Aquadorable skrev:Rosa Espinosa skrev:Hvordan noterer man i en jobansøgning at man ville kunne starte med det samme?
Jeg skrev i bunden - inden min 'underskrift' - "Jeg kan begynde med det samme."
Super, tak for svar

Aquadorable skrev:Rosa Espinosa skrev:Hvordan noterer man i en jobansøgning at man ville kunne starte med det samme?
Jeg skrev i bunden - inden min 'underskrift' - "Jeg kan begynde med det samme."
Rosa Espinosa skrev:Hvordan noterer man i en jobansøgning at man ville kunne starte med det samme?
Guldlok skrev:Hvad gør I andre ved følelsen af bare at have ramt en mur?
Jeg søger og søger og søger og søger.. Ringer rundt, spørger interesseret, søger noget mere, forsøger at forbedre osv. mine ansøgninger, får hjælp/sparring til ansøgninger i mit netværk osv.
Efterfulgt af .. ingenting ?
Har været ledig over 7 mdr nu (i denne omgang, tæller videre på gammel periode) og der sker bare ingenting. Har været til 4 (mener jeg) jobsamtaler på den tid, hvoraf de 2 er på denne side af nytår.
Pga. barsel før ledighed, er det efterhånden ret længe siden jeg havde noget relevant på mit CV (til sommer er det 2 år siden min seneste ansættelse i et vikariat udløb) så derudover har jeg kun en virksomhedspraktik at skrive på.
Samtidig havde jeg kun et vikariat (deltid) på mindre end et år før min barsel, så jeg havde ikke optjent timer nok til ny dagpengeperiode (er fuldtidsforsikret), så jeg tæller videre på en gammel DP-periode (fra 2013) og er efterhånden ved at nærme mig langtidsledig.
Skal til møde med min sagsbehandler om en uges tid og derefter overhår jeg så til en anden sagsbehandler som tager sig af de langstidsledige.
Er lidt bange for jeg snart mister modet.
Jeg kunne også læse noget andet og det ligger da i mine tanker hele tiden - men jeg HAR jo allerede uddannet mig til det jeg ville.
Nå, sorry, det blev vist mest bare et længere indlæg om ingenting.
Guldlok skrev:2SHY skrev:Er man en møgkælling hvis man er glad for at andre også bryder sammen af og til?Så føler jeg mig ikke så alene når jeg har gjort det mens jeg søgte job
Jeg har lige gennemset flere forskellige sider for job alt imens jeg overvejede om jeg skulle tude eller skrige. ARGH.
Dikus skrev:Jeg ville skifte psykisk sygdom ud med sygdom og holde fast i forklaringen.
Dikus skrev:Smiling_Goat skrev:Dikus skrev:Jeg ville skifte psykisk sygdom ud med sygdom og holde fast i forklaringen.
Jo, det var selvfølgelig også min første tanke, men den taktik holder vel kun til de spørger om, hvad jeg fejlede?
(og tak for kortet)
Næææh. For det er en længere historie, du heldigvis har lagt bag dig
Smiling_Goat skrev:Jeg er blevet inviteret til samtale![]()
Eneste problem er, at jeg ved, de vil spørge ind til mit hul i CV'et, og hvorfor jeg kun har taget så kort tid på universitetet. Jeg ved ikke, hvordan jeg bedst håndterer det.
Der er to ærlige svar:
1. Jeg følte ret hurtigt, at det var den forkerte uddannelse, og jeg ville ikke spilde SU-klip på den.
2. Jeg har haft en psykiatrisk diagnose, der har besværliggjort uddannelse etc. Men jeg er i dag i fuld remission og modtager hverken medicinsk eller anden behandling.
Jeg føler jo lidt, at jeg melder mig ude ved at vælge mulighed nr. 2, for hvem pokker vil ansætte en skør person? Samtidig kan svar nr. 1 få mig til at fremstå useriøs og flyvsk. Den vil også føre til en masse andre spørgsmål, og ingen af dem vil være helt troværdige, for de er jo ikke det 100 % ærlige svar.
Hvad ville I gøre?
Jeg har pga. min situation mulighed for fortrinsret for handicappede, men det er på mirakuløs vis lykkedes mig at få denne samtale uden. Nu ved jeg bare ikke, hvad jeg skal sige.
Smiling_Goat skrev:Jo, jeg kan godt følge, hvad I siger, men man vil vel som arbejdsgiver undre sig, og hvorfor skulle man tage chancen med én, der har været så syg, at hun ikke kunne passe uddannelse/arbejde, når der (bogstaveligt talt) er mindst 117 andre, der ikke havde det problem og som derfor både er mere erfarne og uddannede?
Altså én ting er, at man tager chancen, når man får forklaringen, for det viser en slags tillid/investering i virksomheden, men hvis du ikke engang vil forklare, så virker det som om, at virksomheden bare skal tage en chance uden at ane hvorfor eller med hvad. Føler jeg.
Jeg forestiller mig en samtale ala:
"Hvordan kan det være?"
"Jeg gennemgik desværre et sygdomsforløb, der besværliggjorde uddannelse osv. Men det er heldigvis bag mig, og jeg er kommet videre"
Så tror I ikke, at de spørger: "Nåda, det lyder da ikke så godt. Må man spørge, hvad du fejlede?" For så skal jeg, som jeg forstår med jeres metode, sige: "Det har jeg ikke rigtigt lyst til at snakke om. Det er en del af min fortid, og nu vil jeg bare gerne videre"
Hvorefter jeg har virkelig svært ved at tro, at de tænker: "Fino, hende tør vi da godt tage chancen med, selvom vi skal snakke med 7 andre kandidater som alle har masser af erhvervserfaring."
Altså, jeg føler lidt, at jeg er nødt til at bruge jeres metode, for jeg tror, der er endnu mindre chance for at få pladsen, hvis jeg siger sandheden. Men det her stinker.
(Lortesygdom)