Hvad betyder job for valg af date/kæreste?

[Anilara]

Det betyder noget, at han har en uddannelse. Ofte tror jeg egentlig at det tiltrækker mig mere, hvis personen er god til det han er uddannet som, end bare stillingen. Altså, en civilingeniør er fedt, men hvis han er sådan en, som faktisk kom lidt igennem med held, så tror jeg at den fremragende socialpædagog tiltrækker mig mere (hvis det kun skulle handle om uddannelse).

Jeg tror ikke pilot og brandmand er i top tre i Danmark. Heller ikke indretningsarkitekt, sådan lige umiddelbart..

Jeg tror i øvrigt ikke, at hverken socialrådgiver eller politibetjent står øverst på flertallet af mænds ønskeliste Der er det andre ting jeg må imponere med.

[Animi]

Det eneste jeg ikke ville kunne leve med, er hvis min mand havde et arbejde der betød at han skulle flytte meget, eller være væk i flere måneder ad gangen.
Ellers er jeg ikke så uddannelsessnobbet - om min mand er kasseassistent eller direktør er fuldkommen ligegyldigt, så længe han er glad.

[LadyFox]

Jeg har ikke rigtig præferencer på det punkt.

Eller, jo det har jeg - for der er folk jeg ikke ville kunne være kærester med grundet deres job. Jeg ville f.eks. ikke være kærester med en der levede af at være kendt, uanset om det var en politiker, skuespiller, nyhedsvært eller realitydeltager. Jeg tror heller ikke jeg ville være kærester med en psykolog/psykiater, grundet mit eget brug af den slags. Ligesom jeg ikke ville være kærester med en der havde et job der indebar at slå andre ihjel, eller en stor risiko for at slå sig selv ihjel. Ligesom jeg ikke ville kærester med en der tog alt for mange penge, for alt for alternativ behandling.

[Spjaerten]

At have uddannelse er et must.
Og det ville også være super hvis det var indenfor en form for handel/erhvervsliv etc.

Jeg er bare ikke rigtig typen der er så god til de bløde og menneskelige fag og har ikke så meget til fælles med folk der beskæftiger sig med det.

[DetSorteCirkus]

Fag, uddannelse og job har i bund og grund ingen betydning for mig, men det har til gengæld personens arbejdsliv.
Jeg har selv taget et aktivt valg om, at de menneskelige relationer, herunder familielivet, har førsteprioritet i mit liv, og da jeg samtidig kun fungerer med, at man har fuldstændig fælles ansvar for såvel børn som huslige pligter (ikke at forveksle med at leve milimeterdemokratisk), vil det, når alt kommer til alt, være begrænset, hvor meget traditionel karriere, der vil være plads til i samlivet med mig.
Eksempelvis ville det ideelle scenarie for mig være, at begge, i hvert fald mens børnene var små, arbejdede deltid., hvilket selvfølgelig ikke skal ske med pligt og dårlig samvittighed som drivkraft, men af fælles lyst og interesse.

På et mere værdimæssigt plan er der også et par ting, der er værd at være opmærksom på.
Penge og magt har ingen selvstændig værdi for mig, og derfor kan jeg ikke levere den automatiske beundring for visse erhverv, som jeg sommetider har oplevet, at der forventes.
Jeg kan heller ikke leve sammen med et menneske, for hvem det næsten uanset hvad er vigtigt at have den længste uddannelse og den højeste løn.

[LaScrooge]

En professor i filosofi skulle ikke gå mange gange rundt om min seng - i overført datingbetydning, altså Ellers betyder det ikke meget i sig selv, det er vigtigere hvordan hans indstilling til det er. Jeg kan godt lide intelligente, ambitiøse mænd, der føler faglig stolthed og er gode til det de laver. Min kæreste er heldigvis sådan. Det vidste jeg ikke da vi begyndte at se hinanden, men jeg husker tydeligt den dag vi snakkede om det og han fortalte om sine ambitioner. Han er vildt dygtig og har vundet priser på sit studie. Han har desværre en åndssvag ting med at han tror, at det er et problem at han ikke er akademiker. Det er det overhovedet ikke. Han er perfekt til sit job, mere eller mindre skabt til det og jeg er vildt stolt af ham.

[Sjg]

Jeg indrømmer gerne, at en (potentiel) date eller kærestes beskæftigelse har en enormt stor betydning for mig. Det skyldes dels, at jeg ser både uddannelses- og jobvalg og erhvervsmæssigt ambitionsniveau som en meget stærk indikator for den pågældendes personlighed, dels at jeg ønsker en livsstil, der ganske enkelt er uforenelig med visse erhverv.

Jobs som pilot, brandmand og politibetjent samt stortset alle stillinger indenfor militæret er f.eks. udelukket, så min personlige top 10 ser noget anderledes ud end Tinder-listen.

[lulu-p]

Jeg mødte min mand da vi begge var studerende. Jeg tror ikke uddannelsesvalg havde den store betydning for at vi fandt sammen. Jeg havde et godt øje til ham inden jeg fandt ud af hvad han studerede. Jeg tror basalt set, at han var fuldstændig ligeglad med mit uddannelsesvalg.

I dag ville uddannelse / jobvalg nok have betydning hvis jeg skulle finde en ny partner. Men primært fordi vi er blevet så voksne, med børn, bil, bolig og alt det der. Det er dyrt at blive voksen og pludselig have ansvar for familie og ikke kun sig selv, derfor bliver det pludselig et issue. Jeg ville ønske at det ikke var sådan.

Men nu skal jeg heldigvis heller ikke finde en ny partner (7-9-13)

[mariannaa]

Ja som udgangspunkt betyder det noget.

Når jeg skriver som udgangspunkt, så er det fordi, at det er min erfaring, at de mænd som jeg har mest tilfældets med (interesser, normer, evnen til abstraktion osv.) også er dem som har en lang videregående uddannelse.

[StripesAddict]

Det var ikke noget jeg tænkte så meget over da jeg mødte min kommende mand for knap 6 år siden, men var jeg single i dag ville job nok været en afgørende faktor. Særligt på tinder, hvor man har meget få oplysninger at beslutte sig ud fra. Det handler egentlig ikke om selve jobbet, ej heller om penge, men om at jeg er overbevist om at jeg passer bedst sammen med én der er akademiker, ligesom jeg selv. På samme tid ville jeg nok have forbehold over for én der sad i en høj stilling med hvad det evt. kan medføre af ekstraarbejde, da jeg gerne vil have en partner der rent faktisk har tid.

[MOGA]

Jobbbet i sig selv er ikke det væsentligste, og jeg ville være varsom med en arbejdsnarkoman. Uddannelse er mere væsentligt. Ingen uddannelse er klart et faresignal (og nej, gymnasiet tæller ikke som uddannelse), med mindre det er en af de få iværksættere, som tidligt i livet har fået en brillant ide. Uddannelsesniveauet spiller også en rolle, men er ikke altafgørende. I det aspekt handler det mere om intellekt, dannelse, almen viden, samfundsforståelse m.m. Jeg har så oplevet, at der er en tendens til, at de fleste bogligt uddannede opfylder en vis del af de 'krav', hvor det hos faglærte veksler noget mere, lige fra den mandlige udgave af 'tomhjernet gås' til 'kunne lige så godt have haft en boglig uddannelse'.

Og lige for god ordens skyld, så handler intet af dette om menneskers værd, men om hvad jeg kan identificere mig med.
I øvrigt undrer jeg mig over listen, der er flere af de professioner, der ville gøre mig skeptisk, af forskellige årsager.

[Fru Sunshine]

Jeg er ligeglad med hvilket job han har, bare han har et og gider at arbejde - og er aktivt søgende, hvis han skulle miste sit job.

Passive mennesker har jeg fået nok af.

[achillaxedprune]

Det betyder meget. Rigtig meget. Jeg tænder på mænd, der laver noget de elsker... Hvor man kan se glæden og interessen i deres ansigt, når de taler om det de laver. Hvor de kan glemme hele verden omkring sig og bare nørde away, når de først går igang.
...alle dem jeg har haft oprigtig interesse i efter teenageårene har været nørder i klassisk forstand. De der lidt sociale akavede typer, der er blege og meget inde i computere... Mine 3 kærester efter jeg blev 20 var: 1) DTU-studerende som programmør, 2) læste IT på AU og 3) min mand, der arbejder som softwareudvikler.

Så ja, der er helt klart en type hos mig... Der er bare noget enormt tiltrækkende ved de mænd, som abejder i den branche... Åbenbart.

Nerds.


...og modsat vil jeg ikke være interesset i en mand, der varetog bestemte jobs og måder at arbejde på. F.eks. Hvis der var fare for de kom til skade, hvis de skulle være meget væk eller en arbejdsuge på over 45 timer om ugen ville jeg undsige mig som udgangspunkt. Og en mand, der slet ikke arbejdede ville ikke have en chance hos mig.... Med mindre jeg var gammel og han var pensionist.

[Kommodedyret]

Det betyder ikke så meget, så længe at det ikke er noget jeg har det moralsk eller fysisk dårligt med.

Kunne ikke have et forhold til en prostitueret, eksempelvis, eller en pornoskuespiller.
Kunne heller ikke have et forhold til en ostehandler, lugten hænger bare ved. Det samme gælder folk der arbejder garvning af pelse, og sikkert også andre erhverv.
Kunne heller ikke have et forhold til en person som dræber. Eksempelvis som lejesoldat, eller kriminel. Folk der lever af kriminalitet er selvsagt heller ikke høj kurs.

[Joe]

Det burde det ikke gøre, men måske mine fordomme gør at det alligevel gør. Nu fornærmer jeg måske nogen, for...

Jeg tænder på ambitioner, drive, og udviklingsmuligheder. Også i jobbet. Jeg synes det må være enormt ærgerligt at have et job, som man ikke gider. I hvert fald i mere end et år. Jeg forventer at en kæreste også prioriterer sit arbejdsliv, og arbejder på at det skal blive så fedt som muligt.

Men der er jobs, som jeg automatisk tænker, er sådan noget man har i sit/sine sabbatår og derefter kommer videre fra. At arbejde i netto, feks. Eller McDonald's. Eller i endnu højere grad: At være telefonsælger. Med alle mine fordomme, så går jeg automatisk ud fra at sådanne jobs ikke harmonerer med de ting jeg skrev, jeg tænder på.

Så måske ville jeg, med de fordomme, gå glip af nogle skønne fyre hvis jeg var single.

Men altså, min kæreste har haft en længere ledighedsperiode. Det var jo ikke sådan at jeg overvejede at gå fra ham, for jeg kender ham og ved at han er alle de ting, jeg er vild med. Og hvis jeg skulle møde og falde for en ny fyr med de kvaliteter, så ville jeg nok heller ikke droppe ham, hvis det skulle vise sig, han var telefonsælger.

Til gengæld går jeg ikke så meget op i uddannelse. Min søster har feks ambitioner, drive, og er lækkert job med udmærkede udsigter, uden anden færdiggjort uddannelse end en STX. Så jeg ved at det ikke er alt.
Jeg kunne til gengæld godt forestille mig, at jeg i længden ville blive jævnt træt af en akademiker, der identificerede sig rigtigt meget med at have en akademisk uddannelse, selv længe efter personen havde forladt universitetet. Men jeg har også generelt det svært med folk, det lægger meget af deres identitet i at tilhøre bestemte kasser - både som i at lægge rigtigt meget identitet i at være akademiker eller pædagog eller i en helt anden boldgade, være introvert eller have ADHD.
Jeg foretrækker folk det byder på mange forskellige sider og godt selv er klar over det.