidste halve års tid.
Den anden... tja... vores venskab udviklede sig i en lidt anden retning end først intenderet og der ligger den så nu. Vi taler stadig sammen om alt og ingenting, men afstanden mellem os er en anden end før.
En tredje ven/bekendt er min gode venindes mand og han var der da jeg var igennem en svær tid, men om vi er decideret venner er jeg faktisk lidt i tvivl om. Vi kan sagtens ses uden min veninde, men det er ikke noget vi dyrker. Jeg er dog ret sikker på at jeg er på hans short list når der skal inviteres til noget

[Annione]

Ja, det har jeg.
Den eneste skal med til min polterarbend, men han er også én af tøserne

[Code71]

Jeg har et klart overvældende flertal kvinder som venner. Jeg har kun en enkelt mand jeg vil kalde min ven og vi har holdt hinanden ud siden folkeskolen. Men derudover kan jeg næsten kun forme venskaber med kvinder

Jeg er nok bare ikke til den der "hø-hø det sagde hun også i går" mentalitet blandt mænd i flok

[Evapeva]

Jeg tænker forresten lidt, at hvis ikke man kan have venner af det modsatte køn pga. mulig fysisk tiltrækning, så kan man heller ikke have gode kolleger af det modsatte køn... eller?

[Zombie]

Jeg er nok bare ikke til den der "hø-hø det sagde hun også i går" mentalitet blandt mænd i flok

Jeg ved ikke... Sådan oplever jeg ikke alle mænd.

Ligesom alle kvinder ikke er dramaqueens og sladretanter.

Men måske kan der være noget om snakken. Der er i hvert fald en anden dynamik mellem kønnene, også selvom det er platonisk.

[godtnavn]

Det der med, at der altid er seksuelle undertoner, svarer jo til at sige, at man ikke kan være kvinde og have en lesbisk veninde.

Eller at man ikke kan være venner med veninders kærester, eller sågar omgås nogen af mændene i kærestens familie. Tanken om seksuelle undertoner hos min svigerfar giver mig lidt kvalme

[Sukisaki]

Jeg har næsten ingen mande-venner..
Det skyldes nok mest at jeg er uddannet i og altid har arbejdet i udpræget kvindefag, så der har bare været flest kvinder i min dagligdag.. Og en stor del af de mænd som så har været der, har virkelig været nogle sladre-stoddere!