Jeg har været hele turen rundt på sygehuset i dag i forhold til graviditetssukkersyge.
Det var heldigvis en betryggende oplevelse. Mine tal fra glukosetesten var kun lidt over de 9, som afgør, om man har sukkersyge i graviditeten (mit var 9,3). Jeg spiser fuldstændig, som de anbefaler og mit blodsukker var også, som det skal være i dag.
Den næste uge skal jeg måle blodsukker før og efter morgen + aftenmåltid, hvis det ligger stabilt skal jeg blot følge mit blodsukker med 2 ugentlige målinger og så nogle ekstra skanninger af barnet for løbende at skønne vægten.
Hvis jeg kan holde blodsukkeret stabilt, siger de, at det ikke påvirker barnet.
Jeg får ikke lov til at gå mere end én uge over tid, så sætter de mig i gang. Det gør de også, hvis/når barnet skønnes at veje 4 kg. Hvilket i øvrigt er rigtig fint af hensyn til mine hofter.
Lægen kunne også garantere mig, at de vil skanne vores barn efter fødslen for hoftedysplasi, det er jeg rigtig glad for, så skal jeg ikke spekulere på det.
Jeg er blevet tilknyttet en speciel diabetesjordemoder, hun er dejligt kontant og sød. Vi talte lidt om den manglende opbakning, jeg har følt fra min læge og om mit lægeskift - hun kender åbenbart lidt til min nye læge og mener, at det er et skift, jeg bliver rigtig glad for. Hun mener på ingen måde, at jeg skal arbejde resten af min graviditet, både af hensyn til min psyke og mine hofter, og hun var helt sikker på, at min nye læge vil være helt enig i det. Hvor er det rart med nogen, der bare siger "det skal du ikke, færdig", det er en befrielse for mig.
Skanningen i dag er den første, hvor jeg har mærket nogen interesse for det hos mig selv. Jeg så ham cykle med benene på skærmen, og det rørte et eller andet i mig. Det er også en enorm lettelse at mærke, at det går i den rigtige retning nu.
De sidste par dage har jeg haft sådan en lidt ubehagelig tyngdefornemmelse i underlivet. Skanningen afslørte at den lille ligger tæt på livmoderhalsen (må det være? Nederst i hvert fald), så han morer sig nok med at sparke til den, lille møgunge.