LadyFox skrev:Sangius skrev:LadyFox skrev:Code71 skrev:LadyFox skrev:Ado skrev:LadyFox skrev:Ado skrev:Men nogle gange, ik'å, så har man måske bare heller ikke lyst til at dele alt med sin kæreste. Og det er vel også i orden. Manden har pjækket - han har ikke røvet en bank.
Næ. Men så kan man vel bare sige det?
Hvorfor? Altså, jeg kunne have fundet på det samme. Og jeg betegner mig selv, som en meget ærlig person. Nogle gange stikker man bare en hvid løgn. Det gør alle. Jeg vil i hvert fald gerne møde den person, der ikke gør.
Hvorfor ikke?
Jeg kan bare ikke se behovet for at lyve om det hvis man er i et forhold hvor der er plads til at sige "det har jeg ikke rigtig lyst til at tale om".
Jeg ser ikke at lyve om hvor man er som en hvid løgn. Som jeg ser det er det bare en løgn.
Jeg synes lidt det er en glidebane at undskylde løgne med at det er jo bare en hvid løgn, for det er stadig en løgn - og hvis man lyver må man jo gøre op med sig selv at det kan have konsekvenser hvis det bliver opdaget og om det i så fald er det værd. Det er vel de færreste der synes det er vildt fedt at blive løget for, uanset.
Altså, hvis man bliver bustet i at lyve er det da kun ens egen skyld hvis andre ikke stoler på en.
Ingen mennesker holder sig slavisk til sandheden altid. De der påstår at de gør, er fulde af løgn
Nej, de fleste har nok løget, og kommer til det igen. Men det kan jeg stadig ikke se hvorfor det skulle gøre at det ikke er helt forståeligt at det påvirker tilliden hos den der bliver løget for?
Og ja, jeg har da selv igennem mit liv løget - både om små og om større ting, men jeg anerkender fuldt ud hvis dem jeg har løget for ikke ser mig som verdens mest troværdige menneske, og jeg er fuld af forståelse overfor hvis de ikke stoler på mig en anden gang, for jeg har jo bevist at de ikke kan. Det er jo konsekvensen i at lyve og blive opdaget, og da det at lyve er et bevidst valg har jeg jo vurderet at et knæk i tilliden var løgnen værd.
Tror det er de færreste der står og vejer deres løgn på en guldvægt, og vurderer hvilke konsekvenser den måske/måske ikke kan få. Han har nok ikke tænkt, at denne løgn var 'det hele værd'. Han har nok bare tænkt at han ikke havde lyst til at konfronteres med noget, og havde brug for at opstille et glansbillede, så han ikke skulle stå ansigt til ansigt med det, som han ser som sin egen fiasko.
Vi er jo ikke perfekte, os mennesker. Så jeg synes der bliver lagt for meget i det, i dette tilfælde. Man må vel også kunne acceptere, at ens bedre halvdel ikke altid kan følge ens retningslinjer 100%?
Jeg tror nu heller ikke folk nødvendigvis spekulerer vildt meget i løgnen - men jeg tror godt de fleste normalt fungerende mennesker ved hvilke konsekvenser en løgn kan have. Jeg synes seriøst der er noget galt hvis man ikke selv kan regne ud at løgne kan medføre mistillid, især hvis man som TS' kæreste allerede ved at ens partner udfra tidligere erfaringer er ekstra følsom omkring ærlighed.
Jeg kan selv med min bedste evne ikke se hvad der skulle være forkert ved at blive påvirket af blive løget for.
Altså, set fra mit eget forhold kan jeg godt acceptere at min kæreste har gjort ting der ikke har harmoneret skide godt med MINE grænser, på trods af at han kender dem - sådan er det jo. Men altså det har stadig haft en eller anden form for konsekvens i forholdet - det kunne være midlertidig dårlig stemning, mistillid, alvors snakke, i værste fald har jeg taget lidt væk for at revurdere om jeg overhovedet havde lyst til at være i forholdet - og det synes jeg er helt okay. Handling og konsekvens.
Jeg har også selv gået over min kærestes grænse, men i de tilfælde så har jeg jo bare måtte betale prisen og snakke med manden om det, lytte til ham og acceptere hvis han har syntes jeg var et røvhuls hul. Har jeg gjort noget jeg vidste ville være yderst ubehageligt overfor ham, så ligger jeg vel som jeg har redt når han bliver skuffet/sur/bitter på mig.
Min kæreste må godt have følelser og grænser, det samme må jeg - og det synes jeg faktisk også godt TS må. Og jeg synes måske bare ikke at ærlighed er skide meget at forlange.
Jeg tror vitterligt ikke man når at tænke så langt. For mig virker det bare til, at han havde brug for, at dagen ikke var unormal. Han havde brug for at leve i troen om, at folk stadig troede han var den person, han gerne så han selv var. Så han kunne ikke bare sige, at han 'ikke havde lyst til at snakke om det', for dette ville jo helt sikkert afføde flere spørgsmål, bekymring og behov for at få at vide, hvad der foregår.
At tage hele denne situation og vende den om, som værende et problem mellem kæresten og TS, det synes jeg er helt forkert tacklet. Og ligefrem begynde at være mistroisk omkring 'hvad man så ellers lyver om', synes jeg er en lidt dårlig forståelse for situationen.