Singletråden

[ManicNinja]

Gnu: Nu har jeg læst dit indlæg fire gange. Og jeg forstår så meget, som at du er irriteret. Og frustreret. Men helt oprigtigt fatter jeg ikke over hvad?

Er det over eks'er, der får det til at lyde, som om de ikke forstår, hvorfor det ikke gik med jer? Er det over den type, de vælger bagefter eller?

Du siger, du godt forstår, de vælger mænd med overskud og - vist nok - faglig status. Ja? Lyder da ikke som bad guys? Du skriver også, at du ved, du selv var med til at køre dine forhold i sænk.

Oh well. Det er virkelig ikke for at være irriterende. Men så fatter jeg ikke, hvad din frustration går på? Du er vel afklaret med, at I så er eks'er, lader det til.

[Viskelæder]

Jeg forstår ikke, hvad du skriver, Gnu. Sorry! Jeg vil gerne, men jeg har læst det flere gange og forstår ikke din pointe. Vil du ikk prøve at uddybe? For jeg tror nemlig, det er rigtig relevant og interessant.

[ManicNinja]

Jeg forstår ikke, hvad du skriver, Gnu. Sorry! Jeg vil gerne, men jeg har læst det flere gange og forstår ikke din pointe. Vil du ikk prøve at uddybe? For jeg tror nemlig, det er rigtig relevant og interessant.

Præcis!

[Code71]

Vi skal have tråden tilbage på sporet, Indlæg, der er irrelevante for trådens ånd og indhold kan man oprette sin egen tråd til.

Point taken! Tænkte bare at katten måske var single, og dermed havde noget mere relevant at byde ind med?

Men for nu at få tråden tilbage på rette spor, så må jeg hellere bidrage:

Jeg har gået og funderet lidt over sådan noget med hele den dér 'nice guys finish last'-tankegang, jeg ellers aldrig selv har kunne identificere mig med og fucker-død heller ikke vil trækkes med... men jeg er helt ærlig begyndt at blive pisseirriteret. Lad mig lige skynde mig at sige, at der ikke er et eneste af mine sidste 4-5 forhold, jeg ikke selv har haft en betragtelig del af skylden for blev skyllet ud i lokummet... og på det seneste er min livsstil og mit karrierevalg nærmest blevet en cementering af alle tænkelige fordomme om den selvvalgte singletilværelse, som intet velforvarende fruentimmer ville kaste sig ud i at lave om på, hvilket også er fint nok. Jeg er meget bevidst om, hvad jeg har givet afkald på - og det er helt fint.

Alligevel har jeg gennem det seneste års tid lejlighedsvis - og ikke mindre end fucking tre gange på lige så mange dage her for nylig - fået serveret sådan nogle svada'er med "åh du er det allerBEDSTeste menneske, jeg kender - og du har ALLE de rigtige værdier, og yadayada-fucking-yada". Sjovt nok ALTID fra eks'er (ikke hende herindefra, hun er pissesød!), hvis røv man ikke kunne se for bare skosåler, da det begyndte at koste, og som lige umiddelbart efter har fundet en væsentlig bedre og mere sikker deal i form af en regnskabschef, en revisor eller en eller anden kendis-rapper... og det er også fint nok! Jeg under dem kun det bedste, og det er ikke sure rønnebær eller noget. Jeg forstår dem sgu godt. En mand med masser af overskud på alle tænkelige konti ER bare meget mere nice end et sejlende vrag af en evighedsstuderende - og en mand som rent faktisk ER til stede, både fysisk og følelsesmæssigt, vinder 100% over sådan noget flyvsk shit med "ja og jo - og måske engang om en blå måne kan vi tænke på børn, hvis min pik altså ikke er visnet til den tid"... og sådan SKAL det også være.

Men her forleden frøksempel, får jeg lige en fyrre minutter lang fortælling om den seneste af manden sin's skatteborgerfinansierede julefrokoster på D'Angleterre med en otte retters menu til en pris, du kunne brødføde et borgerkrigsramt afrikansk land for, og lige umiddelbart efter endnu sådan en "åååååh altså dit liv er jo såååååå anderledes og hvis bare tingene havde været anderledes dengang med dig og mig, og du vil ALTID være noget helt specielt, og æh og bæh og buh, altså"... Jeg VED godt, at jeg sikkert lyder vildt nederen og som sådan noget lige dele selvpromoverende og mindreværdigt uforløst shit. Men det er det virkelig ikke. Jeg er pisseglad for mine eks'er på min egen måde, er mindst ligeså glad for at de finder gode forhold med lækre, drevne mænd - og jeg bilder mig endda ind at det også siger lidt om, at jeg måske ikke er så shitty en deal, som jeg nogen gange har hang til at tro, når vi har de dér piger til fælles. Men jeg BLIVER fandme lidt fornærmet på min intelligens et eller andet sted!

Jeg mener, ER det totalt urimeligt? Hvorfor kan de ikke bare være ærlige og sådan straight up sige "Du er sgu nice nok, men du HAR altså dine fejl - og vi VAR en fucking katastrofe sammen"? Hvorfor skal man have serveret den dér sødsuppe, der sådan implicit skal få det til at lyde som om, at de nærmest gjorde mig en tjeneste ved at lade os køre lortet i sænk? Jeg er virkelig pissetræt af holdninger, som magisk vis altid har givet plus på kontoen. Ikke at de ikke må have dem... men hvorfor skal jeg have dem tværet i face hele tiden? Anyways, bare et rant herfra... og hvis der sidder nogen af alle jer strudsede mennesker og kender lidt til det dér indre, boblende raseri der lige så stille tager over, når den dér "its not you, its me!"-historie lige så stille og helt uventet bliver fluffet op fra slap, så had lige lidt med mig her, 'ing? Så er I søde!

Fordi de rent faktisk holder af dig og ikke ønsker at såre dig unødigt? Ville være mit gæt. Ganske vidst totalt misforstået venlighed fra deres side efter min mening, da sandheden altid er det man kan arbejde bedst med. Men immerhin

[Fru Sunshine]

Jeg tror godt, jeg kan følge dig lidt Gnu.
Det føles lidt ligesom, da min tidligere svigermor pludselig begyndte at lovprise mig og alle mine kvaliteter, efter skilsmissen fra hendes søn.
Hun glemte bare, at der var en grund til, at jeg ikke ligefrem stræbte efter hendes selskab og omvendt, mens hun stadig var min svigermor, for da var jeg bestemt ikke god nok.

Så klinger det vildt hult, og hun kunne da bare indrømme, at hun og jeg ikke var kompatible.

[decibell]

Men er det ikke meget menneskeligt? Hukommelsen er en sjov fætter, der har det med at glemme det dårlige efter en stund. Eller rettere, når presset er væk, fordi man ikke er sammen mere, er der plads til at huske og sætte pris på alle de gode ting og kvaliteter, der jo også var (men som oftest blev kvalt af det dårlige). Akkurat lige som når vi sidder og priser de gode gamle dage, hvor "alt var bedre".

Pointen er, at det behøver ikke nødvendigvis at være hverken falskt eller diplomati, det er bare sådan, de husker det - sådan de nu VÆLGER at huske det. For det dårlige har de skubbet i baggrunden.

[Zombie]

Det er mere sådan noget... Det er sgu fair game at sige, man ikke fandt det man ledte efter i forholdet, og så komme videre i teksten. I'm all for it - og det har jeg jo også selv gjort i en eller anden udstrækning. Det er bare den dér rosenrøde opfattelse efterfølgende af, hvorfor det ikke gik - eller måske egentlig den tilsyneladende manglende erkendelse af, at de selv fravalgte noget og tilvalgte noget andet... og så skal det de (forståeligt nok) skred fra pludselig ophøjes til noget, det overhovedet ikke er og heller aldrig nogensinde har været? Gi'r det mening? Det er lidt sådan ligesom at høre en eller anden prædike om vigtigheden af økologisk og bæredygtig levevis, sidde dér og blive helt bjergtaget af alt det de siger - og så kommer man lige pludselig i tanke om, at de faktisk har en bigass Toyota V8, der kører 2 kilometer på en liter flydende baby-sæl, stående i indkørslen...

... eller - sådan får jeg det i hvert fald, når jeg får den dér "It wasn't you! It was me!"-svada serveret - og så kom jeg til at reflektere over, om jeg er blevet sådan en, der bare er blevet pissegod til at parkere mig selv i den dér friendzone-agtige tilstand. Altså, jeg ved jo godt, at jeg selv vælger ganske aktivt at pleje venskaberne med dem efterfølgende. Men LIDT fucking pli kan man sgu da godt have omkring det? Jeg sidder da heller ikke og siger "Hør engang, baby! Når jeg ligger dér med hovedet begravet i en 23-årig poledancers patværk, så tænker jeg TIT og OFTE på alt det, vi KUNNE have været for hinanden! Men sådan gik det bare ikke - og du skal vide jeg synes bare du er det fedeste siden skiveskåret brød og yadayadayada..."

Nu ved jeg ikke lige, med de der eks'er og hvad det er de siger og så'n.
Og jeg ved godt, at jeg er på farlig grund her.

Men jeg forstår ikke, hvorfor du sammenligner dig med de der andre mænd og laver det til en konkurrence. Det er jo ikke fordi deres nye fyr er revisor og du er revisor, og hvem er så den bedste revisor. Altså, du er jo sådan en "læger uden grænser" møder Indiana Jones møder Moder Teresa møder Actionman -type. Og hvis en kvinde synes, at livet med en revisor er "the bomb", så var hun jo aldrig blevet lykkelig med dig. Og du var aldrig blevet lykkelig som en revisor-type, der ville gøre den slags kvinde tilfreds.

Jeg tror, det du oplever, gælder mange af de mennesker som ikke bare har et arbejde eller et studie, men som har en livsstil eller foretager nogle livsvalg ift. karriere, som påvirker alle dele af deres tilværelse ... Det ER bare ikke nemt, at finde en partner. Ligesom det heller ikke er nemt at finde en partner, hvis man er en kunstner der bor på en flodbåd og rejser verden rundt, eller hvis man bor i et landligt kollektiv hvor man lever af landbruget sammen og ikke laver andet med sit liv, fordi det er der bare ikke tid til.
Se bare min søster, hun har endelig indset begrænsningerne ved sin karriere-mindede livsstil og har fået en kat.

Og et andet aspekt er også, at hvis du oplever at dine eks'er støver sådan nogle revisor-typer op - så er det måske et tegn på, at DU er god til at støve kvinder op, som vil have noget du IKKE tilbyder. Jeg mener... Hvad laver en fyr som dig med kvinder, der vil have stabilitet, forudsigelighed, tryghed, faste rammer, en spelt-børnefamilie og et hus i Nordsjælland?
Kvinderne er selvfølgelig ikke uden skyld. Man må jo ligesom overveje hvad man vil med sit liv, og om det er kompatibelt med en fyr der som levevej rejser i verdens lortehuller, arbejder for meget og totalt skævt, og smutter afsted i månedsvis fordi nu er der en krise hér eller nu er der et projektarbejde dér.

Du som menneske er jo pisse cool, du har et drive og et engagement. Og er man needy og kærlighedshungrende (hehe, hej spejlbillede ), så tænker man nok ubevidst: Orv, måske kan han være det over for mig/forholdet? Så bliver det pisse awesome!
Og man gør regning uden vært. Hvilket er sådan det må og skal være, det havde været usundt hvis du smed alt hvad du havde i hænderne for at tilbede en eller anden tilfældig madamme. Hun er ikke Afrika, hun bør kunne redde sig selv.

Så den er altså to-delt... og du kan jo ændre dine betingelser ved at se lidt på, hvorfor du er endt med redebygger-tøserne, når det ikke er det du kan tilbyde. Det gør dig hverken bedre eller værre end revisoren... Men måske mere tiltrækkende (som jeg sagde: "læger uden grænser" møder Indiana Jones møder Moder Teresa møder Actionman), hvorfor kvinderne opsøger dig, selvom det er en dødssejler fra begyndelsen fordi de vil lege Barbie's Dreamhouse og det vil du ikke.


Anyway, du skal have lov til at brokke dig, jeg kan godt forstå det. Jeg har selv min helt egen tråd herinde om hvor besværligt det er med en kæreste uden erfaring - som om jeg ikke bad om det, ved at finde en som er så meget yngre end mig selv? Har tit skænket dig en tanke og overvejet at give dig en tapperhedsmedalje for den tålmodighed du havde med mig. Jeg er måske blandt eks'erne, som ser tingene meget rosenrødt nu, men det skyldes især også at jeg har fået blik for, hvad du måtte leve med, ift. manglende erfaring, modenhed og alder.

[Lurende Peber]

@Gnu. Måske du er den der sidste spændende oplevelse inden villa, Volvo og vovhund?
En intelligent og empatisk he-man der MÅ prøves, og det kan sagtens være, at de/I til at begynde med tror, at det kan fungere. Man lærer jo folk og sig selv mere at kende, når man sådan kommer tættere på.
Og at du så stadig er et skønt minde, efter at I er kommet videre hver sin vej. Som andre er inde på: Et positivt minde bliver bedre med tiden, et negativt værre.

Jeg syntes selv, at jeg i min grønne og lidt vildere ungdom var ude for lidt i samme retning. Kvinder som fandt sammen med mr. Right umiddelbart efter, at jeg havde været inde i billedet, dog typisk kortvarigt. Og som talte pænt om og til mig bagefter. Uden at jeg på nogen måde skal påstå, at der var/er decideret he-man/helt over mig

[Mulan]

Nostalgi er blot erfaring set igennem lyserøde briller. Måske tager du det lidt for .. for meget som om de 'snakker dig efter munden', men måske handler det mere om, som både Zombie og Peberen siger - at man måske bedre kan se styrkerne der reelt var i forholdet, når man indgår i et nyt? SÅ står det ligesom i relief, hvad der virkede.

Altså mere at de egentlig sidder og nyder den nostalgi, der trods alt ligger i at varme sig i minderne. Det synes jeg ikke er så skidt, tænkt, hvis de kun huskede det dårlige?

[Rapfisk]

Kan I andre også mærke foråret? Jeg synes, jeg går og forelsker mig i alle mulige, hvor jeg normalt måske ville være mere skeptisk

[Viskelæder]

Jeg har følt mig ensom i dag. Havde en rigtig træls hændelse på arbejde, og så ringede jeg til en tæt på mig, men hun havde nærmest ikke tid til at snakke. Blev sendt hjem fra arbejde, og det var vel rart, men jeg blev ret ked af, at jeg ikke har hverken forældre eller en kæreste, der ville være der for mig der. Altså at jeg ligesom selv skal give mig selv omsorg og gøre gode ting og også aflyse mine aftaler, planlægge fremover osv.. Når man er alene i den situation, føles det lidt som arbejde alligevel, fordi man aldrig har nogen til at tage over - eller bare tilbyde at tage over.
Jeg føler mig ellers aldrig ensom, men i dag ramte den mig lige.
Øv.

[Rapfisk]

Jeg har følt mig ensom i dag. Havde en rigtig træls hændelse på arbejde, og så ringede jeg til en tæt på mig, men hun havde nærmest ikke tid til at snakke. Blev sendt hjem fra arbejde, og det var vel rart, men jeg blev ret ked af, at jeg ikke har hverken forældre eller en kæreste, der ville være der for mig der. Altså at jeg ligesom selv skal give mig selv omsorg og gøre gode ting og også aflyse mine aftaler, planlægge fremover osv.. Når man er alene i den situation, føles det lidt som arbejde alligevel, fordi man aldrig har nogen til at tage over - eller bare tilbyde at tage over.
Jeg føler mig ellers aldrig ensom, men i dag ramte den mig lige.
Øv.

Det kender jeg godt, Viske. Sådan en dag havde jeg i tirsdags, og der var heldigvis en veninde (en nyere én, faktisk) der tog initiativ til, at vi tog ud og spiste burgere. Det betød alverden. Omvendt varer det jo ikke evigt, og her til aften er jeg igen alene. Nu ligger jeg og savner en mand, der på ingen som helst måde er god for mig. Dumme hjerte.

Jeg håber, du normalt også har en form for støtte omkring dig?

[Daine]

Kan I andre også mærke foråret? Jeg synes, jeg går og forelsker mig i alle mulige, hvor jeg normalt måske ville være mere skeptisk

Jeg kan mærke foråret, desværre ikke på samme skønne måde som dig. Jeg er godt på vej ind i en forårsforkølelse, det er bare på ingen måde lige så hyggeligt



Og så er jeg bare et trælst sted lige nu. Utilfreds med min krop (har taget på, det er jeg ikke glad for) og så har jeg efter et 2-dages møde med andre i firmaet få cementeret, hvor akavet jeg er i andres selskab, medmindre vi kun snakker fagsnak. Og når man ikke er sprudlende, sjov og åben er man usynlig. Så lige nu synes jeg foråret sucks



Men jeg ved også, at det ændrer sig snart igen. Når forkølelsen er på retur, aftnerne bliver lysere (tænk, der er sommertid om ikke så længe!) og jeg får gang i motionen, så bliver det skønt at leve igen

[Viskelæder]

Jeg har følt mig ensom i dag. Havde en rigtig træls hændelse på arbejde, og så ringede jeg til en tæt på mig, men hun havde nærmest ikke tid til at snakke. Blev sendt hjem fra arbejde, og det var vel rart, men jeg blev ret ked af, at jeg ikke har hverken forældre eller en kæreste, der ville være der for mig der. Altså at jeg ligesom selv skal give mig selv omsorg og gøre gode ting og også aflyse mine aftaler, planlægge fremover osv.. Når man er alene i den situation, føles det lidt som arbejde alligevel, fordi man aldrig har nogen til at tage over - eller bare tilbyde at tage over.
Jeg føler mig ellers aldrig ensom, men i dag ramte den mig lige.
Øv.

Det kender jeg godt, Viske. Sådan en dag havde jeg i tirsdags, og der var heldigvis en veninde (en nyere én, faktisk) der tog initiativ til, at vi tog ud og spiste burgere. Det betød alverden. Omvendt varer det jo ikke evigt, og her til aften er jeg igen alene. Nu ligger jeg og savner en mand, der på ingen som helst måde er god for mig. Dumme hjerte.

Jeg håber, du normalt også har en form for støtte omkring dig?

Jeg har min søster og 1-2 gode veninder. Og de er virkelig guld værd. Men nogle gange, når jeg er sårbar, savner jeg den dybere omsorg, som ville komme fra en kæreste fx.
Ja, så kan man komme til at savne de forkerte

[Mocca]

Havde sådan en rigtig skøn 30-timer date først på ugen, og røg så i et hul bagefter, hvor jeg bare følte mig frygtelig ensom. Ikke noget jeg ellers render rundt og er.