Da I flyttede sammen...

[Joe]

Jeg synes, jeg har boet sammen med ham hele mit voksenliv - jeg nåede kun at bo alene i ca. otte måneder, og i de otte måneder var vi alligevel sammen hver dag. Så jeg havde aldrig opbygget nogle indgroede alene-vaner. Omvendt havde jeg så heller aldrig helt lære at klare mig selv, og det var nok dumt.

Vi kæmper her, snart fem år efter at jeg rykkede mine ting hen til ham, stadig med forskellige holdninger til rod - dvs jeg er langt mere tolerant overfor det end ham, og jeg roder også mere. Jeg tror at 80 pct af de småkonflikter vi har, handler om at han bliver irriteret over at jeg efterlader tøj på gulvet/ikke tørrer køkkenbordet af, så der er vand på det/glemmer at lukke køleskabsdøren ordentligt i.
Enten lykkes det ham på et tidspunkt at få opdraget ordentligt på ham - ellers bliver vi ved med at gå og snerre af hinanden over det, til vi kommer på plejehjem, og der er andre til at rydde op efter mig.

Til gengæld husker jeg tydeligt, hvor lækkert det var, da jeg pludselig kunne springe på spontane aftaler med vennerne. For fra den dag vi blev kærester, har vi været sammen hver dag. Men mens vi boede hver for sig, så kunne jeg ikke få mig selv til lige pludselig at smutte fra kæresten for at tage i byen med vennerne - for nu var vi jo lige sammen. Da jeg så flyttede ind hos ham, var det meget mere i orden lige pludselig at smutte i byen.

Jeg fik også langt mere alenetid, da vi først delte adresse. For mens vi ikke boede sammen, men var sammen hver dag, der var vi også sammen, når vi var sammen. I dag laver vi ting hver for sig størstedelen af tiden - men dog lige ved siden af hinanden.

Jeg flyttede oprindeligt ind til ham, og jeg havde ikke meget med. Kan huske at han postulerede, at jeg da havde råderet over væggene - det tog jeg i brug, så mit maleri af to hjorte, der er på vej over en vej, hænger stadig over sengen. Siden dengang er vi på vores fjerde fælles lejlighed nu, og det næste bliver forhåbentlig en ejerbolig.

Jeg kan faktisk ikke rigtigt forestille mig ikke at bo sammen - jeg tror jeg ville være helt ufatteligt dårlig til at bo alene i dag.

[milisa]

Min kæreste flyttede ind til mig, fordi det var langt det smarteste og mest logiske. Det var mig meget imod, fordi jeg har den grundholdning, at man virkelig bare bør lade være med at flytte ind hos nogen, men i stedet finde noget fælles med det samme - netop for at undgå alle mulige sammenstød om dit og mit og vores.

Men det gik over al forventning. Han er meget glad for at lave mad, så jeg tømte samtlige skabe for mine ting og erklærede, at køkkenet var hans. Til gengæld ville jeg have stuen - dog mod, at han fik lov til at få sit flimmerapparat med, og så skulle hans guitarer jo selvfølgelig også være der. Førstnævnte var et giga kompromis for mig, mens sidstnævnte bare ser stjernegodt ud!

Det gælder om at give plads til den indflyttende og den eneste måde at gøre det på er ved at sluge nogle kameler og huske sig selv på, at det ikke længere er ens lejlighed, men vores. Jeg siger ikke, at vores løsning med at "forære" et rum væk, er en god løsning, men det fungerede, og min kæreste har i hvert fald altid hårdnakket påstået, at han følte sig hjemme fra dag 1.

[SofieP]

Da vi flyttede sammen var det i en ny lejlighed - vi kom begge fra bofællesskaber, hvor vi ikke havde særligt mange møbler, og havde udover det, flyttet lidt rundt mellem forskellige lande. Vi har hver især haft enkelte møbler med, men ellers har vi købt det meste i fællesskab. Det er gået ret gnidningsfrit.

Hvis den ene af os, var flyttet ind i en lejlighed, den anden allerede boede i, tror jeg at vi havde valgt samme model som min mor og hendes kæreste. De tog alle møblerne ud af lejligheden og satte alle møbler op ved siden af hinanden, valgte hvilke sofaer, hvilket spisebord, etc. de skulle have, og så indrettede de huset med de valgte møbler. Det betød at de begge havde noget at sige i forhold til hvordan det fælles hjem skulle indrettes, og derved blev det også i høj grad et fælles hjem

Den største udfordring har været at jeg lige skulle falde på plads i det land vi bor i (min kærestes hjemland), og det har til tider ført frustrationer og konflikter med sig, men alt i alt har sammenflytningen været en stor succes

[Zombie]

Vi flytter sammen til juni, og det bliver dejligt.
Vi bor sammen nu i hans lejlighed, fordi vi (jeg) fik hund og min kæreste har den bedste gulvplads. Vi ønskede begge at være sammen med hunden hver dag, så for at den ikke skulle bo to steder og blive forvirret, valgte vi ud fra praktiske hensyn min kærestes lejlighed som fast base. Jeg har dog stadig min lejlighed, men den fungerer mest som opbevaringslager.

Min kæreste er meget praktisk anlagt ift. indretning, hvor jeg går mere op i at det skal se pænt og hyggeligt ud. Dog er vi enige om de mere basale ting, eksempelvis at alting skal have faste pladser så vi kan rydde det op nemmere og finde det, lige når vi skal bruge det.
Han har mere fidus til nipsting - det har jeg ikke og vil helst reducere det, for jeg vil gerne nemt kunne støve af. Undtagelsen er så forskellige former for lertøj, som jeg har arvet og som har en reel værdi. Min kæreste har også nogle figurer, så det går vel meget lige op.
Det er dog ikke noget vi kommer til at diskutere, for min kæreste har støvallergi, så han kan slet ikke tåle at det er for besværligt at der støves af, hehe.

Jeg ejer ikke et TV, min kæreste har to skærme og to Playstations. Det kommer til at fylde meget, men han er så glad for det og for at sidde og spille med venner (og mig), så det kan slet ikke være til diskussion at de begge skal op - og så endda på samme væg, men what the heck.

Fordi vi bor i små 1-værelsesboliger som vi utilsigtet har indrettet ret forskelligt fra hinanden, har vi til sammen møbler til at indrette en fælles 2 værelses med lige dele hans og mine møbler. Det er sgu meget smart - især fordi vi er studerende og lever af SU, så der er ikke rigtig nogen diskussion om at anskaffe sig nye møbler end dem vi selv og hinanden har, for det er der ikke penge til pt.
Og når vi også ved, at den større lejlighed blot er en mellemstation indtil jeg er færdig på uni og vi vil finde en ejerbolig/hus, så giver det ikke mening at skifte møblerne ud, selvom kæresten er uddannet til sommer og derefter får fast arbejde med en ret god indtægt. Hellere spare pengene op og vente, så vi kan løbe noget der giver mening der hvor vi ender med at flytte hen.

Vi er begge to enige om, at vi ikke vil proppe vores fælles lejlighed med ting og møbler, og er også gode til at smide ud, sælge m.m. begge to.
Og så er vi gode til at give plads til det, hinanden går op i - min kæreste accepterer, at jeg kan sige "øv" til noget, der måske er praktisk og smart, men ikke er så æstetisk flot... Og jeg accepterer, at min kæreste går op i sine skærme og i god lyd, så selvom det ikke æstetisk pleaser mit øje, så får han sine skærme (på samme væg...) og sine højtalere både foran og bagved og rundt omkring, og hvad det nu alt sammen er.
Jeg har dog udtrykt ønske om, at næste gang han beslutter sig for at udskifte lyd og skærme, at han vælger noget der er lyst/hvidt. Det fylder mindre rent visuelt, og er lidt nemmere at have med at gøre når vores hund er helt lys også og har tendens til at fælde... Haha.

[Zombie]

PS.
Jeg har mange bøger, og han har meget værktøj. Han snakkede om, at jeg kunne reducere i mine bøger. Så snakkede jeg om, at han kunne reducere i sin værktøjssamling.
Begge emner er droppet nu.

[Chachacha]

Jeg tror, at det er en fordel for jer, at I begge er voksne i det at bo ude. Jeg kender flere par, der nærmest flyttede sammen før de fandt deres første lejlighed, hvilket gav problemer fordi så kommer man altså DIREKTE fra mors kødgryder til et hjem, der kræver en hel masse arbejde, planlægning og tid. Det kom i hvert fald som et chok for mig Nu hvor I begge ved, hvilket arbejde der er i at holde et hjem, tror jeg I lettere undgår skænderier om dagligdagsopgaver. Medmindre I virkelig stikker i hver sin retning her.

Det jeg har lært er, at huske at give plads til alenetid! Vi bor i en toværelses og har masser af alenetid selv når vi begge er i lejligheden sammen. Det tror jeg er sindssygt vigtigt, fordi al tiden sammen netop ikke kan være kvalitetstid. Og fordi man får spat af sådan en "hvad skal vi nu lave"-attitude, når man gerne bare vil nørde alene.

Omvendt har det også været vigtigt at holde fast i at lave nogle gode ting sammen. Der var en periode, hvor vi begge havde rigtig travlt, og så fik vi hver især kun den andens crap-tid - altså al den gode energi blev brugt ude på andre, og så var vi sure/trætte derhjemme. Der indførte vi date-nights og bookede hinandens kalendre, og det virkede rigtig godt (selvom det lyder lidt ekstremt, nu hvor vi begge har mere tid til at være spontane og hygge os uden for skema )

Men alt i alt synes jeg du skal glæde dig. Det er så rart at have en tryg base med en man elsker. Jeg ligger stadig tit om aftenen og bliver helt elektrisk over det sådan "Arjjh er det ikke hyggeligt! Vores lille hjem <3 Yay!! "

[HappyHippo]

Det gik helt smertefrit. Men her 6 år senere - dog efter endnu en flytning - er fjernsynet og boksmadrassen de eneste ting af hans, der er tilbage.

Her har han fået lov til st beholde tv'et... Og et billede

.... Jeg har ikke beholdt noget af mit

[Karkluden]

Jeg tror, at det er en fordel for jer, at I begge er voksne i det at bo ude. Jeg kender flere par, der nærmest flyttede sammen før de fandt deres første lejlighed, hvilket gav problemer fordi så kommer man altså DIREKTE fra mors kødgryder til et hjem, der kræver en hel masse arbejde, planlægning og tid. Det kom i hvert fald som et chok for mig Nu hvor I begge ved, hvilket arbejde der er i at holde et hjem, tror jeg I lettere undgår skænderier om dagligdagsopgaver. Medmindre I virkelig stikker i hver sin retning her.

Det jeg har lært er, at huske at give plads til alenetid! Vi bor i en toværelses og har masser af alenetid selv når vi begge er i lejligheden sammen. Det tror jeg er sindssygt vigtigt, fordi al tiden sammen netop ikke kan være kvalitetstid. Og fordi man får spat af sådan en "hvad skal vi nu lave"-attitude, når man gerne bare vil nørde alene.

Omvendt har det også været vigtigt at holde fast i at lave nogle gode ting sammen. Der var en periode, hvor vi begge havde rigtig travlt, og så fik vi hver især kun den andens crap-tid - altså al den gode energi blev brugt ude på andre, og så var vi sure/trætte derhjemme. Der indførte vi date-nights og bookede hinandens kalendre, og det virkede rigtig godt (selvom det lyder lidt ekstremt, nu hvor vi begge har mere tid til at være spontane og hygge os uden for skema )

Men alt i alt synes jeg du skal glæde dig. Det er så rart at have en tryg base med en man elsker. Jeg ligger stadig tit om aftenen og bliver helt elektrisk over det sådan "Arjjh er det ikke hyggeligt! Vores lille hjem <3 Yay!! "

Helt enig.
Jeg insisterede på at flytte hjemmefra for mig selv i flere år først, selvom mange syntes, det var fjollet. Men jeg er sikker på, det har været os en hjælp. Vi er fuldkommen selvkørende begge to, og har fået aflagt alle "mors kødgryder"-vaner.

Og i forhold til alenetiden: vi har også en 2'er, og vi har også masser af alenetid. Og vi booker faktisk også hinanden. For ellers ville vi også i perioder kun få craptid, og det slider.