Min kæreste er deprimeret....

[LaScrooge]

Verdens længste indlæg. Verdens længste, meget detaljerede, indlæg. Og jeg har røget hele dagen i dag, selvom jeg holdt op i mandags. Jeg kunne simpelthen ikke tåle den stress og sorg jeg følte og samtidig bekæmpe rygetrangen.

[Krølle]

Søde Srooge: jeg er ved at trimle omkuld af træthed og er på vej i seng, men jeg kan ikke lade det her stå uden at sige en ting:

Du lyder ikke urimelig, og du virker ikke som om, du er ude af stand til at være konstruktiv. Du prøver faktisk ret hårdt. HAN lyder derimod som om, han har hovedet helt umanerligt langt oppe i sin egen røv. Sorry to say.

Når du står tilbage og i så høj grad undrer dig over, hvorfor ting, der normalt fungerer for dig, går i fisk, er det næppe på tide at ligge indad men snarere udad. Derudover synes jeg hans manglende evne/vilje til at tale om tingene eller i det mindste svare på henvendelser er umoden af helvede til. Hvis man bor sammen og er seriøse, går man altså ikke i Primadonna-mode bare fordi det er svært. Jesus.

[Krølle]

"Jeg ved, at der ikke er plads til at træde ved siden af og være urimelig, fordi jeg er træt, sulten og udmattet."

Det er netop i et godt forhold, der skal være plads til det, hvilket han, så vidt jeg forstår, også har benyttet sig af i rigelig grad. Det gør det så meget mere trist, at der tilsyneladende ikke er plads til små afvigelser hos dig - navnlig når man tænker på, at du de seneste måneder har tæsket rundt for at gøre hans hverdag så nem som mulig. Så slap dog af med den oprydning et øjeblik (eller sig til hvis det handler om noget helt andet)!

Uh, jeg bliver helt harm i min lille krop.

[LaScrooge]

Sådan af nysgerrighed bliver han så også mega selvbebrejdende, når han er grov overfor dig? Du indleder tråden med at skrive, at han er mega negativ overfor sig selv, og han føler, han er skyld i, hvis alle andre har det dårligt. Men det lyder ikke så depressivt at være så vred og egentligt udadreagerende på dig over små ting. Jeg ved godt, at frustration, ingen tålmodighed og den slags kan være en del af depression, men ud fra min erfaring vil der oftest ikke være vrede på den måde, som du beskriver, hvis man er meget depressiv. De fleste oplever modsat, at de komplet mister gejsten og bliver utroligt nedtrykte, og det nærmest er umuligt at handle på selv de mindste ting, hvorimod der er mere power i vrede.
Jeg tænker bare, hvordan det mon hænger sammen?

Nej, ikke rigtigt. Han har en enkelt gang kaldt mig noget grimt, og det undskyldte han. Men ellers virker det ikke rigtig som om han selv synes han er grov. Og det er ikke fordi han taler grimt til mig, råber eller på anden vis er intimiderende eller ubehagelig. Det er mere det, at han engang imellem synes nogle ting, der ikke rigtig rummer mig. Og at han har nogle usammenhængende ideer, som fx det med oprydning og rengøring.

Apati er der meget af, men han er god til at skjule det. Han prøver at modarbejde den og aktivere sig selv. Han er god til det, faktisk.

Når han bliver vred, er det afmagt, på samme måde som når jeg gør det. Og i går blev han vred, fordi han sikkert havde ventet på, at hans dag ville blive ædelagt, fordi de fleste dage er ødelagte og glæden på den måde er så sjælden og skrøbelig en ting. Hans vrede var nok fodret af selvmedlidenhed. "Det er typisk! Selvfølgelig går det galt, netop som jeg ellers har haft en god dag."-agtigt. Det kan jeg huske fra da jeg selv var deprimeret - hvor forfærdeligt det kan føles, når den ene gode dag man måske har haft i halvanden uge, én enkelt dag, hvor man ikke er vågnet med ønsket om at dø forrest i bevidstheden, og den bliver ødelagt af et eller andet.

Og det værste er, at han sagde, efter jeg var kommet hjem og efter vi havde skændtes, at han havde siddet og set på restauranter han ville invitere mig på, da jeg ringede. Og det gør mig bare så virkeligt ked af det, for hvorfor sagde han ikke bare det? Hvorfor kunne han ikke bare kramme mig og sige at han godt kunne forstå det, men at han havde tænkt sig at invitere mig ud? Så havde alt været godt. Nu kan jeg bare bebrejde mig min egen fucking idioti og svaghed og det pisse åndssvage i, at jeg ringede med lavt blodsukker og en forventning om at blive skuffet.

Og igen - så er det bare heller ikke ting, der skal sætte et forhold på spil! Det er jo helt skørt!

[Lurende Peber]

Lyt til den kloge Krølle, som formulerer sig langt pænere end jeg kan lige nu.

[Lurende Peber]

Og lad være med at bebrejde dig selv. Du har ydet alt for meget alt for længe.

[Krølle]

...eller du kan bebrejde am at han kørte ud af en selvmedlidenhedstangent i stedet for bare at sige "...men hey (sultne urimelige) baby, jeg sad faktisk lige kiggede på spisesteder. Der er styr på det!".

Det. Her. Er. Ikke. Din. Skyld.

I. Hvert. Fald. Ikke. Alene.

[LaScrooge]

Tak, hvor er I søde, alle sammen. I indlæg og kort. Nu går jeg ned og køber en pakke cigaretter og indånder natteluften.

Hvor er det her sted bare en nødvendighed engang imellem.

[JackieO]

Og det værste er, at han sagde, efter jeg var kommet hjem og efter vi havde skændtes, at han havde siddet og set på restauranter han ville invitere mig på, da jeg ringede. Og det gør mig bare så virkeligt ked af det, for hvorfor sagde han ikke bare det? Hvorfor kunne han ikke bare kramme mig og sige at han godt kunne forstå det, men at han havde tænkt sig at invitere mig ud? Så havde alt været godt. Nu kan jeg bare bebrejde mig min egen fucking idioti og svaghed og det pisse åndssvage i, at jeg ringede med lavt blodsukker og en forventning om at blive skuffet.

Og igen - så er det bare heller ikke ting, der skal sætte et forhold på spil! Det er jo helt skørt!

Lad heeelt være med at bebrejde dig selv for den situation. Han prøver jo for vildt at manipulere dig til at påtage dig skylden for hans urimelige opførsel. Hvis han oprigtigt taget havde tænkt sig at invitere dig ud, kunne han så let som ingenting have gjort det, da du ringede klokken 19.30 og naturligt nok var sulten og træt ved tanken om at skulle hjem og stå for madlavningen. Så den historie ville jeg virkelig ikke købe, hvis jeg var dig.

Din historie giver mig næsten kuldegysninger, fordi jeg kommer til at tænke på historier om en voldelig ægtemand, der får sin kone overbevist om, at han har alle de bedste hensigter, men fordi hun gør en lille ting forkert, er det jo klart, at han bliver nødt til at reagere, som han gør. "Se nu, hvad du fik mig til, fordi du var svag og havde lavt blodsukker og sagde tingene i et forkert tonefald. Det er din egen skyld, at jeg bliver nødt til at hidse mig op".

Jeg påstår ikke at din kæreste er voldelig, men lige den situation du beskriver, fik mig altså til at tænke psykisk vold og manipulation.

[Moxy-lady]

Og det værste er, at han sagde, efter jeg var kommet hjem og efter vi havde skændtes, at han havde siddet og set på restauranter han ville invitere mig på, da jeg ringede. Og det gør mig bare så virkeligt ked af det, for hvorfor sagde han ikke bare det? Hvorfor kunne han ikke bare kramme mig og sige at han godt kunne forstå det, men at han havde tænkt sig at invitere mig ud? Så havde alt været godt. Nu kan jeg bare bebrejde mig min egen fucking idioti og svaghed og det pisse åndssvage i, at jeg ringede med lavt blodsukker og en forventning om at blive skuffet.

Og igen - så er det bare heller ikke ting, der skal sætte et forhold på spil! Det er jo helt skørt!

Lad heeelt være med at bebrejde dig selv for den situation. Han prøver jo for vildt at manipulere dig til at påtage dig skylden for hans urimelige opførsel. Hvis han oprigtigt taget havde tænkt sig at invitere dig ud, kunne han så let som ingenting have gjort det, da du ringede klokken 19.30 og naturligt nok var sulten og træt ved tanken om at skulle hjem og stå for madlavningen. Så den historie ville jeg virkelig ikke købe, hvis jeg var dig.

Helt enig med denne her del af Jackies indlæg. Jeg ville heller ikke stole på hans udtalelser over en dørtærskel, men det er en nem måde at overføre skyld på. Jeg tror faktisk ikke at han er strid med vilje, men at han bare har det rigtig svært - men det ændrer altså ikke på at han i meget af det du skriver lader til at påtage sig ansvaret for ting som han alligevel ikke rigtigt tager ansvaret for... Hvis det giver mening? For det er som om han siger en ting (at det hele er hans skyld/han er også bare et dårligt/frygteligt menneske) og så kommunikerer og agerer fuldstændigt modsat. Så du bruger en masse energi på at fortælle ham at tingene ikke er hans skyld (som reaktion på hans udtalelser) og ender med et føle et ansvar for at gøre hans dag/liv nemmere og bedre - eller simpelthen føle at du er skyld i de konflikter der opstår (som følge af hans handlinger og ageren og selvfølgelig hans kommunikation når han f.eks. påstår at han ville have inviteret dig ud)

Du er så frustreret og har stået på hovedet for ham i flere måneder. Nu, når du har brug for at han stepper up og støtter dig lidt, så går han i diva-mode og sætter spørgsmålstegn ved forholdet. Det er som om at han er den eneste der styrer tøjlerne i jeres forhold pt, og det er usundt, uanset hvordan han har det. Jeg er med på at man skal tage ekstra hensyn når ens partner er syg, men lige nu synes jeg at han udnytter det - og dig, ved at manipulere dig.

Hvis jeg var i dine sko, så ville jeg kræve (ja, så nederen er jeg) at 1. han går i terapi (det kan jeg ikke huske om han gør?) og 2. at I går til parterapeut sammen så i får løst jeres kommunikationsproblemer som par. Jeg tror at begge dele er nødvendige, desværre for hans depression og adfærd skal have individuel hjælp.

Men Krølle har ret, kommunikationen strander ikke hos dig.

(Du må endelig ikke tro at det her er et "skrid fra idioten"-indlæg og jeg er heller ikke ude i at han er et dårligt menneske, overhovedet. Jeg tror bare at han, grundet sin sygdom pt. er meget låst fast i en offerrolle som han med hjælp fra dig (fordi du har været måske for tålmodig) ikke rigtig evner at tage ansvar for. Jeg tror ikke på at han er en idiot normalt, men det er han altså lige nu, og det bliver nødt til at stoppe! Du har fortjent bedre, og det tror jeg også at han synes når han har fået hovedet ud af røven.

Og så lige en kæmpe krammer! Det er en lortesituation at sidde i.

[Zombie]

Sådan af nysgerrighed bliver han så også mega selvbebrejdende, når han er grov overfor dig? Du indleder tråden med at skrive, at han er mega negativ overfor sig selv, og han føler, han er skyld i, hvis alle andre har det dårligt. Men det lyder ikke så depressivt at være så vred og egentligt udadreagerende på dig over små ting. Jeg ved godt, at frustration, ingen tålmodighed og den slags kan være en del af depression, men ud fra min erfaring vil der oftest ikke være vrede på den måde, som du beskriver, hvis man er meget depressiv. De fleste oplever modsat, at de komplet mister gejsten og bliver utroligt nedtrykte, og det nærmest er umuligt at handle på selv de mindste ting, hvorimod der er mere power i vrede.
Jeg tænker bare, hvordan det mon hænger sammen?

Nej, ikke rigtigt. Han har en enkelt gang kaldt mig noget grimt, og det undskyldte han. Men ellers virker det ikke rigtig som om han selv synes han er grov. Og det er ikke fordi han taler grimt til mig, råber eller på anden vis er intimiderende eller ubehagelig. Det er mere det, at han engang imellem synes nogle ting, der ikke rigtig rummer mig. Og at han har nogle usammenhængende ideer, som fx det med oprydning og rengøring.

Apati er der meget af, men han er god til at skjule det. Han prøver at modarbejde den og aktivere sig selv. Han er god til det, faktisk.

Når han bliver vred, er det afmagt, på samme måde som når jeg gør det. Og i går blev han vred, fordi han sikkert havde ventet på, at hans dag ville blive ædelagt, fordi de fleste dage er ødelagte og glæden på den måde er så sjælden og skrøbelig en ting. Hans vrede var nok fodret af selvmedlidenhed. "Det er typisk! Selvfølgelig går det galt, netop som jeg ellers har haft en god dag."-agtigt. Det kan jeg huske fra da jeg selv var deprimeret - hvor forfærdeligt det kan føles, når den ene gode dag man måske har haft i halvanden uge, én enkelt dag, hvor man ikke er vågnet med ønsket om at dø forrest i bevidstheden, og den bliver ødelagt af et eller andet.

Og det værste er, at han sagde, efter jeg var kommet hjem og efter vi havde skændtes, at han havde siddet og set på restauranter han ville invitere mig på, da jeg ringede. Og det gør mig bare så virkeligt ked af det, for hvorfor sagde han ikke bare det? Hvorfor kunne han ikke bare kramme mig og sige at han godt kunne forstå det, men at han havde tænkt sig at invitere mig ud? Så havde alt været godt. Nu kan jeg bare bebrejde mig min egen fucking idioti og svaghed og det pisse åndssvage i, at jeg ringede med lavt blodsukker og en forventning om at blive skuffet.

Og igen - så er det bare heller ikke ting, der skal sætte et forhold på spil! Det er jo helt skørt!

Jeg gik fra min eks, fordi han kom et kvarter for sent til en vigtig aftale. Det var den sidste dråbe. Skørt? Ikke når man kender historien bag.

Det er ikke meningen, at kun dramatiske ting som vold og utroskab kan sætte et forhold på spil. Man må også gerne tvivle, fordi ens kæreste er lidt for meget en nar lidt for ofte, uanset grunden til at han er det.

Når jeg fjerner al snak om depression , ser jeg et forhold som er på vej ud. Så jeg er enig med Krølle... Terapi og Parterapi.
Lige nu overlever forholdet ved at dræne på dig. Og når der ikke er mere af dig tilbage, hvad så.

[Dragen]

Super kliche og fortærsket, men stadig sandt; nogen gange er kærlighed bare ikke nok.

Det er ikke meningen et forhold skal være en kamp.

[achillaxedprune]

Åh, stakkels dig!

Når jeg læser dine indlæg, så bringer det mig tilbage til et forhold, jeg havde for over 10 år siden med en (stærkt) depressiv mand. Det var SÅ freaking hårdt bagefter, og det tog mig faktisk over 5 år før end jeg havde lyst til at indgå i et nyt forhold efter ham. Jeg havde simpelthen mistet mig selv undervejs...fordi man hele tiden skulle tage hensyn, gjorde noget forkert, gjorde ham ked af det, osv. osv.

Jeg er helt sikker på, at min eks. var en syg mand, men jeg ville aldrig igen indgå i et forhold med en stærkt depressiv... Da jeg mødte min mand, og han fortalte han havde haft en depression for nogle år siden, var jeg lige ved, at jeg ikke ville se ham igen. Jeg nægter simpelthen at lade mig selv gå igennem det én gang til. Med min mand lavede vi den aftale, at jeg har fået et carte blanche til at ham skal påbegynde psykolog-behandling... Der har ikke været behov for det, men hvis jeg en dag af en eller anden årsag mener, at det er nødvendigt... Så har han lovet mig at begynde.

Det kan være overraskende hårdt og nærmest selvudslettende at være i et forhold, hvor der kun er plads til én. Og hvis din kæreste ikke tager det seriøst, og ikke tager hensyn til dig, så bliver det virkelig op ad bakke.

Modsat andre, så vil jeg gerne sige, at hvis han ikke formår at gøre plads og rum til dig... Så synes jeg ikke, at du skal blive i det. For det kan tage årevis at komme sig. ... Men jeg var selvfølgelig også kun lige omkring de 20, da jeg var sammen med min eks. Forhåbentlig vil skaden ikke være så stor, når man er i 30'erne, som du er, og man har det mere styr på hvem man er og hvad man står for.

Jeg håber fandme, at han tager sig lidt sammen og stopper med hans bebrejdende adfærd og nedern opførsel. Du fortjener en, der gør dig glad og løfter dig op. Ikke nedgør dig og hiver dig ned.

[Panton]

Kære La S

Helt ærligt, jeg ville droppe nitten og komme videre. Jeg synes det lyder som sindssygt psykisk vold og at han er på vej til at køre dig helt ned.

Mens du stadig har lidt ære og selvfølelse tilbage, så mand dig op og smid ham ud eller selv finde noget andet og glem ham.

Han er jo behandlingskrævet og opfører sig som et forsmået barn der ikke evner at tage vare eller hensyn til nogen samt han vil bibeholde dig som dørmåtte så længe du gider og jeg synes du skal redde dig selv og lade ham sejle sin egen sø.

Det kan godt være du føler du elsker ham, på baggrund af Jeres historie, men han opfører sig ikke som om at han elsker dig, for han behandler dig som lort.

kæmpe kram P

[JoyNips]

Al respekt for at du tænker så meget på ham og hans følelser og helbred og hvad du kan gøre for at hjælpe ham. Men husk lige at tænke på dig selv også, ikke? Det lyder som om det forhold dræner dig og ikke bidrager positivt i dit liv. At det HAR været helt vildt fantastisk kan du ikke bruge til så meget nu, hvor det vitterligt ER noget lort og det skal du altså passe på med at hænge alting op på. Bare fordi det var skønt og du ved, hvor fedt det kan være mellem jer, betyder det ikke, at du skal leve med at alt er noget lort i en længere periode - eller at forholdet overhovedet bliver så skønt igen. Nogensinde.