Har du venner af det modsatte køn?

[JoyNips]

Tidligere havde jeg en del drengevenner. Faktisk var en del af dem nogen, jeg havde knaldet Vores venskaber er dog gledet lidt ud efter de alle har fået koner og børn. Vores venskaber havde en blanding af en flirtende undertone og en lillesøster/storebror-agtig omgang (læs: jeg fik mange tæv af dem og blev drillet konstant, men de beskyttede mig også), selvom det bare var i sjov, og jeg finder det derfor naturligt, at der er blevet skruet ned for den type venskaber med alderen.

Jeg har nu en lille håndfuld gode mandlige venner, heraf 2, jeg har hhv. knaldet og datet, og én, som er 20 år ældre end jeg selv.

[Code71]

Jeg er nok bare ikke til den der "hø-hø det sagde hun også i går" mentalitet blandt mænd i flok

Jeg ved ikke... Sådan oplever jeg ikke alle mænd.

Ligesom alle kvinder ikke er dramaqueens og sladretanter.

Men måske kan der være noget om snakken. Der er i hvert fald en anden dynamik mellem kønnene, også selvom det er platonisk.

Det ved jeg ikke. Jeg taler bare ud fra erfaringen fra sport osv. Der er det tonen der kører i omklædningsrummet og på træningslejre osv, synes jeg

Den tone gider jeg bare ikke. Det siger mig intet

[LaScrooge]

Ja, det har jeg. Jeg har langt flere venner end veninder. Og jo, i enkelte tilfælde har der været spændinger af seksuel art, men det har ikke ændret ved de ting vi har kunnet tale om, eller den dybe forståelse og følelse af genkendelse vi har med hinanden. Det er meget tætte venskaber på den måde. Jeg ved ikke om der er mænd i min omgangskreds jeg ikke udvikler tættere venskab med fordi de har svært ved at abstrahere fra mit køn, men det kan da godt være. I så fald synes jeg det er død-ærgerligt. Jeg kan komme i tanker om én der er lidt svær at snakke med med mindre min kæreste sidder lige ved siden af, men det kan jo være, at han bare ikke kan lide mig.

I øvrigt betragter jeg heller ikke tiltrækning som et problem, især ikke hvis vi begge er i forhold. Det giver bare muligheden for at tale om endnu flere ting og komme endnu tættere på hinanden, fordi trygheden der følger med visheden om at vi begge er lykkeligt afsat, skaber nogle helt andre rammer. Så er der ingen fare på færde, selv når man taler om den gensidige tiltrækning og bruger den til at udforske sig selv nærmere. Jeg har et venskab hvor det har været en del af det og det har virkelig styrket vores relation. Vi har lært at vi kan rumme det og hinanden og jeg har en meget fundamental følelse af, at jeg kan stole på ham og regne med ham og jeg ved, at det er gensidigt. Det er en af mine absolut mest værdifulde relationer overhovedet.

[Tanten]

Jeg har mange gode bekendte af det modsatte køn og en enkelt, jeg vil kalde en decideret god ven. Jeg har kendt ham, siden vi var kolleger på samme arbejdspladser to gange i træk, vel siden 2005-6 stykker.

Han er katolik, konverteret fra alm. folkekirkekristen, og meget troende. Vi får os af og til et "bønnemøde" over en god kop kaffe på Baresso. Jeg sætter virkelig pris på hans venskab, bl.a. fordi han repræsenterer noget helt anderledes, end jeg får fra nogle af mine andre venner.

[Hurrze]

Ja har en del... Har ikke mødt nogen der ikke har nogen mandlige venner.
Men selv har jeg faktisk flere mandlige venner end kvindelige. De er bare 10 gange nemmere at omgås hos mig. Hænger måske også sammen med at jeg elsker øl, sport, at konkurrere, har samme humor, hader kjoler og nogle gange bander som en havnearbejder...
Er vidst det man kan kalde en drengepige ind i mellem... Har dog også feminine sider, men er god til at hænge ud med drenge.
Meget nemmere til tider, og meget mindre drama

[Purple Haze]

Har en overvægt ag kvindelige venner men også nogle mænd.

[Guldfisk]

Og der er forresten ligeså meget drama i drengegruppen som i pigegrupperne, jeg kender.
Knalde hinandens ekskærester fx.

[Anilara]

Det er ret interessant, at flere nævner, at de enten besidder typiske stereotypiske træk for det modsatte køn, eller netop ikke gør.

Jeg er en helt almindelig kvinde, som har helt almindelige mænd som venner. Jeg kan godt lide kjoler, dårlig humor og sport, men det har absolut intet med mine venskaber at gøre, hverken på mande- eller kvindesiden. Jeg synes ikke der er så voldsom stor forskel på mine mandlige og kvindelige venner. De er alle personer, som passer til min personlighed, og besidder forskellige værdier individuelt og ikke kønsmæssigt.

[Novella]

Ork ja, og dem vil jeg dælme ikke undvære.

[MissHindenburg]

Da jeg var yngre var det faktisk primært mænd/drenge - venner.

Nu er der kun 3 mande-venner tilbage - begge ca. 10 år ældre end jeg selv er. Antallet af kvindelige venner er så modsat steget en anelse.

[DetSorteCirkus]

Jeg har og har haft venner af begge køn, men bedømt på personlighed og værdier er og har der altid været tale om samme slags mennesker.
Det, der fx. et par steder i tråden her, beskrives som typisk maskulint, har jeg faktisk aldrig været i berøring med i mit privatliv, hverken hos venner eller kærester. Alle mænd, jeg har haft et dybere bekendtskab med, har snarere stået i opposition til drengerøvskulturen.

I kollegiale sammenhænge fungerer jeg til gengæld ofte godt sammen med mere traditionelle mænd, da en del af dem hurtigt slapper af i mit selskab, fordi jeg ikke passer ind i deres billede af, hvordan en kvinde er, og de derfor kan holde fri fra "spillet mellem kønnene" og koncentrere sig om samarbejdet.

[Chachacha]

Ikke tætte mandlige venner, nej. Men jeg ville gerne! Det har bare aldrig rigtig lykkedes mig, og jeg har ellers altid haft en del tætte veninder.

Jeg ved ikke hvorfor, og jeg ville gerne lave om på det. Men jeg føler ikke rigtigt, at jeg kan invitere mænd ud på kaffe på samme måde som kvinder, uden at det bliver akavet. Og hvis man ikke ses på tomandshånd, synes jeg ikke rigtigt man når mat blive andet end bare overfladiske bekendte.

Hvis jeg endelig connecter med nogen i byen eller til en privat fest/arrangement så bliver de skræmt væk af, at jeg har en kæreste. Ligeså snart jeg siger det er de *puf* væk. Og det er fint nok - altså de er jo tydeligvis ude for at score så. Men det er bare svært at få ny mandevenner, når dem med kærester måske ikke lige er super interesserede i veninder pga. kæresten derhjemme og singlerne gerne vil have mere.

Måske jeg skulle have haft nogen fra way back i gymnasiet, så ville det være mere naturligt end at lave sig nogle mandevenner nu

[Lækre Arne]

Jeg har masser af venner af modsatte køn. Køen, plejer jeg at kalde dem

Spøg til side (not...), så er en af mine aller bedste venner en fyr. Jeg har altid haft en stor bekendtskabskreds af mænd/drenge/gutter.
Men seriøst, så gider jeg ikke det der naivitet. Selvfølgelig har mange af dem været der fordi .. Ja.
Men oprindelige intentioner betyder ikke så meget i det lange løb. Oplever jeg. Jeg oplever altså heller ikke at seksuelle undertoner hæmmer et venskab. Nødvendigvis.
Og på arbejdspladsen på man jo bare lægge låg på.

[Sophaya]

Jeg vil ikke sige mange, men ja, jeg har venner der er mænd. Der har aldrig været noget andet end venskab med dem, jeg ses med nu. Da jeg var yngre havde jeg vidst mest drengevenner der i virkeligheden godt ville knalde mig eller var småforelskede i mig.

[Sangius]

Det er ret interessant, at flere nævner, at de enten besidder typiske stereotypiske træk for det modsatte køn, eller netop ikke gør.

Jeg er en helt almindelig kvinde, som har helt almindelige mænd som venner. Jeg kan godt lide kjoler, dårlig humor og sport, men det har absolut intet med mine venskaber at gøre, hverken på mande- eller kvindesiden. Jeg synes ikke der er så voldsom stor forskel på mine mandlige og kvindelige venner. De er alle personer, som passer til min personlighed, og besidder forskellige værdier individuelt og ikke kønsmæssigt.

Enig...
Jeg har det på samme måde... Synes også det virker mærkeligt, at sætte køn i bås på den måde. Hvis man har det sådan, og af den grund 'kun' går efter det ene køn som ven, så tror jeg man misser nogle rigtig gode venskaber. Folk er mere end blot kvinde og mand...