Har du nogensinde været i terapi?

[Akehurst2]

Jeg har gået til krisepsykolog - fik fem timer bevilget efter en voldsom trafikulykke. Det var virkelig godt til at få mig ud af choktilstanden.

Så fik jeg også nogle timer, da jeg var var stresset på mit job. Det var fint nok, men det flyttede ikke rigtig noget. Det var mere omsorg og en, der lyttede og gav mig ret. Hvilket var rart nok, men jo ikke rigtig gav noget i forhold til at undgå at ende i sådan en situation igen. Der gik jeg så efterfølgende hos en erhvervscoach, hvilket var fantastisk i forhold til at identificere forskellige situationer og lære at reagere anderledes - men jeg ved ikke, om det kan kaldes terapi.

[Lurende Peber]

Næh.
Mine venner har også på det kraftigste advaret mig mod at lade nogen udenforstående kigge ind i mine tanker

Spøg til side er det jo nogle værktøjer til at få det bedre. Så måske en dag, hvor det virker hensigtsmæssigt?

[Lucky_Me]

Jeg har været hos en psykolog som barn i forbindelse med nogle traumatiserende oplevelser. Det er dog ikke noget jeg kan huske noget af.
Og så har jeg haft samtaler hos en psykolog, da jeg gik ned med en depression. Det fik da nogle tanker igang omkring nogle generelle mønstre jeg har, men synes ikke det hjalp mig det store. Jeg har nok brug for en psykolog der kan gå lidt mere til mig for at få ram på mine forsvarsmekanismer.

[Suzan]

Ja, ellers ville jeg da slet ikke hænge sammen idag.

Hvis jeg engang bliver rig, betaler jeg gerne for at få ryddet endnu mere op i mit hovede

[Pityt]

Ja...af flere omgange.

[SonataA]

Jeg har haft 2 forløb hos psykolog via mit arbejde. Jeg havde nogle problemer med mig forhold til min far som påvirkede min evne til at agere professionelt på job. Efter 4 samtaler var den sat på plads.
2. Gang var i forbindelse med en belastningsreaktion - en mand der aldrig var hjemme, et hus der nægtede at blive færdig og 2 små børn. Kan ikke huske hvor mange gange jeg gik der, men hun var bare skide god til at få sat tingene på plads.

Når jeg ser tilbage sagde hun ikke noget jeg ikke vidste, men jeg havde brug for, at der sad en fagperson der sagde tingene til mig.

[Akehurst2]

Når jeg ser tilbage sagde hun ikke noget jeg ikke vidste, men jeg havde brug for, at der sad en fagperson der sagde tingene til mig.

Det kan jeg rigtig godt genkende. Jeg er meget autoritetstro, og det var virkelig en hjælp for mig fx efter den trafikulykke, hvor jeg var i chok, at der var en fagperson, der fortalte mig, at mine reaktioner var helt normale, og at de ville gå over.

[Garfield]

Jeg er i et forløb med en psykolog lige nu og det bliver betalt af den sundhedsforsikring min arbejdsplads har.

Det viste sig at min kæreste gennem 6 år, havde løjet om rigtig mange ting. Det slog benene væk under mig at én, jeg elskede så højt, behandlede mig så dårligt. Virkelig ikke godt for selvværdet...

Samtidig prøver jeg at finde mig til rette i et nyt job og jeg havde i en periode alt for meget stress ifm arbejdet.

Og så var kæresten og jeg i fertilitetsbehandling gennem nogle år, hvilket også var hårdt. Jeg blev gravid i marts og troede, at nu var den der endelig, men en søndag i maj lå jeg på gulvet i veer og var i gang med at abortere. Jeg er i starten af 40erne og løbet er måske kørt...

Psykologen har hjulpet mig igennem en tid, hvor jeg var virkelig tyndhudet. Der skulle bare ske en lille ting, så faldt verden sammen for mig. Jeg er på vej op i lyset igen og kan mærke at jeg hele tiden bliver stærkere.

[Maria86]

ja flere gange første gang var ikke nogen succes hun kunne ikke huske hvad vi talte om fra gang til gang hun ville ikke sige noget som helst til min mor om hvordan jeg havde det hun opdagede ikke hvor dårligt jeg havde det jeg stoppede forløbet altså efter mit selvmordsforsøg altså hvorfor opdagede hun ikke hvor syg jeg var ?? jeg gik ved en anden jeg ikke kunne med og derefter gik jeg ved en anden som jeg godt kunne med når ja jeg kom ind i et forløb via kommunen vedkommende var god nok men hun stoppede uden at have gjort mig færdig. Ja så kom der en ny som sygemeldte sig i 4 uger. ja nu er jeg stoppet helt ved hi. Jeg ikke noget tillid til psykologer mere altså jeg har en god læge som jeg kan bruge

[Sophaya]

Ja, af to omgange. Den ene gang kort i mine teenageår, fordi min efterskolelærer spottede at jeg havde enormt meget rod med mig fra min barndom. Faktisk betalte efterskolen psykologen, fordi mine forældre ikke ville. Det var i og for sig ok, og vi fik identificeret nogle af mine reaktionsmønstre, især ifht angst, men jeg blev aldrig tryg ved ham. Jeg følte altid, at han var en autoritet og turde ikke altid fortælle ham hvad jeg tænkte. Min anden psykolog var min psykologilærer i gymnasiet, der havde egen psykologpraksis ved siden af. Jeg opsøgte hende for at få bearbejdet min barndom idet min søster brød sammen og gik ned med depression og spiseforstyrrelse. Hun var guld værd. Relationen var lige i skabet og vi fik snakket ud om mine forældres emotionelle utilgængelighed, hvad det har gjort ved mig og stadig gør ved mig, min kroniske sygdom og en masse andet.
Det var også hende, der sagde ordene "Hvis du ikke læser psykologi, er det spild af talent" - og dermed skubbede hun mig faktisk ud i det, der -som jeg ser det- er mit liv. Jeg elsker mit fag og hun er stadig mit store forbillede - hvis jeg på nogen måde kan få bare halvt så meget varme, empati og faglig dygtighed ind i mine samtaler når jeg er færdiguddannet, som hun havde, så vil jeg betegne mig selv som en knalddygtig psykolog.

Nu arbejder jeg jo halvvejs rundt om bordet - jeg er ikke færdig psykolog, men jeg har rådgivningssamtaler og har haft det i et par år nu. For nylig er jeg skiftet til et sted, hvor jeg udelukkende har samtaler med folk der er dybt traumatiserede. Som jeg ser det, ligger det mest essentielle i relationsarbejdet - har man god kemi og føler man sig tryg ved psykologen, så vil behandlingen også have en positiv effekt af en eller anden grad. Det er det, der gør hele forskellen.

[dgd2007]

Nej ...

[Delfin]

Jeg har taget tilløb hos psykolog et par gange, hvor jeg er stoppet igen efter ganske få konsultationer, da det ikke rigtig gav mig noget. Jeg har gået hos psykiater gennem en længere årrække for behandling af min bipolare lidelse, og jeg har også været i gruppeterapi samme sted, men ærlig talt har det heller ikke rigtigt rykket noget, så pt får jeg bare min medicin gennem egen læge.

Jeg blev for nylig tilbudt krisepsykolog pga en meget alvorlig hændelse på min arbejdsplads, men jeg føler ikke behov for hjælp til at takle det.

[Tanten]

Jeg har gået til psykodynamisk psykoterapi hos en psykolog i lokalpsykiatrien en gang om ugen i 2 år - og det rykkede helt utroligt i forhold til at tage ansvar for mit eget liv, smide offerrollen og ikke bruge kræfter på at få accept fra uvedkommende.

Derudover har jeg gået til psykiater on and off i ca. 5-6 år for år tilbage, men det vil jeg ikke betegne som terapi men nærmere medicinkontrol og status på, hvordan det gik, da man intet på når på 45 min. en gang om måneden.

Og så har jeg gået til en stresscoach betalt af mit arbejde - hvilket førte til, at jeg valgte at sige mit arbejde op. Det var heller ikke terapi men dog en form for guidning henimod, hvad jeg gerne selv ville.

[IrmaPigen]

Nej. Har dog lejlighedsvis overvejet det. Min lidelse hedder "suffering from severe commitmentissues".

[IrmaPigen]

Nej. Har dog lejlighedsvis overvejet det. Min lidelse hedder "suffering from severe commitmentissues".