Med nogen forsinkelse har jeg fået skrevet min fødselsberetning om fødslen af den søde Lillebøf, som lige er fyldt 2 år.
Mandag den 7. oktober (38+5)Jeg hviler hjemme oven på weekenden. I weekenden havde jeg for første gang haft plukveer, der gjorde ondt (efter en cykeltur), men de var gået i sig selv igen, og jeg havde ikke travlt med at føde – jeg nød de fredelige dage, hvor jeg selv satte dagsordenen. Fjernsynet står tændt, og i løbet af formiddagen går NEWS i Breaking: Kulturministeren har født sin datter, som er dødfødt. Jeg begynder at græde helt uhæmmet og kan ikke holde op med at hulke. Min egen datter i maven skvulper lidt rundt, og det føles som om, hun aer maven indefra.
Om eftermiddagen skriver min kæreste hjem, at han føler sig lidt sløj og spørger, om jeg vil gå med hunden. Jeg skriver tilbage, at det kan jeg sagtens, når jeg lige har slået græs.
Tirsdag den 8. oktober (38+6)Min kæreste melder sig syg på arbejdet, og jeg står op og går med hunden. Omkring halvvejs mærker jeg, at vandet går. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er det, der er i gang, og af én eller anden grund er jeg ikke specielt overrasket. Jeg planlægger resten af vejen, hvordan min kæreste skal have overbragt nyheden, men har derudover stadig ikke specielt travlt med at komme i gang med fødslen.
Kæresten ligger stadig i sengen, da jeg kommer hjem, og jeg får ret hurtigt sagt “du tror, det er løgn. Vandet er gået”. Han skal vist lige sunde sig lidt. Jeg finder nogle rene bukser og et bind og ærgrer mig over, at de våde bukser er nogle, jeg har lånt af en veninde (og at det er yndlings-bukserne, jeg må undvære på den sidste dag, jeg er gravid). Vi ringer til fødegangen omkring 8:30 og fortæller, at vandet er gået, og at der ikke er veer endnu. Jeg siger, at jeg gerne vil vente på veerne derhjemme, og jordemoderen gentager, at det er deres procedure, at jeg skal inviteres ind til tjek. Kompromiset bliver, at vi får en tid klokken 11.
Ventetiden bruger jeg på at ringe til en håndværker, der skulle komme i løbet af dagen. Sekretæren bliver temmelig befippet, da jeg siger, at jeg er nødt til at udskyde tiden, fordi jeg skal føde (det er ligesom ikke nemt at finde en god måde at sige det på, og det gav heller ikke rigtig mening at lyve). Kæresten ringer igen til sit arbejde for at sige, at de nok ikke skal regne med ham de næste to uger.
Vi kører mod Herlev lidt før 10:30. Kæresten er sød at sætte mig af ved hovedindgangen. Jeg synes, det tager en evighed, før han kommer tilbage, hvad det sikkert også gjorde. Der er ikke parkeringspladser på det hospital, og slet ikke midt på dagen. Men det lykkes, og vi tager plads i venteværelset med hver sit blad (ja, det var før corona). Der går det for første gang op for mig, at de har temmelig travlt. Klokken når at blive 12:30, inden vi bliver hentet og ført ind på en undersøgelsesstue. Der er stadig ingen veer, og jeg er helt lukket med 1 cm livmoderhals tilbage. Babyen skønnes at have det fint og veje 3800 gram. Jeg får tilbudt angustapiller til at sætte det hele i gang, og det takker jeg ja til. Jeg var bange for vedrop, men af én eller anden grund ikke andre igangsættelsesmetoder. Men først og fremmest var jeg meget fokuseret på de 18 timer, der er retningslinjen for, hvornår man skal have født, efter vandet er gået. Den første pille tager jeg på hospitalet kl 13.10.
Jeg får besked på at tage en pille hver anden time og får en tid igen næste dag klokken 08:00, hvis der ikke sker noget. Jeg får ikke spurgt til, hvordan det hænger sammen med retningslinjen om de 18 timer.
På vejen hjem køber vi bagels og hygger og nyder at være kærester. Da vi har spist, tager jeg sofaen, mens min kæreste går i seng. Om aftenen får vi spaghetti bolognese, og jeg tager piller som foreskrevet hver anden time. Der sker ikke det store, så vi hygger bare i sofaen. Klokken 20.37 skriver jeg til min mor, der skal komme at passe hunden, når vi kører: “Stadig intet nyt, så du kan nok slappe af i aften. Vi har i hvert fald lige sat en film på”.
Klokken 21.10 skal jeg tage pille nr. 5. Jeg mærker lidt murren, som om min menstruation skal til at komme. Jeg beslutter mig for at tage pillen for at være sikker på, at noget er i gang. Vi ser Good Will Hunting i halvanden times tid, inden min kæreste gør sig klar til at gå med hunden. Jeg vil gerne med, fordi jeg tænker, at det er en god idé at få noget bevægelse til bækkenet.
Da vi kommer ud, kan jeg slet ikke følge med. Det gør som sådan ikke ondt, jeg kan bare ikke gå så hurtigt som kæreste og hund. Jeg bliver enig med mig selv om at gå tilbage. Godt inde i varmen går jeg på toilettet, som jeg har læst er vigtigt. Her får jeg det dårligt og kaster op i håndvasken. Ikke mit stolteste øjeblik. Jeg kan også se, at jeg har blødt en del i bindet. Da kæresten kommer tilbage ringer jeg til fødegangen og siger, at jeg er utryg ved blodet, og siger, at jeg kommer ind. I min journal står, at jeg er blevet inviteret, hvilket sikkert er den rigtige term, men jeg husker ikke, at jeg spurgte om lov
Vi ringer til min mor og beder hende komme, og vi pakker tandbørster i hospitalstasken. Da min mor ikke er kommet efter en god halv time, skriver vi til hende, at vi kører og sætter vi os i bilen, og vi instruerer hende i at finde sengetøj. Vi møder hende et stykke nede ad vejen. Her er klokken 23:30.
Jeg havde været meget bekymret for køreturen med veer, men det var stille og roligt. Min kæreste spurgte, hvordan veer føles, og jeg svarede, at det var som at have en elastik om maven, og at det altså gjorde ondt, selvom beskrivelsen ikke gav det indtryk. Undervejs slog det mig, at det nok ville være en god idé at tage tid på veerne. Jeg hev appen frem, men kunne ikke helt finde ud af, hvornår det startede og sluttede, så jeg lagde telefonen væk igen. Vi taler lidt om, at det vil være antiklimaks, hvis vi bliver sendt hjem igen.
På hospitalet holdt vi tæt på indgangen og gik ind. Næsten samtidig kom en anden kvinde, hvis veer tydeligvis var en del værre end mine. Vi fulgtes op i elevatoren. Efterfølgende er jeg ikke stolt af, at jeg skyndte mig at komme frem til døren for at melde min ankomst. Der går dog lidt, og vi får afleveret vandrejournalerne sammen.
Onsdag den 9. oktober 2019 (39+0)Efter en kort ventetid kommer jordemoder Liv ud og tager imod mig. Hun fører mig ind i et lillebitte mørkt rum, og jeg tænker “her vil jeg ikke føde”. Jeg bliver lagt op på briksen og får et mavebælte på. Dommen: 5-6 centimeter åben og 3 veer pr. 10 minutter. Blødningen mener hun er tegnblødning, som bare er lidt rigelig, fordi det går hurtigt nu. Liv oversætter, at det betyder, jeg bliver flyttet til en fødestue – gudskelov. Inden da skal jeg dog lige have en ve og en opkastning overstået. Min gang er stadig ikke den hurtigste, så vi skyder genvej gennem et depot, og Liv spørger, om jeg er klar. “Det er jeg vel nødt til”, svarer jeg.
På stuen får jeg at vide, at pillerne normalt tæller som igangsættelse, men da alt ellers går så fint, vil hun tilbyde mig at komme i vand, som jeg havde ønsket, alligevel. Jeg takker ja og beder om et lavement. Mens det hele bliver gjort klar, går jeg på toilettet. På det tidspunkt begynder jeg så småt at gå ind i mig selv. Jeg kan huske at holde om håndtaget, som var ved toilettet. Måske trak jeg på et tidpunkt i snoren for at få hjælp til at komme op, måske fantaserede jeg bare om det.
Tilbage i fødestuen kommer jeg op på lejet og lægger mig på siden. Jeg bliver undersøgt, resultatet opfatter jeg ikke. Liv sætter sig ned ved mit hoved og siger, at hvis jeg vil i karret, skal det være nu. Det skal det overhovedet ikke, kan jeg mærke. Jeg skal overhovedet ikke røre mig ud af flækken, kan ikke. Jeg får at vide, at det er for sent til smertestillende, men jeg kan få lattergas. På det tidspunkt er jeg langt væk og kan ikke træffe nogen som helst beslutninger, så jeg siger bare ja.
Masken med lattergas er fantastisk. Jeg kunne ikke mærke en forskel på gassen, men det grå håndtag i plastik var fantastisk at holde fast i. Ind imellem tilbød min kæreste saftevand af et sugerør, og jeg tog bare imod. Han prøvede at opmuntre ved at minde mig om den kæmpestore, nøje sammensatte bland-selv-slikpose, der ventede i tasken. Jeg kunne ikke være mere ligeglad.
Klokken 1 var jeg 10 centimeter åben, står der i journalen. Jeg kan ikke huske at have fået den information, men på et tidspunkt fik jeg besked på at presse med. Jeg var ikke helt sikker på, hvordan jeg skulle gøre, men der blev ikke rettet, så jeg vil tro, det var nogenlunde rigtigt. Jeg tror, jeg fokuserede på at presse i stedet for at mærke, hvornår det gjorde ondt, så jeg var i tvivl om, hvornår veerne egentlig kom. Til gengæld havde jeg den oplevelse, at min krop selv ville klare det, hvis jeg ikke gjorde noget. Liv sad bag mig og holdt hånden mellem mine skulderblade, og det gjorde, at jeg følte mig helt tryg. På et tidspunkt sagde hun, at jeg kunne nå at presse igen, hvis jeg ville, men det ville jeg ikke. Ikke fordi, jeg var træt, men fordi ubehaget var helt enormt – som at være på toilettet, når man er meget forstoppet og har hård mave.
Mod slutningen siger Liv, at hun tror, min datter har “lidt hår”. Så dukker Løvemor op i mig. Jeg var sikker på, at hun havde MASSER af hår. Det var åbenbart det, der skulle til, så jeg fik presset det sidste, og jeg hørte mig selv udstøde nogle dybe lyde som en ko på marken. Klokken 2:07 fødte jeg vores Lillebøf (I tiden efter var jeg helt allergisk over for udtrykker, at et barn “blev født”. Det var ikke noget, der bare skete, det var noget, jeg gjorde.)
De første minutter er stadig slørede for mig. Om det er lattergassen, der gjorde mig ligeglad, eller om jeg bare ikke var specielt omstillingsparat, ved jeg ikke, men hun kom op til brystet, og moderkagen kom lidt efter med lidt hjælp fra jordemoderen. Vi fik fødselsdagsbakken, som jeg havde læst om i utallige fødselsberetninger på Debatten, ind. Toastbrødet var ikke så saliggørende som jeg havde forventet, men skovbær-te gjorde godt. Jeg takkede jordemoderen for hånden på min ryg, og hun svarede, at det også for hende føltes som om, hun havde godt fat. Det viser sig, at hendes anden arm havde holdt mit ben oppe, men veerne havde bedøvet mig så meget, at jeg ikke havde mærket det
Jeg var bristet, og afdelingsjordemoderen blev tilkaldt for at vurdere, om der skulle tilkaldes en læge. De endte med at beslutte, at der var tale om en andengradsbristning, som Liv selv kunne klare. Samtidig kom en sosu, som skulle hjælpe med at lægge den nyfødte til brystet. Jeg syntes, det var voldsomt at blive trykket i fra flere sider, men jeg sagde ikke noget. På det tidspunkt var jeg høj på hormoner, men gassen var for alvor ved at gå af ballonen for min kæreste, som igen kunne mærke, at han var sløj. Vi havde talt om, at baby skulle have lov til selv at finde brystet, men det begyndte at blive vigtigt for mig at komme videre, så sosu’en fik lov til at hjælpe. Jeg husker ikke at blive syet, men jeg må have reageret fysisk, for der skulle mere bedøvelse til.
Den lille pige blev vejet og endte på 3480 gram. Vi taler om det med at veje børn og på, hvordan små piger tidligt bliver målt på deres udseende. Den samtale glemmer jeg aldrig, og siden har jeg afskaffet vores badevægt. Man er ret påvirkelig i den situation. Jeg blev sendt på toilettet som det sidste, der skulle klares inden vi kunne overflyttes til barselsafsnittet. Liv gik ud for at finde en hue til vores datter. Det blev det sidste, vi så til hende. Det viste sig senere, at der var voldsomt travlt på afsnittet, som også havde måttet modtage patienter, som var afvist på Hvidovre. Jeg har tit tænkt på, at den nat må have været én af de røde for jordemødrene, og at vores mirakel må have været en rædsom vagt for dem, der var med. For mig var det efterfølgende en lettelse, at vi fik lov til at få en ukompliceret og såkaldt let fødsel. Liv står stadig for mig som en superhelt i kittel.
Jeg må vist hellere også i gang med at skrive ned.
7 min. efter får jeg første ve. Jeg er slet ikke i tvivl og den gør sgu ondt!
Det er dog heldigvis ikke sådan, at jeg er mærket af den efterfølgende, men jeg syntes stadig, at det var ret overvældende og ekstremt smertefuldt. 
