Smiling_Goat skrev:Karkluden skrev:Jeg undrer mig virkelig, når børn konsekvent og over mange år kalder deres forældre ved navn..
Jeg havde en barndomsveninde, der konsekvent kaldte sine forældre ved deres fornavne, men der var også noget helt, helt galt med hende. Hun var ikke så vild med sin mor, kunne man mærke, de bare ligesom levede sammen, til gengæld elskede hun sin far til skyerne på en nærmest manisk måde. Hendes bror tror jeg faktisk hun hadede. Hun slog ham ofte og terroriserede ham psykisk. Han havde (pga. det, tror jeg i dag) en ret slem talefejl, og var totalt selvudslettende, for ingen satte grænser for min veninde ifm. det. Hun var i stand til at manipulere totalt med folk omkring sig, så de ikke opdagede, hvad hun lavede. Jeg vidste det, fordi jeg oplevede, hvordan hun skiftede fra djævelen selv, når vi var alene, til en stakkels, lille, trist engel, når voksne kom ind i lokalet. Hun var virkelig uhyggelig faktisk.
Jeg tænker ofte på, hvordan hendes bror mon har det i dag. Stakkels dreng.
NÅ, det jeg ville sige var, at jeg, pga. hende, også undrer mig, når folk kalder deres forældre ved fornavn. Jeg kommer altid til at tænke på den kulde hun havde over for andre, og overføre den til alle, der nægter at sige mor og far.