Hvornår ved man, at man skal slå op?

[123million]

Hej! Det her har egentligt ikke noget med mit eget forhold at gøre (i hvert fald ikke lige nu), men jeg diskuterer for tiden meget med en veninde om, hvornår man ved, at nu er det nok, og at man skal slå op. Jeg har aldrig slået op med nogen (har haft to kærester, og de har begge slået op med mig). Bagefter har jeg sagtens kunne se, at det var rigtigt at slå op. Jeg har en enkelt gang i et anfald af frustration og vrede slået op med en, men så besluttede vi os for at arbejde på det i stedet.

Når I har slået op, hvordan har I så vidst at det var den rigtige beslutning? Er det sådan pludseligt gået op for jer, at forholdet slet ikke duede eller har det været noget, der var længe undervejs? Hvor sikre har i været på beslutningen i øjeblikket og bagefter? Hvornår har I kunnet mærke, at nu var det nok? Hvordan har det oftest foregået?

[LadyFox]

Alle gange jeg har slået op, har jeg slået op for sent. Så jeg er åbenbart ikke mester i at handle på følelsen. Faktisk har jeg endt med at trække den så langt at jeg ved bruddet følelsesmæssigt har været ude af forholdet så længe at jeg ikke har været ked af det, men nærmere lettet og glad. Jeg ved ikke hvorfor jeg har en tendens til at holde fast i ting jeg godt ved er slut, men jeg tror det er en blanding af "hvad nu hvis jeg fortryder/det kan reddes" og så at jeg virkelig ikke bryder mig om at såre andre, og faktisk hellere vil såres selv, men det holder jo ikke at gå og håbe på at folk vil slå op med mig.

Jeg er dog blevet mere bevidst om det, og derfor er det også noget jeg tager til mig, og ligesom har besluttet at det gider jeg ikke igen - jeg slår op når jeg ikke længere tror på det.

[LaScrooge]

Jeg har 3 tidligere forhold bag mig, og det er mig, der har endt dem alle. Det første ligger langt tilbage og det afsluttede jeg, fordi vi havde udviklet os i forskellige hastigheder og jeg havde brug for at være mig selv og stå på egne ben. Det var rigtig svært, fordi jeg elskede ham og han ikke gjorde noget galt, som sådan. Det var bare ikke rigtigt mere.

Det andet burde jeg have afsluttet noget tidligere og jeg havde det egentlig som om han havde meldt sig ud af det længe inden jeg så afsluttede det. Vi var for forskellige og der var for mange problemer der udsprang af den forskellighed. Jeg troede meget længe at det handlede om vilje og om at slippe tidligere vaner og forhold (fra hans side), men måtte konstatere at han ikke var engageret. Det tog 2 år fra frustrationen for alvor indfandt sig, til jeg endelig gav op og det var ca 2 år for længe. Jeg var vred på ham i meget lang tid derefter.

Det seneste forhold var lidt særligt på den måde, at det først rigtig gik op for mig hvor fundamentalt vore forskelle stak da vi var i gang med at flytte sammen. Der skete nogle ting, som gjorde at fornemmelsen af, at vi var alt for forskellige blev meget klar. Jeg vidste naturligvis godt at vi var forskellige, men vidste ikke hvor fundamentalt det var og troede, at der var visse ting der spillede ind på sagerne og at disse ville bortfalde.

Generelt er det vist gået sådan, at der har været en murrende fornemmelse af mismatch, men at det ikke har været klart hvor afgørende det ville være. Det har langsomt taget form, med andre ord. Jeg har altid forøgt at fikse det og har derfor aldrig forladt nogen spontant. Dernæst har der været en overvejelsesperiode, hvor jeg har mærket meget og tænkt meget og så har jeg endt forholdet.

Min kæreste og jeg er også meget forskellige, men der er nogle meget fundamentale ting der matcher, som gør, at jeg er overbevist om, at vi kan overkomme dem og lære at leve sammen i fred og fordragelighed, resten af vores dage... <3

[Tanten]

Tja, for mit forrige forholds vedkommende, vidste jeg det først, da jeg lå i min bedste vens arme.

Jeg havde prøvet og prøvet, håbet og håbet i flere år, at min eks ville tage ansvar for sit misbrug og sine depressioner og tage mod hjælp og behandling. Jeg levede for de små glimt, hvor han var sig selv, den mand, jeg havde forelsket mig i.

Jeg lod det køre alt, alt for længe, så det endte med, at jeg stoppede det ekstremt brat, fordi jeg fandt mig selv i en situation, som man ikke står i, når man er i et parforhold.

Forholdet før det stoppede, fordi hensynet til min kæreste ville betyde, at der ikke var plads til mine børn - og så var der ingen vej udenom.

[*smb*]

Jeg har også en tendens til at blive for længe, både pga jeg så gerne vil have det skal fungere og så fordi jeg nok har et eller andet med at være sikker på det er det rigtige...

Den ene kæreste jeg gik fra, der var det fordi han havde haft lånt min telefon med hans simkort, der var en masse ting jeg synes var mystisk gennem en længere periode og en dag vi var til noget familie ting hos hans mor, havde han lagt den i køkkenet (han havde den altid klistret til sig) så gjorde jeg det man ikke må og kiggede i den, der lå beskeder fra piger, mange piger, billeder som de havde sendt til ham og hvornår han kom igen og "jeg savner dig beskeder" kys beskeder osv. Jeg kogte, han havde lavet psykisk nedbrydning på mig og jeg var totalt isoleret fra venner og familie da jeg boede med ham, men der gik jeg, jeg var bange for hvordan han ville reagere så jeg pakkede mine ting mens han var på arbejde og tømte alt jeg havde og flyttede hjem til min mor.. han prøvede at manipulere mig til at komme tilbage og han var god til det, men jeg kom alligevel ud af det...

Min xmand der gik det bare ikke, igennem flere år kæmpede jeg for det skulle fungere men han ignorerede det og sad altid ved sin computer med høretelefoner, jeg kunne ikke gøre noget uden at skulle have mindst en af vores to børn med og det var generelt mig alt blev overladt til, det der endelig gjorde udfaldet var at jeg fik slem stress, jeg stod tudende foran ham og han kunne kun lige kigge kort op fra sin telefon, ingen støtte, ingen kram... Da jeg kom lidt ovenpå 1/2 år efter sagde jeg at jeg ville skilles og der var jeg lettet og vidste det var rigtigt....

Men jeg ved jeg giver for mange chancer og sådan så ja er ikke så god til at lytte til mig selv der

[PinkLady]

Åh... Jeg synes den er så svær! Fordi selvom man godt ved hvad der er bedst at gøre, er man bare i tvivl meget af tiden.

Den første kæreste jeg gik fra, elskede jeg virkelig af hele mit hjerte, og gør det nok stadig. Men desværre ikke som en kæreste, han var bare min bedste ven og nærmeste, og hans familie var som min egen familie. Jeg synes det var forfærdeligt at såre ham, og var også i tvivl, da jeg slet ikke kunne forestille mig et liv uden ham. Men jeg gik og fik det dårligere og dårligere psykisk, gik konstant med en knude i maven og trak mig bare fra ham. Så til sidst måtte jeg træffe beslutningen, selvom det var sindssygt svært.

Jeg er næsten lige blevet single igen, denne gang var det endnu sværer da vi begge stadig elsker hinanden men vi dur bare ikke til at leve sammen. Og kunne igen mærke den der knugende fornemmelse i maven, og følte jeg var på vej ud i depression igen. Så er man bare nødt til at passe på sig selv og reagere på de signaler ens krop sender. Men er godt nok knust, da det absolut ikke er det jeg har lyst til... Men knuden i maven er væk, og bag tomhedsfølelsen og tristheden, kan jeg mærke at jeg er lidt lettet.

Men det er aldrig nemt, tror aldrig man vil være 100% sikker. Både fordi man gerne selv vil undgå at blive såret, men også at såre en man holder af.... Og så bliver ens liv jo fuldstændig vendt op og ned.

[Mulan]

Jeg vidste det, den dag jeg havde lyst til at kysse en anden mand, hvilket sker engang i mellem selv i de bedste forhold, men jeg havde ikke lyst til at min eks skulle røre ved mig. Det var kommet igennem længere tid, men det var min krop, der til sidst sagde at det var tid til at stoppe.

[Viskelæder]

Ligesom Mulan så vidste jeg det også med min eks, da jeg ikke havde lyst til, han skulle røre ved mig længere. Jeg elskede ham og ville ønske, vi kunne få det til at fungere, men jeg tændte ikke på ham længere og havde ikke lyst til nærhed med ham på nogen som helst måde længere.

[Hurrze]

Har også tendens som nogle af de andre siger, at blive for længe... Fordi jeg stadig ønsker og håber på forholdet kan komme til at fungere igen, selvom jeg nok godt vidste at det ikke kom til at ske. Bla. Også fordi at jeg var den eneste der kæmpede for at få det til at fungere igen....

Har kun slået op med en. Har i alt haft 3 kærester. Min ene ekskæreste og mig har været sammen over 2 omgange. Første gang gik han fra mig, anden gang gik jeg fra ham... Jeg gik fra ham alt for sent fordi han havde pisset på mig i flere måneder (Vi var sammen i 2,5 år i alt i løbet af de 2 omgange). Jeg gik fra ham fordi han ikke respekterede mig mere.... Det forhold kunne jeg ikke være i mere... Da vi havde et langdistanceforhold (cirka 80 km eller 1 times kørsel) så vi ikke hinanden så tit. Når vi endelig lavede aftaler brugte jeg lang tid på at rydde op i min lejlighed, ryddede min kalender og brugte meget psykisk energi på ham... Han valgte så gentagne gange ikke at dukke op, nogle gange uden at give lyd fra sig. Han skrev nogle gange flere timer efter vi havde en aftale om at han skulle være her, at han alligvel ikke kunne komme... Flere timer hvor jeg havde siddet og ventet, ringet og skrevet fordi han jo ikke var dukket op til vores aftale og ikke givet lyd fra sig... Følte mig ikke respekteret mere efter han 3-4 gange i træk havde lavet det nummer med mig... Netop fordi jeg brugte så meget fysisk og psykisk energi på at gøre klar så han kunne komme. Han respekterede ikke min indsats... Han valgte desuden også sit arbejde frem for mig hele tiden. Jeg skrev hver dag, men han fandt aldrig tid til mig. Hans arbejde kom altid i første række. Burde være gået længe før jeg gjorde, men elskede ham utrolig højt. Havde i mange måneder vidst at det nok var forbi, var selvfølgelig ked af det bagefter, men var også lettet...

[Luffegås]

Jeg vidste det, fordi jeg pludselig ikke gad at tage kampe ELLER hensyn. Jeg gad ikke mere. Jeg købte en opvaskemaskine fordi JEG Ville, jeg var træt af han aldrig ville bruge penge på at forbedre sit liv. Han ville ikke sørge for at få sine penge fra skole eller noget som helst. Så gad jeg heller ikke mere. Jeg bestilte koncertbilletter til mig selv, og begyndte at blive frivillig steder alene. En fest stod en god ven pludselig og ville kysse på mig. Han overragede på mig. Min eks så på, og var sådan lidt "nårhja, der sker ikke noget". Han skred slet ikke ind. Markerede sig ikke. Sagde ikke "det er min pige", han virkede så kold og ligeglad. Der opdagede jeg at det vil jeg ikke stå model til. Så jeg slog op, og de næste par dage kunne jeg trække vejret SÅ meget mere frit. Jeg blev lettet om hjertet, jeg blev mere glad, og jeg opdagede hvor udmattet jeg bare havde haft været. Og stadig var. Jeg følte mig så udkørt, smadret, og kørt over af en bus. Og på overfladen havde vi haft et godt forhold og passede sammen..

[Fru Sunshine]

Jeg vidste det, den dag jeg havde lyst til at kysse en anden mand, hvilket sker engang i mellem selv i de bedste forhold, men jeg havde ikke lyst til at min eks skulle røre ved mig. Det var kommet igennem længere tid, men det var min krop, der til sidst sagde at det var tid til at stoppe.

Sådan var det også for mig ved begge mine brud.
Første gang var jeg så dum og led nok til at handle på det.
Det gjorde jeg ikke anden gang, men ventede pænt, til der var slået op.

[Q-beben]

Jeg vidste det, den dag jeg havde lyst til at kysse en anden mand, hvilket sker engang i mellem selv i de bedste forhold, men jeg havde ikke lyst til at min eks skulle røre ved mig. Det var kommet igennem længere tid, men det var min krop, der til sidst sagde at det var tid til at stoppe.

Sådan var det også for mig ved begge mine brud.
Første gang var jeg så dum og led nok til at handle på det.
Det gjorde jeg ikke anden gang, men ventede pænt, til der var slået op.

Sådan har det også været hos mig. At den fysiske tiltrækning svigter plejer at være et sikkert tegn på, at parforholdet stopper for mit vedkommende.

Selv da jeg var gift og blev skilt... Stille og roligt udviklede vi os i hver sin retning og glemte at være kærester i alt det praktiske omkring børnene og vores pressede hverdag. På et tidspunkt mistede jeg så også den fysiske lyst til ham... Vi gik til parterapi, for vi ville virkelig gerne redde vores parforhold. Og vi fik løst (næsten) alle andre problemer end det fysiske. Uanset om han eller jeg gjorde, så var den fysiske lyst til ham fra min side pist-gone...

[Zombie]

For mig har det med undtagelse af 1 eks været, når jeg forsøgte at undslå mig for at ses og havde svært ved at tage mig sammen til det. Når jeg brugte mere krudt på at finde andre ting at lave end at være sammen med kæresten. Så var det et tegn på, at jeg havde tjekket ud helt og aldeles.

Den ene eks som var undtagelsen... Jeg kom frem til, at uanset hvor ofte vi snakkede om at tingene måtte og burde ændre sig, og uanset at vi igen og igen formulerede vores ønsker og behov til hinanden - så skete det bare ikke. Vi forsøgte begge i perioder, men ingen af os kunne ligesom få gennemtrumfet forandringerne mere permanent og så blev det lidt lappeløsninger som blev udvandede igen, til skuffelse for den anden part.
Samtidig kunne jeg tydeligt fornemme, at han trivedes lige så lidt som jeg gjorde. Da jeg tænkte over hvorfor, slog det mig at mange af de ting han havde snakket om at ville ift. karriere, uddannelse m.v. havde jeg skudt ned - ikke for at være bestemmende og ond, men fordi jeg slet ikke kunne se mig selv i det liv, et sådan skift ville medføre.
Det omvendte gjorde sig også gældende: Jeg ville gerne ud af byen og han havde sit hjem midt inde i hovedstaden, hvor han for første gang måske nogensinde følte, at han havde et hjem. Så alle forslag om at kunne flytte på sigt blev skudt ned, og det kunne højest komme på tale at flytte i en større lejlighed på den anden side af gården i den blok, hvor han (vi) boede.

Jeg tror, at vi begge to endte med at sidde fast i en masse uudlevede drømme og at det kørte "os" i sænk henover tid. Fordi der opstod problemer hen ad vejen, som der jo altid gør i et forhold, men ingen af os havde viljen til at rette op på de ting. Et klasse-eksempel på hvad der sker, hvis man ofrer for mange af sine drømme og ambitioner til fordel for sin partner.

Jeg vil så sige til det sidste her, at jeg er glad for at opleve, at både han og jeg nu udlever vores drømme eller i hvert fald begge knokler røven ud af bukserne for at komme til det. Bruddet giver mening på den måde, og han er jo stadig en del af mit liv, selvom det måske er blevet mere nedtonet i takt med, at vi begge to har rygende travlt med hver vores.
Og jeg har brugt den erfaring jeg fik her, til at prioritere at finde partnere, som har samme mål og ambitioner som jeg selv - især ift. familie(type) og bopæl. Det er så vigtigt, at man kan leve hver sit liv, men arbejde sammen hen imod et fælles mål og en fælles fremtid, som man føler lige passioneret for begge to.

[Fortvivlede20]

Jer der havde mistet lysten til jeres mænd - ikke ville røre dem og være kærlig på anden måde.
Hvordan vidste i at det var det rigtige at gå fra jeres mænd?
Jeg er så meget i tvivl! Jeg var lææææænge (måske 2 år) ikke rigtig gidet min kæreste sådan seksuelt, og nu er det det sidste år virkelig blevet sådan at vi helst heller ikke skal have kropskontakt... Men forfanden hvor er det svært! Vi har været sammen i 4 år og har et barn sammen...

[TryToBeHappy]

Jeg får helt ondt i maven af at læse om jer der gik trods i elskedes jeres mand.
Kæmper nemlig meget selv!!! Se evt mine tidligere indlæg.

Jeg føler også, at det er rigtigt at gå. Men når jeg tænker dette, får jeg ondt i maven og i hjertet! Og jeg begynder at græde.
For jeg kan vitterligt ikke undvære min kæreste.
At se ham med en anden eller bare undvære ham i mit liv. Det kan jeg slet ikke.
Men jeg har en indre stemme der hele tiden, hvisker at det nok ikke holder.

Jeg har fået af vide, af min psykolog, at det kan føles rigtigt at gå pga ting i min barndom og også fordi, jeg oplever et forhold, hvor jeg faktisk kan stole på et andet menneske. Det er skræmmende!
+ Jeg lever nok i film verden. For jeg savner spænding og passion og grande gnister.
Men igen disse har jeg kun fået lidt af, i det første stykke tid aka nyforelskelse.
Så jeg har UFATTELIG svært ved, at slappe af!!!
Jeg ville mange gange ønskede, at han slog op. Så jeg kunne slappe af og ikke arbejde så meget, med mig selv og lære hvordan "virkelighedens forhold" er.
Men går jeg. Mister jeg det bedste, jeg har haft i mit liv.
Men slår vi op. Vil jeg selvfølgelig blive MONSTER ked af det og højest sandsynligt æde masser af kage. Men jeg ville også være okay med det, pga det skrevet længere oppe. Men også fordi, han fortjener virkelig en sød og stabil pige, der ved hvordan det vil sige, at være i et forhold.

Jeg har også meget svært ved, at tænde på min kæreste og efter en episode, hvor jeg slet ikke kunne blive tændt, er min hjerne kørt fuldstændig på over analysering. For endelig tager han initiativ til sex, men jeg kan ikke tændes den aften.
Men generelt set, har jeg svært ved at tænde på ham, da vi fra dag 1, har haft et HAV af seksuelle problemer.
Han kommer ekstremt hurtigt og han bliver ikke ordentlig stiv. (dette kan have MEGET at gøre med hans diabetes) Jeg var også AL for ærlig omkring det i de første måneder (uden jeg egentlig selv lagde mærke til det) så det sidder nok også psykisk. Han laver øvelser og jeg roser ham, efter sex. Selvom det er ringe.
Håber bare snart det bliver bedre.